Jeg ser mine veninder ca 1-2 gange pr 14. dag. Min mand er ret asocial og elsker at være hjemme, så han er max afsted alene en enkelt gang om måneden.

Sammen er vi nok ude uden børn en enkelt gang om måneden.

vi har det lidt ligesom jer, bortset fra vi begge går til sport, og vi har enda store børn (13 og 16).

Men synes ikke jeg har behovet for at flintre rundt til alt muligt , vi nyder at være hjemme sammen, og de bedste weekender, er når vi har gået herhjemme og lavet en masse på gården, for så om aftenen, at spise noget god mad og bare hygge.

Tror det er meget forskelligt hvilke behov folk har for at lave noget uden for hjemmet og med andre mennesker.

Jeg får så rigeligt dækket mit sociale behov på arbejde og til håndbold, så hvis jeg skulle til alt muligt gøjl i weekender og aftner, så ville jeg da brænde totalt ud

Som hovedregel er min datter med overalt. Men når de så er sagt er hun delebarn og dermed ikke hjemme hver anden weekend. Jeg har valgt at få børn, dermed har jeg også valgt at bære sammen med mit barn og prioritere hendes ve og vel over at se venner om aftenen.

Det tager tid, kræfter og energi at have børn. Og det er ikke skrevet som en beklagelse men en konstatering.

Men typisk 2 X fuldtidsjob OG børn er der ikke meget tid tilbage til at være social og rende i byen Vi har været sociale derhjemme i familien, og så måske taget på småture i weekenden, sammen med børnene.

Da de blev større, 10-12 år tror jeg, tog vi lidt mere afsted til egne fritidsinteresser. Og efterhånden som de er blevet ældre har vi fået tiden tilbage, til det vi selv vil lave.

Nu er den ældste så flyttet hjemmefra og den yngste har i høj grad sit eget liv. Så vi er ged at være 'tilbage' til 'før vi fik børn' og kører ud på ture sammen og harctiden til at dyrke hver vores interesser - hest, strik, hund, jagt, kajak.

så må jeg glæde mig til at børnene bliver større- mine flytter nok aldrig hjemmefra, med den retning vinden blæser er der nok ingen handicapboliger, støtte eller andet til unge, når mine børn vokser op.

Det er bestemt ikke for at klynke, men nogle gange føler jeg, at jeg ikke har set et andet voksent menneske i ugevis. Og pga vores børns handicap kan vi ikke sådan tage på ferie eller weekendture som andre. Og det at være social i hjemmet, er nok lidt anderledes for os, da vores børn hele tiden skal hjælpes til det sociale, så de kan f.eks ikke besøge en kammerat eller selv have besøg, med mindre vi sidder lige ved siden af, hele tiden.

på samme måde har vi ikke rigtigt noget voksentid, da vores børn sover meget lidt ( tidligts 21-21:30 OG står tidligt op) så det med at sidde og se en film sammen, er svært at få tid til.

Alle ture, besøg sågar bare i Brugsen, kræver tålmodighed, overtalelse og planlægning, så hjem er faktisk tit job nr 2.

Og jeg har vildt dårlig samvittighed når jeg er ude ved min gamle hest, for så har manden jo hele slæbet derhjemme.

Men jeg savner bare at have én aften om måneden hvor manden og jeg kunne se en film, eller gå en tur sammen, eller besøge en af de venner, der er tilbage.

Min kollega har 3 børn hvoraf den ene er multihandicappet. De har en aftale med en af pædagogmedhjælperne som børnene kender og er glade ved. For det er nemlig ikke hvem som helst man kan sætte til at passe den flok.

TS, du står i en noget anderledes situation end vi gjorde. Jeg har ikke et konkret forslag til jer, men jeg håber rigtigt meget at I kan finde en mulighed for at få lidt tid for jer selv, bare en gang i mellem.

Stort knus herfra

I er hårdt spændt for, kan godt forstå du indimellem savner en aften med voksen tid, det skaber også mere overskud til at være der for børn der kræver lidt mere.

