Fakta
| Type: Pony. |
| Oprindelse: Frankrig. |
| Udbredelse: De lever i dag kun i de højtliggende dale ved Ariege floden i det syd-vestlige frankrig. |
| Blod: Koldblod. |
| Egenskaber: Bliver brugt til landbrugsarbejde på de højtliggende gårde, hvor traktorer ikke kan komme frem. De bliver også brugt til ridning. |
| Temperament: Den er hårdfør, alsidig og let at omgås. |
| Farve: Sort, med et rødligt skær om vinteren. Aftegn er sjældne, men der er ofte hvide hår omkring flankerne. |
| Stg.: 130 – 155 cm. |
Racebeskrivelse
Eksteriørbeskrivelse:
Øjnene er klare og vågne med et blidt udtryk. Ørerne er korte og ret behårede, panden bred og næseryggen lige. På trods af sit ret fint byggede og udtryksfulde hoved kan det godt virke groft, det kan hænge sammen med at racen om vinteren udvikler et kraftigt skæg om kæberne så den kan holde sig varm. Halsen er meget kort og bred. Kroppen er også bred, en bred bringe, stejl skulder og flad manke har kroppen en god dybde. Ryggen er lang og stærk og krydset meget skrånende.
Racen har, som mange andre bjergpony racer, tendens til kohaser. Lemmerne er ikke så kraftige som man kunne forvente, men racen er alligevel usædvanlig sikker på benene. Hårvæksten er fyldig og beskytter koderne godt. Hornstrukturen er på grund af det hårde terræn særdeles stærk. For at Ariègeoisen kan holde sig varm om vinteren har de udviklet en tyk og kraftig man og hale. Manen er ekstra tyk, hvilket givetvis også også får hovedet til at se mere tungt og groft ud end det egentlig er.
Historie:
Racen har sit navn efter floden Ariège. Julius Cæsar giver i ”De bello gallico” en detaljeret beskrivelse af den gamle, oprindelige Ariègeois. Der er også fundet over 30.000 år gamle ristninger og hulemalerier fra Niaux i Ariège. Disse skulle vise en sort bjergpony, endda med Ariègeoisens karakteristiske ”vinterskæg”.
Racen kaldes også Mérens.
Den massive krop mener man stammer fra romernes tunge trækhopper. Disse blev fra tid til anden blandet med orientalsk blod. Racen har mange ligheder med både Fell og Dales ponyerne.
Racen blev tidligere brugt som pakhest til smugling over den spansk/franske grænse.
Øjnene er klare og vågne med et blidt udtryk. Ørerne er korte og ret behårede, panden bred og næseryggen lige. På trods af sit ret fint byggede og udtryksfulde hoved kan det godt virke groft, det kan hænge sammen med at racen om vinteren udvikler et kraftigt skæg om kæberne så den kan holde sig varm. Halsen er meget kort og bred. Kroppen er også bred, en bred bringe, stejl skulder og flad manke har kroppen en god dybde. Ryggen er lang og stærk og krydset meget skrånende.
Racen har, som mange andre bjergpony racer, tendens til kohaser. Lemmerne er ikke så kraftige som man kunne forvente, men racen er alligevel usædvanlig sikker på benene. Hårvæksten er fyldig og beskytter koderne godt. Hornstrukturen er på grund af det hårde terræn særdeles stærk. For at Ariègeoisen kan holde sig varm om vinteren har de udviklet en tyk og kraftig man og hale. Manen er ekstra tyk, hvilket givetvis også også får hovedet til at se mere tungt og groft ud end det egentlig er.
Historie:
Racen har sit navn efter floden Ariège. Julius Cæsar giver i ”De bello gallico” en detaljeret beskrivelse af den gamle, oprindelige Ariègeois. Der er også fundet over 30.000 år gamle ristninger og hulemalerier fra Niaux i Ariège. Disse skulle vise en sort bjergpony, endda med Ariègeoisens karakteristiske ”vinterskæg”.
Racen kaldes også Mérens.
Den massive krop mener man stammer fra romernes tunge trækhopper. Disse blev fra tid til anden blandet med orientalsk blod. Racen har mange ligheder med både Fell og Dales ponyerne.
Racen blev tidligere brugt som pakhest til smugling over den spansk/franske grænse.