Nu har jeg jo ikke børn - og har derfor iflg. mange INGEN som helst rettighed til at udtale mig om børn - på nogen måder

Men - eftersom vi så vidt vides stadig har ytringsfrihed i DK - så kommer mit bud her

Prøv i en periode at ignorere dem TOTALT!

Hvis ikke de gør rent der hvor de skal - tooooo bad, det er deres tæer der skal vade igennem ½ meter skidt... Laver de ikke mad når de skal - tooooo bad, så må de sulte.... Slukker de ikke lyset - tooooo bad, så er der bare pludselig ingen pærer i fatningen!

Alt dette gøres UDEN kommentarer fra din side - udvikkel gerne et totalt ligegyldigt ansigtsudtryk og sig ØV mens skuldrene er oppe over ørene! Evt. tilsæt totalt lamme arme - så DU pludselig heller ikke kan finde ud af at lave mad eller gøre rent...

Virker det stadig ikke - så er der kun baghaven tilbage

Trine (Faxa)

Enig med Trine her.

Og jeg ville alligevel gerne se den der skulle have lavet mad glo, når så resten af familien spiser pizza, men intet til hende.

Måske det er min indre diktator. Who knows.

Men når min datter kommer i samme alder og viser samme tegn uden at almen kommunikation hjælper, ville jeg klart følge trines forslag!

Uh glæder mig ikke, teenagere skulle eftersigende ligne det hus du beskriver indvendigt med vægt på "lys, men ingen hjemme"

Jeg synes virkelig Trines ide er genial! Det kan godt være du ikke har børn, men fed humor og egentlig fornuftig tilgang til teenagere. Jeg overveje endda at overføre den på vores to præ-teens...

... altså hvis du tør forlade dem en uges tid (de dør næppe af sult på syv dage). Så regner de måske ud hvor det rene vasketøj og rugbrødet kommer fra.

Den med pærerne er pænt genial

...tårer i øjnene over ikke bare at blive dømt som den børnehadende og totalt stupide dame uden børn

Men fakta er altså, at man nogen gange måske bare skal tænke lidt anderledes som forældre - og så lade den fare at ungerne bliver møgsure på en... Man KAN altså ikke både være bedste ven i hele verden og samtidig skulle opdrage dem til at fungere også uden for mors matrikel (min ydmyge mening - ingen overhovedet videnskabelige undersøgelse ligger bag denne udtalelse )

Kan TYDELIGT huske at jeg et par gange som barn/teenager mistede døren til mit værelse i nogle dage fordi jeg lukkede den lidt vel hårdt (host host - den HAR muligvis fået hele huset til at ryste da den ramte karmen ). Jeg har faktisk aldrig smækket en dør siden - så konsekvens pædagogik virker (og jeg er stadig på mere end almindelig god talefod med mine forældre...)

Trine (Faxa)

Tillykke, du har tre helt normale, sunde teenagere, der midlertidig er lukket pga. ombygning

Jeg kan trøste dig med, at det går over.

I mellemtiden gør du, som Trine foreslår: Lukker Mors femstjernede hotel. Når bølgerne mellem dem går højt, låser du dig inde på dit eget badeværelse med levende lys, et glas vin og hyggeligt læsestof, tager et rart bad og forkæler sig selv totalt.

Min bror har valgt at sende den ældste tøs et år på efterskole (10. klasse), og håber, lillesøster bliver inspireret til også at ville på efterskole, når den tid kommer.

Trine; Jeg synes også at dine forslag er ret geniale og de vil blive afprøvet fra i dag

Den med netværket har jeg også overvejet kraftigt, problemet er bare at jeg så heller ikke kan komme på og jeg er ret afhængig af det - arbejdsmæssigt altså. Men jeg kunne nok klare mig en aften uden ... det sjove er at alle vores tv også kører på netværket
Jo, den må klart overvejes.

Den med døren har vi også været igennem, i en periode levede vi KUN med hovedøren i behold, alle andre var pillet af og stod på kontoret. De sindssyge unger knaldede konstant med dørene når de var uvenner, og så pillede manden alle dørene af
Hold nu op hvor var de tossede over ikke at kunne lukke døren ind til deres værelser i en uge, men de har også lært lektien!

Vi har netop siddet og lavet plan nr. 458958482 for hvem der går med hundene hvornår og det samme med maddagene.
Hvis en af dem ikke får luftet hundene, finder jeg den nærmeste hundelort og lægger den under deres dyne

Så tror jeg egentlig bare at jeg vil give den fuld gas mht maddagen. Hvis den ignoreres, inviterer jeg resten af familien ud at spise, tømmer køleskabet og lader synderen sidde og seriøst sulte (hun er helt sikkert for doven og nærig til at køre i Netto).

Jeg elsker mine kyllinger overalt i verden, men kors hvor kan jeg nå pensionsalderen før tid sammen med dem. De to store flytter til sommer og jeg ved godt hvem der kommer til at tude og love dem at jeg for altid laver deres mad, vasker deres tøj og skurer deres toilet - bare de bliver hjemme hos deres mor .....

Tak for jeres indput - fyld gerne mere på så jeg har masser af ammunition mod de små bæster

Altså det med at ignorere, det virker ikke nødvendigvis. Min stakkels mor stod også med 3 dovne dyr og hvis hun pludselig var holdt op med at holde hus, så var huset ikke blevet holdt.

Da hun pludselig begyndte at arbejde i døgndrift - og blev nødt til at ignorere os af økonomiske årsager - og min søster (14-17) og jeg (17-20) var alene det meste af dagen, så hang det hele pludselig på mig, den ældste, der ikke kunne lide at få kattegrus under fødderne og pasta til aften. Men min kære søster vidste ikke hvor støvsugeren stod, gik ikke i skole og levede af pasta med ost!

Det var bedre med en mor, der var konsekvent og ikke lod én få fred, før man havde gjort sine pligter. Jeg kan stadig huske vreden, når jeg blev bedt om at tømme opvasker! Hold da op. Få ting kan gøre mig så vred i dag. Vi prøvede bøder, lommepenge osv. Intet hjalp. Vi var dovne.

Samtidig forstår jeg udmærket godt, at man som mor til sidste er ved at få svip - men altså. Vores mor ignorerede os - og vi var alligevel sure på hende konstant. Og hvis jeg havde vidst, at hun ignorerede os bevidst, var den psykologiske krigsførelse gået i gang...!

Nu er vi dog alle sammen blevet rigtig gode venner igen.

Heidi

Jeg husker også, hvordan jeg selv var som teenager, og hvis nogen havde pillet døren af mit værelse, var jeg seriøst gået hjemmefra

Min mor kunne ikke få mig til at rydde op på mit værelse - heller ikke selv om jeg lovede at jeg ville gøre det.

Jeg blev sur hvis jeg skulle tage ud af bordet. Især hvis jeg var uforberedt på at få opgaven.

Hvis min mor var holdt op med at lave mad til mig, ville jeg såmænd have levet af havregryn med kakao, eller Hvidt franskbrød med nutella, købt for mine sparepenge.

Ja, jeg var virkelig 'doven' hjemme, men jeg kunne slet ikke overskue de huslige pligter. De kom til allersidst i min ret kaotiske tankerække. Jeg havde en presset hverdag og var nærmest kronisk træt

Jeg ved ikke, hvad du skal gøre Dorte, men du har ret til at passe på dig selv og sige fra og lade være med at servicere de unge luksusmennesker så meget.

Jeg ville starte med at spørge mig selv, har jeg tiden til at give den nødvendige oplæring og instruktion sæt børn ind i stedet for ansatte.

Oplæring og instruktion

Dine ansatte skal kunne udføre deres arbejdsopgaver uden at komme til skade og uden at blive syge.

Det kan du sørge for ved at fortælle og vise dem, hvordan de skal løse deres opgaver, fx hvordan arbejdsredskaber og maskiner fungerer. Det er vigtigt at følge op på, om dine ansatte har forstået oplæringen og instruktionen, og om de følger den.

Dine ansatte kan også senere have brug for oplæring og instruktion, fx

• hvis de får nye arbejdsopgaver
• hvis de skal arbejde med nyt arbejdsudstyr, eller
• hvis I får ny teknologi i virksomheden.

Arbejdsopgaverne skal matche dine ansattes forudsætninger. De skal have opgaver, som de er i stand til at udføre, samtidig med at hjælpemidler og rammer skal være i orden. Og tempoet må ikke være så højt, at de overser faresignaler, og arbejdet bliver usikkert. Hvis der er tale om unge, gælder der særlige regler for, hvad de må lave.

Vores erfaringer viser, at der på den første arbejdsdag anmeldes lige så mange arbejdsulykker som i hver af de følgende fire uger, og bare inden for det første år sker langt de fleste ulykker.

Derfor er det vigtigt at have fokus på den nyansattes sikkerhed fra første arbejdsdag.

Her i startpakken kan du få mere viden om, hvad det er for nogle problemer, der kan være for netop din nye medarbejder.

Når tingene ikke bliver gjort, så kan den eller de campere et par dage i haven. Vedkomne har liggeunderlag, pude, sovepose, tøj, skoleting og en spade med, men ingen telefon, tablet etc om det så er en, to eller tre ad gangen må tiden vise - deres mad udleveres ved spisetid i hoveddøren - griner.

Mine stedunger er kun lige startet og bor jo ikke her fuldtids, så de helt gode løsninger har jeg ikke og de må også godt "dovne" her, for hjemme er det dem der klarer det meste for "bodegadronningen", men alt med måde.

Da mine niecer var i den alder, var værste straf de kunne udsættes for at få inddraget mobil, føntørrer og makeup - måske det skal prøves - held og lykke!

wow den var ikke gået herhjemme, og det gjorde den heller ikke i mit barndomshjem. Den største hjælp man kan give sine børn er at lære dem at klare sig selv.

Min søn er godt nok kun tre år, men jeg er meget bevist om at når man er en del af en famillie, så bidrager man også med det man kan, så han får også lov at hjælpe til. Mit håb er at tidlig prægning giver bonus i den sidste ende, men det er jo ingen garanti

Hvis jeg var dig, så ville jeg skrue væsentligt ned for service niveauet, og lave en noget for noget ordning. Dvs. hvis de ikke bidrager med noget, jamen så må de selv vaske deres tøj og rydde op og gøre rent - her kan de tvære en fordel for dig hvis man kan lukke døren til deres væresler . Og hvis de har lovet at lave mad, men ikke gør det - så går dig og manden bare ud og spiser jer to, så kan de blive hjemme og skændes om hvordan de selv får noget at spise, hvis de vil med ud og spise må de selv betale

Prøv evt. at tage på en uges ferie uden dem, så de kan prøve at klare sig selv.

Og til sidst - husk at hjernen ikke er færdigudviklet før 25 års alderen, det forklarer en del

... at lukke for nettet er faktisk en god ide - for du vil jo stadig selv kunne passe dit arbejde - men bare med et nyt password til netværket hver dag.
Har i netflix er der vel også password til det - som mor administrerer.

