Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

EM-dressur - ikke den bedste start - VIDEO

Onsdag blev første afdeling af holdmesterskabet ved EM i dressur i Aachen afviklet, og det var Rikke Svane og Mikala Münter Gundersen, der var på banen for Danmark. Inden anden og sidste afdeling af holdmesterskabet ligger Danmark på en foreløbig 8. plads - to pladser fra målsætningen om en OL-kvalifikation. Intet er dog afgjort inden anden afdeling af holdmesterskabet, som rides torsdag - her starter Daniel Bachmann Andersen og Anna Kasprzak for Danmark.

 

Ærgerlige galopfejl til Rikke og Finckenstein
Rikke Svane og Finckenstein lagde ud for Danmark, og det blev overordnet et fint program, der den første del lå omkring 72 %. Desværre fik ekvipagen flere ærgerlige fejl i galopprogrammet, og her koster fejlene dyrt. Det betød, at slutresultatet kun blev på 67,586 %.

Videointerview med Rikke

Fin præstation fra Mikala og My Lady
Efter Rikke Svanes ærgerlige resultat er det vigtigt at de øvrige landsholdsekvipager rider højere procenter hjem, hvis vi skal opnå den eftertragtede OL-kvalifikation. Mikala Münter Gundersen, der til dagligt er bosat i USA, og My Lady skulle også ride Grand Prix onsdag, og ekvipagen leverede et fint program, som dommerne vurderede til 70,229 %.

"Rikke lægger ud med et fint travprogram, og det går faktisk rigtig fint. Derfor er det ærgerligt, at der kommer de fejl i galopprogrammet, for det er nogle rigtig dyre fejl. Mikala leverer en fint program med flot passage, piaffe, overgange og ettere og toere. Desværre kommer der også nogle dyre fejl i tilbagetrædningen, den samlede skridt og den første piruette, og derfor kommer hun ikke højere op. Lige nu ligger vi nr. 8, men jeg tror på, at Anna og Daniel er klar med gode præstationer, og så er 6. pladsen bestemt inden for rækkevidde", siger holdleder Kimi Nielsen.

Pres på Anna og Daniel
Der er ikke plads til fejl, når Daniel Bachmann Andersen på Blue Hors Loxana og Anna Kasprzak på Donnperignon skal ride for holdet torsdag. De tre bedste hold kvalificerer sig nemlig til OL i Rio i 2016, men da formstærke Storbritannien, Tyskland og Holland allerede har sikret sig kvalifikation, vil en Top 6-placering sandsynligvis være nok til at sikre dansk OL-kvalifikation. Særligt Danmarksmester Anna Kasprzak er udfordret, da hun var ude for et mindre uheld med Donnperignon tirsdag. Både hun og vi er dog overbevist om at hun er fit for fight i morgen. Hør hende fortælle om uheldet her.

De 30 bedste ekvipager (og evt. ligeplacerede) i holdmesterskabet går videre til det individuelle mesterskab i Grand Prix Special, som rides den 15. august. For de 15 bedste ekvipager (maks. tre pr. nation) i Grand Prix Specialen vil der være endnu et sæt EM-medaljer på spil, da disse ekvipager går videre til kür-finalen, der rides den 16. august.

 

Kilde: DRF

 

Billede

Rikke Svane og Finkenstein (Arkivfoto: JP-Photo)

 


Tilføjet d. 12-08-2015 kl. 22:54 af i kategorien Ridesport.
Forsidebillede: DM i dressur senior 2 af mibsen




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider