Tirsdag den 29. november cirka klokken 16:30 sagde vi farvel til gode, gamle, dejlige, smukke Ronja og himlen fik en ny smuk stjerne 
Det gik hurtigt og smertefrit og hun sov stille ind mens vi aede hende og takkede hende for de år hun har givet os.
Ronja, min smukke pige, kom til os i sensommeren 2005, samme år som vi fik nøglen til vores hus.
Hun blev født 20.07.05 i sønderjylland. Hun var 1 ud af ikke mindre end 11 hvalpe.
Hun vadede ind i vores hjem og hjerter med store klumpedumpe poter og blafreører.
Hun var min pige fra dag ét; sov ved mig og skyggede mig.
Mors hund var hun dengang og det blev hun ved med at være - også efter vores to børn kom til.
Hun var en eksplosiv legetante, altid klar på ballade og skøre påfund, eller hjælp, underholdning og nærgående ukrudtslugning i haven.
Hvis man kunne slippe afsted med det, var man også skødehund og om ikke andet så totalt krammehund.
Ronja fik en "lillebror" for 3 år siden; Bertram, en lille rundkørsel som vadede ind i vores liv med sin pjuskede charme - de to var bare pot og pande - det var skønt at se hvordan stor og lille hyggede og pjattede sammen og tog den ene vilde tur reundt i huset eller haven efter den anden.
Små 14 dage før den 29. november 2016 var der intet at mærke på gamle Ronja.
Hun var blevet lidt stivbenet hen over sommeren og holdte ikke til de længste ture mere, men humøret og fjollerierne var der ikke sparet på.
Hun hoppede og dansede stadig oven i sig selv bare vi tænkte tanken "gå en tur"...
Men så pludselig begyndte hun at blive endnu mere stivbenet og hun sov meget, spiste ikke så meget - lidt gjorde hun dog, men ikke som hun plejede.
En lille uges tid før den 29. november 2016, talte jeg med gemalen om vi ikke skulle få hende tjekket ved dyrlægen, for nu syntes jeg hun var begyndt at halte lidt på det ene ben.
Onsdagen ugen før, tog jeg hende med på en lille aftentur, men der var den gal; hun gik utroligt langsomt, haltede og skulle holde pause 2-3x på den meget korte tur vi tog.
Da hun kom hjem pustede hun og stønnede - men efter noget tid var hun "sig selv" igen; stadig stivbenet, men hun kunne det hun plejede og da hun skulle ud for natten var der ikke noget.
2 dage efter, om fredagen var den dog gal igen og denne gang faldt hun da hun skulle dreje og igen senere da hun skulle rejse sig op... Men så igen 1 time efter var der intet igen.
I weekenden kaldte jeg dog til husråd og sagde, at imorgen ringer jeg til dyrlægen og bestiller en tid så vi kan få hende undersøgt.
Og, forberedte jeg - det er ikke sikkert, at hun kommer med hjem igen 
Mandag var hun stivbenet, men som hun plejede - ikke noget at mærke, jeg havde fået en tid ved dyrlægen til om tirsdagen, den 9. november 2016 klokken 16:15.
Min datter på 9 havde meldt klart ud, at hun ville med - uanset udfaldet.
Min søn på 6 år havde meldt klart fra.
Tirsdag den 29. november 2016 da jeg kom hjem fra arbejde klokken 15:45 lå hun og sov i sofaen inde i stuen.
Der må hun ikke ligge, det ved hun godt - men jeg sagde ikke noget til hende.
Hun opdagede mig dog og hoppede ned, men hun faldt og tumlede rundt i stuen og kunne slet ikke finde balancen eller få benene til at lystre 
Jeg skyndte mig hen og holde hende og fik hende stabiliseret og hjulpet ud i haven for at tisse af.
Da hun kom ind igen skøjtede hun rundt på klinkerne og kunne ikke finde fodfæste
Jeg fik hende ud af døren og ud på fliserne hvor jeg tænkte hun kunne stå bedre fast, men hun gik på "håndledene", altså bøjede forpoter og kunne ikke noget.
Så vi bar hende ind i bilen
Jeg tror hun har haft en hjerneblødning eller blodprop i løbet af dagen, for den var helt gal...
Vi ankom til dyrlægen; min mand, min datter, Ronja og jeg.
Da jeg åbnede døren i bilen satte hun sig op og kravlede målbevidst over i den anden side af bilen og lagde sig der... 
Så jeg måtte om på den anden side og have hende ud - da hun stod på p-pladsen var det desværre det samme; hun gik forkert på benene og tumlede rundt så vi måtte bære hende ind...
Dyrlægen sukkede og kiggede på hende og os... Jeg vidste hvad klokken havde slået: vi skulle sige farvel til vores vidunderlige, tålmodige, tillidsfulde, pålidelige, fantastiske men nu gamle Ronja.
Dyrlægen kiggede i hendes øjne og spurgte ind til hendes gang, eller mangel på samme.
Jeg fortalte at det var sket i løbet af idag; at hun slet ikke kunne gå - men at hun ellers i løbet af de seneste små 14 dage, var begyndt at blive mere og mere stivbenet og gammel.
Han mente at hun måtte have haft en hjerneblødning eller blodprop i løbet af tirsdagen. Han kunne tilbyde en scanning men den ville kun kunne fortælle os om det var det ene eller andet - han mente ikke man kunne "reparere" hende...
Og det skulle vi heller ikke - jeg var afklaret. PISSE ked af det, men afklaret; Ronja skulle over regnbuebroen idag.
Dyrlægen var enig - det var en god beslutning for smukke Ronja.
Han kiggede lidt mere på hende og lyttede til hende - forklarede os og især min datter en masse og så bedøvede han hende.
Og hun lagde sig ned og faldt i søvn ved mig...
Vi aede hende, vi græd, vi takkede hende græd lidt mere, fortalte at vi elskede hende og så sendte vi hende over Regnbuebroen.
Hun gispede en smule, med forlod os så - og verden var pludselig et tomt sted...
Men hun fik fred og hun fik en stille og rolig og "rigtig" afsked.
Men for FANDEN hvor er hun savnet 
Øv hvor er det hårdt at sige farvel, men jeg er glad for at det kom så hurtigt at hun ikke nåede at sygne hen og blive rigtig dårlig og syg,
En blodprop er selvfølgelig heller ikke at kimse af, men helt ærligt tror jeg ikke at hun opfattede det...
Farvel min smukke dejlige Ronja og TAK for alt, du er utroligt savnet og huset er tomt uden dig.
Vi har heldigvis Bertram til at skabe lidt liv... Men du vil altid mangle og være elsket og savnet.
Tak fordi du læste med.
Og her, det sidste billede af hende - taget mandag den 28. november 2016 klokken ca. 18:00
Regnbuebroen:
www.petloss.com/rbdanish.htm
Tak for alt Ronja
20.07.05 - 29.11.16