Mine forældre var også store tilhængere af konsekvenspædagogik. Hvis jeg f.eks. ikke ryddede op, endte tingene i skraldespanden. nogle gange fik jeg reddet dem - andre gange var det for sent (enten fordi skraldespnadne var tømt eller der var tømt kattebakke ned ovenpå). Men det kræver selvfølgelig at du ikke selv er den der skal ud og købe nyt tøj eller lignende til dem fordi det gamle er smidt ud.

Hvordan de lærer at slukke lyset har jeg ingen ide til - men det er da ingen dårlig ide at fjerne pærerne og sige at de har brugt denne uges strøm


Mht badeværelset er det jo deres badeværelse = deres ansvar.

Det er ikke en konflikt de skal blande dig ind i - ligner der en svinesti må de SELV finde en løsning - enten ved at gøre rent, eller ved at komme til enighed om konsekvenserne for den der IKKE har gjort rent når det var hendes tur. Om de vil slås om det, betale sig fra det eller leve som svin - det er deres sag - men sig til dem at det er deres eget ansvar og at du ikke vil høre et ord til om det badeværelse.

Du kan evt sige at hvis du hører mere om det badeværelse, bliver ALT i badeværelet tømt i en sort sæk der straks køres på genbrugspladsen (og med ALT mener jeg også make-up, parfumer, hårtørrer, håndklæder og ja - ALT) og så kan du give det en tur med højtryksspuler. Men så må de selv ud og anskaffe nye håndklæder, toiletpapir, dulleting osv. (og IKKE fra dit lager af ting)

(kunne faktisk være ret sjovt at gøre under alle omstændigheder - selv om det ville være dyrt for tøserne)

Og ja - laver man ikke mad, må man sidde hjemme uden adgang til køkkenet, mens resten af familien spiser ude. En gang er sikkert nok.

Tak for alle jeres skønne svar

Jeg vil dog sige, at jeg fra de var helt små, har inddraget dem i fx. borddækning, tømning af opvaskemaskine og andre ting svarende til deres alder og formåen.
Det er ikke sådan at de pludselig er ved at blive skræmt fra sans og samling ved synet af en støvsuger eller en kost

De har altid skulle holde deres værelser selv og jeg har selvfølgelig hjulpet dem med de opgaver de var for små til, så jeg synes faktisk at jeg har gjort mit forarbejde rimelig godt.
Når de har fået en ny opgave, er den blevet vist og forklaret flere gange og de kan altid spørge om hjælp hvis de er i tvivl.

Mht badeværelset, så har jeg meget svært ved at ignorere det ... vi bor i et ret nyt hus og jeg er lidt sippet med at holde kalk (vi har vildt meget kalk i vandet hernede) fra døren, så jeg VIL have at de gør rent derude. Jeg kan desværre ikke rydde bulen for alle deres dulleting, for dem har de på deres værelser - fordi de stensikkert bruger hinandens og så bryder helvede løs igen ...

Det er skønt at få nogle indput og nye ideer til hvordan jeg kan håndtere de 3 kære skabninger, jeg håber at de overlever indtil de flytter hjemmefra

Den her tråd er godt nok dagens grin mht. løsninger.

Super sjove og gode løsninger. Må huske dem til når jeg engang har teenagere i huset.

Min svigermor har brugt "den sorte sæk" til børnenes rod. En gang om ugen skulle der gøres rent og lå der ting og flød blev de smidt ud. Bum.

Hjemme hos mine forældre har man måtte rode og svine ligeså tosset man ville, men KUN på eget værelse og badeværelse. Det var også et helt nyt hus, men på to etager hvor svinemiklerne så boede på den ene etage. Synes faktisk det er lidt vigtigt at give en teenager et rum som er deres eget - altså hvor man kan bo som man har lyst.

Får de lommepenge, tøj osv af jer? I såfald er det jo nemt at reducere i pengene hver gang tingene ikke bliver ordnet.

Mht. mad kunne dig og din mand evt. købe varm mad i kantinen på arbejde og så lade aftensmaden stå på havregryn eller lignende. Mon ikke pigerne så på et tidspunkt får lyst til ordentlig mad.

og tænker tilbage - sikke urimelig man var som teenager, du godeste. Jeg var endda ikke den rebelske type - meget stille og rolig, læste mange bøger, brugte kun få minutter på tøj og makeup. Men jeg kunne da også føle mig noget så forurettet over at skulle tømme opvaskemaskine, hvis jeg ikke lige havde lyst det øjeblik Der var mange årsager til, hvorfor det godt kunne vente et par timer - eller lige til i morgen

Mine forældre blandede sig ikke i, hvordan mit værelse så ud, da jeg blev teenager, men jeg skulle rydde op efter mig i resten af huset. Den med lyset - har du sat dig ned med dem og vist dem en elregning for en måned? Jeg anede faktisk ikke, hvor dyrt det var, før jeg flyttede hjemmefra. I dag kan jeg SAGTENS finde ud af at slukke lyset sjovt nok

Madlavningen husker jeg også tydeligt var noget af det værste. I dag elsker jeg sjovt nok at lave mad Jeg skulle lave mad én gang hver anden uge dengang, og det var ren tortur.

Jeg forstår dog ikke helt, hvordan de slipper udenom den tjans hjemme hos dig? Altså, resten af familien bliver vel også mugne over, at der ingen mad er? Kan alle fire ikke troppe op på synderens værelse og giver hende "the evil eye", indtil hun fistrer ned i køkkenet og kommer i gang?

læste lige dit indlæg igen og har prøvet at fokusere på det positive, det må vi altid prøve at fokusere på :

- du har unge piger der spiser

- Din yngste har det lidt svært med urene køleskabe, lidt skidt får hun øje på.

- Husk når man tåler rod omkring sig er man ikke et stort rod indeni

- Mor kan bruges når de konflikter om rengøringen er ok el ej.

