Det er faktisk meget naturligt, at en hoppe går i brunst, når hun bliver flyttet sammen med fremmede heste. Det er også - på denne årstid - meget naturligt, at det er stærke brunster, som helt kan tage pippet fra hende og omgivelsene. Sådan ER de første brunster om foråret bare.

Din datter er tydeligvis ikke stor nok eller erfaren nok til at vise hende til rette - så der må du træde til, eller finde en erfaren hestepige, som kan. Langt de fleste hopper er i stand til at lære, at "brunsthysteriet" skal lægges til side, når hun er i jeres selskab.

Måske er det ved at være på tide at sætte hende i arbejde? Overskudskrudt gavner ingen af jer.

Hilsen Sif

Jeres pony mangler helt sikkert en rolig leder, som kan vise "vejen" på en helt rolig og selvsikker måde. Så jeg syntes din datter skal lære at håndtere ponyen af en rolig hestesagkyndig person.

Det er naturligt at ponyen bliver usikker, med et nyt miljø og nye mennesker, så hvis mennerskerne også er lidt betænkelige er det klart, at ponyen bliver nervøs for alt og alle.

Håber i finder den rette hjælp.

Venlig hilsen

Trine

Sommergræs tilbydes i meget naturskønne omgivelser, nær Hammel.

faldet lidt ro over hende, men vi kan stadig ikke tage hende fra de andre uden at hun hopper og danser og løber.

Min datter er blevet mere tryg ved hende og kan sagtens strigle hende selv nu og jeg prøver at lære hende og ponyen nogle kommandoer såsom at ponyen ikke må gå før min datter (ellermig for den sags skyld) er klar til det og at bakke væk når hun bliver lidt hys. Det tager selvfølgelig tid, men jeg synes vi er på rette vej. Hun er stadig ikke blevet redet, men vi har aftalt at gøre det lidt i små bidder så de begge to vænner sig til det. Hun har gået som avlshoppe og har kun været udlånt til ridning i knap 2 år før vi købte hende, så tænker at det kommer til at kræve lidt tilvænning.

Hun får meget lidt islænderblanding at spise, samt noget lucerneblanding (morgen og aften) og derud over får hun wrap og halm, samt den smule græs der er på folden.

Hun rangerer helt klart nederst i flokken, de er 3, og står altid klar ved leddet når hun ser vi kommer kørende.

Jeg føler mig fortrøstningsfuld, men kan godt være bange for, at det bliver for stor en mundfuld for min datter.

Vores ridelærer har sagt at der godt kan gå 3 måneder inden hun er helt klar til at blive brugt ordentligt og før hun har vænnet sig til alt det nye.

I går gik vi tur med hende hvor vi (min datter og jeg) gik på hver side af ponyen med et trækketov hver og så lod jeg min datter have det meste af kontrollen og jeg var bare med som ekstra sikkerhed. Det gik også nogenlunde indtil de andre kaldte på hende og hun begyndte at løbe, men vi fik hurtigt stoppet hende igen og så sang vi lidt for hende og fik hende til at have sin opmærksomhed rettet mod os. Det arbejder vi meget med

Det tager tid...med at de falder til i ny flok og ny ejer. Vi har oplevet det samme med to nye ponyer i stalden. Det var også lidt for voldsomt for mn datter, at de blev så urolige. Vi havde derfor i lang tid en anden hest med inde, når hun skulle sadle op. Den vi har nu slapper bedst af med lidt mad/hø i boksen, imens min datter ordner den. Og nu har den lært at være inde alene, det har taget laaaaaaang tid. Det er vigtigt, at det bliver en rar oplevelse for begge parter, så min erfaring er at gøre ponyen så lidt stresset som muligt, indtil de har lært hinanden godt at kende.

meget langsomt fremad. Hun virker efterhånden tryg nok ved at være inde i stalden alene så vi kan ordne hende i ro (selvfølgelig rykker hun stadig lidt rundt) og min datter kan selv lukke hende ud og ind.

Jeg longerer ponyen næsten hver anden dag og hun får masser af ros når hun ikke laver ballade. Hun kigger og springer tit når det blæser men jeg kan efterhånden læse hende lidt og kan på den måde distrahere hende fra det meste, men vi rider stadig ikke på hende.

Jeg synes, det vigtigste er, at din datter får en god oplevelse sammen med sin pony. Jeg går udfra, at du har købt den for at hun kan komme ud og ride. Det har hun ikke været endnu, skriver du, og at hun er blevet noget nervøs sammen med ponyen. Jeg ville helt klart finde en anden pony, som hun selv kan håndtere, og hvor du kan hjælpe til fra sidelinien

Mvh.

Anette

Jeg kan faktisk ikke helt forstå hvorfor ovenstående indlæg har fået tommel ned.

Hvorfor er det ikke ok at skifte ponyen ud, hvis kemien og trygheden ikke er der? Hvis det er et eller andet med at "det er dyr ikke brugsgenstand osv" så vil jeg påpege at synes hesten heller ikke at trives og det mener jeg ikke den gør hvis menneskene omkring den ikke kan kommunikere med den og den virker stresset/forvirret, så er det da bedre den komer videre.

Vi har selv lavet et fejlkøb for nylig. Vi køber en smuk sød pony, som virkede helt rolig ved ejer (avler) Vi får ham hjem og her går det op for os at han slet ikke kan læse vores signaler og omvendt, man skal være særdeles tydelig og for min datter FOR tydelig. Vi har en anden hest der styres med de blideste signaler (fra jorden behøver man oftest kun at pege) og stemmekomandoer, så en pony der bare brager afsted og går igennem signalerne (også ved de andre heste) er en stor mundfuld for hende, og selvom jeg kan træne ham og han reagerer nogenlunde på mine signaler, så er det stadig meget tydeligt tingene skal siges, man skal "råbe" med kropssproget. Min datter prøvede men var ikke glad for det. Det betød at hun følte det var en kamp i stalden altid, hun var ikke glad for ham.

Så jeg stod i den situation at vi havde en pony, som hun bare ikke "klikkede med". Vi tog valget om at ponyen var købt som fornøjelsesdyr til min datter og ikke noget hun skulle slås med. Han bliver sat til salg kl 9 om aftenen, kl 11 næste dag kommer en pige og ser på ham, kl 17 er han leveret til dem. For her var der kontakt, vores pony var anderledes fokuseret på hende og hun red ham så flot som vi aldrig har set før, det var næsten en helt anden pony.

Så kemien er vigtig for både pony og menneske, jeg troede det var løgn da jeg så ham med dem, bevares han var da ikke pludselig en engel, men det var et andet glimt i øjet og han var mere tryg ved hendes signaler.

Vi har nu for 3 uger siden købt en gul fjordhest, som er livet helt op hos os, og som vi kommunikerer med, hun er da heller ikke en engel altid, men er ikke sådan voldsom, hun er opmærksom på sit lille menneske og er de løse sammen i ridehuset (pigen og ponyen) går den efter hende som en lille hund.

Det skal nævnes at pigen ikke selv plagede om at ville have en anden pony, hun forsøgte virkelig at gøre det godt, men lettelsen i hendes ansigt var ikke til at tage fejl af, da jeg endelig tog mig sammen til at spørge. Vi brugte 8 måneder på ponyen, nogle vil sige for lidt, men uden reel fremgang i kommunikationen mellem pigen og ponyen, er 8 mdr lang tid, og det var ikke fordi der var stilstand hos ponyen, han kunne sagtens lære og han lærte også af MIG, men min datter "overså" han uanset hvor meget arbejde vi lagde i ham. Havde vi haft heste hjemme (svært i et villakvarter) så skulle han være blevet som hyggepony til mig, evt kørepony kunne have været sjovt.

Så kære trådstarter, jeg beundrer dit arbejde med ponyen og håber det kommer til at lykkedes for jer, men ellers så er det ikke nogen skam at erkende et fejlkøb. Selvfølgelig er det synd at flytte pony igen, men efter min mening er det mere synd for både pige og pony, hvis de ikke finder hinanden og det er de færreste af os der har mulighed for at beholde dem i baghaven.

Ideelt skulle ponyer og heste aldrig sælges eller flyttes mere end en eller to gange i deres liv og ideelt set ville alle heste/ponyer passe til alle mennesker, men i den virkelige verden hænger tingene ikke sådan sammen.

om ponyen ville få det bedre et andet sted, måske et sted hvor hun kunne bruges til avl, da det er det hun er mest vant til, men jeg kan se hvor meget min datter allerede elsker denne pony og derfor er jeg villig til at prøve lidt tid endnu (ved godt at det måske så bare bliver sværere for min datter at sige farvel). Ponyen har vi haft nu i 5 uger og det går stadig fremad. Min datter kan godt longere hende mens jeg står på sidelinien og giver råd og vejledning. Og vi har fundet ud af at hun, altså ponyen, slapper af i en helt anden grad når vi tager hende ud sammen med en af de andre og hvis det er det der skal til i det første stykke tid, så må vi gøre det.

Jeg har bestemt købt den for at det skal være en ridepony til min datter og det skal nok også blive det, spørgsmålet er bare hvor længe vi skal blive ved med at prøve, men jeg har ikke givet op. Jeg har overvejet at få en part til hende, så hun kan blive brugt lidt mere, men nu må vi se hvad det ender med.

Godt at høre hun ikke har mistet modet, og du heller ikke har

Jeg håber for jer det lykkes

Hos os var det som beskrevet den rigtige beslutning at sende pony videre, hun var skam også meget glad ved pony, men da jeg først spurgte ind, blev det tydeligt at hun følte det var for meget kamp

Vi er nu nået så langt, at min datter rider ponyen i longe både i skridt og trav og så rider hun tur hvor jeg går ved siden af. Det foregår indtil videre i skridt.

Vi starter som regel med at min datter strigler og sadler op. Så går vi på ridebanen hvor de laver lidt ponygames fra jorden og så longere vi uden rytter på, hvorefter det er med rytter og til sidst går vi tur. Ponyen er stadig meget opmærksom når det blæser, men det har vi prøvet at løse med en hut og det går faktisk ret okay (eller også er det bare fordi vi efterhånden kender hinanden lidt mere).

Ponyen har lige været igennem sin 3 brunst periode og det gik over al forventning. Hun var meget mere rolig denne gang.

Vi arbejder stadig på (og skal gøre det længe endnu) at lære pony/og min datter at kende grænser og lære at det er menneskets tempo der skal følges.

Jeg er meget fortrøstningsfuld og synes det er en dejlig pony vi har købt, så de småting der er at arbejde med tager jeg gerne på mig.

Det gik jo ellers så godt, men for nylig var min datter begyndt at ride selv uden at vi longerede først og så skulle hun trave, hvilket pony ikke rigtig gad så jeg hjalp hende lidt ved at bruge stemmen hvilket resulterede i at pony satte i hurtig trav og min datter blev bange, så bange at hun begyndte at græde.

Siden har hun nærmest ikke ville op på hende og når hun endelig gør det så skal jeg gå ved siden af og holde fast i pony. Når jeg longere hende (altså pony) så går det faktisk godt men så snart der er rytter på (min datter) så vil pony ingenting og min datter har ikke mod nok til at sætte sig respekt, så det bliver noget værre rod og vi ender med at må give op (da pony ellers vil stejle) og må trække tur i stedet for.

Jeg tror efterhånden jeg er nået frem til, at jeg skal finde en pige med ben i næsen som tør give hende (pony) ordentlig besked.

Er det ikke fremgangsmåden tror I?

Hej.

Umiddelbart lyder det desværre som om, at ponyen og din datter ikke passer sammen. Hvis din datter bliver så forskrækket over, at ponyen sætter i en hurtigere trav, så er der nok meget lang vej frem, inden den pony, du har købt, bliver en pony, der bringer hende glæde. Du risikerer endda, at tidspunktet aldrig kommer og hun bliver ked af ridningen.

Jeg tror ikke, at det nytter at finde en part, som kan sætte ponyen på plads. Jeg har selv, da jeg var yngre, af flere omgange været den part, som skulle sætte små pigers ponyer på plads; det resulterede i, at jeg sagtens kunne ride hesten, men pigerne kunne ikke og det gjorde dem faktisk meget kede af det.

Der er så mange dejlige ponyer derude, især nogle af de ældre, som er så bundstabile, at de ikke engang spjætter, når der flyver en fasan op foran dem. Jeg vil sige, at du skulle se dig om efter sådan en til din pige. Du risikerer, som det skete for en af de nervøse piger, jeg hjalp med hendes hest, at hun aldrig bliver rigtig glad for at ride, fordi det altid er forbundet med angst.

Udover det vil jeg tilføje, at det er flot, at I trods alt kom så langt med ponyen og ikke mindst, at din datter er rigtig god, at hun har tålmodig til at arbejde en masse med ponyen og ikke bare vil op og ride med det samme!

Held og lykke med det hele.

Mvh
Heidi

I dag har jeg selv været oppe på ponyen. Jeg har i mine yngre dage redet meget og haft egen hest, så selvom jeg også er blevet meget usikker og nervøs, så tænkte jeg at det måske var godt hvis jeg selv prøvede og det gik nogenlunde indtil ponyen havde travet 1 omgang, så standsede hun og nappede ud efter mine ben, så bakkede hun og til sidst nægtede hun overhovedet at bevæge sig. Jeg prøvede først med stemme, så med ben og til sidst en lille pisk bag mit ben (ikke noget med at slå igennem, bare et lille svip) men intet hjalp. Så prøvede jeg at vende hende rundt og så gik hun lidt igen inden hele seancen startede forfra. Jeg fik hende dog til at gå lidt rundt igen, men ikke i trav.

Jeg tænker egentlig at hun gør det fordi hun tror hun kan slippe for at lave noget, men jeg må bare prøve at blive ved

nogle gange skal man lave et fejlkøb for at lære en vigtig lektie- du har købet en pony som først og fremmest har været brugt til avl, som ikke har været redet regelmæssigt af børn eller trænet af en øvet voksenrytter.

Tjaa, så for man desværre lidt det man har betalt for: en pony som ikke er specielt veltrænet, lydig eller god til børn.

under hvilke forudsætninger er pony handlet? er den købt som redet til L-klasser? som særligt god begynder/børnepony? eller?

under alle omstændigheder, så ville jeg som mor ALDRIG sætte mit grædende barn op på en hest som kan finde på at true med at stejle.

Hvis du har købt hesten under de betingelser at den er ordentligt redet og vant til børn, synes jeg dy skal tage fat i sælger. Har du derimod købt den vel vidende at den kun er sporadisk redet, ja så ville jeg bide i det sure æble og sælge den videre som alvshoppe.

At den nægter at gå og napper efter benene, kan betyde alt fra smerter til ulydighed- nogle hopper kan være meget tvære at ride, men hesten kan også fejle noget. jeg ville få en rigtig øvet rytter op- vedkommende ville hurtigt kunne vurdere om der er tale om A eller B.

der er så mange gode ponyer på markedet for tiden, som din datter vil blive ligeså glad for og tilmed ville give hende en glæde ved at ride.

Til leonidas: Du har helt ret i at der findes mange ponyer til salg for tiden og jeg holder også øje må jeg sige.

