... mange måder - og det gælder jo om at finde den måde der passer til dig og din måde at fungere på.

Jeg har ikke som sådan været bange for at ride - men meget bange for at springe, og lidt nervøs når vi skulle galoppere.

Baloo og jeg havde et par kedelige oplevelser da jeg red ham til, så det med galop blev aldrig rigtigt til noget - andet end at løbe ham i gang i skoven, på bestemte strækninger hvor jeg følte at det var "nogenlunde sikkert". Sprinangsten stammer fra da jeg havde Monty, og fik springundervisning med ham. Ingen af os var gode til det - og jeg endte midt i et spring, der var solidere end mine ribben.

Men nu vil jeg ride trec - og der skal vi galoppere - og ind i mellem springe.

De første par år, hvor det har været på breddeniveau, har det fungeret for mig at jeg skridtede over de forhindringer der er - de er som regel ikke så store. Men det er ikke en metode der gav det store i stilpoint - og nu da der er sportsreglement, SKAL der springes over - ikke klatres

Sidste forår besluttede jeg mig til at nu var det FGM nok med at føle den mindste pind på jorden som en nærdødsoplevelse - nu skulle jeg komme videre.

Så jeg valgte at få hypnose. Jeg regnede med at der skulle et par gange til - men allerede efter en gang, satte jeg mig op og sprang et par små forhindringer - denne gang med jubelhyl, frem for "angstskrig"

Desværre fik Baloo kort efter en forvridning, så der blev ikke mere springning før her i februar, hvor vi igen prøvede et par små hop i ridehuset. Stadig med en god mavefornemmelse. Og siden har vi ikke rigtigt haft lejlighed til at springe

For nogle uger siden opdagede Baloo en meget stor vandpyt på den skovsti vi travede på - og sprang den. Og til trods for at jeg var alene i skoven og uden min sikkerhedsvest på, blev jeg mere begejstret end forskrækket - faktisk skulle jeg lige holde fast i lidt fornuft for ikke at vende om og hoppe den igen.

Siden har vi sprunget et par gange - og jeg har brugt en uge på at overveje om jeg turde hoppe den hæk der ville være med ved det trecstævne der var i søndags i Hareskoven. Jeg kender den hæk, og selve holderen er ikke så stor, men kommer der fyld i, er den over mit maximum - og hvad nnu hvis Baloo tog et kæmpe elevatorspring og hvad nu hvis jeg faldt af og hvad nu hvis og hvad nu hvis....

Jeg besluttede mig til at se det an når jeg så forhindringen - og da jeg kom ud af labyrinten VAR den der - med RET meget fyld i - KÆMPESTOR ( i min verden - ca 50 cm i virkelighedens verden)... Men da jeg nu var på hesten og var på vej hen mod den, var tanken bare "det der, det kan vi godt"....

Og det kunne vi selvfølgelig sagtens!!!Sikkert uden stilpoints - men vi gjorde det!! (og jeg er stadig helt høj bare ved tanken) Det var lige ved at jeg ikke kunne fokusere på den tilbagetrædning der var lige bagefter, da jeg stadig bare var begejstret over at vi havde sprunget hækken.

Uden hypnosen havde jeg ikke turdet springe den hæk - og sådan noget som vandpytten i skoven havde også skræmt livet af mig, frem for at lokke mig tilbage på den samme sti igen og igen