Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Seniornettet

 Er du papmor/far ?
Forfatter: 
Dato:  07-04-2005 17:20
Inspireret af mit eget indlæg "at elske stedbørn" kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor mange herinde er rent faktisk papmor eller papfar ? Har du selv børn, altså dine egne ?

Og det store spørgsmål: Hånden på hjertet, elsker du dine papbørn lige så højt som dine egne ?

Jeg fik utrolig mange super gode svar fra mit tidligere indlæg, og de har sat en masse tanker i gang hos mig, men jeg kunne alligevel ikke lade være at tænke over hvor mange andre herinde, er i den samme båd som mig ?:-)

Så kom frem af busken og stil min nysgerrighed :-D


Vrinsk fra Sille :-o
0
0
Svar på denne tråd
 
 er papmor
Forfatter: 
Dato:  07-04-2005 18:45
til en ikke her boende knægt på snart 18 og har været det siden han var 12 1/2.

Nej jeg elsker ham ikke lige så meget som mine piger (som min mand så er papfar for), men jeg vil stadigvæk forsvare ham, hjælpe ham osv. At jeg så i perioden fra han var 15 til 17 hejste flaget når han ikke kom på weekend er en anden historie, jeg er sikker på mine egne piger er billigt til salg på den alder :-P .

man bør kunne grine af sig selv, før man griner af andre.
{>
0
0
Svar på denne tråd
 
 en papdatter
Forfatter: 
Dato:  07-04-2005 21:03
Jeg har en papdatter, på 10 år. Har kendt hende fra hun var knap 8. Jeg har ingen børn selv, og heller ingen planer om det... Så kan ikke udtale mig om hende i forhold til egne. Men på trods af det kan jeg vist godt sige nej, jeg elsker hende ikke, jeg tror ikke på man kan have ægte forældrefølelser for et barn man ikke selv har ønsket, dermed ikke sagt at man ikke kan holde af det.. Jeg syntes hun er en sød pige, men følelserne er nu lidt kompliceret. Alle de forhold jeg kender hvor der er papbørn med i billedet, er ungerne mange gange grund til mange af de konflikter der i forholdet...
Hilsen Linea







0
0
Svar på denne tråd
 
 har haft..
Forfatter: 
Dato:  07-04-2005 22:07
en papsøn,i et tidligere forhold og nej havde da ikke nær samme følelser for ham,som for min egen datter.
Der var skam også en del konflikter,jeg syntes han på mange områder var møgforkælet.Men det var nu ikke hans skyld at forholdet gik i stykker.

Nu venter jeg så en lille ny og er da noget spændt på hvordan min mand,så vil reagere på sit eget barn og min datter.Om han vil gøre forskel på dem.Jeg tror nu ikke det vil blive det store problem,da der er 10 års forskel på børnene.

Kh.Tine
{>
0
0
Svar på denne tråd
 
 Far's kone
Forfatter: 
Dato:  07-04-2005 23:18
men ikke en mor i pap :-D

Min mands børn er idag; 24, 22 og 20

Mine egne: 12 og 8

Jeg havde et par år, at lære børnene at kende i på godt og ondt og omvendt, inden jeg fik børn selv.

I min verden handler det ikke om, at elske alle børnene lige højt/meget, men om hvor meget man tager ansvar, engagerer sig og respekterer det enkelte barn.

Børn er og kan aldrig blive et problem i et forhold, det er ene og alene de voksne der er et problem og det er også deres ansvar, at få både børn og voksne til at trives, ikke altid nogen nem opgave med eks'erne med H.


Med venlig hilsen Charlotte

Der kun har ytret sin egen mening, velvidende, at andre har en anden. Er livet ikke herligt? Vi lever i et frit land, hvor vi hver især har lov til at have vore egne meninger. :-P

Har du købt ponyhoppen Perle, stod opstaldet på Suså Hestetransportcenter? Se her: >Billeder
0
0
Svar på denne tråd
 
 7æoi'¨påæ
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 00:20
Yep, jeg er papmor til tre drenge på 20, 18 og 14.
Derudover har jeg selv to drenge på 17 og 10.

Nej, jeg elsker nok ikke mine papsønner, men jeg holder rigtig meget af dem. De er meget forskellige fra mine egne børn... Jeg synes at mine er langt mere intelligente! De klarer sig godt i skolen, læser bøger, tegner og ser Discovery(!) - hvor mine papsønner er mere sociale og håndværkertyper - De kunne aldrig drømme om at åbne en bog, men elsker at rode med knallerter, biler og se amerikanske soaps.

De har alle hver deres forcer og kommer, trods forskellighederne fint ud af det sammen.

Alle vores store unger har givet os diverse teenage-hovedbrud med skole- og uddannelsesproblemer, pjækkeri, flirteri med ecstasy m.m., hvor vi har måtte træde til med det store hjælpeapparat - det giver grå hår hver gang, fordi man bekymrer sig alt for meget... og de er jo alligevel kommet ud på den rigtige side (... håber vi! Der er jo stadig en del imellem, som endnu ikke er flyvefærdige...)

Det kræver ekstra meget af et forhold, når man kommer med hver sin "børnepark" - og vi har da også haft mange og lange snakke om, hvordan vi kommer igennem diverse krisesituationer uden at "miste hinanden", for man BLIVER sgu lidt mere irriteret, når pap-barnet "fejler", end når det er ens egen (- jeg gør ihvert'fald!)

Opskriften: 8 tons tålmodighed, 900 Liter fleksibilitet, daglige drys af overbærenhed, stort hjerterum, evnen til ikke ALTID at behøve at sige sin mening, en nøjagtig retfærdighedsvægt og ikke mindst, megen kærlighed til din kæreste/ægtefælle og respekt for hans/hendes dyrebareste på denne jord: Børnene!

... for det ER jo dem vi elsker aller højest, vores EGNE unger. - Vi kan altid få os en ny partner, men ingen kan erstatte vores børn - og det gør ONDT, hvis man føler at ens barn ikke bliver fair og kærligt behandlet...

Gitte C
0
0
Svar på denne tråd
 
 At være papbarn....
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 08:56
Det har jeg været, og dit indlæg gør mig ked af det.
Min mor døde da jeg var barn, og efter forholdsvis kort tid flyttede den ondeste af stedmødre ind. Om hun elskede mig? Nej det ved gud hun ikke gjorde. Jeg var jo bare en lille frusreret møgunge, som savnede sin mor.
Det ca. 25 år siden nu. Stedmoderen er død. Hun endte med at flytte fra min far, efter at han ikke ville acceptere at hun sagde til alle på gaden at min datter var evnesvag. (Hun bliver student i år).
Men stadig den dag i dag besøger jeg ikke min far.
Han besøger mig, og bor forøvrigt sammen med en rigtig sød dame.
Min far besøger mig, og vi taler i telefon sammen. Vi har faktisk et rigtig fint forhold.
Jeg kan bare ikke holde ud at være i mit "barndomshjem". Stadig den dag i dag får jeg det dårligt af at være der, så det vil jeg ikke.
Hvad vil jeg egentlig med dette. Bare bede jer papmødre om at tænke lidt på, hvor sårbare børn egentlig er.
0
0
Svar på denne tråd
 
 Jeg er papbarn
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 09:31
Og falder derfor udenfor trådens oprindelige.

Men jeg har en "papfar" som jeg elsker på linie med mine "egne " forældre. og jeg ved at han elsker mig højt også. Tak Peter :)
Mvh Camilla


0
0
Svar på denne tråd
 
 Helle - Mini
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 09:40
Jeg er meget ked af at denne tråd har gjort dig ked af det, det var bestemt ikke meningen overhovdet. Og jeg er da frygtelig ked af at du har haft den oplevelse som du har. Men virkeligheden er jo bare at man ikke altid kan elske sine "papbørn" på samme måde som sine egne. Dermed slet ikke sagt at det er ok, som din har gjort. Hun har været forfærdelig, ingen tvivl om det. Men som en skrev længere oppe, så er papbørn og papforældre ikke nogen man selv har ønsket, og derfor kan det måske godt være sværere at elske dem på samme måde, som dem man selv har ønsket.

Og jeg vil så lige til sidst tilføje, at fordi du har haft den forfærdelige oplevelse, er det jo ikke ens betydende med at sådan er alle papforældre.



Vrinsk fra Sille :-o
0
0
Svar på denne tråd
 
 Sille...
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 09:48
Nej - du har ret, sådan er ikke alle, heldigvis.
Jeg synes bare at man som pap har pligt til at prøve, og så huske på at man er den voksne.
Meningen med mit indlæg var egentlig bare at fortælle lidt fra den anden side også. :-)
0
0
Svar på denne tråd
 
 Hmmm....
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 10:04
Jeg er papmor til en pige på 13 år der bor hos min kæreste.. Jeg har kendt hende i hele hendes levetid og før der oz.. Jeg har slæbt hende med ud til hestene altid og passet hende mens hendes forældre stadig var sammen.. Ja, jeg elsker hende, som var hun min egen.. Men kan ikke sammenligne med noget da jeg ikke selv har børn eller ønsker at få det.. Vi hygger os selvom hendes far ikke er hjemme osv.. Jeg tror nu ikke jeg ville være gået ind i et forhold, der samtidig inkluderede en teenager, hvis ikke jeg havde kendt hende i forvejen..





Dårlig smag er oz en smag..
0
0
Svar på denne tråd
 
 Helle - mini
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 10:28
Jeg er faktisk også selv skilsmissebarn, så jeg kender også de sider som du fortæller. Jeg har heller ikke haft den lykkeligste barndom hvad angår papforældre, men kan idag godt se hvor svært det også har været for dem. Og kan godt forstå at de ikke har kunne elske mig som deres egne, for JEG var jo ikke et "ønskebarn" fra deres side. Dermed ikke sagt at man skal opfører sig ordenligt og behandle andre pænt.



Vrinsk fra Sille :-o
0
0
Svar på denne tråd
 
 jeg er også
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 11:14
"papmor", og jeg elsker bestemt heller ikke min kærestes barn og jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til det. At acceptere at hun findes og skal komme på weekend er noget helt andet, men elske.. nej

mvh Stine


0
0
Svar på denne tråd
 
 Den største rose
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 11:26
i verden til min dejlige mand!!!!!
Da vi lærte hinanden at kende var jeg lige blevet mor til den næstyngste, og havde nok børn(4 stk.).
Alligevel gik han ind i forholdet med mod på at være papfar for: pige5år tvillinger4år(drenge) og en dreng på 3mdr. Jeg gjorde fra starten klart at jeg ikke ønskede flere børn, men han valgte mig alligevel. Han tog fra starten rollen som en kærlig far, og var der 100% for mit yngel (skal lige indskydes at han ikke skulle konkurere med en biologisk far da denne valgte at når vi ik var kærester mere, var han heller ik far mere). "Uheldet" er ude, og jeg bliver gravid efter 4 års samliv, og vælger sæføli at få barnet. Jeg var dengang enormt bange for hvordan det skulle gå når han fik et barn der var biologik hans....
Men alle mine tanker er blevet gjort til skamme. Han gør ALDRIG forskel, og når han bliver spurgt hvor mange børn han har, er svaret 5. Det varmer en moders hjerte så meget.
For 3 år siden, havde vi store problemer , og var ved at gå fra hinanden. Det værste for ham, var at han ikke havde juridisk ret til de 4 store unger. Han var på statsamtet for at høre hvordan hans muligheder var for at få tilkendt samkvem med dem. Vi overlevede heldigvis krisen.
Idag er børnene 17-16-12 og snart 8, og hvis jeg forlod ham, ville han gå i stykker hvis han ikke fik lov at se de store. Det kunne jeg så heller ikke drømme om, for han har været den bedste "far" de kunne få.
For 4 mdr. siden ville deres biologiske far have kontakt, og jeg valgte at lade børnene selv bestemme om de havde lyst, og det havde de.
De besøgte ham 2 gange, og meldte derefter klart ud at de ikke kunne bruge ham til noget, da de har en far.
Det bedste af det hele er at min mands forældre er ligesådan. De gør heller aldrig forskel, og så alligevel.... Min mands søster har 3 børn, så de har ialt 4 biologiske børnebørn, og 4 papbørnebørn.
De har klart vist at de elsker vores børn mest(der er en god grund, som jeg ik vil komme nærmere ind på end at det er noget med manglende kontakt)og jeg tror faktisk at deres favorit, er min 12-årige søn.(som jo ikke er deres biologisk set).
Alt dette er så bare for at fortælle at der er ozze dybt lykkelige situationer med papbørn.
shetties er bare livet
0
0
Svar på denne tråd
 
 duddi...
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 11:45
Hvor er det bare dejligt at høre dig historie (y)
Den viser jo, at det KAN lade sig gøre.

Men jeg er stadig af den overbevisning at der intet galt er i at man elsker sine egne højere.



Vrinsk fra Sille :-o
0
0
Svar på denne tråd
 
 tjah,,,,,,
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 12:27
jeg er nu heller ikke sikker på at jeg kunne have været som ham.
Men det varmer jo når man hører hvor svært det kan være, at min mand "bare" har taget rollen som papfar uden at kny.
Det har nok ozze været lidt lettere når den biologiske far ikke har været der, for det har jo nok gjort mine unger mere modtagelige for hans kærlighed, ozze fordi de jo "kun" har haft ham.
Og med sønner har det været dejlig med en mand i huset, for der er jo nogen ting jeg som qvinde ikke så godt kan se fra et mande synspunkt.
shetties er bare livet
0
0
Svar på denne tråd
 
 Jeg er papmor...
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 14:35
... til Finn´s skønne (i går 9 årige) knægt..
Da jeg mødte ham var han knapt 3 år.
.
Kh
Gitte

Jack D. - min smukke brogede hingst - tilbyder naturlig bedækning (f.eks. inkl. sommergræsning).
:-)




KÆLEDYRSKOMPAGNIET


0
0
Svar på denne tråd
 
 PAP børn,
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 17:44
Her hos os, har faderen fravalgt sine børn, udelukkende p.gr. krig mellem ham og Xen, og dermed børn , der kun var ude på ballade.Samtidig har de et hjem, med jævn trafik af nye "fædre", og de er umulige , at være sammen med,tyveri, slår vores dyr,slås og løgn på løgn.
Har selv datter på 18 år, der er nem og sød.
{> Hellere lille og vågen. :-Dminiatureheste.miniaturehingst. ;-)
0
0
Svar på denne tråd
 
 blir fuld
Forfatter: 
Dato:  08-04-2005 18:56
Jeg blir virkelig fuld af foragt for de forældre der vælger deres EGNE biologiske børn FRA.. UANSET hvor meget "ballade" de har /haft med deres x.

Tænk at vælge sine egne børn fra!!
Puha.. Skrækkeligt i min verden.. Faktisk på højde med Hitler ;)

Jeg elsker mit pap barn ligeså højt som mit eget. MIne bedsteforældre elsker deres papbørnebørn på højde med deres biologiske.
Jeg kan ikke forstå man kan leve med et barn man ikke elsker??

Men sådan er vi jo så forskellige :)
0
0
Svar på denne tråd
 
 Det er nemt.
Forfatter: 
Dato:  09-04-2005 13:26
I forgårs havde jeg skrevet et længere svar. Det blev desværre spist af cyberspace da min forbindelse smuttede. :-(

Jeg er mor til mange :-)

Men de fire jeg ser mest, er Thomas (10), Mie (10), Daniel (12) og Emilie (14 måneder).

Emilie er jeg biologisk mor til. De andre er jeg ekstra-mor til og dem lærte jeg at kende for lidt over fem år siden.

Ja, jeg elsker dem alle lige højt og mærker ingen forskel. {>

Jeg vil alle mine børn det bedste jeg kan komme i tanke om.

Men det værste ved at elske, er frygten for at miste.
Skulle uheldet være ude og Allan og jeg går fra hinanden, står jeg uden som helst rettigheder og kan miste næsten alt jeg har i mit hjerte (som en anden længere oppe i tråden også har skrevet).

Heldigvis er de så store, at de mere eller mindre selv vælger hvem de besøger og jeg tror bestemt ikke jeg vil blive overset.

Men det sker jo heldigvis aldrig.

Jeg har nok ikke fået det hele med i forhold til det jeg skrev i forgårs, men mine følelser bør man ikke kunne tage fejl af.

Mvh Jean

Formand for GKB - Græsk Katolsk Blindesamfund - Vi ser det klart!

Medlem af PMS og NADA!


Naja Rasmussen, Ring til mig igen ang. pasning af min datter.
0
0
Svar på denne tråd
 
 Også mig
Forfatter: 
Dato:  09-04-2005 14:16
Jeg har været papmor i fire år nu (til pige på nu otte år).

Jeg har det fuldstændigt som Labelle og er bestemt ikke bleg for at indrømme det.

Det er ikke noget personligt for min papdatter er absolut ingen skarnsunge :-)
Men hvad der skulle få mig til at elske hende kan jeg ikke se. Jeg er ikke i stand til bare sådan betingelsesløst at elske andre folks børn, fordi jeg beslutter mig for det.

Om det var anderledes hvis vi boede sammen ved jeg ikke, men jeg ville da håbe det. :-)
Dog kan jeg ikke forestille mig at det nogensinde ville nå op på højde med, hvor meget jeg holder af mine egne børn.

Det skal lige understreges, at jeg altid har gjort mig umage for at hun ikke skulle føle sig uvelkommen hos os.


kh
Minski



Har nogen set min gamle musegrå/dunfarvede hoppe?
0
0
Svar på denne tråd
 
 har 2 pap-
Forfatter: 
Dato:  09-04-2005 14:43
døtre på hhv. 12 og 8.....

Nej, jeg elsker dem ikke! den store er tålelig den lille er 10% dummere end vådt bølgepap!

Jeg finder dem begge uintelligente, uopdragne, uhøflige og meget uhygiejniske.

Jeps, jeg VED jeg har et problem og jeg arbejder ´med det... men at elske dem tror jeg aldrig jeg kommer til.

Jeg ville inderligt ønske det var anderledes!
0
0
Svar på denne tråd
 
 selvfølgelig
Forfatter: 
Dato:  10-04-2005 09:59
Elsker de fleste deres egne børn højest men jeg bliver bare så fustreret når jeg kommer i et hjem med dele børn og hvor der bliver gjordt så stor forskel som der gør nogle steder, jeg kunne brække mig...
Vi har flere år haft en nabo pige med på ferie
og lign. pga hendes håbløse familie forhold
hun er så sød og kærlig pigen med sted moderen
efter hun har fået en lille selv . Kan og vil kun se fejl ved hende og skælder hende ud hele tiden .(desværre er faren alkoholiker )
Det er så lavt men desværre så er det jo altid ens
egne der er de bedste børn eller hvad ?? husk nu det tit er øjnene der ser.........

Hilsen jeanett*monique :-)
0
0
Svar på denne tråd
 
 jeg har ikke selv pap-børn...
Forfatter: 
Dato:  10-04-2005 22:13
men min kæreste er ikke far til min søn, og han har ikke nogen børn selv... så jeg kender lidt til det fra den anden side...
min søn er fire år, og desværre "virker" hans egen far ikke. for et år siden kom min søn til min kæreste og spurgte om han ville være hans far. og det ville han gerne lege han var... min kæreste blev meget rørt over at min søn viser ham så meget tillid, og han elsker ham... men jeg ved ikke hvordan det bliver når vi får et fælles barn, når han så har sit eget barn at måle med.
men jeg ved at min kæreste altid vil være der for min søn, og det er ok med mig at han så nok ikke elsker ham lige så højt som sin egen, men tæt på... -så længe der ikke bliver gjort forskel...

men hvem sætter målestoksforholdet???
0
0
Svar på denne tråd
 
 han har en
Forfatter: 
Dato:  11-04-2005 00:31
hej ja jeg er pap mor, men det er sådan min kærstes eks har slået hånden af dan. han har ik måtte se hende siden hun var knap 2 år pga han ik havde bolig men det fik vi så da jeg kom i biled. hans datter var så glad for mig som lille og hun tålte det bare ik.
men i dag bliver hun 12 år og dan tør ik og tage sagen op han syntes det er synt hun skal heler selv komme. vh gitte
:-)Hilsen Gitte :-)
0
0
Svar på denne tråd
 
 hvordan
Forfatter: 
Dato:  11-04-2005 11:09
kan i bo under samme tag som de stakkels børn, når i har så lidt respekt for dem. børn er da børn og om i elsker dem er da sådan set lige meget men med sådanne udtaleser som i kommer med har man da på fornemmeren at i heller ikke selv er guds bedste børn. frygten for at mine børn skulle få en pap mor som jer med de "søde" komplimenter ang. jerses papbørn, kan få mig til at holde ekstra godt sammen på min familie for det skal de aldrig opleve. opfør jer da dog som voksne og behandel børnene ordentligt, tal pænt om dem og respter jerse nye partner for jeg synes det er mangel på respekt at tale sådan om andres børn. det ville også være lettere hvis i bare aksepterede at hver so synes bedst om sine grise, men derfor kan man godt være ordentlig og tale pænt med og om sine pap børn. lad være med at være misundlig over at de også kræver tid ved din partner, for jeg tror faktisk at det er det der sker. BEHANDEL ANDRE SOM DU SELV VIL BEHANDLES.
Det var bare min mening
PS jeg har været pap mor, det er ikke det samme som sin egen men med lidt snilde kan det også gå ganske glat.




.
http://www.stutteri-graversgaard.launch-it.dk
vores mail
chr.11@petersen.mail.dk
Vores lille stutteri
Anne Merete Nielsen
0
0
Svar på denne tråd
 
 Philina
Forfatter: 
Dato:  11-04-2005 12:03
føj. Det er simpelthen for lavt at komme med den slags udtalelser om sine papbørn.
Jeg håber de slipper for dig, for de bliver da ødelagt af den indstilling. Din mand burde ta sine unger og forsvinde i en fart....
Endnu engang FØJ.
shetties er bare livet
0
0
Svar på denne tråd
 
 min mand..
Forfatter: 
Dato:  11-04-2005 13:23
er "pap" far til min ældste søn.. og gudskelov har han aldrig vist andet end at han elsker min søn, som var det hans egen. Han var 3,5 år da vi mødtes, så han har altid betragtet ham som sin ekstra far.

