Øv. Er der nogle der har prøvet at have en veninde, og finde ud af, at hun viste sig og være en person, der overraskede dig negativt? Der har jeg så nu oplevet. Jeg synes det er så ærgerligt. Min mand og jeg fik en kirkelig velsignelse for 1,5 år siden, og har lige haft kobberbryllup for en lille måneds tid siden. Efter jeg har været sammen med nogle gode mandevenner til en årlig tilbagevendende julefrokost, og som var med til vores velsignelse, sidder jeg med en træls fornemmelse i maven. Min såkaldte veninde, som var med til vores velsignelse med hendes nye mand og inviterede børn, har gået rundt til vores store dag, og sagt til nogle gæster inklusiv nogle af mine rigtige gode mandlige venner, at det her var mit nye projekt, at jeg ville blive skilt og min ældste dreng skulle åbenbart have væltet rundt i en kæmpe brandert ifølge hende. Han var 13 år der, og sammen med os forældre hele dagen og aftenen. Jeg sidde med sådan en klump i maven. Intet har noget hold i virkeligheden. Hun står ved min side på bryllupsbilledet og vi har haft rigtig mange gode stunder sammen, med og uden mænd. Jeg er fuldstændig uforstående overfor hvorfor hun har haft det behov for at gøre det mod mig. Er det misundelse?? Jeg har i de mange år vi har kendt hinanden, knoklet på arbejde, og har opnået en stilling som leder og min mand sidder i en god stilling som projektleder. Hendes mand er sygemeldt og hun har haft samme stilling i alt den tid jeg kan huske. Men kan det virkelig gøre en forskel, så hun har haft behov for at "komme" over mig?? Jeg snakker aldrig løn og arbejde med nogle, så det er ikke fordi jeg har spillet smart eller overlegen på nogen måde.
Jeg har undret mig over, hun pludselig efter den dag, har afbrudt kontakten til mig. Vi har mødtes tilfældigt et par gange, og jeg har haft fornemmelsen af, hun gerne vil snakke og hun har så skrevet til mig nogle gange, men ikke rigtig lukket mig ind i varmen igen. Det er som om, hun ikke synes, det er godt for mig, at jeg har et godt og lykkelig liv. Det har, når jeg tænker mig om, altid været sådan. Altid negativ fokus på mine drenges væremåde, min mand, forkert valg af hesterace, da jeg havde hest o.s.v.
Jeg har altid stået klar, når hun har haft brug for det under hendes skilsmisse og andre situationer, hvor der var behov for det. En af mine kammerater sagde til mig, at mange kvinder trækker sig væk fra mig, pga jeg hellere vil sidde med gutterne og drikke øl og kigge på fossiler og fortælle dårlige vitser, end at sidde i en kvindeflok og kigge i navlen på hinanden og synes alting er synd for vores køn. Det kan jeg nok genkende, når jeg hører det. En spade er en spade, og jeg synes speltbrødsopskrifter er keeedelige, slankekure er fandens værk, mountainbike er feeeedt, og dressur er for bøsser. Tag det sidste med et glimt i øjet. Hvis nogle siger jeg har en stor røv, griner jeg oprigtigt af det, og synes bare jeg er et pragteksemplar af det kvindelig køn. Meget ukvindeligt.
For mig ligger det så fjernt og tale negativt om andre, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg er skoddet af hende. Jeg forstår heller ikke, når nogle spørger om deres hest eller de selv er for fede, at man ikke må sige ja. Jeg har selv måtte selv sælge 2 små islændere, da jeg aldrig ville kunne passe dem i højde og drøjde.
Hjælp mig - hvad fanden er grunden til, hun har behov for alt den drama, og så stoppe vores bekendskab efter 14 år uden et kuk....??