Det er ALDRIG sjovt at se et dyr dø!

 

Det koster så endda også penge, i de fleste tilfælde. Derfor prøver mange skrupelløse mennesker at "slippe uden om" ved at forære hesten væk, sælge den (billigt)... mange ser ud til at tænke, ALT andet end døden.

 

 

Da min stjerne blev gammel og vi så hvor det bar henad, da var der en der kontaktede mig med besked om at hun "ville gerne give min hest et godt otium!". Gu' sku' hun ej, skifte hjem fordi der var en som syntes det var synd at aflive en hest på +20 år!

 

 

Det at tage ansvar ligger desværre fjernt for alt for mange mennesker. Ikke bare ifb. med hest men desværre også i mange af livets andre forhold. Mange ønsker ikke 'såre' andre og andre igen er p*sse lige glade, (typisk, hvis det kan give dem en bedre handel.)

 

 

Jeg fik fortalt en historie af en jeg kender (X) som så den her store dejlige hest, som ejer ikke kunne sælge og det endte med at ejer, forærede den til X og X loved den et godt liv. Hesten var gratis og blev kørt DIREKTE til slagt!

En anden havde MANGE heste og den del af dem, var hentet hos ejere som faldt for at personen lovede hesten et godt liv på landet hos hende... . Nej, de havde det ikke godt!(personen har ikke hest mere.)

Folk ér naive, og det bliver de nok ved med nogle 100 år endnu.

 

 

Forøvrigt flot hest du har, ts. Hvad race er det?

 

Så findes der jo også solstrålehistorier, husk det!

Der er jo fordele ved at få en velopdragen ældre ridehest som "har prøvet alt", så længe man husker, at de ofte har nogle andre behov end den unge hest.

Mange vil have større glæde af en ældre veluddannet hest, men så skal sælger måske også være bedre til at vælge det rette hjem.

Den dag hvor hesten skal herfra kan man ikke komme uden om, desværre.

 

Tak - det er muligvis en Nokota hest, men vides ikke helt blev fundet på en mark. Der er nok lidt friser i ham.

 

Heldigvis findes der self. også gode historier, men virker bare til det at der er alt for mange af de andre til, at jeg ville turde tage chancen.

Jeg er helt enig med dig.
Jeg tror det handler om at folk ikke kan li at tage beslutningen om at nu er det slut. De vil ikke være Dommer/ bøddel....
Vi, må fratage dyr deres lidelser det må vi ikke med mennesker. Og hvis vi vil ha med dem at gøre skal vi forholde os til Det!
Jeg vil personligt hellere huske min prægtige hest for det den var og ikke som et svagrygget magert og måske tandløs kræ. Det er ikke etisk korrekt over den. Det handler om respekt etik synes jeg

jeg mener de skal herfra når de ikke kan fungere ordeligt i hverdagen og har smerter, og må tilstå at havde jeg en ung hest der fik en kronisk skade, men kunne gå som foldhest, men havde jeg ikke selv muligheden, så ville jeg aflive, men havde jeg plads til den kunne gå, fik den lov til lige det, hvis den var fungerende og smertefri.

 

Jeg bliver så irriteret over at se skadet heste givet væk til totalt fremmede bare fordi man ikke selv vil tage den trælse beslutning. kan tilnød forstå det hvis det var til familie eller venner, men totalt fremmede man finder i en facebook gruppe, det turde jeg ikke løbe an på .

 

Det handler vel udelukkende om økonomi for ejer.

 

i min verden skal en hest man ikke selv 'gider' at have når den er gammel,skadet osv fred.

 

alt andet er i min optik ikke i orden.

 

risikoen for at hesten får et hjem hvor den går mere i stykker i simpelthen for stor.

 

Har jeg en hest med en skavank eller alder der bliver for 'besværlig' så får den fred her på matriklen.

Jeg fik forærende en 22 år gammel af ejer, fordi hun ikke selv havde tid til ham - hun havde haft ham siden han var 8 år.

Han var en FANTASTISK lærerhest, og vi fik 2,5 fantastiske år, hvor han gik små stævner i dressur, spring, distance og jagt - her smukke Morgan som 23-24 årig

 

 

MEN jeg havde haft part på i 1,5 år inden - så jeg kendte hesten og ejeren kendte mig. Morgan var sund og rask - svær at fodre på, og skulle have tandlæge x2 årligt, men ellers bare klar på lange skovtur og al anden ridning

Han blev aflivet som 25 årig, da han blev halt og dyrlægen ikke kunne gøre mere.

 

Da min næste hest Medoc fik gigt som 15 årig efter en foldskade nogle år før, der blev han pensioneret, da han fint kunne gå haltfri på folden - og han fungerede som en super fører på folden overfor mine ungheste de næste par år. Men da han begyndte at blive småhalt om vinteren, og da min unghest begyndte at udfordr ham - ja der blev han aflivet som 17 årig, mens han stadig så godt ud, mens han stadig var chefen på fold.