Jeg tænker om i kunne være berettiget til en aflastnings familie, f eks 1-2 gange om måneden - prøv at undersøg på kommunen. Det er netop til børn med handicaps så forældrene bliver aflastet.

vi har faktisk fået tilbudt aflastning- men har sagt nej tak. Jeg kan simpelthen ikke bære at sende mine mine børn væk, ikke så længe jeg trods alt selv kan klare det.

vores forældre hjælper til en gang imellem, så måske hver anden eller tredje måned kan vi få en aften for os selv, og det er vel meget normalt? også for forældre med helt normale børn, ikke?

Vi har også vores børn med til alt, men efterhånden er det sådan at de vennepar vi har, som har børn, åbenbart kun kender til to former for samvær:1: hvor man har børn med og så skal alting være for og med børn, så man føler man er til en eller anden sær udvidet børnefødselsdag eller 2: endelig er ungerne passet og så skal de voksne satm.. i byen..

Jeg gad bare godt at man kunne som " i gamle dage" mødes, spise sammen, få et glas rødvin, lade ungerne falde i søvn på nogle madrasser, mens de voksne snakker. Vores børn fylder meget i vores liv, men vi prøver ikke at lade os begrænse. Det er bare sådan at det nærmest er umuligt at mødes med andre som også har børn, uden at det skal være et af de to førnævnte samværsformer

Vi er også så heldige at have en søn med autisme+retaderet og 2 søskende...

Det som du beskriver lyder som os....Mange af vores gamle "venner" er så "smuttet", da de ikke kan forstå at vi ikke bare lige kan være sammen....

Vi har en del aflastning, det var så svært at skulle tage det skridt, at andre skulle passe mit barn....Men hold da op det er så godt...Man kan lave ting sammen og tage på besøg udenat gå i panik over hvordan barnet/børnene opføre sig...

Du får et helt andet overskud til dine børn når man får en "pause" og kan snakke "voksensnak" uden at bliver afbrud og tænke på planlægning til mindste detalje...:o)

Vi er også mest hjemme mennesker, men når endelig vi kommer ud er det som regl sammen med venner uden børn, måske det sker 5-6 gange om året....

I er blevet tilbudt aflastning, men er I tilbudt hjælp til pasning? Det er nemlig muligt for nogle at få tilskud til aflastning i hjemmet nogle timer om ugen. Jeg har en ven, der bruger en barnepige nogle faste timer i ugen, som betales af kommunen. Så kan man have ro til at gøre nogle ting uden børnene, men hvor de stadig er i deres vante omgivelser. Det kan også bare være at ride en tur, men jo også til at have en "date-night" en gang imellem.

På den måde er det ikke andre mennesker i et andet hjem, der skal hygge lidt med jeres børn. Men jeg mener det er vigtigt, at I også har lidt tid til hinanden uden børnene en gang imellem.

Jeg har selv et barn med mild autisme og ved hvor mange ressourcer man skal have for at klare dette. Og en gang imellem har man også brug for at lade batterierne op igen.

Tag det ikke som om I svigter børnene - men at I gør noget for at kunne være mere for dem. Finder I den rigtige person kan det også være, det var et positivt indslag i jeres børns hverdag. Men indrømmet - det kan være svært at finde den rigtige.

Hej TS

Min mand og jeg har ingen børn. Vi rider begge jagtridning og har en stald og gård. Vi går faktisk aldrig ud, og takker tit pænt nej tak til sociale arrangementer.

Vi har fuldtidsjob og i fritiden rider vi og har gang i kæmpe genopbyg efter Bodil-stormen hvor vi selv bygger.

Det vildeste sociale, bliver lidt facebook og SMS til et par venner når der er tid.

Jeg er vist så din modpol. Ingen børn og var single indtil for en måned siden. Jeg gider ikke bylivet eller fester som sådan. Men teater museum biograf med venninderne det er lige sagen og det praktisere jeg flittigt. Nyder jeg kan når jeg læser dit indlæg. Men igen er det jo nogle valg man tager og vil tro at i er godt tilfredse med jeres valg her i livet ligesom jeg er glad for de valg jeg har taget. Familiehygge er da heller ikke og kimse af hvis det er det man trives med.

vi har haft 5 forskellige sagsbehandlere- 2 af dem nåede vi rent faktisk at møde!

De mente ikke at vi kunne få aflastning i hjemmet, med mindre det drejer sig om at vi skal have tid til at træne med en af børnene..

Jeg tænker, at vi ikke går mere ud eller har et eller andet større behov for bylig og fester end andre( min kategoriserer så også ridetur og/eller reperation på stalden alene som "byliv", da det er ren fornøjelse..)men når man har børn med autisme, har man reelt intet eller meget lidt privatliv.

Vi kan ikke bare "slippe børnene løs" på en legeplads eller sammen med jævnalderne, de skal være mandsopdækket. Alt- vitteligt alt, fra tandbøstning til at putte sin madpakke i tasken, kræver overvågning, støtte og motivation.

Og da vores børn ikke kan gå til sport/spejder/ besøge venner som andre, er de altid hjemme.

De vil vildt gerne være med til alt- men så tager det også bare tid: prøv at muge ud, blande foder og reperare hegn med en en stor 5 års med færdigheder som en 2 års, der hele tiden skal holde i din arm/tøj/fletning for at føle sig tryg? man kører træt på en anden måde...

Gitte T: Bliver nødt til at spørge hvorfor er det bedst for børnenes ve og vel at de er sammen med mor og far 24/7?

Eller andre med den holdning?

Kan andre mennesker ikke give jeres børn noget værdifuldt? Tror I ikke børnene hygger sig ved eksempelvis bedsteforældre eller lignende?

Desuden tror jeg man bliver bedre forældre, hvis man også husker at pleje sig selv og sit forhold til sin partner

..CarolineR: Det er ikke det jeg skriver/mener...

jeg skrev: Som hovedregel er min datter med overalt. Men når de så er sagt er hun delebarn og dermed ikke hjemme hver anden weekend. Jeg har valgt at få børn, dermed har jeg også valgt at bære sammen med mit barn og prioritere hendes ve og vel over at se venner om aftenen.

det jeg prøver at sige er måske ikke kommet ordentligt til udtryk i det første, så jeg prøver at omformulere:

vi begge er i skole fra 7-16 hver dag, og hun skal i seng 19.30, for at være udhvilet, så derfor prioritere jeg at være sammen med hende når vi har fri, da det kun er 3,5 time om eftermiddagen, og en time om morgenen vi når at være sammen i vågen tilstand i hverdagene, og jeg ville føle mig som verdens værste mor hvis jeg så ikke brugte tiden sammen med hende.

dette gør så at jeg prioritere ikke at besøge folk til f.eks. kl 21 på en hverdag, for der er en sengetid der skal overholdes, for jeg ikke får et overtræt barn. -og jeg skylder mit barn at sørge for hun får de bedst mulige rammer til at vokse op i trykke rammer.

bedsteforældre eller babysittere er da gode nok, men i mit tilfælde har vi ingen af delene til hverdag. bedsteforældrene ser min datter hver anden weekend når hun er hos sin far, og ellers ikke.

jeg tror faktisk vi er mere sammen med vores børn end de fleste- Når Gitte har børnefri hver anden weekend og eh hel aften for sig selv efter 19:30 hver dag, så har vi til sammenligning vores ene barn i specialinstitution som kun er åben fra 9-15- og da vi begge har 37 timer, betyder det at vi skiftes til at hente, bringe OG efter aftensmaden køre ud på arbejdet igen og indhente de mangelende timer ( hvilket også betyder at en søndag bliver indraget ret tit)

den anden bliver hjemme og træner/læser lektier/gør rent sammen med børnene, som altså først er iseng 21-21:30. da vores børn for det meste er oppe 6.30, betyder det,at vi har fra 6:30-9 og igen fra 15-21, altså 8,5 timer med børnene i hverdagen, hver dag..- i weekenden, ja så er det hele dagen.

