Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Rideklubben Falken fylder 70 år. Kom til fødselsdag og læs om klubbens opstart midt i en krigstid!

Rideklubben Falken fylder 70 år, og her kan du læse om Falkens historie med start i en krigstid og se hvordan du kan være med til at fejre føgseldagen.

 

I anledning af rideklubben Falkens 70 års fødselsdag, holdes der bl.a loppemarked lørdag den 24. maj 2014 kl. 11.30 til søndag den 25. maj 2014 til kl. 16.00.
Det koster ikke noget af få en stand, og det er KUN rideudstyr til rytter, pony og hest der må sælges, du skal selv sørge for evt. bord til dine ting og du SKAL rydde op efter dig og tage de ting med hjem, som ikke blev solgt.


Lørdag er der rideskolestævne og søndag er der 1. kvalifikation til Ø-cup i spring, så der er en masse potentielle købere.


Der vil være mulighed for køb af mad og drikke.
Tilmelding til at have en stand skal ske på mail mail@rideklubbenfalken.dk eller på SMS 4231 9027 ti Annette Perkild.
Falken håber meget på at se en masse "lopper"!

 

Adresse:

Rideklubben Falken
Geerslettevej, Sigerselvøster
3600 Frederikssund

http://www.rideklubbenfalken.dk/ (her kan du også se mere om den planlagte jubilæumsfest)

www.facebook.com/groups/ 124322631067981/

 


Herunder kan læses et udskrift fra klubbladet "Falken Nyt" juni 1994 i anledning af Rideklubben Falkens 50 års jubilæum:


Søndag 15. maj 1994 var Rideklubben Falkens 50 års jubilæumsdag. Det var stævnedag den dag, så derfor gik mærkedagen helt hen i al ubemærkethed.
Det giver stof til eftertanke at klubben har eksisteret så længe i en årrække. Fra Poul Jespersen, Sigerslevøster, fra protokollen fra 1956 og scrapbogen fra 1976-1980, der er ført af Britta Sylvest, er det lykkedes at komme i det historiske hjørne.

Klubbens grundlag

Tænker man tilbage til klubbens opstart, den sidste del af tyskernes besættelsestid, så er det nok med en vis spænding i luften bogstavelig talt, at klubben opstod, idet ifølge beretninger fra øjenvidner på daværende tidspunk, observeredes der patruljerende tyskere på de lokale veje og ind imellem med skudepisoder. Det var jo sådan at medlemsgrundlaget på daværende tidspunkt udgjorde primært landbefolkningen, folk fra gårdene. Det var ikke ualmindeligt at medlemmerne red 10 - 20 km til rideklubben for at deltage. Hestene var primært arbejdsheste, så faktisk havde hestene et job om dagen i marken tillige.
Det var kutyme, at Falken lejede sig ind på gårdene med et stykke jord til ridebane og har således kun haft sommerridning på programmet, fra ca. 1. april til september - oktober og stoppede selvfølgelig ridning inden at vinteren satte ind.
Vintermånederne var sædvanligvis stile måneder med hensyn til ridning, idet Falken ikke havde adgang til indendørs baner.
Hele vinteren blev der flittigt arbejdet på at skaffe penge til klubformålet. I de lange mørke vinterdage blev der øvet til dilettant. Forestillingen sluttede af med fest af et tilløbsstykke i Sigerslevøster Forsamlingshus.
Traditionen tro blev der redet til fastelavn. Ryttere i optog og festligt udklædt, red de i og omkring Sigerslevøster-, Skævinge-, Ølstedegnen. Sådan en tur kunne nemt være 25 km lang. Festlighederne afsluttes i Sigerslevøster med tøndeslagning på Kraglegård.
Man arrangerede bankospil - også et tilløbsstykke, hvor lokale erhvervsdrivende havde udsat bankogevinster, og enkelte gange kunne man være så heldig at vinde føl på gevinsterne.