 

Jeg har det sådan, at man godt kan sælge en sund og rask hest - mens syge og skadede heste dem beholder man.

 

mvh Charlotte

 

Jeg købte sidste år min part igennem mange år. Der var han tæt på 25 år. Det skal så lige siges, at han egentlig ikke var til salg, så jeg er sikker på at tidligere ejer ville have sørget godt for ham også, hvis han var blevet hos hende. Hun solgte ham kun, fordi det var til en hun kendte og stolede på ville passe ham så godt som hende selv.

 

Nu er han snart 26 år og vi rider 3-4 dage om ugen. Lige nu mest skridtetur pga. frost/hård bund, men er sikker på vi nok skal få travet og galopperet en masse igen til foråret.

 

Jeg har da gjort mig lidt tanker om, hvornår han skal herfra. Ud over det åbenlyse som akut sygdom eller skade, så skal han enten herfra den dag han ikke længere kan holde til et par ugentlige skridteture (som jeg mener alle raske heste uanset alder bør kunne holde til) eller også den dag han ikke længere trives i dagligdagen mht. flokken, foder, timerne på fold eller lign.

 

Han har allerede et par kroniske sygdomme og en flot høj alder, så selv hvis jeg besluttede at han skulle herfra i morgen, ville jeg ikke synes det var synd. Trods han er rask nok til ridning og nogen sikkert ville mene, jeg burde sælge ham i stedet.

 

Men når det så er sagt, så er det absolut ikke noget, jeg har planer om. Jeg elsker at være i stalden og bruge min tid med ham og jeg glæder mig til foråret, hvor vi kan komme lidt mere i skoven Så han skal ingen steder

Jeg er enig i meget af det, du siger. Herhjemme har jeg altid købt "hest for livet". Jeg køber én, og den bliver her hos mig, til den ikke kan mere.

 

Jeg kan på INGEN MÅDE leve med, at en hest, der ikke fungerede optimalt skulle sælges videre. Aldrig om jeg ville løbe an på, at en anden ville behandle min gamle eller syge hest rigtigt.

 

Niksen. De fortjener det bedste. Uanset skader og skavanker.

 

Min gamle hest kunne ikke være ridehest mere pga. en skade i benet. Derfor tog jeg en beslutning, som mange synes var helt sindsyg, - OM at beholde ham selv. Jeg flyttede ham på en dejlig privat gård, hvor der var masser af græs og andre heste, men også en ridehal og en stor boks til om vinteren. Her skulle vi have "boet" sammen. Jeg fulgte ham tæt med dyrlæge, men da benet faktisk ikke engang kunne holde til at være fold-hest, jamen så blev han selvfølgelig aflivet. Han skulle bestemt ikke have ondt, MEN kunne han have gået som glad pensionist, så havde han fået lov til det Her sætter jeg min hest over ridning. Jeg afliver ikke en hest, der kan gå og have det godt som "vildhest" med gåture og jordtræning hver dag. MEN jeg sælger den kraftegeme heller ikke til andre. Det er ens eget ansvar. Min bedste ven, - ham efterlod jeg da bestemt ikke hos andre, fremmede, bare fordi hans krop sagde stop KUN fordi benet ikke kunne laves, kom han over regnbuen.

 

Så nej, jeg ville aldrig sælge en skadet hest billigt i håb om, at nogle andre stod og manglede en sådan Jeg har nemlig også hørt trælse historier om sådan noget

 

Jeg kunne måske overveje udlån med en god og gennemgået kontrakt, så jeg kunne hente hesten hjem, hvis den ikke blev behandlet som den skulle. Men ville ikke risikere, at den blev kastebold mellem en masse forskellige lånere.. så i virkeligheden ville det nok heller ikke være en løsning.

Ja det er et svært spørgsmål du der stiller.

Jeg ville aldrig overlade mine til andre, den dag ikke kan mere, nej mit ansvar og mig der må betale ved kasse 1 og få dem aflivet.

 

Ja man hører jo om en masse grimme historier, men de gode, dem hører vi jo sjældent om.

Jeg har selv en pony stående, den har været rideskolepony i en del år, var solgt til en hestehandler da den ikke mere havde lyst til at være rideskolepony, endte hos en famillie som trækpony til deres børn. På det tidspunkt var den det man kan kalde en problem pony.

 

Jeg fik ponyen og dens foldkammerat, da famillien valgte at blive skilt. Dyrlægen mente at skulle de to ponyer ha et trykt nyt hjem var det hos mig. Foldkammeraten viste sig at ha problemer med sit ene bagben og jeg betalte for aflivning. Den sidste pony er her som sagt endnu. Har så mange lig i lasten at han ikke er velegnet som børnepony. Meget frygtsom over for nye personer, føler kun trykhed i sin lille faste rutineret hverdag, der består af at gå uden grime = ingen kan fange mig uden jeg føler de er ok. Ingen børn der omgås mig = jeg føler mig tryk. Går selv til og fra fold bag en af de andre rideheste = ingen tvinger mig til at gå hvor jeg ikke tør.