Jeg har "desværre" købt hende vel vidende at hun hovedsagligt har været brugt til avl. Hun havde dog inden jeg købte hende været udlånt til rytter (pige) på 8 år i over 1½år og de har redet hende meget og været til stævne med hende. Hun kom kun tilbage til avler da pigen havde mistet interessen for heste. JEg har snakket en del med moderen til denne pige for at høre om hendes erfaringer og hun har sagt at pony er en dejlig pony som hun var ked af at skulle af med. De har ikke oplevet de problemer som vi har haft, så jeg ved ikke om hun (ponyen) bare tester os eller om der bare ikke er forståelse (kemi) mellem os.

Jeg vil være rigtig ærgelig over "at give op" for tidligt, men er også godt klar over at jeg risikere at min datter helt mister lysten til heste hvis jeg tvinger hende til det. Jeg har endnu ikke tvunget hende til noget for det kommer der ikke noget godt ud af.

Jeg ved at avler/sælger ikke vil tage ponyen tilbage, da hun blev solgt pga. udskiftning i avlen, så hvis det bliver aktuelt så skal hun videre til en anden avler (hun har gode gener/forældre) eller til en familie med en erfaren rytter.

Jeg tror faktisk den rigtige beslutning vil være at lade hende komme videre og finde en anden pony til min datter. Så skal jeg bare have snakket med manden om det....

Synes det er flot med de fremskridt i havde opnået på 5 uger med hoppen. Heste danner dybe bånd til hinanden så det med at flytte dem til nye steder, kan være hårdt mentalt for dem, så udfra jeres fremskridt på 5 uger synes jeg at det lyder som om at ponyen prøver at give det en chance, ellers ville din datter ikke selv kunne tage hende ud og ind fra fold.

Men når du skriver at ponyen nappede efter dit ben, så tror jeg ikke på at pony rent faktisk har lært signaler på den måde du bruger dem på. Mange heste og ponyer er signalforvirrede, og det der med hun napper efter din shenkel tyder på at hun ikke er vandt til at man bruger shenklen og hun kan nok ikke lide at du trykker eller hvad du nu gør med benet. Min islænder gjorde det samme, hun har lært at ride på en helt anden måde, kun med sæde og tøjler, så hun anende heller ikke hvad jeg havde gang i da jeg lagde shenklerne til hende, og jeg fik da også et lille nap for det synes hun var underligt.

Du skriver din datter er glad for ponyen, men kan hun ride? Jeg fik ikke fat i hvor gamel din datter er og hvor meget rideerfaring hun har?

Hvis i vil ponyen, så vil jeg råde dig til at få en Blue Berry Hill træner ud og hjælpe ponyen og jer med signalerne eller bare at hjælpe jer i gang på en positiv måde. Hvis i er på Sjælland vil jeg anbefale Lene Særmark.

Mvh Charlotte

Til Charlotte:

Ja jeg var også meget fortrøstningsfuld efter det første stykke tid for jeg synes det gik godt fremad.

Min datter er 11 år og har redet i 6 år, men hun er en meget forsigtig (lettere nervøs) rytter og har fundet tryghed på rideskolen hun gik på, ved at ride på den samme pony hele tiden og desværre har ridelæren ikke forstået at udfordre eleverne. Det var også derfor vi valgte at min datter skulle videre. Hun er tryg ved hendes pony i stalden og hun kan selv sadle op og lægge hovedtøj på. Det synes jeg jo er flot nok, da det heller ikke er noget de blev øvet i på rideskolen.

Jeg tror faktisk du har (delvis) ret i, at pony ikke kender de signaler jeg/vi giver hende og oveni det så tror jeg måske også hun keder sig lidt på banen, men jeg synes bare det er ret vigtigt at vi kan styre hende der inden vi for alvor rider ud i naturen. Jeg prøver at lave lidt forskellige øvelser for pony og min datter på banen, lidt ponygames (fra jorden) og lidt små bomme/spring så de begge bliver udfordret lidt.

Samtidig tror jeg dog også at pony prøver os lidt af, da hun jo godt kan mærke min datter er nervøs...

Jeg har lavet en aftale med en træner om at komme ud og prøve ponyen så hun kan se om hun kan hjælpe os eller om vi skal finde en anden pony til min datter

lyder det som om, at pony og rytter slet ikke passer sammen. Og så er det egentlig lige meget at bruge flere mdr. på at få noget godt ud af det.

Jeg er med på, at det er godt at give det en chance, og at den skal have lov til at falde til, men havde min datter været nervøs og 11 år, skulle hun have en pony hun kunne sætte sig op på alle vegne uden problemer - uanset nyt sted, hormoner i pony eller what ever.

Min datter er 2,5 år, har egen pony, da vi har dem hjemme, og hun elsker det bare. Hun har en lille welsh på 1.13 som er ung (4 år i år) men ryttervant. Den er rolig i alle henseender, og vrikker ikke med et øre uanset hvad hun bydes. Vi trækker naturligvis altid, da vores datter er alt for lille til at ride selv endnu, og pony i øvrigt skal tilrides rigtigt næste år. Men igår var hun i longe for 1. gang og smilede over hele ansigtet. Hun skridtede og plagede mor om at trave, og til sidst fik hun lov, imens jeg så løb ved siden af og trak i stedet for longe. Pony travede så fint og vores datter grinede af glæde. Det er sådan det skal være at have pony, når man er et barn. Også selvom man er ældre end 2,5 år.

Jeg havde solgt pony til en rytter som havde kemi med dens måde at være på, som kunne være en rolig leder og vise vejen. En som tør bruge pony. Og så havde jeg fundet en ældre, erfaren, rolig pony hun kan starte ud med og blive tryg ved.
Det andet giver i mine øjne ikke andet end nederlag og en følelse af, at man ikke kan.
Når det er sagt, synes jeg altid at man skal prøve. Man skal også vise sine børn, at dyr ikke bare er noget man smider væk igen for godt befindende, men det synes jeg så også du har vist nu.

Med fare for at blive upopulær, så forstår jeg ikke, hvorfor det er vigtigt at din datter bliver "udfordret" og kommer "videre".

Når jeg læser at en enkelt frisk trav er nok til at pigen taber modet, så er hun simpelthen ikke klar til at ride den pony, hun er basalt utryg. Så er det ligemeget hvor længe hun ellers har redet og om hun er 5 eller 15 eller 55, har man ikke en grund tryghed ved at sidde der, så skal man lade være.

Det er en af de allermest forekommende situationer, fra den 4 årige, der helst vil holde stille i snor, til den 15 årige, der har fået en stor hest, oftest billigt indkøbt, for så stiger den jo i værdi.

Det er et helvede at sidde på en hest man ikke stoler på, det er den ultimative afmagt, nogle evner at skille frygten fra og overvinde den, men rigtigt mange kommer galt afsted og taber rideglæden for altid.

Og den virkeligt irriterende bagkloge uvelkomne kommentar: Hvis hun efter 6 år på rideskole ikke har ytret ønske om at ride forskellige heste, hvorfor skulle det så komme med en ukendt pony, blot fordi den er hendes?.

Hvis hun er glad for at hygge med hoppen fra jorden, og bare gåture, så ville jeg synes det var kanon, og respektere at hun ikke vil ride. Måske kommer det en dag, måske ikke, en god ponykammerat man kan strigle og putte sit hoved i manen på, det er da rigeligt.

Vi er jo en meget stor gruppe voksne mennesker, der mange gange har måtte sande at drømmen om at ride det dyr vi har haft så hede fantasier om, er blevet indhentet af virkeligheden og tyngdekraften, det er det samme med din datter.

