Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Vaccination af heste mod hesteinfluenza - er der forskel på vacciner?

Artiklen er skrevet af dyrlæge Mette Uldahl, Vejle Hestepraksis, Fagdyrlæge i sygdomme vedr. Heste.

 

Når jeg som hestedyrlæge vaccinerer en hest mod hesteinfluenza, stiller ejeren ofte mange spørgsmål om alle mulige ting vedrørende vaccinationen:

 

  • Hvornår skal hesten vaccineres igen?
  • Hvordan er det lige med basisvaccination af heste, der ikke er vaccineret tidligere?
  • Hvornår kan man ride på hesten igen?
  • Hvor tidligt kan man starte stævne efter en vaccination?
  • Kan der opstå bivirkninger?

 

Alle sammen gode og relevante spørgsmål til dyrlægen, som er vigtige at forholde sig til. Der er i den forbindelse dog ét spørgsmål, som meget sjældent bliver italesat af hesteejerne:

 

Hvilken vaccine bruger du til min hest?

 

På det danske marked findes der mange forskellige vacciner mod hesteinfluenza. Som hesteejer, tænker man umiddelbart ikke over, om der er forskel på de vacciner, der er på markedet, men der er forskel:

 

Når man vaccinerer en hest, sprøjter man en væske ind i hesten, som indeholder specifikke viruslignende stoffer, der får hestens immunforsvar til at reagere, som om vaccinen er en sygdom, eksempelvis hesteinfluenza. Hestens immunforsvar kan herefter hovedsagligt reagere på to forskellige måder:

 

  • Ved at stimulere særlige T-celler til at angribe de viruslignende stoffer.
  • Ved at danne antistoffer mod sygdommen.

 

Nogle vacciner får mest immunforsvaret til at danne antistoffer - andre provokerer både dannelsen af antistoffer og T-celler. Begge dele er med til at beskytte hesten mod virussygdommen i en periode frem i tiden.

 

Hestens immunforsvar danner individuelle typer antistoffer, afhængigt af hvilke specifikke virusstammer vaccinerne indeholder. Det har betydning, fordi det virus, som giver hesteinfluenza, ændrer sig med tiden, ligesom eksempelvis menneskeinfluenza.

Som menneske ved man, at hvis man har været syg af influenza et år, vil man ikke nødvendigvis være beskyttet af antistofferne fra sidste år ved næste års udbrud af influenza, da virus kan have ændret sig i løbet af året. Når virus har ændret sig, genkender antistofferne i kroppen fra året før ikke altid den ændrede virus. I det tilfælde kan sygdommen angribe kroppen igen.

 

Hos hestene ændrer influenzavirus sig heldigvis ikke så hurtigt som hos mennesker, derfor skal hestevaccinerne heller ikke opdateres årligt med nye virusstammer, som menneskevacciner skal, men hen over nogle år sker der alligevel så stor en ændring i virus, at det kræver en opdatering af virusstammerne i vaccinerne, hvis vaccinen skal blive ved med at virke optimalt mod moderne influenzavirusstammer.

 

Den internationale organisation "OIE" (World Organisation for Animal Health) anbefaler hvert år, hvilke virusstammer en opdateret hesteinfluenza bør indeholde. Disse anbefalinger henholder Fødevarestyrelsen sig også til.

I 2010 anbefalede OIE, at de europæiske hestevacciner - herunder danske - burde indeholde en ekstra virusstamme kaldet "Clade 2", fordi stammen er årsag til stort set alle udbrud af hesteinfluenza i Europa i de seneste år, også i Danmark.

 

Det tager tid og koster penge for vaccineproducenterne at udvikle og få godkendt en opdateret vaccine, der indeholder de moderne virusstammer. Derfor er det først i år muligt, at vaccinere heste med en opdateret vaccine, som indeholder "Clade 2".

 

Jeg vil personligt anbefale, at man vaccinerer sine heste med en opdateret vaccine, der giver bedst mulig beskyttelse i henhold til OIEs anbefalinger.

 


Tilføjet d. 11-02-2015 kl. 08:20 af i kategorien Røgt og Pleje.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider