Keltic MacCoy (Kelse)- Min soulmate
Den første tinker jeg mødte var en yndig lille hoppesag, som på trods af at hun var en lille hest, mindede mig om en fin dames kæledyr, med sine hvide puffede ben og sin imponerende store, rene og velfriserede man.
Slet ikke noget for mig - nææh (fnys), jeg var jo dressurrytter og i øvrigt indehaver af en vældig dygtig og ikke mindst rigtig dressurhest.
Alligevel lyttede jeg ofte til hoppeejerens endeløse beretninger om hvilken fantastisk race der gemte sig bag alle de lange hår. Først med en overbærende skepsis, så af almindelig høflighed, senere, må jeg indrømme at jeg trods mit temmelig afmålte kropssprog lyttede med en glødende interesse, - jeg prøvede dog stadig at overbevise mig selv om at jeg altså var dressurrytter, så hvad skulle JEG dog med sådan en tinker.
Ikke desto mindre stod jeg en dag i ridehallen hos en hestehandler, da han lukkede to unge tinkere løse ind til mig.
Den ene, en sort vallak kikkede på mig i et splitsekund da han drønede forbi mig med høj haleføring - længere tog det ikke, jeg blev forelsket første gang vores øjne mødtes.
Trods hans forsømte ydre havde han en fantastisk udstråling og hans kærlige og nænsomme måde at komme hen og præsentere sig for mig på, slog fuldkommen benene væk under mig. Han var nyimporteret og uhåndteret og helt oppe at køre over hestehandlerens jagen rundt, men han ønskede alligevel at hilse på mig med helt enestående intens nærvær og interesse.
Så, nu lover jeg ikke at spamme jer med flere billeder af mine dejlige heste i dag;-)
