Du skriver en masse om hvordan hesten har det.......... men hvordan har DU det?? Står du op hver morgen og glæder dig bare så meget til at komme i stalden?? Eller har du mere en stædig tanke om, at det altså bare skal være godt, for nu har du immervæk proppet 8 år i hesten, og det må vel lykkes på et tidspunkt??

 

Du skriver at din familie ikke er ret glade for dit projekt..

 

Hvis nu du var din datter eller din bedske veninde....... Hvilket råd vil du så give dig selv??

 

Beholde hesten: Du kan komme endnu mere til skade. Du skal være på forkat 110 % hele tiden og konstant. Du skal hele tiden opveje om evt pres eller ændring er sammensmeltningen og risokoen for din egen helse, er det værd.

 

Pensionere hesten: Du kan stadig komme til skade. Når hesten skal til og fra folk. Gåes tur med. Aktiveres. Dyrlæge og smed.

Salg: Vi er enige om, at det ikke er en løsning på nogen måde.

 

Så er der kun aflivning tilbage: Du kan få en hest, du kan glædes oprigtig ved. Du kan komme videre i din ridning. Du kan slappe af. Familien kan slappe af. Du skal ikke bekymre dig hele tiden. Hesten skal ikke bekymre sig hele tiden.

...men ikke nær så længe som dig. Her er der også kontant afregning, men det er mig der afregner (gæt selv med hvem) - ikke hesten.

 

Hvis en eller flere professionelle ryttere har samme problemer som dig, så slå dig til ro med at du har prøvet alt og slagt hesten med god samvittighed. Livet er for kort og helbredet for dyrebart til dårlige heste og de findes desværre derude.

 

Mange hesteejere investerer ligeså meget tid og langt flere penge i deres heste end de gør i deres kærester. Men hvis kæresten gav én de samme bekymringer og knubs, blev vedkommende nok skiftet ud. Tænk lige over det, når I står med sådan en hest. Som en kæreste skal en hest berige én følelsesmæssigt og være en glæde i det daglige og ikke kun ved særlige lejligheder, da det bliver for opslidende i længden.

Hej.

Kære Trådstarter.
Jeg ville nødig være i din situation.

Men i den sidste ende er det kun dig der kan vælge.
Her er et fif, til hvis man ikke kan vælge og har to muligheder.

Tag et stykke papir.
Fold det to gange langs den længste side, og så igen på den anden side.
Øverst til venstre, fordele ved ikke at ændre på det.
Øverst til venstre, ulemper ved at lade være med at ændre på det.
Nederst til højre fordele ved at ændre. Nederst til venstre ulemper ved at ændre.
Først udfylder du fordele ved at lade være med at ændre på noget. Så ulemper ved ikke at ændre.
Så udfylder du det nederste.

Denne lille øvelse gør det nemt at vægte fordele og ulemper ved ikke at ændre /at ændre noget.
Til hverdag starter folk ofte ved at argumentere med fordele ved at ændre. Og ulemper ved at fortsætte som hidtil. Men på den måde glemmer man at vi gør som vi gør det vi gør, fordi det føles godt. Når man argumenterer efter "det jeg gør nu er tosset", så slår man sig selv i hovedet og går naturligvis direkte i forsvarsposition og får derfor ikke alle fordele og ulemper med.

Så start med at sig hvad der er godt.
At du har haft nogle gode første år. At hesten elsker dig. At det føles fedt at blive elsket. At du også er knyttet til hesten.

... Bortset fra det. Jeg ville nok også overveje en slagtning. Som det går nu, så læser jeg imellem linjerne at du søger tilladelse til at stoppe førend der sker en alvorlig ulykke.
Det må du godt. Det er et fuldgyldigt argument.
Og hvis du opdager at fordelene er så vigtige at du vil blive ved, så sig det højt til omgangskredsen.
Hallo, jeg går med en dropfinger. Har verdens fredeligste hest. Min finger var bare viklet ind i månen, da jeg hoppede ned.
Blev "fanget ind" af en håndkirurg, da jeg på vej fra arbejde ville hente rene skinner til fingeren. Blev sendt til røntgen. (Ja, jeg er selv læge. Omsorgsfulde kolleger)
Fik det ledende spørgsmål, hvad jeg ville gøre anderledes i fremtiden?
Mit ærlige svar var "klippe manen?"
Hvis min kollega forventede "ikke ride" eller "lad være med at gøre noget man kan komme galt afsted med", så har jeg ikke compliance til det.
Hvorfor? Timerne med hesten er dejlige. Dem holder jeg fast i. Bare rolig. Hun skal på sommergræs de næste 4 uger, så det gør det nemmere .
Men pointen er, at hvis fordelene gælder FOR DIG, og er stærke nok, så blev ved med at gøre det du kan lide.

Hvad med at arbejde med dens stress? Og så udsætte den for én ændring hver dag, og så ellers holde ALT i vane?

 

F.eks. at i hver dag træner 5 min inden ridning i ridehuset, - men så med forskellige ting. Altså udsæt den for minimalt stress i meget små portioner. Og så i ridehus, hvor du har mere kontrol og ikke så let kommer til skade. Altså under ordnede forhold, hvor DU har kontrol med det "nye", der kommer ind i dens liv?

 

Ellers ville jeg få noget hjælp udefra fra nogle, der er gode til miljøtræning og adfærd. Men ja, det kan selvfølgeligt være, du allerede har prøvet det.

 

Ellers ved jeg det godt nok ikke. Øv en træls situation. Kan godt forstå, det ikke er værd at komme til skade for. Desværre. Ville have det helt ligesom dig og nægte at give op et godt stykke hen af vejen, men hvornår er nok nok? Og hvornår er det bare for farligt?

 

Har du prøvet noget foderskift måske? Man kan gøre en del med "afstressende" foder.

 

Alt held og lykke, håber det bedste for jer

Tak for jeres inputs. Det er meget godt at få lidt spørgsmål og tanker fra udeforstående, som ikke har nogen "aktier" i ens liv.

 

Jeg har tænkt som en gal, for der er ingen tvivl om, at jeg har en rigtig dejlig hest, når bare den holdes på et passende stress-niveau. Alt er prøvet for at få den til at trives under "almindelige" forhold; alt hvad der findes af foder og tilskud, og pt. er den faktisk også på hormonbehandling. Vi tager mikroskopiske skridt, og alligevel bliver jeg gang på gang meget overrasket over, hvor lidt der skal til for at det hele kollapser. Det positive er, at de situationer, som for et par år siden betød, at jeg havde en fuldstændig uregerlig hest i 4 uger bagefter, det er nu overstået på et par dage - eller også kommer der slet ikke en "efterbrænder". Så ingen tvivl om, at der også er sket en udvikling, og at hesten kan rumme meget mere nu.

 

Jeg vil ikke af med min hest. Jeg vil aldrig kunne leve med at aflive den på baggrund af "adfærdsproblemer". Hvis den var totalt uhåndterbar altid, så var det nok ikke så svært, men jeg har jo heldigvis det meste af tiden en rigtig sød og rar hest. Den har bare nogle udfald af kaliber...

 

Så såfremt jeg kan leve med det i længden også, så skal den så vidt muligt kun være hygge-hest, og så må jeg lægge mine ambitioner på hylden så længe situationen er sådan, som den er nu. Det kan godt være, at den med et trylleslag en dag bliver rolig i mange flere situationer, men jeg gider faktisk ikke blive ved med at kæmpe for, at den skal kunne det, som en "almindelig" hest kan, når det er med helbredet på spil hver gang. Det er for mig meget utilfredsstillende, men så er det jo bare nødt til at være sådan. Det er i hvert fald ikke en løsning for mig, at jeg ikke kan være tryg ved min hest. Så må vi holde os til de rammer, som vi ved fungerer. Og så vil jeg prøve at vedligeholde, at vi kan ride undervisning, for det betyder alligevel en del for, at man ikke går helt i stå og der trods alt sker en udvikling og er noget at arbejde frem imod.

Jeg ville nok finde din normal, grænsende til det kedelige .

 

Nu har jeg så gennemgået personlig selvransagelse, affødt af en del indlæg på det sidste omkring "vanskelige-nervøse" heste, og jeg er desværre ikke en gudbenådet hestehvisker .

 

Jeg er bare vant til endeløse dage, der er forløbet nogenlunde sådan her:

Radioen spiller i baggrunden, temperaturen nærmer sig 30 grader, og ude på møddingspladsen er flokken gået i opløsning, Muggi, der er førerko, har tabt tålmodigheden og udvandret medbringende sin faste bande, der er kun de unge og tyren tilbage. Småbandende åbner jeg døren og kalder på dem, står og betragter de 5 minutters tænken der foregår nede ved åen, sejr!!! de giver sig og trasker demonstrativt langsomt opad drivgangen. Indenfor har de unge anbragt sig hulter til bulter og dekoreret gangen med skønne stråler tynd slimet græslort. Jeg går ind og ud, knipser lidt efter den hjelmede, får sat et par stykker på plads, hele tiden med et øje på Per, der maser sit tonstunge korpus ind allevegne på jagt efter foder. Så melder de voksne damer deres ankomst, maser 3 gennem døren, går ned af baggangen og katastofen indtræffer. Fliserne over udmugningen, der brød ned og er skylden til den utilstedelige 35 minutters forsinkelse, ligger ikke 100% som før, det siger klonk- klunk, IKKE klonk- klånk. Med alle udtryk af rædsel og fortvivelse står der 5 Jerseykøer som forstenede, hvorefter næste katastrofe melder sig. Jeg har stillet skraberen fra mig opad væggen længere nede af gangen. Så er målet fuldt, panikken total, intet er som det plejer at være, og skal være, damerne vender resolut om og skrider ud, efterladende mig, dem der er tøjret, en enorm mængde @!#$ og en frustreret tyr, der nu ikke kan holde styr på sit harem, uden at skulle trampe frem og tilbage mellem ude og inde.

Ja,ja, jeg trækker vejret dybt, tørrer sveden af panden, og begynder i tankerne at fabrikere en undskyldning til det forældrearrengement jeg nu kommer for sent til, og begynder at genoprette ro og orden.

 

Når man har tilbragt meget af sit liv i en bindestald, så er der mange ting med heste, der er nemt. Jeg ville aldrig forvente at min hest ikke reagerede på noget, der var en smule anderledes end ellers, den anden vej rundt om ridehuset er jo lige så anderledes som hvis vi skulle ned ad gågaden, rider jeg normalt om formiddagen, så er der en verden til forskel på at ride kl 14, skygger, lyde, trafik, staldrutine, alt er jo anderledes på det tidspunkt.

Fordi jeg forventer hesten vil reagere på alt starter jeg altid med at lave et sprog os indbyrdes, så den kan fortælle mig, hvad den tænker om situationen, og så laver vi henad vejen en overenskomst om, hvad man så griber og gør i, når tingene spidser til. Det handler ikke om bestemte signaler, eller øvelser eller klikker, eller press and release, det er mere om at etablere en grundforståelse i hesten for, at den kan og skal kommunikere sin sindstilstand, fordi du så vil hjælpe/lede/forklare, hvad der er den bedste vej ud af problemet.

Det fantastiske med ens hest er så, imodsætning til køerne, at hesten er eminemt god til at rumme og forstå at man har en løsning på problemer, uanset hvor tumpet man indimellem føler sig.

Du skriver at du ikke kan læse din hest, før den siger tydeligt fra, og ikke kan forudse, hvad den anser for uvant. Det er der du skal sætte ind, så i kan snakke om tingene, længe inden den er nødt til at brage igennem dig. Prøv at øv dig med ting du ved den ikke er tryg ved, så du får fornemmelsen for den, og lav din egen strategi for, hvad du ønsker den skal.

P.S..jeg finder, i sagens natur, de heste, der tilsyneladende er "rolige" ret skræmmende..er de rolige?, ser og hører de dårligt?, hvad gør de når de endeligt bliver bange, ænser de en?...osv..

 

Jeg har en vågen herre, som en gang imellem også koster en del hovedbrud at samarbejde med

 

Jeg har lært utroligt meget af ham - for det han føler, det viser han..... Meget tydeligt

Han er samtidig en meget modig og mental stærk hest - så det kræver samarbejde og at tænke anderledes at træne ham.

Jeg har været meget bevidst om at træne ham til at kunne klare nye ting - men også været meget bevidst om, at gøre det i små bidder.

 

Det første år han blev redet, der sagde min berider til mig, at jeg kun måtte ride samme sted i den ene ridehal i et års tid, for at det blev total rutine for ham at gå til ridning. For når jeg så tog han ud et fremmed sted, så ville han kun være "kodet" til at gå til ridning - og ikke til at spooke, løbe, bukke eller stejle.

Herefter begyndte jeg at ride i fremmede ridehaller, først bare en skridtur sammen med en veninde en rolig stille aften. Herefter trappe det op til at ride i "myldertid" med mange heste i ridehuset. Herefter tage ham i snor og besøge ridehuset i rideskoleundervisningstid, hvor der jo er råbende børn, bedsteforældre med rollator og forældre med barnevogn ect....

 

Han er bedst i ridehal, og knap så god på udendørsbaner, hvor der skal kigges. Blæsevejr kan ophidse ham. Når han er træt bliver han ufokuseret osv - så mange dage som ung hest har vi måtte lave om i planerne for hvad vi skulle træne i dag. De værste perioder var når vi kun kunne ride en 20 M volter inde midt på en 20x60 bane.