Hvis jeg "kun" havde 3-4 timer med mit barn om dagen, tror jeg heller ikke jeg ville have noget behov for alene tid.

Jeg synes vores børn vokser op i trygge rammer og vi overlader dem bestemt ikke til andre særligt tit. men jeg savner at have bare en time eller to til mig selv en gang i mellem.

Leonidas: Du skal da heller ikke sammenligne din situation med en som har raske delebørn. Ja faktisk synes jeg ikke man skal sammenligne uanset hvad. Du har brug for mere alenetid og det er da vigtigt at du lytter til det behov. Hvordan det bedst lader sig gøre skal jeg ikke gøre mig klog på, men var det ikke muligt at hyre flere barnepiger ad gangen fx. Eller bare en enkelt til at hjælpe din mand, når du er ude?

Jeg har slet ikke forstand på autisme, men der er mange handicaphjælpere, som gerne vil have en ekstra tjans i ny og næ og de ved da i hvert fald noget om at passe mennesker, som har brug for ekstra omsorg.

Man har brug for et fri rum når man har handicappet børn lige meget hvilke!

Vi har aflastning hver anden weekend og 2 hverdage om mdr. og det bruges på at samle energi og overskud til han kommer hjem igen og til at være det for vores 2 andre børn.

Du kan med fordel bruge autisme foreningen til din kamp med kommunen, da de har sagsbehandler og jurister til at sidde der for det samme.

Få gang i aflastningen og få overskud til at have dine børn og til at få noget "alene/voksentid".....:0)

Mvh Katrine

Jeg har ikke børn, men låner da nogle ind i mellem, ligesom at jeg godt kender til autisme m.v. - og må sige at jeg beundrer forældrer på mange punkter, en weekend med børn og så er jeg kørt død, fysisk og psykisk, man er bare "på" meget.

Så at være på 24/7 og inddrage AL fritid og ekstra tid, det må man da køre død af i længden? Jeg ved ikke hvordan børn med autisme m.v. ville håndtere det at skulle komme i pleje fx en dag et andet sted - om de vil kunne håndtere det uden at det giver uro og ekstra arbejde efterfølgende?

For man må da trænge til på et eller andet tidspunkt, at lade batterierne op, lige være kærester/mand og kone igen og ikke KUN være forældrer? Sådan, uanset om ens børn har en diagnose eller ej - eller er det bare 'håbløse folk uden børn' som tænker sådan?

Jeg ville da godt kunne unde folk at få lidt alene tid, om det er for sig selv - dét kan man jo også have brug for! Eller med kæresten/manden - eller veninderne eller .... Men det andet lyder opslidende, uden at det skal lyde ondt overfor børnene, for det skal det altså endelig ikke. Men, man må da have brug for at lade op, bare lidt ind i mellem?

Tror dog ikke man skal sammenligne sig med andre par, for vi har alle forskellige behov og forskellige ønsker osv. - men måske som en nævn, autisme foreningen etc var en mulighed for også at finde ligesindede, som har samme sociale behov som Jer og kender børnenes behov og hvor det samvær I ønsker kan arrangeres?

indlæg og så strandede jeg ved "gøre som i gamle dage hvor man drak et par glas rødvin og børnene faldt i søvn på madrasser".

Jeg kan til din glæde betro dig at det gammeldags eksisterer i bedste velgående - det er sådan, vi gør! Jeg var "i byen" den dag jeg mødte ungernes far (kendt fra en anden tråd fra 2007 som "bodegafætteren", griner) . og nu skriver vi 2015! Vores sociale liv der involverer snak og hygge og rødvin er her - ellers er det med unger og overnatning. Og vores to på 5 og 6 er ganske almindelige børn!

Jeg kan ikke huske at jeg har været på cafe efter jeg fik børn.... tilgengæld har jeg for tre uger siden købt en shetlandspony, der er opstaldet 400 meter fra den hjemlige matrikel!!!!!!

Men i ER hårdt spændt for og det er ikke et nederlag at takke ja til aflastning!

Hejsa

Jeg vil starte med at sige, at jeg har så meget respekt for dig TS!! Det er et arbejde at få et familieliv med to børn, fuldtidsarbejde, hest osv til at køre!! At i så har to børn med autisme gør ikke dette arbejde mindre!! (har selv i en årrække arbejdet med unge med autisme, så er klar over, at I er udfordret!)

Jeg undres over, at I ikke får mere hjælp fra kommunen!! JEg er rimelig sikker på, at I har ret til at få "barnepasning" nogle timer i hjemmet hver uge. Når det er sagt, så tænker jeg, at det måske kan være svært at finde en, der vil kunne tage sig af jeres børn - da jeg mener den løn der må ansættes barnepige er svarende til +18 ufaglært. - Hermed mener jeg, at de familier, som jeg kender der har denne ordning har ansat unge piger uden den store erfaring og det er måske ikke det rete match til to børn med autisme...

Jeg undres også meget over, at I er nødt til at arbejde om aftenen for at kunne nå at lægge jeres arbejdstimer! Ved det er en stor udfordring med specialinstitutioners begrænsede åbningstid! Modsat er der mange børn med særlige behov, de rikke ville kunne kapere at være i institution fra kl 7 til 16 (det kan så diskuteres hvor mange "almindelige" børn, der har godt af det!). Men jeg undres over, at I ikke får tabt arbejdsfortjeneste!! - Det må i da afgjort være beretiget til!! Det er endnu et pres på jer, som forældre, at I også skal arbejde om aftenen!

Ved ikke om I får støtte til noget praktisk hjælp (rengøring, madlavning, tøjvask mm)? Har kendskab til en familie, som får hjælp til dette et par gange om ugen og jeg mener moderen sagde, at det var bevilliget af kommunen - da de har rigeligt at se til md deres to børn med handicap.

Jeg er inde i lovgivningen og paragraffer, men jeg ved via mit arbejde (arbejder i ppr (pædagogisk psykologisk rådgivning), hvor jeg er i kontakt med mange børnefamilier), at der er flere muligheder for at familier kan få støtte!

Det lyder som om, at I gør et fantastisk arbejde for jeres børn - og det skulle i gerne kunne blive ved med! Men det slider altså, så I skal gerne have støtte så I bliver ved med at have overskuddet!!

Kunne læse, at I har haft flere sagsbehandlere - det synes jeg at jeg har hørt fra flere familier - rigtig træls!!

Tænker lige, at måske i er blevet tilbudt noget af ovenstående, men har takket nej..? I så fald skal i måske kigge på det igen og vurdere om ikke det kunne være en god ide at takke ja...

Jeg er selv gift og har en datter på knap 10 år. Min mand(som også er faderen ;o)) arbejder i aftenvagt, så i hverdagene føler jeg mig næsten som "alenemor". Vi har to ponyer (shetlænde rog en islænder)herhjemme, som min datter og jeg sammen hygger med. - Dog er det kun i weekenderne, at jeg får redet en tur, i hverdagene er jeg med på sidelinien for at hjælpe min datter.

I hverdagene er det meget sjældent at jeg se med nogle, for jeg har ikke lige bedtseforældre eller andre tæt på, som kan være sammen med min datter. - En gang imellem kan jeg godt savne at kunne mødes med en veninde i hverdagen og drikke en kaffe eller lign. men i det store hele trives jeg med tingene som de er!

I weekenderne laver vi ofte ting sammen, min mand, datter og jeg - alene os tre eller sammen med venner eller familie, hvor der også er børn med. Tit er det også min datter og jeg, der bruger tid på heste, herhjemme med andre eller til arrangementer. Min mand er ikke hesteinteresseret - og nyder egentlig bare at være alene ;o).