- De har vist de kan klare opgaven, når du er nede med ryggen

- Du kan skjule lig i baghaven

GLRosina ?Primmer? - jeg ELSKER dit sidste punkt (siger hende som tidligere på året har truet med at grave de spader der har lavet indbrud hos mig - ned et sted på matriklen når jeg finder dem.... )

Trine (Faxa)

Ja hvem er det der har opdraget dem til at være på den måde..?.

De søde børn har fritidsjob og har et større rådighedsbeløb end os andre
Så ja, de betaler selv tøj osv. På det punkt er de utrolig pligtopfyldende (med deres arbejde altså ), så noget må jeg have gjort rigtigt - suk.
Vi har desværre ikke kantine ordning på vores arbejdspladser, men man kunne jo besøge nogle venner på hjemvejen ved spisetid

Godt med positive tanker, jeg kan heldigvis også komme i tanke om rigtig mange gode og dejlige ting ved kyllingerne, selvom jeg kan være lortemor.dk i deres øjne. Jeg knuselsker dem alle 3 - også nr. 2 i rækken som faktisk slet ikke er min, men som bare bor her fordi hun er kæreste med min datter

Hvem der har opdraget dem til at være på den måde ???
IKKE mig

Ville ønske at de blev født med en brugsanvisning i hånden, det ville gøre det meget nemmere at have børn. Den første er jo lidt en forsøgskanin som udsættes for mange mærkelige ting hen ad vejen og nr. 2 har rundsave på albuerne og tror at verden er til for hende . Uh jeg elsker at være mor

Du får sgu også lige en fra mig

Der var nær røget cola i tastaturet over det sidste punkt

Jeg har da heller ikke været en engel gennem teenageårene, men jeg har nu indtrykket af, at de overlevende (pt. alle) er sluppet igennem uden synlige skader hverken indeni eller udenpå.

Jeg har så haft det svineheld, at have hjemmegående mor, så huset var altid i absolut præsentabel stand - men ikke om der blev rørt en finger på mit værelse fra mors side af! Mit værelse lå midt på en meget lang fordelingsgang uden andet lysindfald fra værelserne. Det havde den ulempe, at døren skulle stå åben, når jeg ikke var hjemme. Det havde den yderligere ulempe, at mor gad sgu ikke se på mit rod, så der skulle være pænt hver morgen og sengen redt (og jeg havde en briks med skuffe under, som al sengetøjet inkl. lagen skulle ned i og de pæne puder sættes op, så jeg havde en "sofa" i det daglige) HVER DAG! Jeg havde også oprydning efter aftensmad HVER DAG - undtagelse var nærmest kun egen begravelse. Maddag lykkedes det aldrig rigtigt at få mig med på på fast basis, men der er en grund til, at jeg kan lave fænomenale pandekager den dag i dag

Tilbage til alvoren, så så jeg for nogen år siden en ret interessant dokumentar om teenagehjerner og den med "under ombygning" er mere sand end man lige tror.

Der er nemlig nogen opgaver i hjernen, der "bytter plads" så at sige. Dvs. en del af hjernen prøver at oplære et nyt - og mindre - område af hjernen i de basale opgaver og så skal der næsten gå data tabt undervejs...

Puh det bragte minder.

Jeg var en pestilens som teenager

Hele verden var imod mig (syntes jeg jo selv ) og min ONDE ONDE stedfar skulle ihvertfald IKKE bestemme over mig!!

Ej nej. Min stakkels mor har måttet lægge øre til mine raserianfald, smækken med dørene, høj metalmusik når jeg ikke gad verden (jeg var kronisk sur, eller træt, eller begge dele!).

En dag var verden igen imod mig, for jeg havde fundet en el-guitar jeg ville have, og mor sagde vi måske kunne se på den.

Men i løbet af dagen skændes jeg med stedfar, som altid, og så mener mor at jeg ikke har gjort mig fortjent il guitaren!

URETFÆRDIGHEDER!! Hvad man dog ikke skal finde sig i, hvordan kan hun tillade sig ikke at bruge hendes egne penge på en luksusgenstand til mig?! Det var jo en menneskerettighed at have en guitar, altså hvordan skulle jeg ellers overleve måske, var hun ude på at dræbe mig?!

Verden var af lave!

Der blev fyret med fuldt arsenal, i form af råben, smækken med min dør og fuld skrue fra mit anlæg

INTET hjalp, min mor var mælgende, råbende, bedende, pænt snakkende, "truende", alting prøvede hun.

Lige intet hjalp, for verden havde sørme nået sin ende i Sophies univers!

MEN da jeg hørte hun begyndte at pille min My Chemical Romance plakat ned fra min dør (den hang på ydersiden og var en af mine favoritter.. Jeg var en plakat-pige, faktisk er jeg i tvivl om hvilken farve min væg egentlig havde ).

SÅ kom der andre boller på suppen, at fjerne min STØRSTE My Chem plakat, fragtet hjem fra London og med et motiv man ikke kunne få nede i Gaffa butikken, åååh nej!

Så faldt jeg ligesom til ro.

Mit råd? Find deres svage punkt

Nu hvor jeg er flyttet hjemmefra kan jeg pludselig se hvilken rædsom teenager jeg var, og jeg prøver altid at gøre op for det når jeg besøger mor hjælper med opvasken, taler pænt til stedfar, tager med og ser mindste-broren til atletikstævne.

Trods jeg var umulig, var mor ikke glad ved at jeg skulle flytte til det store København for at læse. Hvis jeg nu bare blev i Odense i det mindste, for hvad skulle jeg gøre hvis jeg nu manglede en liter mælk en aften, hun kunne jo ikke nå at køre til København? Og hvad med tøjvask?!