Garbogård-tiden
Fra slutningen af 1940'erne har Garbogård ved Strølille været fast tilholdssted for Rideklubbens aktiviteter. Stedet var rammen om den sædvanlige sommerridning samt mange gode stævner. Traditionen tro blev der holdt et stort stævne med inviterede klubber, Old Boysridning, samt det helt faste klubstævne til efteråret, hvor rytterne dystede om de interne titler. Bedste spring- og dressurekvipager.
Da Sigerslev Rideklub med tilholdssted hos familien Klitager på Hestevang i Sigerslevøster opstod i 1977-78, så var der ingen tvivl om at der var rigtig gang i de rivaliserende kræfter til stævnerne. Især kappes klubberne om medlemsgrundlaget for at blive nok til at kunne blive optaget til Dansk Rideforbund.

Ny epoke

Sæsonen år 1981 stod det klart, at for Falken var der taget hul på en ny epoke og sagt farvel til en gammel, idet dyrlæge Britt Qviste Larsen (bedst kendt som Piv i hestekredse) med vanlig udadfarende kraft stod for opførelsen af ridecenter (nuværende Falkensteen). Klubbens medlemmer gav en hånd med til opførelsen af centeret og i november måned var stald og ridehus klar til ibrugtagning. Klubben var på daværende tidspunkt ekspanderet til et antal af i alt 150 aktive og passive medlemmer. Det største antal medlemmer i klubbens historie.
Falken havde for første gang i sin eksistens endelig fået fast tilholdssted, hvor der kunne rides indendørs om vinteren og dermed holde gang i træningen.
Nye mennesker tog fat i bestyrelses arbejdet, og det blev den egentlige konkurrenceridning som målet for det fremtidige grundlag.

Klubbens status quoante
Ude i økonomiske og ledelsesmæssige stormvejr har klubben bevæget sig rundt.
Da Hotho Vestergård i 1989 forlod ridecentret som forpagter, kom rideklubben i økonomisk rod og ruin. Han tog i den forbindelse nogle af rytterne fra Falken med til sin nye forpagtning af Skovbogård, hvilket satte klubbens medlemsgrundlag på kritisk vågeblus.
Klubben sundede sig lidt på dette og man forsøgte at forhandle sig til en aftale på Lyngsholm ved Strø, så Falken fortsat kunne ride. Dog med den betingelse som Lene Foged, ejeren af Lyngsholm, pålagde rideklubben. Et nyt image og et nyt navn, Strø-Skævinge Rideklub uden seniorer.
Denne klubs eksistens blev dog kun til for en kort bemærkning, idet Lene Foged anså Strø-Skævinge rideklub for at have et uafgjort økonomisk mellemværende.
Falken var i den mellemliggende periode stillet i bero, men efter opløsningen af Strø-Skævinge rideklub tog de samme drivende kræfter tilbage til Falken. Meget var nu tvivlsomt, for i klubben var der nu meget få medlemmer tilbage - og ingen steder at ride.
Året 1989 købte familien Wederkinch ridecentret Falkensteen. Havde det ikke været for familien Wederkinch totale glæde og kærlighed til heste at udbyde stedet totalt og meget eksklusivt istandsat til det "modne hestepublikum", så var Falkens eksistensgrundlag nok meget tvivlsom. Igen ny bemanding i bestyrelsen, som har fået medlemsgrundlaget op til det nuværende antal.
Falken der startede som en på daværende tidspunkt typisk landborideklub opfyldte jo det formål, som det sted hvor landbobefolkningen mødtes, det sted hvor landbobefolkningen levede med og i hestekultur værnede især om de sociale- og underholdningsmæssige værdier.
Det økonomiske fundament var jo også anderledes i forhold til nutiden. Landbruget betydning især, for affolkningen af gårdene har ændret billedet.
Det at ride og holde hest er blevet en livskvalitet for børn og voksne. Sammenværet med hesten giver mennesker på mange måder et liv med indhold.
Med dette i bevidstheden som udgangspunkt, må vi indse at der stadig kan være brug for foreningsarbejdet, og derigennem skabe en kontaktflade mellem mennesker med fælles interesse, som det har været kutyme i Rideklubben Falkens tid.
Tillykke og rigtig godt jubilæumsår "Rideklubben Falken"

Tak for hjælp med oplysninger til: Pia Tollofson, Poul Jespersen, Pernille Oldrup, Camilla Klitager, Arne Christensen, Britta Sylvest, Lisbeth Holmgren, Carl Hansen og Yvonne Petersen.
Skribent: Pia Larsen

 

Billede

 


Tilføjet d. 19-05-2014 kl. 11:24 af i kategorien Arrangementer.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider