Åh jeg synes det er svært. Min gamle pony bliver ældre, og jeg bliver så frustreret.
Han er egentlig kun 15, men hans liv får ham til at syne ældre nogle gange. Han har ingen arbejdsglæde længere og jeg pensionerede ham derfor for 2-3 år siden.
Derudover er han svagtseende/blind på et øje, har været forfangen og udviklet EMS. Sidste vinter hostede han en del, men jeg tænkte om det kunne være høet der gjorde det, da det støvede lidt det jeg fik leveret til sidst, og derfor blev det vandet. Ved ikke rigtig om det var det eller foråret der hjalp, men han har ikke hostet hele sommeren.
Nu skulle han hilse på en ny foldkammerat i forleden, og han begyndte at hoste da han tonsede rundt med den. Troede kun det var fordi han lavede noget, men er lige blevet gjort opmærksom på i dag, at han hoster selvom han bare står - altså er hosten vendt tilbage :/
Hen over sommeren har han tabt sig, og jeg kan simpelthen ikke fede ham op. Han er kun 137 cm høj, og vejer vel 300 kg og får ca 10 kg hø, næsten dobbelt så meget som han plejer at få om sommeren, og jeg kan ikke se nogen ændring på ham. Jeg tænker at han får hø ad libitum når han kommer i boks igen, og evt. tilskud af fiberpiller.
Men IH hvor det piner mig, at min trofaste følgesvend i 10 år, nu ikke længere er ung og frisk som den 6-års jeg mødte.
Det skærer mig endnu mere i hjertet, at jeg ind imellem tænker om jeg burde give ham fred. Både af praktiske årsager, men sandelig også for ham - jeg vil ikke se at han bare skal syne hen til ingenting. Han giver mig så mange bekymringer med hans bagage, og jeg skal hele tiden tage hensyn til ham, hvad han får af foder, hvordan han får det osv. Og da jeg ikke kan have ham hjemme betaler jeg mig fra i dyre domme at have ham stående ude, samme sted som min unghest, så jeg ikke skal 2 steder hen og passe hest. Men det gør også at jeg betaler mere for hans opstaldning end jeg kunne have gjort hvis jeg havde sat ham et sted fx uden ridehus osv.
Men så ser jeg ham ude på folden, han kommer mig i møde, vil gerne kløs, og så får jeg det så dårligt over at jeg overhovedet kan komme på at gøre ham og hans væsen op i økonimi og praktiske foranstaltninger. Han er jo min sjæleven, og det kan aldrig gøres op i penge!
Jeg tænker at jeg ikke kan være den eneste, der har haft en ældre hest, eller yngre uridelig, der har voldt mange frustrationer, bekymringer og overvejelser om det ene og det andet.
Hvad har I gjort? Hvordan valgte I som I gjorde?