Som det lige lyder, så ville du og hesten nok være bedst tjente med, at I kom hver til sit.
Ungheste er "hårdt" arbejde - ikke fordi man behøver at ride dem særlig tit eller meget, men de bliver ikke bare lige drømmehesten med et snuptag.
Begge mine heste har jeg haft siden de var et år - de er nu 8 og 9 år, og det er først nu de begynder at være "voksne". Og jeg har altså to heste, som folk er benovet over er så nemme, velopdragne og rare fx når de tages ud fremmede steder i ridehaller og på nye skovture - men det er jo ikke bare kommet af sig selv.
Jeg elsker at ride dressur, og har syntes at det har været en fantastisk oplevelse at tage dem fra nytilredet til nu hvor de begge er B-hest i dressur.
Men nøj hvor har jeg også brugt tid på især min brune Caspian, på at han "døde" over noget nyt i ridehallen, på udendørsbanen, i skoven. Og han har stadig sine "nedsmeltninger", de bliver heldigvis færre og knap så voldsomme, nu hvor han er blevet 8 år.
Caspian er så stort gående, at jeg de første par år, da han var 4 og 5 år ikke kunne galoppere på en 20x40 bane - så enten måtte jeg kører til en 20x60 bane, ellers kunne jeg kun galoppere ude i skoven og på marken.
Begge heste har jeg oplevet, at når de lige er blevet styrket og "god" til et eller andet jeg havde arbejdet med - vupti så "gik det ned af bakke" i træningen efterfølgende. Og jeg har fundet ud af, at det drejer sig oftest om, at jeg føler vi er ved at finde noget balance/styrke, og så i en periode er det svært for hesten, og så skyder den måsen, eller skulderen eller finder farlige ting - ren overspringshandlinger. Og efter 2-3 uger - vupti så er de "gode" igen, fordi nu kan de bærer og gøre det jeg beder dem om.
Så det er enormt langsigtet arbejde man ligger i dem, og enormt krævende med hensyn til "at holde ud" , også i perioder hvor det er svært/går ned af bakke.
Her har jeg heldigvis haft en supergod berider, som har kunnet støtte mig i, at jeg gør det rigtige, at det er korrekt, at jeg skal fortsætte - og hvis det var helt slemt, så fik hun "kræet i ridning" en uge eller to uger. Og så var alt godt igen.
Så det jeg vil sige med det, det er at det bliver ikke "let" eller "nemt" i morgen, eller om et halvt år, eller.... Og man skal have lysten og "stædigheden" til at blive ved, selv når det er "surt" - at finde noget at glæde sig over i træningen.
Jeg har fx brugt skovture, som "slap af", hvis jeg virkelig ikke havde lyst til dressur en dag - så red jeg i skoven med en veninde. Men jeg er så også så stædig, at selvom det regner, sneer ect, og jeg egentlig talt helst gad at ligge i sofaen efter at have redet en hest, ja så hiver jeg mig op ved nakkehårene, tager afsted, og finder ud af at det var fedt at komme afsted
Hvis du kan mærke, at træningen med køreponierne, og med hunden og være sammen med familie, trækker mere end at ride en unghest, som er lidt for vimmer til at det er sjovt - ja så er det hårde odds for at det skal blive godt - er min erfaring.
Og jeg er som ældre rytter 43 år, også meget mere pyller end da jeg var ung ! Jeg vil ikke komme til skade, når jeg rider en hest - i hvert fald ikke hvis jeg ved at det meget vel kunne ske pga en nervøs unghest. Og nervøsitet ved rytteren avler utryghed ved en unghest - så det er lidt en ond cirkel.
Hvad du end vælger, så held og lykke med det.
mvh Charlotte - som skal ud og ride hest nr to.....