Til alles lettelse har jeg boet i byen i snart 4 år nu, og alt er vel, jeg laver selv mad, jeg vasker tøj, og jeg spiser alternative ting til morgenmad, når jeg har glemt at købe mælk

El-guitaren, den fik jeg en uge senere, og den blev mit kæreste eje resten af min tid som hjemmeboende

Jeg elsker min mor overalt på jorden. Selvom dine 3 piger er "umulige", så er de glade for dig alligevel, det ved jeg af erfaring.

Nogle gange skal de bare mindes om, at mors hotel ikke kommer af ingenting, men at man må deles om arbejdet

Jeg skulle have det med store bogstaver og trusler om at tage mine plakater.

Whatever works

Hold da op nogle møgkramper kan godt forstå, at du er ved at gå ud af dit gode skind. Har selv tre styks i huset (2 piger og en dreng i midten) og ikke fordi, at jeg vil trampe i det, men sådanne scenarier har vi heldigvis så godt som aldrig.

Jeg har prøvet at analysere lidt på situationen, så jeg kan give lidt videre uden bare at være irriterende

At ignorere dem er jeg heller ikke sikker på vil genere dem voldsomt. De lever sikkert fint og længe på mærkelig mad i et syndigt rod.

Vi har nok levet meget efter devisen nul-tolerance, og at ting har konsekvenser. Kravene, der bliver stillet, er altid rimelige, så det får konsekvenser, når man ikke overholder aftaler, fx ingen PC, ingen fjernsyn, ingen fest, ingen besøg. Vi udsteder Ingen tomme trusler, men kontant afregning ved kasse 1.

Det skal siges, at jeg gør rigtigt meget for mine unger, bliver stort set aldrig sur eller hæver stemmen, men afholder de ikke en aftale, så bliver jeg edderstiktosset, og det har de respekt for.

Desuden er jeg gift med en franskmand, som for det første er en energibombe uden lige, så ingen får lov at ligge og snue. Ud af fjerene, oplev noget, få gjort noget, tjuhej...og for det andet er han med sin franske baggrund meget konsekvent med, at forældre har en naturlig autoritet og at man gør, hvad ens forældre beder en om.

Vi laver meget ofte aktiviteter sammen i familien, måltiderne er en samlingsstund, som alle deltager i, og vi taler meget sammen, vi gør meget ud af, at de får en fællesskabsfølelse og dermed også en ansvarsfølelse over for fællesskabet.

Når de har været kropumulige, beder jeg dem sommetider selv komme med ideer til, hvordan vi får vendt situationen, hvilke konsekvenser det skal have osv.

Jeg blander mig ikke i, hvordan en opgave bliver løst, bare det bliver gjort. Min 15-årige søn kan sagtens være timer om at rydde op efter aftensmaden, men han forlader ikke køkkenet, før han er færdig.

Jeg prøver at lade være med at sætte mig selv i rollen, som en sur kælling der udstikker ordrer, og som er sur fra det øjeblik, hun træder ind af døren, fordi der IGEN ligger tasker og sko foran døren. I stedet bliver synderne kaldt ned for at rydde deres ting op prompte. Har en af dem forladt et rum uden at slukke lyset og jeg selv står ved kontakten, bliver vedkommende alligevel bedt om at komme og slukke lyset etc...lidt som at lære hesten at stå stille på staldgangen: den bliver rykket på plads HVER gang

Held og lykke med dine guldklumper

Tak for flere skønne indlæg

Jeg laver også verdens bedste pandekager
Den dag i dag kan jeg ikke nærme mig et køkken uden at ødelægge noget, men jeg har heldigvis en mand der gider og er god til at lave mad. Dårlig rollemodel måske, men man kan ikke være den perfekte mor

Den med konsekvensen halter nok noget bagefter og det er 100 % min egen skyld.

Jeg har været for flink til liiiiige at gøre det selv hvis jeg ikke gad konflikterne, eller bare fordi det var lettere at gøre det selv, og jeg kan sagtes se at det har bidraget til deres manglende lyst (OG overstrømmende glæde)ved at hjælpe til.
Dén æder jeg helt og holdent og det vil helt sikkert være noget jeg vil være meget mere opmærksom på fremover. Tak for den

Det er også en god idé at få dem til at deltage i konsekvensberegningerne

Den ældste på 19 er faktisk begyndt at se lyset i at have en mor, og sætter mere pris på de ting jeg gør såsom at vaske tøj osv. Hun har faktisk lært ordene TAK mor, og bliver jeg lige glad for hver gang hun siger det. Den "lille" kan dog også fremtvinge et tak, men der skal noget mere til

Jeg tænker lidt, den her tråd er netop et eksempel på hvorfor jeg stadig kommer på HN

TS bruger HN som en damebrevkasse, hun får en masse mere eller mindre brugbare svar (fniser stadig over den med plads til lig i baghaven), men der kommer nuancer på og vi andre kan nok også lære et eller andet, enten hm.... hvordan man måske selv var, eller hvordan man selv kan tackle teenageren hjemme når det tilsvarende opstår.

hjemme ved mig, blev der truet med at alt kom i en sort sæk og blev smidt ud, min mor har endda stået med en sort sæk i døren til værelset når vi ikke gad og rydde op..

hjemme ved min kusine, blev min moster træt af at hente hendes vasketøj inde på værelset. så det holdte hun op med og pludselig en dag stod min kusine og skulle i byen, men havde ikke noget rent tøj... og blev der sagt at det var hun selv uden om, så kunne hun lære og bære det beskidte tøj ude til vasketøjskurven i stedet for at ligge det på hendes værelse

på nu 21. Ham har der ikke været det store bøvl med, men sluppet helt, har vi naturligvis ikke.

Han har ret tidligt fået fx. valget mellem selv at rydde op eller jeg gjorde med en skraldesæk.

Senere blev jeg mere urimelig:

- JEG SPURGTE IKKE OM DU VILLE - JEG SAGDE DU SKULLE -

det har larmet og støjet, og jeg har bemærket til ham, at det er helt OK, at syntes jobbet var øv, men at det self. skulle gøres -

og - AT DET JEG BER' DIG GØRE - ER HVERKEN SVÆRT ELLER URIMELIGT -

Det lyder måske lettere end det var, men jeg holdt ud - og holdt ud - og holdt ud - og holdt ud - og for det meste bevarede jeg fatningen, men konsekvensen slap jeg (næsten) aldrig.

Han skal almindevis kun rydde op før vores rengøringshjælp kommer, men han er trænet i rengøring, madlavning, opvask osv.

Når det så er sagt, sker tingene dog ikke af sig selv, men - der sker noget, når jeg ber' ham gøre det.

Til gengæld går han aldrig forgæves efter hjælp, og forkælelse forekommer naturligvis.

PS. Jeg er så desværre kontrol-mor - øv, øver på at lade være, for det kan jeg godt forstå, han er træt af...

Sluk for internettet - virker hver gang.
Hvis i allerede har en liste med ting der skal gøres så er det bare at slukke indtil tingene er gjort uanset hvem der skal. Det må de selv rode med.

Bare et psssst, den med at slukke for nettet virker ikke når man bare kan dele nettet fra sin mobil til computeren

Jeg har selv været en ordentligt omgang af en teenager, jeg kunne ikke se det rod mine forældre kunne se og havde en helt anden grænse for hvornår det var for meget.

Jeg kan egentligt bare konkludere efter at have boet 4 år ude med min nu eks kæreste, som jeg så blev "mor" for fordi jeg så var den af os der kunne se rodet og blev hurtigst irritert over opvasken, at nu jeg er flyttet hjem igen - så kan jeg ikke se rodet igen.

Bor jeg ude kan jeg fint rydde op - om end det ikke er klinisk og ikke som mine forældre ville rydde op ( har flere gange fået en kommentar fra min mor om hvordan jeg dog kunne holde det rod ud ), samt jeg kunne sørge for tingene og få det gjort - fordi der var jo ikke andre der gjorde det.

Nu hvor jeg er hjemme igen, så er der andre der sætter i opvasken, støvsuger osv. osv. om vasketøjet ikke altid ordner sig selv.

Ligesom jeg modsat da jeg var teenager nu ikke går bananas over at blive bedt om at rydde op fx eller tage ud af opvaskeren.

Men en ting der også er væsentlig fra teenager til nu; mit hoved var et stort rod som teenager, jeg havde det elendigt og det var ikke noget mine forældre nødvendigvis vidste noget om. Derfor var min lunte også kortere og jeg råbte og skreg over ingenting, hele verden var bare imod mig.

Min lillesøster har haft lidt af det samme og har stadig - det er bare noget man skal igennem. Hun havde også et stort rod i hovedet, skreg, tudede og alverden ting.

Mine forældre forsøgte med nogle af forslagene som folk længere oppe har nævnt alla konsekvens og sure forældre, men des mere mobsede og strikse de blev, des mere mobset og ugidelig blev jeg.

Det hjalp ikke en dyt på at jeg lærte og gøre tingene af mig selv og ikke fordi jeg SKULLE, fordi ELLERS SÅ....

ha ha ha.... Hvor er der mange sjove indlæg i denne tråd

Jeg sidder og priser mig lykkelig over, at de herboende børn er drenge. To stk. på 15 år og en på 10 år. Jeg tror det har en stor betydning for antallet af konflikter, drama og hysteriske anfald Dem har vi heldigvis ikke.... Ved godt at det lyder totalt ondt i forhold til hvad TS må arbejde med dagligt

Men, på trods af at vi ikke oplever konflikter eller har problemer med at daglige "opgaver" udføres, så kan jeg genkende teenagesyndromet. Det med, at der er lys, men ingen hjemme.... Altså... De kan jo stå midt i en handling og glemme hvad de er ved. Eller handle fuldstændig ulogisk.

I går kom mand og teenagedrenge hjem samtidig og da manden kom ind lignede han en tordensky. Joh, drengene var på vej ind af lågen, han holdt i bilen, dyttede og vinkede og alligevel lukkede de den foran ham. Dog er der et eller andet der har dimlet, for de havde da undladt at udløse lukke-dimsen, så lågen var nem at åbne....

Og den slags oplever vi MEGET af.

De står med affald der skal i skraldespanden (jo jo, det har de styr på) men åh... Der er ingen pose i: Hvad gør vi så??

Hmmm.... Prøv at gøre som sidst der manglede en pose, og find en ny i skuffen og sæt den i?!

Vi forkæler dem nok noget mht. pligter osv., da de har meget få pligter. De skal tage af bordet efter måltider og tømme opvaskemaskinen om morgenen hvis den er ren.

Men det er også fordi vi synes de gør det ret godt, på trods af at de er ramt af store personlige forandringer, både fysisk og psykisk. De er pligtopfyldende, passer deres skole (kommer jævnligt hjem med 12-taller), står selv op om morgenen og deltager engageret i de arrangementer de nu engang melder sig til.

De går ikke til fester, drikker ikke, ryger ikke og ja ja, de hjælper da når de bliver bedt om det. Der kan godt være lidt protester, men de gør det.

Tror at vi ikke mener at vi kan forlange så meget mere af to drenge der er fyldt op af alt muligt andet i deres hoveder

Nu kun 2, men det du beskriver er helt normalt, jeg kan selv huske da jeg var teenager og jeg hjalp da ved gud ikke til nogen som helst steder

Jeg kan se på ham der er flyttet hjemmefra at det kommer helt af sig selv, vent til de flytter og lad dem leve deres eget liv, prægningen er slut, du kan ikke rigtig gøre andet end at "nyde" dem og få det bedste ud af det

Jeg er en mand og har som mænd altid sprunget over hvor gærdet er lavest og kun skimmet indlæggene.

Du har min fulde sympati (jeg smågrinte lidt) du har 3 helt almindelige teenange piger hvis hjerner er gået i selvsving pga af hormoner (drenge kan rammes), det går aldrig over mennesket har som det eneste pattedyr livslang yngelpleje. Nu vare det ikke længe så kommer børnebørnene - så er du barnepige - det går aldrig over.

Fortæl pigerne at nu skal der holdes ferie og at de ikke skal med - for det er ferie med stort f. (du kommer til at kede dig)

sørg for at køleskab og fryser er tømte før du rejser og køb en trillebør til at fjerne pizzabakker med når du kommer hjem.

Det er helt almindelige teenagepiger du har.

Åh kære Dorte - du har vist dit at se til

Men du kan være ganske rolig - de er alle 3 helt normale

Jeg har ikke selv børn, men er den ældste i en søskendeflok på i alt 6 (4 børn født af min mor og 2 børn født af min bonusmor), så jeg har levet med teenagere i maaaange år, og det er ikke slut endnu (har en bror på 11, en bror på 6 og en søster på snart 2), så der er stadig noget tid endnu inden teenageårene er forbi hos mine forældre.

Heldigvis flyttede jeg hjemmefra, da jeg var 18, så jeg undgik mange af "problemerne" med de to ældste af mine mindre søskende. Jeg har aldrig selv været teenagedoven i særlig stor grad, og jeg har aldrig hverken råbt eller skreget ad mine forældre. Jeg har været elendig til at rydde op (det er jeg sådan set stadig), men det var/er fordi jeg prioriterer min hobby ret højt.
Jeg har altid brugt al min tid hos hestene og var stort set aldrig hjemme, i hvert fald ikke nok til at mine forældre bed mærke i at jeg var teenager. Jeg har altid været flittig og hjælpsom, og især meget selvhjulpen, men det kommer måske fra at jeg har stået med det fulde ansvar for min pony siden jeg var 13 år. Min mor og far har været utrolig strikse med opdragelsen af mig, og det er jeg egentlig rigtig glad for den dag i dag, selvom jeg dengang syntes de til tider var hamrende unfair.

Tilgengæld har mine to ældste søskende på nu 23 og snart 20 år, været noget af en prøvelse for min mor. Jeg har fået grå hår af bare at høre om det/på det. Min bror har været rigtig doven. Han sov alle dagene væk, boede i et kæmpe svineri og nægtede at hjælpe til med andet end at tømme køleskabet fuldstændig. Min søster har været skruphysterisk, smækket med døre, råbt og skreget, kastet med ting og også sovet meget af tiden væk.

Min søster på snart 20 har altid haft svært ved selv at stå op og giver fortsat alle andre i husholdningen skylden for at hun jævnligt kommer for sent i skole (Også selvom vores bonusfar prøver at vække hende hver morgen)

Hun og min bror på 23 mistede desværre deres far d. 30/12-14 til et slagtilfælde, men selvom jeg troede min søster ville gå helt ned med flaget og helt droppe skole, så er hun faktisk modnet en del siden da. Det har været rigtig hårdt for os alle, men nok mest for hende, da hun var rigtig knyttet til sin far. Hun er blevet utrolig pligtopfyldende og utrolig behagelig at være i selskab med. For bare et halvt år siden havde jeg lyst til at kvæle hende når vi var sammen
Jeg er dybt imponeret over hendes hurtigere modning og ikke mindst udvikling. Til sin fars bisættelse rejste hun sig op foran hele forsamlingen og sang "Till we meet again", SOLO og med kun et kor som hjælp.

Min bror på 23 er stadig lidt en snegl, som hellere lukker sig inde end fortæller om sine følelser. Han har stadig en snert af dovenhed, men efter han er flyttet hjemmefra har han fundet ud af at han selv er nødt til at lette rumpen, hvis tingene skal ske Og han er faktisk blevet ganske flittig.

Min bror på 11 har ikke helt nået teenageperioden endnu, men det er tydeligt at mærke at han er lidt en efternøler hjemme hos min mor. Han får lov til meeeeeget mere end jeg gjorde i hans alder, og han svarer også meget mere igen end jeg nogensinde har turde gøre.

Hos min far og bonusmor har jeg en bror på 6 og en søster på næsten 2. Ham på 6 er noget af en prøvelse. Han er i præ-teenageperioden og han er næsten ikke til at drive ud af fjerene, han nægter at lave lektier eller hjælpe til, og alt er bare totalt unfair og møg uretfærdigt, HELE TIDEN.

Min søster på 2 giver allerede nu en forsmag på sit heftige temperament. Hendes favoritord er NEJ, og hun gentager det gerne indtil man giver op.

Jeg elsker mine søskende overalt på jorden, men nøøøj hvor er jeg glad for at jeg for længst er flyttet hjemmefra og at jeg ikke skal være midt i alt det der teenage-gak-og-gøjl til hverdag.

har godt nok kun 2 teenagere men det er vist også rigeligt

hun har gjort det for at hun har ikke slukket for internettet nej nej hun tog simpelthen oplader til div computere telefoner osv, og så fik de dem igen når de havde gjort deres arbejde dette var ganske motiverende

bare en ide

Det er en trøst at læse at de er helt normale - selvom jeg godt regnede med det.

Men jesus altså ....

Her ved 18 tiden kom den ældste søvndrukken ud fra sit værelse (hun havde lige taget en middagslur på 4 timer efter at have lavet absolut ingenting), og spurgte hvornår der var mad. Farmand som er kok i huset, var lidt smadret ovenpå et marathonløb og sagde at det nok blev lidt sent i dag. Den yngste og jeg blev enige om at tage op til hesten og glæde os til sen aftensmad. Men så kom det lige fra den ældste; Altså så må jeg jo gå i seng uden mad, for jeg er SÅ træt (tilsæt så det mest sure fjæs der kan opstøves).
Jeg gad ikke engang kommentere det, men kunne godt regne ud at hotellet her ikke engang kunne sige sig op på en enkelt stjerne i dag.
Om 5 minutter bliver der serveret den skønneste middag og den store skal altså ikke have noget, for det er alt for sent!

Godt så ....

DorteP - de flytter hjemmefra på et tidspunkt så glæd dig

Ja de gør så
De to store skal ind og se på lejlighed i København på onsdag - så Faaarrrveeeel - jeg skal nok hjælpe jer med at pakke

Ej, jeg ved jo godt at jeg kommer til at savne dem, måske kommer jeg endda til at savne deres rod, og MÅSKE kan jeg en dag grine ad hvor tosset jeg kunne blive på dem .. men kun måske ....

Jeg undrer mig bare over at de slet ikke udvikler sig lige på det punkt. Er der et område i hjernen der bare ikke er forbundet med noget som helst?.
De kan godt finde ud af alt det de gerne vil og som de selv får noget ud af, men når det kommer til at tørre bordet af efter sig, så falder deres arme lige så stille af, mens de kigger fuldstændig åndssvagt på mig når jeg påtaler det. Jeg er noget spændt på at se om den lejlighed de finder, en dag er spærret af med et stort skilt hvor der står: Lukket på grund af sundshedsfare!
Men måske bliver det noget andet når det er deres eget .... og så skal jeg lige forbi og smøre mig en mad og lade hele balladen stå!

Jeg fandt lige denne på BuzzFeed

Den passer fint til emnet

Hvor er de bare sjove

Ja, det er ihvertfald ikke kun piger, der er sådan lidt "adfærdsvanskelige" i den alder.. Her bor en dreng på snart 17 år, og hans hoved og arme fungerer kun i synergi, når det handler om noget sjovt, eller noget, han selv har fundet på. Såsnart han bliver bedt om at gøre noget, eller afkrævet en form for funktion i retning af oprydning eller den slags, ja så stopper alle motoriske signaler tydeligvis inden de forlader knolden, for der sker ihvertfald INTET!

Simple ting, som at gide give besked, hvis man ikke dukker op til maden, eller endda nogle gange, informationer om at man ikke kommer hjem og sover har det bare med at forsvinde i tomrummet, der ofte må være imellem ørene på teenagere, og bliver således ikke til noget som helst. Samme tomrum opsluger tilsyneladende alle former for aftaler, indgået med forældrene, så nærmest uanset hvad, der senest er blevet glemt, er svaret: "Det tror jeg sørme ikke, vi har aftalt noget om???", eller: "Nå??.. Jamen det troede jeg da godt, jeg måtte??"..

Nej, jeg har intet svar på, hvad man kan eller bør gøre, men regner med at det går over af sig selv på et tidspunkt.. Har ham af vores alt for store problemer med hørelsen, så er det godt, han residerer på førstesalen, og at sikringstavlen har en sikringsholder, hvorpå der står: "strøm, 1 sal".. Når denne afbrydes, dør teenageværelset nemlig totalt, og så dukker han op ret kort tid efter, medmindre han sover.

Sidder stadig og slår mig på lårene af grin - sikke en beretning Michael

Der er virkelig lukket på grund af ombygning hos teenagere i kortere eller længere perioder, men heldigvis ved vi jo at det går over. Ventetiden kan dog være meget lang ....

Det med aftaler har jeg dog heldigvis ikke noget problem med, de er faktisk ret gode til at skrive i deres kolonne på kalenderen hvad de skal og hvornår, så det kører egentlig meget godt.

Men de der lammelser der indtræder, dem kan man godt blive helt bekymret for ind i mellem. Gad vide hvad en læge ville sige

Det med sikringstavlen er egentlig ret smart, jeg ved godt hvor vores sidder og en flink elektriker har sat fine mærkater på så jeg også kan se hvilken knap der hører til hvad

Uha teenagere .. og i flertal endda. Jamen så bliver det bare ikke bedre vel

Jeg kan trøste dig med at det går over med det samme de ryger uden for mors rammer.

Begge mine er nu velfungerende søde unge mennesker som selv kan rydde op, lave mad og gøre rent efter sig.. ja jeg var nær faldet død om her i julen da de begge pludseligt stod i køkkenet ved mig og ville røre i gryderne .. det varede lidt inden jeg kom mig over det chok!

Jeg har næsten glemt nu hvordan det var da de boede hjemme .. (den sidste på 19 år flyttede hjemmefra for 6 måneder siden) .. og den store på 23 rejste ud for et par år siden og har stadigt ting stående i min kælder og tøj liggende i skabet hjemme opdagede jeg fornyligt .... hvorfor ved jeg ikke helt.

Jeg har en bror der er 8 år yngre end jeg. Ham kørte min mor til lægen til undersøgelse for ungdoms sløvsind .. ( en sygdom der åbenbart eksisterede i 1960érne for hendes læge der i 80érne anede ikke hvad det var .. den har jeg grinet meget af! )