Hun har da prøvet andre ponyer og også heste og dem har hun da fint travet på (og galopperet), men dem har hun selvfølgelig også set blive redet af andre først. Så hun er jo ikke utryg ved heste generelt. Og når de på rideskolen ikke engang lærer de mest basale ting, som hvad hjælperne hedder eller at ride rigtig diagonal, så synes jeg bestemt efter 6 år at det er på tide at komme videre.

Ja den pony vi har købt er måske for stor en mundfuld for hende (og det ender da garanteret også med at dem må videre til en pige/dreng der forstår at håndtere hende), men jeg nu har altså købt den for at den skal være ridepony og ikke kun nussepony. Hvis det var sådan en pony vi havde behov for, så havde jeg helt klart fundet et lille hyggelig nussehoved til min datter.

Der kommer en træner i dag og kigger på hvad vi evt. gør forkert og så tager vi den derfra.

Jeg tænkter, at det er en ret voldsom adfærd ponyen viser og især det, at ponyen tidligee har fungeret rigtig fint som ridepony virker "mærkeligt".

Har du fået undersøgt ponyen for smerter, skader mm af en dyrlæge?

Har den fået ordnet tænder og går den med tilpasset sadel? Og hvad med hovene er de ok?

Hvis årsagen til ponyens adfærd skyldes smerter, så kan det måske forklare, hvorfor den reagerer som den gør.

Det er en super træls situation for alle parter i denne historie og trist for alle.

Ja dyrlægen har lavet helbredstjek. Beslagsmeden kommer på mandag 8sidst hun havde smed var til påske, men de er ikke slidt overhovedet, så det er bare for at udelukke det har noget med hovene at gøre) og hun går med ponypude, så tænker ikke at den generer. Jeg har prøvet at fjerne næsebånd og prøvet uden sadel, men det er det samme.

Det er en meget træls situation som jeg håber der snart kommer en afklaring på. Som sagt så kommer der en træner i dag og så skal jeg nok skrive en opdatering i morgen.

Du fortalte at ponyen ikke ville trave ved signal fra ryggen, men begyndte at trave efter du gav signal fra jorden, stærkere end i havde tænkt jer, men ponyen gjorde det altså v signal fra jorden. Du prøver så selv at ride på ponyen og ponyen napper efter dine ben. Det tilsammen siger mig at ponyen ikke forstår den skal frem når i sidder på hende. Nu ved jeg ikke om du hjap dem i gang fra jorden ved visuelt signal eller ved berøring, men det kunne tyde på at ponyen er trænet i visuelle signaler.

At ponyen løber stærkere end man havde tænkt sig er ikke fedt, men det var værre hvis hun var løbet afsted i fuld galop og bukspring.. Tror altså at pony gør sit bedste, men skal have installeret et stopsignal

Jeg synes at med de fremskridt i lavede på 5 uger så bliv ved med at det der virker.

Og der er ingen grund til at give ponyen foder, nøjes med wrap, hø og vitaminer, så ponyen ikke for unødig energi.

Håber at træneren kan hjælpe jer, så din datter kan blive tryg v at ride igen. Måske er det en god ide at hun får et par ride timer på en lidt friskere hest som stadig lystrer.

Og der er altså ikke gået så lang tid, og i er ret gode siden at i har fået styr på seperationen fra flokken for det kan være svært.

Vh Charlotte

Det gik bare supergodt med træneren. Hun observerede først hvad vi gjorde og kom ind imellem med lidt råd/vejledning og min datter følte sig hurtig tryg ved hende.