Det er sjældent at min mand og jeg planlægger tid alene os to, da vi begge har det godt med at være sammen med vores pige. Dog møder vi gerne op til fester/arrangementer, hvor vi inviteres uden børn - og vi nyder det! Dette forår har fx budt på mange af disse invitationer (runde fødselsdage, forældrefest på skolen mm). Vores pige passes af mormor/morfar, min søster og efterhånden mere og mere overnatter hun ved en veninde i skolen.

Hun er begyndt også at overnatte ved veninder i nogle weekender - bare fordi hun/de har lyst. De hygger sig vildt godt sammen, hvilket er dejligt! Så nyder vi det herhjemme, åbner en god flaske vin og mindes hvordan livet var før barn )

Kh Trine

Flot at i der har børn med handicap, kan få tingene til at fungere.

Men som andre skriver, så er det bare så vigtigt, det der med alene tid for de voksne.

Nu er vores jo voksne, men de har også altid været med til næsten alt. Mangel på barnepige gjorde det lidt svært at tage afsted uden børn og da begge vores var meget aktive med deres sport, der ofte tog en hel weekend, var vi jo afsted ofte i weekender med camingvogn på slæb, samt ponyer og motocrosmaskiner.

Men vi tog så en lidt anderledes ferie. Vi indviterede ofte en af de unge piger fra vores stald med på ferie. Mange havde jo ikke råd til både pony og ferie, så de fik en tur ganske gratis mod at være barnepige og legetante for vores unger, så vi to voksne kunne nyde lidt mere afslapning på ferien.

Nu hvor de er voksne begge to, tager min gemal og jeg ofte på Comwell hotelkæden. Bare en eller to overnatninger med forkælelse. Vi er afsted ca 4-5 gange om året.

Kan varmt anbefale alle der har børn og som trænger til lidt afbræk, at tage sådanne små forkælelses ture til Comwell hotel grand park i korsør.

Hejsa.

Jeg har også en søn med autisme, han er 5 år. Din beskrivelse af, hvordan det er at have ham med i stalden rammer spot on. Hvis man så lige krydrer det med en dreng, der absolut ikke kan tåle at man hæver stemmen, som er FOR LIDT bange for hestene og som man faktisk føler man har allermest styr på, når han sidder på ryggen af dyret

Vi går heller ikke så meget ud, min mand og jeg. Vi har heller ikke ret meget netværk i området, og nu er min mor, som stort set var den eneste pasning men bor langt væk, blevet alvorligt syg. Så ja, det er lidt noget @!#$.

Herhjemme har vi nogenlunde klaret den indtil videre ved at jeg har nedsat tid og får tabt arbejdsfortjeneste. Det gør da, at vi har lidt overskud om aftenen til, at vi kan "gå ud" på skift. Derudover har vi netop fået bevilliget pasning i eget hjem, netop så vi kan komme ud eller ordne noget. Vi har ansat en ung pige på 18 år, der har arbejdet lidt sort som barnepige tidligere. Hun klarer opgaven helt fint...

Kram <3

Så har jeg en skøn dreng i aflastning - har haft ham i 11 år. Han har autisme, ADHD, tourette og OCD - noget af en mundfuld.

Man kan vælge at fokusere på ressourcer - og dem er der mange af hvis man har øje på dem.

Når det er sagt - så har både hans familie og han glæde af sin aflastning.

Tidligere har jeg haft flere andre børn i aflastning gennem mange år, og er selv uddannet pædagog med lang specialpæd. erfaring.

Det er et stort skridt at takke ja til at involvere andre mennesker i sine børn. Jeg har selv 3 voksne børn og ved det godt - min søn havde også vanskeligheder som lille.

Men I skal vide, at vi er mange der holder meget af jeres børn og ser det som en dejlig opgave at skabe gode rammer og oplevelser for dem, også når de ikke er sammen med Jer.

Og nogle gange - så ved man ikke hvor træt man er, før man lige har prøvet få det der luft til at mærke sig selv