ingen børn, men jeg red hest fra jeg var omkring 12 på rideskolen og fik part på en hest på 173 da jeg var 13 - og jeg savnede aldrig ponyerne... Nu red jeg ikke stævner, så det var ikke noget problem, men mine ben passede bare bedst til hest fra 12-års alderen

Jeg har heller ingen børn Men jeg red hest på rideskoler osv. som 7-10 årig, men fik først part i min første dansk varmblod, da jeg var 12-13 år. Så red jeg senere lidt pony igen og købte så min første helt egen hest, da jeg var 14-15 år

Fik rigtig, rigtig meget ud af min hest, så vil i hvert fald sige, man får masser ud af det som 14 årig Medmindre man er kortbenet og har svært ved at sidde, for så tror jeg altså, det gør mere besvær end glæde...men man kan selvfølgelig starte med en lidt mindre hest

En anden hest, jeg også havde part i. Det gik fint, men han var heller ikke så stor.

Og her med ny hest på 4 og mig som 15 årig Ham red jeg selv til som 15 årig og fik mange gode år ud af Han var rolig som dagen var lang og passede altid på mig

Så pjat med, at man skal ride ponyårene ud. Man får meget ud af at begynde lidt før Så er man også lidt foran de andre ponyryttere, der først skal til at omstille sig. Har engang læst i en artikel, at mange dygtige dressur-konkurrenceryttere faktisk synes, man skal starte meget før. Mener de sagde som 13-14 årig

jeg gik fra 3'er pony over på 2'er da jeg var 11-12 år.

og red hest, med undervisning og stævner som 14-årig

simpelthen fordi, mine ben blev for lange til at ride dressur på de enkelte ponyer, og så stod 2'eren og hesten og ventede i stalden, da både min søster og mor også red dengang. så jeg "arvede" deres ridedyr, når jeg blev for stor til min egen

jeg har fået RIGTIG meget ud af at komme på hest tidligt, og blevet en bedre rytter.

men grundet min højde, og forskellige fysiske skader er ejg vendt tilbage til ponystørrelserne.

så jeg vil helt klart, hvis jeg havde et barn i 11-14 års alderen, købe en lille hest med et godt temperement, så jeg ikke kom ud for, at skulle sælge ponydyret efter et par år.

min datter på 9 år kravler glædeligt op på mine ridedyr på 176 cm i stang.. så længe de opfører sig pænt er hun tryg og elsker at ride..

når de så vågner kan hun godt mærke hun er lille..

men hun synes det er meget sjovere at ride de store for de er jo mere velredne end hendes egen lille "u"artige pony, der jo skal lære tingene sammen med hende..

så jeg er i et dilemma fordi når hun om et par års tid vokser fra sin lille dartmoor så er spørgsmålet om hun skal have en større pony eller bare en af mine de store..

MEN tror det hele afhænger af om hun vil være stævnerytter eller ej.. alle siger at ponyårene skal man ikke tage fra dem.. men det er vist primært til stævner der er forskel ellers ej..

1000 tak til jer der har svaret Er nogle gode og brugbare svar.

Har aldrig selv rigtig redet pony, startede på lille hest, så derfor gik tankerne på en lille hest til tøserne senere kontra en pony. Men har nemlig også hørt mange sige, at man ikke skal tage pony årene fra de små. Men da jeg som sat aldrig selv har redet pony, er det svært at sætte mig ind i, hvad de evt. ville gå glip af.

taler vi om børnene går glip af noget hvis de ikke rider pony må det være på konkurrencebanerne.

idag er der jo feks children klasser dvs børn på heste ca LA niveau til stævner. Dvs børn konkurere ikke mod de voksne i disse klasser kun børn selvom de rider heste.

Men taler vi blot ridning, samvær med dyrene og hyggestunder er det for mig at se underordnet om der rides på pony eller hest, uanset alder, bare dyret er godmodigt.

Karina

Hej,

Det, som jeg forstår ved, at man mister noget ved ikke at have haft "sine ponyår", har intet at gøre med konkurrencer. Det handler snarere om, at man allerede tidligt i rytterkarrieren får prøvet egne grænser af i et samarbejde med et hestedyr, der ofte kan være:

1) Knapt så velopdragen som en stor hest og dermed mere egenrådig, hvilket kræver, at man som passer og rytter udvikler en sjette sans for, hvornår man risikerer problemer (såsom at blive trampet på, transporteret tværs gennem en tjørnehæk, trukket ind midt i en kornmark o.s.v.). Denne sjette sans kan senere komme en til gode i mange situationer

2) Uuddannet. Jeg er overbevist om, at mange førstegangsponyejere får fingrene i en ikke helt veluddannet pony, hvilket betyder, at rytteren bliver nødt til at tage ansvar for både ponyens og egen læring. Det kan gå ud af mange forkerte spor, men det giver i det mindste en chance for at lære af sine fejl (nej, det er IKKE smart at lære ponien at stejle!)

3) Livlige, stædige, egenrådige, snu o.s.v., hvilket i kombination med en lige så livlig o.s.v. ung rytter kan føre ekvipagen ud i adskillige udfordrende situationer (læs: livsfarlige), som dog som regel ender godt, da ponier samtidig er intelligente og ofte ret godmodige. Alt det, som forældre IKKE bør vide noget om!! Denne slags spænding i tilværelsen kan påvirke rytteren til at begynde at bruge sin sunde fornuft - enten gå den forsigtige vej til at blive dressurrytter, eller gå den sjovere vej og blive militaryrytter

Dette var nogle at de ting, man oplever som ponyrytter, som jeg har indtryk af, at de fleste, der starter som hesterytter, ikke oplever så meget af. Mest for sjov

MVH

Jette