Vi longerede som vi plejer og så kom datter til hest. Først gik jeg med ved siden af og så tog træneren over og gik ved siden af. Så prøvede hun at trave lidt og det gik fint mens træneren løb ved siden af. Så prøvede hun at gå lidt væk og så standsede pony, men med hjælp fra træneren fik min datter pony igang igen og de travede faktisk omkring 1-2 min. Så løb træneren lidt bagved (på siden) og så gik det okay. Til sidst lykkedes det træneren at få min datter til at skridte rundt uden der blev holdt fast i pony og hun var mega stolt bagefter. Træner siger at det sagtens kan trænes væk, så nu vil hun komme og undervise datter og pony 2 gange om ugen.

JEg er super tilfreds og fortrøstningsfuld

Bare det at se min datters ansigtsudtryk da hun hoppede af pony bagefter rideturen var det hele værd og hun strålede simpelthen.

Jeg er sikker på, at når hun er blevet rigtig tryg ved pony, så kan jeg overtage trænerjobbet, men indtil da er det vist bedst at mor her holder sig lidt på afstand, da hun (datter) har tendens til at blive morpjattet og synes alt er lidt farligt, så hun skal ud sammen med træneren og vise hun er lidt modig nu

Lige pludselig gav alting meget mere mening med min datters pony for den blev ved med at finde på noget nyt at lave når hun og underviseren forlangte noget af den.

Jeg skrev til tidligere ejer og til en der havde haft lånt pony før vi købte hende og det viser sig, at hun blev tilredet som 4 års, stod stille indtil hun var 8 og blev "tilredet" påny i western i omkring 7 mdr. hvorefter hun igen stod stille i ca. 1 år til vi købte hende og så har hun bare gået og hygget sig og været foldbums, så hun skal lige startes op igen. Det har allerede hjulpet utroligt meget både på pony og min datter, at vi har taget nye briller på og se det hele med.

Jeg var meget i tvivl om min datter ville kunne klare det, men de 2 har det så godt sammen, så nu lærer de sammen.

det er dejligt at høre det går fremad.. men sjovt som der som regel er en årsag når man virkelig graver i det..

Åh gud hvor jeg kender det

Jeg købte for 3 år siden en virkelig dejlig og ridelig hoppe efter BH don schufro. Vi havde været i jylland og kigge og ingen var noget for mig - indtil jeg prøvede Duffy. Duffy var fantastisk nem og ridelig og jeg besluttede at det skulle være min nye konkurrencehest.

Da vi hentede Duffy stod hun mildest talt MEGA uroligt i traileren på den laaaaaaaaange køretur fra Aabenraa til Dragør og da den så kom til Amager var den mildest talt ved at dø! Jeg kunne ikke hente hende på folden uden hun skred - jeg kunne ikke give den bid i munden uden den tog hovedet SÅ langt op at jeg ikke kunne nå. Jeg kunne INGENTING og min ellers så ridelige hoppe var simpelthen SÅ mega farlig og så mega utilpas Den var så stresset i sin boks at den lagde sig ned og jeg var GRÆDEFÆRDIG Jeg fik en masse undervisning både fra jorden og på ryggen (3-4x ugt) Den var en bestemt dame med sine egne meninger!

En dag ville jeg ride til undervisning (2 min fra hvor vi stod) og jeg fik min træner til at hente mig - vi skulle forbi en fold med heste som selvfølgelig løb rundt. Duffy ville være hos hestene og uanset hvor meget jeg prøvede gik hun IKKE væk fra dem! Hun bukkede og bakkede - indtil der kom en grøft som hendes bagben forsvandt ned i. Hun blev SÅ forskrækket og siden den dag var hun faktisk from som et lam. Hun lyttede og stolede ubetinget på mig ALTID og hvis bare jeg var der skulle det hele nok gå :=)

Jeg elskede den hest og vi fik mange fine resultater på stævnebanerne!

Desværre fik hun akut tarmslyng i december og blev indlagt, opereret og aflivet

Men med dette vil jeg sige - kommer tid kommer råd. Giv den tid og plads og vis den vejen. Så skal det nok komme - dette tog et halvt år før vi stolede 100% på hinanden

Jeg er glad for det går bedre med hende