Forventningerne til hvor høj det avlede føl eller den indkøbte unghest bliver, er et hyppigt stillet spørgsmål her på Heste-nettet. Men hvor vanskeligt er det egentligt at forudsige en unghests udvoksede højde, og hvad er mest afgørende for sluthøjden?
Forventningen til den nye hest
Det typiske forventningsscenarie er følgende:
Den lille yndige blandingshoppe på 155 cm, med det bedste temperament, er efterhånden blevet lidt for lille. Nu ville det være dejligt at få et føl efter hende, der forhåbentlig får hendes temperament, men bliver lidt højere, så valget falder på en imponerende varmblods hingst på 170. Elleve måneder senere kommer det yndigste føl til verden. Du glæder dig allerede til, at det bliver din fremtidige ridehest, med det temperament og den størrelse du drømmer om. Du har hørt om forskellige udregningsmetoder for at fastlægge ca. hvor høj dit nye føl bliver, men kan ikke lige huske hvordan det er. Du håber på at valget af den store hingst gør, at din fremtidige ridehest bliver et godt gennemsnit af moderen og faderen, både hvad temperament og højde angår. Ender højden på det nye afkom sådan et sted mellem 164cm og 168cm, vil det være helt perfekt, men hvad er sandsynligheden lige herfor?
Var det så vel, ville avl vel ikke være den blanding af en kunstart og hazzardspil, som det til tider forekommer at være, når man betragter udfaldet af resultater i forhold til de forventninger mange har til det nye føl. Men, hvordan er det lige, det er?
Vejledende mål og sjus-metoder
Der er gennem tiderne udviklet mange forskellige mål for, hvor høj et givent føl eller en unghest bliver som udvokset. Gamle sjusmetoder og teorier kendt som sigøjnermål, albuemål, højdekurver for fødselshøjde, fødselsvægt, slutmål for 1-årsplage m.v. Mange sværger til disse metoder, eller bruger dem for sjov, i deres forventnings spænding, mens de venter på at følet eller unghesten vokser til.
Men tror du disse mål giver dig en god indikation på sluthøjden, bliver du formentlig oftest skuffet. Realiteterne er, at der ikke rigtig findes nogen videnskabelige påvisninger på,at disse forskellige udregninger eller sjus-metoder, er det mindste retningsgivende for hestens reelle slutmål. Derimod er de oftest hverken halvt eller helt præcise. Tilfældet vil oftest være, at målene rammer plet en enkelt gang eller to, men lige så ofte vil de ramme ved siden af. Hvorfor er det tilfældet, og hvad er det egentlig der sker i virkeligheden?
Mange variabler
De vejledende mål er blevet til, fordi der ikke rigtigt har eksisteret noget, der repræsenterede et bedre alternativ. Det er der reelt fortsat ikke. Årsagen til at de vejledende mål - som oftest - ikke er særligt præcise, er at der er rigtig mange variabler der spiller ind når hestens sutmål afgøres. Ingen enkelt og sikker metode eksisterer til at fastlægge et føls eller en unghests forventede sluthøjde. Det er derfor helt utilstrækkeligt at betragte det enkelte føl, tage forskellige mål, sætte dem ind i en regneformular, eller alene se på forældrenes højde.
Variablerne der spiller ind på sluthøjden omfatter både miljøbetingede faktore som: ernæring, helbred, bevægelse, pleje og omsorg - foruden de arvelige egenskaber - altså genetik. Genetikken er den altdominerende faktor, der bestemmer føllets sluthøjde, men er samtidig meget den komplicerede variabel. Da den er overvejende bestemmende for føllets sluthøjde, er det genetikken, vi vil se nærmere på her, mens de miljøbetingede faktorer, omtales i en efterfølgende artikel.
Højde fastlægges ved undfangelse
Genetikken er altså den altovervejende faktor, når det kommer til bestemmelse af en udvokset hest højde. Jamen, så kan det jo forekomme fornuftigt at se på forældrenes højde, når man skal gætte på hvor stor ankommet bliver, og så må man vel kunne forvente, at det kommer til at ligge der imellem eller hvad? Virkeligheden er langt mere kompliceret end som så.
I det øjeblik spermen møder ægget er den genetiske kode fastlagt. Det omfatter blandt andet, hvilken farve det nye føl får, eventuelle aftegn, samt fastlæggelse af de gener der afgør hestens vækstpotentiale, og hermed højde. Disse nedarves rigtig nok fra moderen og faderen, men ikke i et så forenklet billede som vi gerne vil forledes til at tro. For at kunne forklare dette, bliver vi nød til at se lidt nærmere på genetisk teori, men vil tilstræbe, at gøre det så forenklet og forståeligt som muligt.
Genetisk kode
Enhver hest består af millioner af celler. I hver celle ligger hele det genetiske grundlag for den specifikke skabning. Koden eller det genetiske grundlag, bæres af de parrede kromosomer. En hest har i alt 64 kromosomer, eller 32 par. På forskellige steder på disse kromosomer, kaldet loci er generne placeret. De sidder også i par. Generne består af DNA og er anbragt på cellens kromosomer. Men for at gøre det hele endnu mere indviklet, så er de ofte ikke ens, selvom de eksisterer I par, kaldet alleler.