 

Han er nu 25 år, stadigvæk i sin lille trykke hverden som han kan rumme, tænderne er ved at være så slidte og dyrlægen mente det nok var tid inden for et år, så det bliver nok hans sidste sommer i år.

Han kommer til at koste mig en del, aflivning og afhentning af Daka, men mit ansvar da jeg jo sagde ja til at overtage ham.

Jeg kan kun svare for mig selv. Og jeg kan ikke lide at gøre mig til dommer over liv og død. Samtidig ville jeg aldrig sælge en "uegnet hest" dog har tanken strejfet mig kort med min hoppe.

Hun er en meget speciel hest, og nok lettere psykisk ustabil. Hun kan være sød og rar, og en djævel. Hun kan rides, men det er en blandet oplevelse, nogle dage er hun fin, andre dage får man en tur i mudderet, og jeg har ikke lyst til/tør ikke længere ride på hende, så hun går egentlig bare som foldbolle for min anden hest, og det har fungeret godt i nogle år. Så i sommers blev hun desværre forfangen. Dyrlægen var optimistisk, og selvfølgelig skal hun have chancen syntes jeg. Men nu er dilemmaet jo så det at hun risikere at blive forfangen igen til sommer. Hun kan selvfølgelig komme på en jordfold og gå, men ideen med at holde min anden hest med selskab er jo så lidt gået fløjten. Jeg aner faktisk ikke hvad jeg skal stille op med hende. Folk synes jeg skal få hende aflivet og finde en ny, mindre problematisk ven til den anden hest jeg har.

Men jeg kan ikke lide at gøre mig til dommer over hendes liv, og hvis hun nu kan få et ok liv på en jordfold?

I staten da jeg havde hende overvejde jeg at forære hende væk til noget der gad have hende, men jeg følte også at det var at give lorten videre, desuden har hun haft enormt mange hjem, så jeg besluttede det var slut med at være kastebold. Så nej, jeg ville aldrig give en hest der "ikke duede" væk. Men jeg har godt nok også svært ved at tage beslutningen om at få en sådan hest aflivet. Med mindre dyret direkte lider, så skal det selvfølgelig herfra.

Du har ret - det er svært at lege vorherre, men på den anden side er det vel ikke fair, at sende en hest der skal på pension videre og ikke ane hvor den ender og som hvad??

 

Men det ses bare tit og jeg kommer aldrig til at forstår det.

 

Hest er dyrt og jeg kan 100% forstår, at man ikke har råd til at have en hest gående til 2500,- på en hestepension. Så hvis man eks. sælger sin 20 årig hest til en hestehandler, så vil det i mine øjne være bedre at slå den ned.

 

Jeg ser 26 årige pony, der stadig går stævner og jeg tænker; De må brækker sig over, at have været B-pony og nu går de LD med et barn, der ikke kan ride.
Jeg kan desværre ikke tale med hesten, gad godt.
Så jeg har ikke svaret - ved bare hvad jeg selv ville vælge til mine egen.

 

Der bliver flere gange nævnt; at sende bolde videre - men gør det en til et bedre menneske, at man sælge en gammel hest til noget uvist end man vælger, at give den fred??

 

Jeg læser hvad du skriver og forstår det til punkt og prikke, men...

 

.. hvor er jeg glad for, at der trods alt er nogle imellem som vil forære deres ældre ponyer (i mit tilfælde) til en forhåbentlig lang og lykkelig pension på landet.

 

Jeg stod og manglede en selskabspony til mine rideheste herhjemme og jeg var nået til det punkt hvor jeg ikke gad en unghest/billig hest = opdragelse, jeg gad ikke en hest der fløjtede om ørene på mig, jeg behøvede ikke at have en ridehest mere.. jeg var simpelthen nået til det punkt at jeg ville have en pensionist der havde set hele verden!

 

Jeg er i dag dyb taknemmelig for at tidligere ejer ville forære os en sådan pony, en pony der på alle områder er nem, for den har nemlig set hele verden..

"Ølle" er 24 år og vi håber og beder til at vi får nogle gode år sammen, om ikke andet har jeg i hvert fald påtaget mig ansvaret for at sende ham herfra når tid er.

 

Så hvis I vil se elefanten fra den anden side - så er jeg kiste glad for, at der fortsat findes personer der vil forære deres gamle ponyer væk til et dejligt liv på landet - for det var præcis sådan en vi søgte herhjemme!

 

.. men dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår hvad du skriver TS.