 

Stævner er han en "alt eller intet" hest - er han med dig så vinder man, har han en dårlig dag, så kommer man ikke op til dommeren

 

Han er nu 8 år, og begyndt at være lidt mere "voksen" - vi kan mere i dag end vi kunne for 1 år siden. Og jeg kan bedre nu sige "stop" hvis han finder et eller andet han hidser sig op over, og så falder han ned og aksepterer det.

 

Min store fordel er, at han ALDRIG har tabt mig, ALDRIG har forsøgt at vippe mig af, stejle, bukke e.l. - han kan godt hoppe lidt til side, men han "tager mig med" uden problemer, så jeg er aldrig utryg ved ham.

 

Til gengæld er der ingen udover proff beridere, som har haft lyst til at sidde på ham - og de får samme tur, enten roset eller "uplanlagt kur-program".

 

Jeg satser på han bliver bedre med alderen - og han er den bedste modigste skovturshest og det største nussehoved i stalden. Så han skal heller ingen steder end at blive hos mig

 

I modsætning til ham, har jeg så min anden hest - stille, rolig, super pleaser, nem med ekstra nem på. Men Gud nåde hvis denne søde rare hest først bliver bange - så cutter han total forbindelsen til øverste etage. Det sker heldigvis sjældent, men når det sker er det død ubehageligt.

 

Ville jeg så ride en hest, som TS - nej det tror jeg ikke ! Heste er min hobby og skal give mig glæde - og jeg er rytter og vil gerne ride og træne - men var jeg bange for min hest mht om den kunne skade mig i ridning, nej så ville jeg nok overveje at få en anden.

Men hvis TS har vagt at ville ride på hestens præmisser, så er det i orden. Jeg tror nemlig ikke en hest, som igennem så mange år har vist den samme adfærd og/eller forværret adfærd, vil kunne forbedre sig - og så er det reelt synd for hesten, hvis den ikke lever op til rytters ambitioner.

 

mvh Charlotte

jeg tror bestemt også at nøglen til hesten er ,at du skal lære at læse den,så du ikke bringer den over grænsen som du åbenbart gør nu.

 

det vil give dig nogle redskaber til at stoppe situationen lige inden den opstår, og evt ændre på det farlige.

hvis den lærer at du redder den, og finder en løsning inden det er for sent, vil dens tillid til dig også vokse.

 

-og så mener jeg ligledes at det er dødvigtigt at den får lov at kommunikere med dig,- den skal ikke stoppes i sine signaler.

-men du skal lære at høre efter og reagere korrekt

 

kun på den måde kan du træne på, uden hele tiden at gå over grænsen

 

-vel at mærke hvis du beholder hesten...

 

med venlig hilsen en som har en hest der går til angreb hvis der bliver trykket på de forkerte knapper...

Ja der er ikke andet for. Men det betyder jo bare, at der er nogen ting, man ikke kan - eller i hvert fald ikke kan hver dag. Det synes jeg, er rigtig træls. Det er ikke sjovt at have meldt sig til undervisning, forsøgt at få varmet hesten op for så at måtte sige til berideren, at hesten ikke virker idag. Det har jeg prøvet, og det var simpelthen så pinligt og demotiverende. Også fordi man ikke nødvendigvis kan se på hesten, at den er "i dét humør" - men det kan i den grad mærkes, og jeg vil ikke ride rundt på en hest, som bare venter på en undskyldning for at gå amok.

 

Men det er også den teknik, som trods alt har bragt os hertil, hvor vi er i dag. Jeg havde nok bare en naiv forventning om, at hesten en eller anden dag ville blive mere fornuftig at have med at gøre, og lade være med at få de udfald. Jeg er bare nødt til at forstå, at det aldrig kommer til at ændre sig, og at det er vilkåret for den hest.

 

Jeg har idag i anden sammenhæng besøgt den berider, som har tilredet hende. Hun spurgte som altid til, hvordan det går med os, og hun rystede på hovedet og sagde, at den nok bare aldrig blev anderledes, og så måtte jeg jo tage mine forholdsregler. Hun er ekstremt dygtig og proffessionel og har uhyggeligt mange heste igennem sit system på årsbasis, og hun har tidligere udtalt at det var en af de mest stædige og egenrådige heste, hun nogensinde har haft i sin stald. Så med det i mente, så gør jeg det vel egentlig meget godt, når jeg trods alt har fået hesten til at fungere og virke det meste af tiden Jeg må bare erkende, at vilkårene er sådan, og at det ikke bliver anderledes, og så i øvrigt glæde mig over, at jeg trods alt stadig har en glad og arbejdsom hest, selvom den bare ikke "virker" hver dag. Og så lade være med at forvente mere end det