Jeg har ikke lige fundet teksten endnu, men her er lidt svar foreløbigt.
Mht. udsigelse, så er begrebet netop knyttet til fortælleren eller til at der er en, som taler. Man kan altså godt se fortællerens kommentarer som udsigelse, men udsigelse er samtidig mere end de tydeligt markerede kommentarer. Udsigelsesanalysen har en lang tradition bag sig, bl.a. hos Benveniste.
Mht. fortalt tid og fortælletid, så hænger det også lidt sammen med udsigelsen. Fortælletid er nemlig knyttet til fortællerens udsigelse, det er den tid, som fortælleren fortæller historien i. Fortalt tid er derimod den tid, som handlingen forløber over. Måske kender I begreberne fabula og sjuzet? Sjuzet er den rækkefølge, som fortælleren arrangerer begivenhederne i i sin fortælling, altså fortælletid. Fabula er begivenhedernes oprindelige rækkefølge, som man kan rekonstruere ud fra sjuzet. Jeg har flere gange brugt Petter Aaslestads Narratologi, som er ret nem at forstå, selvom den er på norsk.
Nå, jeg fandt lige teksten på nettet. Fortælleren har i hvert fald en underlig status. Han er ikke en del af herskabet på gården, for de er jo taget bort i den første del. Men han kan vel heller ikke være en af de ansatte, for hvordan kan han så tage ind til byen og bo på hotel efterfølgende? Han får netop en status af at være hævet over fortællingen, som der bliver sagt til sidst "Vi så det ovenfra" (hvem er 'vi' i øvrigt?). Dernæst påstår fortælleren, at det er en fortælling i 2 dele. Men er det det? Jeg synes nærmere, at der er 3. Første del er enkens besøg. Anden del siger teksten jo faktisk selv er anden del: "'Moppen døde!' det er anden del". Tredje del er om moppens begravelse.
Derudover virker alle personerne som karikaturer. Moppen er fed, bliver båret rundt og har ingen tænder. Enken kan dårligt skrive, fordi hun kun er et fruentimmer, som hun siger. Den lille pige er så yndig, at det bliver (alt) for meget osv.
Det er i øvrigt lidt skægt, at moppen bliver menneskeliggjort lidt i første del ("han var jo også taget med for sin fornøjelse og sundheds skyld"), nærmest som en erstatning for enkens mand. Da moppen så dør, bliver fortælleren nødt til at præcisere, at det er garverenkens børnebørn, der hopper på graven, fordi moppen altså ikke havde været gift. Som jeg læser teksten er den skæg og dybt parodisk, og fortælleren selv er også både en dårlig fortæller og en parodi på en fortæller, der giver en slags anti-budskab til sidst.
Håber lidt af det kan bruges.
Mvh
Anna