Vi har efter følgende fået 4 børn, og min mand viser på ingen måde at han skulle elske dem mere.. heldigvis, for jeg kunne ikke leve sammen med en mand, som viste åbentlyst at han elskede sit eget afkom mere end mit...

Hvorimod har min søn ikke noget specielt godt forhold til sin fars kone, da hun åbentlyst har vist at hun ikke kan lide hans og min søn.. desværre får de aldig et godt forhold..

Gud forbyde mig at en af jer som ikke kan lide jeres stedbørn, skulle overtage mine hvis jeg en dag gik bort... håber min mand kan sortere ud i sådan nogle som jer.. det er lige så jeg krummer tæer, over at der sidder børn i danmark, som slet ikke føler sig elsket eller velkommen i sin far eller mors nye familie... føj...

Til alle de kvinder som ikke kan "elske" deres stedbørn, måske skulle i have overvejet om det ikke havde været en mand uden børn i skulle have haft fat i istedet for.... :-(

Mette

0
0
Svar på denne tråd
 
 rart at høre
Forfatter: 
Dato:  11-04-2005 14:23
det var skønt at høre at der var nogen der var enige med mig i at de der taler sådan om deres pap børn heller ikke skulle have noget med deres børn at gøre







Venlig hilsen Anne Merete Nielsen




Stutteri Graversgaard
0
0
Svar på denne tråd
 
 grunden til
Forfatter: 
Dato:  11-04-2005 17:33
at så mange ikke kan lide deres papbørn, er nok ikke fordi de ikke kan lide barnet, jeg tror nærmere det er fordi de ikke kan klare tanken om at deres mand har et barn med en anden. Det går så ud over det stakkels barn, som jo ofte ligner sin mor..

Jeg håber ikke jeg har ret, tror bare det ofte hænger sådan sammen.... især slår det mig at de oftes er kvinder som ikke bryder sig om deres ekstra børn, hvorimod mange mænd tager imod dem som sin egen...

Hvad det så siger om kvinder vil jeg ikke komme nærmere ind på.......... ?:-)

Mette

0
0
Svar på denne tråd
 
 gamel mand
Forfatter: 
Dato:  11-04-2005 19:09
Jeg kom hos en gammel mand da jeg var i hjemmeplejen
som fortalte at hans kone døde fra ham da deres børn
var helt små , og denne her søde gamle mand fandt aldrig siden en anden kone for det ville han ikke byde børnene,
Han havde nemlig selv været stedbarn med en led stedmor da han var barn og hvad han ellers fortalte
bla. at når de "ægte børn fik frugt fik han skrællerne, osv osv . føj for satan.


Hilsen jeanett*monique :-)
0
0
Svar på denne tråd
 
 nu er livet
Forfatter: 
Dato:  11-04-2005 20:33
desværre ikke sådan indrettet at man bare kan vælge den mand fra man elsker fordi han har et barn med en anden.
Man kan helt sikkert sagtens få det til at fungere, men jeg har det nu stadig sådan at jeg ikke lige bare kan elske et barn fordi det er det rigtigste at gøre. Gid det var så let..At kunne elske på kommando eller sige dig vil jeg ikke have fordi du har et barn, når man er forelsket tænker man ikke lige over hvordan tingene senere kommer til at se ud og hvis man vidste på forhånd hvordan tingene vil være ville det være meget lettere. Men det ved man altså ikke med eller uden "papbørn" så kan man ikke spå fremtiden eller sine følelser


0
0
Svar på denne tråd
 
 der var
Forfatter: 
Dato:  11-04-2005 20:49
ingen der sagde man skulle elske!
Men at kalde sine papbørn dummere end bølgepap....
Og når man ved at manden/kvinden har børn, bør man da gøre op med sig sig selv om man kan og vil leve med dem....
shetties er bare livet
0
0
Svar på denne tråd
 
 Gud fader bevar mig vel
Forfatter: 
Dato:  11-04-2005 21:58
hvor skulle i skamme jer.

Jeg ville sådan ønske at jeres mænd læste denne tråd.

Og stakkels uskyldige børn der er havnet i jeres hænder.....i er de voksne, og så opfører i jer som en gang jaloux papper.

Jeg tror det handler om at i er jalouex på de børn, tænk at manden har elsket en anden kvinde og enda fået afkom med hende.
Måske ser barnet lige så dejlig ud som sin mor, og så er den da helt gal.

Nej i skulle skamme jer, og bliv så bare tosset på mig, men når det gå ud over børn, så kan jeg ikke holde min bøtte.

Denne tråd indeholder da heldigvis også et par gode indlæg.

;-) Vivi ;-)
0
0
Svar på denne tråd
 
 Elske og elske...
Forfatter: 
Dato:  12-04-2005 11:08
Ja nu står jeg så i en lidt anderledes situation.
Jeg er 20 år yngre end min kæreste, hvilket gør mig kun 5 år ældre end hans ældste datter.. Grej den :0)
Jo, det var svært i starten, det er da klart, for alle parter, men nu fungerer det, og hans 3 ældste er blevet store søskene for vores datter som blev født sidste år.
Og vi venter en mere, og de glæder sig lige så meget som sidste gang.

Men hårdt har det været, og det at elske kommer altså an på hvordan det skal defineres, følg lige det at elske en pige som er 5 år yngre end dig selv... hmmmm

Men jeg holder meget af Finns 3 børn, ingen tvivl om det, og at de har en stor plads i hjertet, og jeg glæder mig når de kommer herhjem, det skal ingen hemmelighed være.

Børnene har det sådan at de kommer her når de vil.
Sådan er det, og jeg havde meget svært ved at acceptere det i starten, men det er Finns børn, og sådan er det bare, og jeg har intet problem med det i dag.

Ja man kan så diskutere det som Emmara siger om at man måske er lidt jaloux på mandens fortid og skønne resultater.