Alleer
En allele er en bestemt udgave af en DNA-sekvens, som findes på et bestemt sted i et kromosom. Når allelerne fra begge forældre sidder på samme relative sted på hvert af de to ens kromosomer, danner de tilsammen genotypen - dvs den genetiske sammmensætning eller byggesten der udgør individet. Hvis parrede gener er identiske, omtales de at være homozygote, og hvis de er uens kaldes de heterozygote. Homozygote heste kan kun overlevere et allele til deres afkom. Heterozygote kan derimod overlevere en af to til det genetiske grundlag for det nye individ.
Allelerne kan yderligere være dominerende eller vigende/recessive. Hvis et dyrs arveanlæg rummer en dominant allele, vil det i et heterozyogt individ være den dominante allele, der bestemmer, hvordan hestens fænotype - altså udseende - kommer til at se ud. Det samme gælder, hvis genet rummer to dominante alleler. Kun når begge alleler er vigende, får hesten det gen, som giver det vigende udseende. Dette kan f.eks. overføres til farvegenetik, idet f.eks. en homozygot dominerende sort hingst på en rød hoppe med recessive alleler, med garanti ikke vil kunne give et rødt afkom.
Tilblivelsen
Når sæden møder ægget overføres arveegenskaberne fra begge forældre til det nye liv. Det betyder at de parrede kromosomer fra hver forælder overføres med 32 kromosomer fra henholdsvis hingst og hoppe, som igen danner i alt 64 nye kromosomer, og en ny parring af gener og alleler. Det nye afkom har hermed et komplet sæt af gener fra hver forælder. Hvorledes disse gener danner par, vil efterfølgende bestemme, hvorledes det kommer til udtryk hos den enkelte hest.
Intet gennemsnit
Hvis vi igen betragter den lille hoppe og den store hingst, så vil genetikken ganske enkelt diktere, at vi næsten med sikkerhed ikke vil få den 'gennemsnits hest', som vi har satset på. Det nye føl vil arve en eller flere af forældrenes gener for vækst. Hvis det bliver hoppens gener for vækst, så vil afkommet formentlig også ende med at blive relativt lille. Hvis det derimod er hingstens gener, vil føllet formentlig ende op, på højde med ham. Dette er ikke ensbetydende med, at afkommet vil få nøjagtig samme højde som enten hingsten eller hoppen, men at det nye føl arver gener som dikterer om den vil blive af henholdsvis lille - eller stor størrelse. Det er hermed temmelig usandsynligt at føllet vil ende op med at få en højde der ligger lige midt imellem de to forældres. Men hvorledes kan man så finde frem til sluthøjden?
Betragt føllet
Der findes som tidligere angivet, reelt ikke nogen enkelt måde, hvorpå man som hesteejer kan forudsige sit føls sluthøjde, andet end at vente, til det er udvokset. Er man ikke tilfreds med det, kan man, naturligvis kaste sig ud i en række større genetiske prøver, som for de fleste er en umulig opgave, men der er reelt andre enklere ledetråde at gå efter, når først føllet er kommet til verden.
Når føllet er født, er det lettere at finde frem til, hvilken af forældrene som føllet evt. har arvet flertallet af sine gener fra. Hvis det genetiske grundlag er udtrykt som genotypen, så er fænotypen den fysiske manifestation af de genetiske byggesten - altså hestens fysiske udseende. Ud fra denne viden, er det lettere reelt at forudsige eller gætte sig frem til, om afkommet i udvokset størrelse bliver stor som faderen eller lille som moderen. Hvis kroppens struktur og længden af ben, forekommer at ligne hingsten mere end hoppen, så er det sandsynligt at føllet kommer til at ende nærmere på højde med faderen end moderen - og omvendt. Hvis føllet i statur og kropsbygning minder mest om sin mor, vil den formentlig tage mest efter hende.
Ingen sikker metode
Sammenfattende betyder den komplicerede sammenhæng mellem gener, alleler og kromosomer, at der ikke er nogen enkel og entydig metode, der kan benyttes af en læmand, til at fastslå hvilken højde det bestilte eller nyindkøbte føl slutteligt vil antage. Ved at studere hestens fænotype og se på forældre, bedsteforældre m.v., vil det blive lettere for os, at fastslå hvilke gener for vækst, som det pågældende føl har arvet, og hermed forudsige, hvilken af dens forældre, den kommer til at ligne mest på det givene område. Fremstår forældrene i mange generationer relativt homogene, og er de det også genetisk er chancerne for, at afkommet kommer til at ligne forældrene, således også relativt store. At man aldrig kan vide sig sikker, hænger sammen med genetisk variation, ligesom muligheden for genetiske mutationer, er den 'dark horse' som altid vil kunne være til stede på det mest uventede sted, og slutteligt skabe overraskende resultater.
Se også den kommende artikel : Påvirker miljøet hestens højde".
Trakehner hoppeføllet Instanzia e. Aston Martin/Schwadroneur. Forsidefoto: Tine Lessèl