var der en rytter der sagde til mig i dag.
Øhh nej det er det ikke og så måtte jeg ud i et længere foredrag.
Distanceridning er er en af discipliner hvor rytteren skal kende sin hest allerbedst. Der ligger mange meget seriøse træningsture bag hver ridt. Jeg har helt styr på min hests foder og ved hvilket foder han kan gå kilometer efter kilometer på uden at han rammer muren. Jeg ved hvilke puls min hest går med i de forskellige gangarter og i de forskellige tempi indenfor hver gangart. Jeg ved hvilken puls min hest skal gå med under stævnet for at jeg hurtigst muligt kan Pulse ned til under 60 jeg skal til dyrlæge.
Jeg tilbringer så mange timer sammen med min hest at det ikke bare er min hest men min bedste ven og et medlem af familien.
Vi tager til stævner i hele Danmark og i Sverige. Vi ser det ene flotte landskab efter det andet. Og møder ved stævnerne alle vores gode distancekammerater både heste og ryttere.
Men selvom det er altid er hyggeligt til distancestævnerne er det også en konkurrence.
jeg har redet dressur, spring, military og jagter men min bil har aldrig før været proppet med så mange ting som efter jeg blev distancerytter.
Rute og hastighed er så godt som muligt planlagt hjemmefra. Min hjælper har styr på hvor på ruten hun skal stå for at vande min hest og hælde vand over ham. Hun har helt styr på os når vi kommer til pause så vi hurtigst muligt kan gå til dyrlægekontrol da tiden indtil man melder til puls er med i ridetiden undervejs i ridtet.
Selvom man har planlagt så godt dom muligt hjemmefra skal man hele tiden være hurtig til at omstille sig.
Øer det fx. Er varmt og vil hesten ikke drikke ja så må man enten få den til at drikke eller sætte tempoet ned så man ikke udgår. Hvordan er tarmlydene, spiser han nok. Er han kold, varm, tisser han, der er hele tiden noget man skal tage stilling til.
Den daglige træning er ikke bare hyggelige træningsture. Jeg har planlagt stævnerne for 2017 for både min og mandens hest. Der er lavet træningsprogrammer som skal følges. Jeg læser alt hvad jeg kan om distancetræning og forsøger at lære fra både danske og udenlandske rytter.
Så jeg vil ikke sige at man som distancerytter kommer sovende til det. Men nej hvor er det supert at trave først over målstregen på en hest som er i godt humør og har ørerne fremme efter at man gennemført 60 km. Hvis det hele har klappet og hesten har været godt gående på ruten og den har drukket og spist som den skulle og har gået med god lav puls på hele ruten. Ja så bliver man altså lige så høj (hvis ikke mere) som hvis man har vundet en dressur eller springklasse.
Her har man bare istedet for redet i 4-6 Timer og været igennem 3 dyrlægekontroller.
Jeg kan også blive helt høj ude på ruten når min hest traver afsted med løse tøjler med 18 km./t og puls 120 og han går bare kilometer efter kilometer fordi han kan lide det han laver. Jeg skal hverken drive på ham eller holde igen, han går bare. At bare traver sådan derud af på stranden på Rømø, i Knuthenborg safaripark, de svenske skove og mange andre steder er bare fantastisk.
Så nej distanceridning er ikke bare en skovtur. Det er en seriøs konkurrencform for ryttere der virkelig brænder for deres sport og som er meget seriøse med deres træning og hestehold.
Tilsidst sagde jeg at hun var velkommen til at komme med på en 10 km. Skridt tur med bakketræning hvor hun kunne prøve min pulsmåler og gps. Så nu må vi have fundet en dag. ?
, men måske netop derfor har jeg ikke så mange fordomme. Bare man behandler sin hest godt, er bevidst om, hvad man foretager sig, og er åben for at lære nyt, så kan jeg ikke se, at den ene disciplin er værre eller bedre end den anden.