Men for fanden.. Sæt dog pris på det.. mændene indvilliger jer i en stor del af hans liv, men børnene er da hans et og alt, og det skal tages med.

Jeg kan ikke li at der er nogle der taler så nedværdige om deres pap børn.. De er altså lige så stor en del af familien selvom de ikke er der hele tiden.

Ville en af Finns børn nu hellere bo her, så åbnede jeg sgu gladeligt døren og hjalp med kufferterne.

Og så fik jeg faktisk et lille tip fra en veninde forleden.... Ud med Papbørnene og Ind med Bonus børnene, for det er i virkeligheden det de er!!



Hilsen Sanne.


0
0
Svar på denne tråd
 
 Bonus-børn
Forfatter: 
Dato:  12-04-2005 12:23
Vi kalder det heller ikke pap.

Når jeg taler om dem, siger jeg bare "mine børn".
Når jeg skal udpensle vores roller, siger jeg Biologisk mor, ekstra-far, biologisk far og ekstra-mor.

Mine forældre kalder mine børn for deres børnebørn.
Skal de udpensle, feks. for nogen de ikke har set i et par år, som så undrer sig over at jeg i løbet af så kort tid har fået så mange børn, siger de bonus-børn om de store.

Men jeg synes nu det er nemmest hvis man kan undgår forklaringer. I hvert fald skaber det ofte mere forvirring end klarhed i vores situation, så de er sgu bare "vores unger" hele bundtet og gud ske tak og lov for det! {>

Mvh Jean

Formand for GKB - Græsk Katolsk Blindesamfund - Vi ser det klart!

Medlem af PMS og NADA!


Naja Rasmussen, Ring til mig igen ang. pasning af min datter.
0
0
Svar på denne tråd
 
 Jean...
Forfatter: 
Dato:  12-04-2005 12:44
Sikke dejlig du beskriver jeres børn.....

Jeg er sikker på at dine bonus børn elsker dig, og dejligt for din mand, flere af din slags ønskes.

Held og lykke fremover til dig og din store fam.

;-) Vivi ;-)
0
0
Svar på denne tråd
 
 Papmor
Forfatter: 
Dato:  12-04-2005 15:55
Jeg er papmor til en knægt på syv.
Er selv 26 og har ingen børn.
Knægten ( Valdemar ) er jo så selvfølgelig min kærestes.
Min kæreste er 38.
Jeg tror ikke ( kan kun snakke for mig selv selvfølgelig ) man kan elske sit papbarn, på samme måde, som hvis det var ens eget barn.
Hilsen Wicki
0
0
Svar på denne tråd
 
 Wicki..
Forfatter: 
Dato:  12-04-2005 16:25
Nogen kan!

Mvh Jean

Formand for GKB - Græsk Katolsk Blindesamfund - Vi ser det klart!

Medlem af PMS og NADA!


Naja Rasmussen, Ring til mig igen ang. pasning af min datter.
0
0
Svar på denne tråd
 
 je kunne
Forfatter: 
Dato:  12-04-2005 16:35
Også....

Mette

0
0
Svar på denne tråd
 
 Mette( blossi)
Forfatter: 
Dato:  12-04-2005 16:48
Ser lige det indlæg du har skrevet....lige mine ord...de ligner nok meget deres måske smukke mor, som manden engang har elsket, og så er det ikke så meget barnet de ikke kan lide, men det er nok nemmere at sige man ikke kan lide barnet , end fortælle man er jalouex.



;-) Vivi ;-)
0
0
Svar på denne tråd
 
 Måske, det kan misforståes
Forfatter: 
Dato:  12-04-2005 23:26
at jeg skriver;

I min verden handler det ikke om, at elske alle børnene lige højt/meget, men om hvor meget man tager ansvar, engagerer sig og respekterer det enkelte barn.

Man kan jo ikke starte med at elske fordi man skal, at elske er noget der kommer med tiden :-D
Jeg har tidligere givet udtryk for mine føelser med hensyn til de ekstra børn vi har:

Far's kone

Nogen af de udtaelser der er kommet frem i denne tråd, burde aldrig have været på skrift! Det havde været mere "klædeligt" Om man havde udeladt at besvare indlægget..Eller havde nøjes med at besvare spørgsmålet med et nej! :-*

Prøv at vende sagen på hovedet! Og tænk hvis det var jeres egne børn en anden havde den holdning eller mening til :{-(


Med venlig hilsen Charlotte

Der kun har ytret sin egen mening, velvidende, at andre har en anden. Er livet ikke herligt? Vi lever i et frit land, hvor vi hver især har lov til at have vore egne meninger. :-P

Har du købt ponyhoppen Perle, stod opstaldet på Suså Hestetransportcenter? Se her: >Billeder
0
0
Svar på denne tråd
 
 Er selv papmor
Forfatter: 
Dato:  13-04-2005 08:41
for min mands datter, som nu er 15 år. Lærte dem at kende da hun var 4 år. Hendes mor er desværre død.

Nu... så mange år efter... føler jeg jo én hel del, for denne dejlige unge.Da jeg ikke selv har nogen børn,ved jeg ikke om følelserne kan blive stærkere.Men jeg holder meget af hende,føler for hende,kæmper for hende... ting som jeg tror alle mødre gør.

Men nu er der jo heller ikke en mor i live,som nok havde overtaget disse ting.

Hilsen "pap"
0
0
Svar på denne tråd
 
 Hvor er det
Forfatter: 
Dato:  13-04-2005 09:13
dejligt at se de søde papmødre også vil komme med deres mening omkring de bonusbørn.

At læse i denne tråd, hvor glad man bliver for ikke at være den eneste der har det så fandens svært ved at holde af sit bonusbarn.....det er sgu sørgelig læsning, det er enda ofte meget små børn der skrives om....jeg gentager.....skam jer.

Og lad os så se nogle flere dejlige pap mødre udtrykke
sig i denne tråd, det kan måske få humøret op igen.

Hurra for jer der kan vise jeres bonusbørn de er elsket.

;-) Vivi ;-)
0
0
Svar på denne tråd
 
 Til Jean
Forfatter: 
Dato:  13-04-2005 15:41
Jean : Hvis du nu læser hvad jeg har skrevet. Så skriver jeg at jeg kun kan snakke for mig selv.
Og jeg skriver også at jeg ikke selv har børn, ergo så kan jeg jo ikke fortælle om jeg ville have de samme følelser, som hvis det var mit eget barn.
Jeg er virkelig glad for knægten, og jeg elsker ham også.
0
0
Svar på denne tråd
 
 Wicki...
Forfatter: 
Dato:  13-04-2005 22:58
Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Det var også blot en indskudt bemærkning der ikke var møntet på dit forhold til din søn, men blot genrelt :-)

Mvh Jean

Formand for GKB - Græsk Katolsk Blindesamfund - Vi ser det klart!

Medlem af PMS og NADA!


Naja Rasmussen, Ring til mig igen ang. pasning af min datter.
0
0
Svar på denne tråd
 
 pap pap og atter pap
Forfatter: 
Dato:  15-04-2005 10:04
Her hos os er der flere forskellige slags pap....

Jeg er selv pap"barn" (35 år) og min papfar har jeg haft hele mit liv idet min biologiske far aldrig har været der som far.
Jeg kan uden at blinke garanterer for at min papfar elsker og forguder mig mindst lige så meget som hvis vi havde delt blod og det gælder også den anden vej. Han har bare ALTID været der for mig og når jeg engang imellem tænker på at jeg engang skal undvære ham i mit liv - bliver jeg bare iskold indeni. For et års tid siden blev jeg ringet op af min mor som fortalte at min far (pap) var på vej på hospitalet med ambulance da han var faldet om. Jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og min mand og jeg kørte med det samme afsted mod hospitalet - en tur på 15 min, hvor jeg ikke mindes at jeg trak vejret imens. Det er helt ubeskriveligt hvor forfærdelig en tur det var og hvor stor glæden var da det viste sig ikke at være så alvorligt som vi frygtede.

Hjemme er der også "pap" :-D
Vores to største unger er reelt mine og de var 4 (nu knap 13) og 6 (nu knap 15) år da jeg mødte min mand for 9 år siden. Vi har siden fået to fælles børn som er 3 og 6 år. Her har det aldrig været et problem og jeg ved at min mand elsker de to store lige så meget som de små. Forskellen er at han ikke har haft de første år med de store og det er noget han er ked af, især efter at have prøvet det med de små. F.eks hvis vores lile Magnus sover i smørhullet en aften, så kan min mand godt sige "hvor ville jeg gerne have prøvet det her med Louise/Casper".
Min mand har på alle måde trådt ind som far for de store. Det er ham der deltager i forældremøder, skolefester, hjælper med lektier, køre med til fodbold, snakker om kærester, tager barnets første sygdag når de er syge og alt det andet som høre med.
Den som har haft sværest ved det, er nok den biologiske far som i tidernes morgen i høj grad valgte fra, men alligevel finder det svært at der er en anden som så har påtaget sig opgaven ?:-)
Min mand har ofte haft brug for at snakke om sin angst for at der en dag sker mig noget - og det er ikke kun fordi at det vil være svært, men måske mere fordi at han er bange for hvad det vil betyde i forhold til børnene, om han på den måde kunne miste dem hvis deres far krævede dem. Nu er problemet ikke så stort mere da ungerne er blevet så store, men alligevel.
At hans kærlighed til ungerne er gengældt er der ingen tvivl om, faktisk har jeg til tider skullet tage mig selv i ikke at være jaloux ;-D
Min store pige på knap 15 år spurgte forleden om hun selv kunne bestemme hvem der skal følge hende op af kirkegulvet når hun engang skal giftes ? Det svarede jeg selvfølgelig ja til og hun svarede glad tilbage "godt for det skal altså være Kent (min mand)"

Min mand familie har på samme måde taget imod de store som havde det været deres biologiske børnebørn m.v. og de gør aldrig forskel på ungerne.

KH Helle
0
0
Svar på denne tråd
 
 Så er vi 2.
Forfatter: 
Dato:  16-04-2005 17:39

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der ikke bryder mig om min mands unger! Det gør han heller ikke, så det er fint nok!
Min datter er snart 18 år, så mit og min mands liv er indstillet på en VOKSEN datter, ikke 3 uopdragne drenge, der ikke 100% er min mands!i alderen 8-15 år.
Det med de nok ikke er hans;hvor mange bliver gravid i et forsøg? også 2 gange i træk,de 2 mindste er vist min mands brors!Rødhårede,som ham.x konen var midt i 30erne, storryger, og pilleæder til den store guldmedalje.Noget rod, og dyrt betalt, at være naiv.
Go weekend. ;O) {>
{> Hellere lille og vågen. :-Dminiatureheste.miniaturehingst. ;-)
0
0
Svar på denne tråd
 
 Noget helt andet......
Forfatter: 
Dato:  16-04-2005 21:08
Uden at have læst alle indlæggene, så vil jeg lige sige at jeg ikke er så god til ordet "pap-søn" eller "pap-datter". Det er meget bedre med BONUS-børn!!!!!

Læste det engang i et ugeblad - og syntes bare den farmor som skrev det, havde så forfærdelig ret.

Om jeg ville elske en anden mands børn lige så højt, det ved jeg ikke, men jeg ville gøre midt bedste!!

Hilsen

Jette - som ikke er BONUS-barn eller har BONUS-børn. :-D
0
0
Svar på denne tråd
 
 pap eller bonus..
Forfatter: 
Dato:  16-04-2005 22:12
Det er jo bare ord,, og de betyder jo ikke andet end det man selv ligger i det...

Selv ordet bonus, kan lyde grimt i den forkerte mund, hvor papsøn/datter kan lyder rart i den rigtige mund...

Mette

0
0
Svar på denne tråd
 
 mini-Kenzo
Forfatter: 
Dato:  17-04-2005 08:52
Gud nåde de arme drenge.........de skal virkelig betale for de fædrene/mødrene synder....

Hæld og lykke med den VOKSNE datter.....

Man må håbe, at din indstilling over for dyr er blidere, end den du udtrykker omkring for børn.

Mine BONUS børn, er et bonus, på godt og ondt.....og i øvrigt har Canmax udtrykt meget af den samme holdning, som jeg har....

Birgitte

0
0
Svar på denne tråd
 
 Pap/bonus/tillægs - whatever
Forfatter: 
Dato:  17-04-2005 11:20
børn, der findes nok et utal af betegnelser.

Jeg lægger gerne hånden på hjertet og vedgår at følelserne IKKE er de samme. Og skal jeg være bundærlig, så er jeg ikke engang ked af det.

Jeg har egne børn, dem splitter jeg gerne verden for, jeg kan simpelthen ikke lade være, jeg MÅ gøre hvad nødvendigt er, valget eksisterer ikke.

Jeg har også manden's børn, dem står jeg skam også gerne på hovedet for. Jeg VIL gerne være der for dem, er det da også så langt jeg overhovedet formår, men skal jeg være ærlig, så er drivkraften en anden. Jeg tænker over hvad jeg gør, det sker ikke instinktivt, som med mine egne.

I tillæg har jeg så nogle unge mennesker, der selv har valgt, at jeg skal være deres bonusmor. Det er børnenes venner og veninder, der "bare" er blevet hængende og bruger mig som lynafleder, når verden vælter. De er frie fugle, der vender tilbage i den rækkefølge de har brug for, og pladsen vil altid være her til dem. Selvfølgelig hjælper jeg dem, det bedste jeg kan.

Det falder mig temmelig meget for brystet, at der sidder nogle skribenter herinde (ingen nævnt - ingen glemt) der mener at jeg pr. definition skal elske alle lige højt. Det kan jeg ikke - det vil jeg ikke. Kærlighed lader sig ikke dirrigere, den kommer selv og at dirrigere den, mener jeg er at slå den ihjel.

Jeg kan ikke tvinges til at elske - og "lader jeg som om", er jeg da noget så falsk. Er det bedre ? Hvorfor ikke nøjes med at gøre sit yderste, for de børn der nu engang har valgt at være i min verden eller omvendt.

Er det ikke godt nok - jeg synes det og jeg hverken kan eller vil gøre det bedre.

Jeg forstår med andre ord, de skribenter herinde, der har været så ærlige at kunne sige, at de ikke elsker på samme måde. De tør stå ved deres sandhed, og det skal de saftsuseme have lov til.

Hilsen Zanne (Den gamle) - der ikke mener at alt der glimrer, er guld
0
0
Svar på denne tråd
 
 Jeg er også
Forfatter: 
Dato:  18-04-2005 13:49
en af dem, der har uendeligt svært ved at elske mine stedbørn. Trods adskillige års kendskab til dem (og deres far selvfølgelig;o)) ligger deres væremåde, handlemønstre, reaktioner etc. etc. SÅ langt fra mine værdier og opdragelsesmetoder.

Jeg KAN ikke ha´ at man spiser sovs og kartofler med fingrene (når man f.eks. er 11 år) eller "glemmer" at rede hår, børste tænder, skifte undertøj, tørre rumpen efter toiletbesøg, osv.osv.

Herhjemme gælder vores regler og så må de jo følge dem, men da der også er "mit barn" og vores barn er det svært for dem at forstå at "stedbørnene" ikke behøver lave lektier, rydde op eller behandle dyrene ordentligt :-/ hjemme hos deres mor.

Derfor gør jeg hvad jeg kan for at opretholde fred, ro og et minimum af - men nøje udvalgte - regler som ALLE skal følge i vores hus... men hold op hvor er de svære at holde af de "papbørn".

Det ER sq da heller ikke rimeligt at forlange at man skal elske alle børn??

Jeg er ikke jaloux på børnenes mor, men hendes indstilling til praktisk taget ALT her i livet er mig MEGET uforståelig, hvilket selvfølgelig ikke gavner miljøet omkring børnene. Derfor er det en selvfølge at uanset hvad hun nu har hittet på af tåbeligheder diskuteres det IKKE mens børnene hører det.

Hvis jeg havde vidst for 10 år siden.... hvad jeg ved i dag, havde jeg nok tænkt mig om mere end 50 gange før jeg valgte en mand med en "fortid". Men jeg elsker ham og vil gerne prøve at være der for hans børn, også selv om jeg nok aldrig kommer til at elske dem.

Puh-ha, emnet er svært, det er jo ikke pænt at man (som den voksne) ikke evner at rumme "at det jo bare er et barn/børn" som fortjener kærlighed. Jeg burde jo forstå at give plads, elske og rumme min mands kæreste "eje" - men jeg kan ikke :-(

Og så må jeg også krybe til korset og tilstå at jeg ser børnene som temmeligt uintelligente (det ER de også rent fagligt etc.) og jeg er en af dem, der af uvisse årsager ikke bryder mig om uintelligente mennesker. OK - jeg er IKKE sød - jeg ved det godt, men jeg er ærlig :-/
0
0
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider