Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Hyggesnak

 Rytter angst
Forfatter: 
Dato:  08-01-2016 12:56

Kære HN.

 

Jeg har fået angst for at ride min egen skønne hest. En angst jeg aldrig troet skulle ramme mig af alle, og jeg har mest af alt brug for at fortælle om min angst, samt hører andres historier, og hvordan de overvandt denne angst, om de overhovedet overvandt den.

 

Her kommer min historie.

 

Jeg er en 18 årig pige, der har redet hele sit liv. Min første pony var en utilredet 3 års hoppe, der havde det med både at bukke og stikke af. Noget jeg tog som en udfordrig. Min næste pony var afkom af min hoppe. En araberblanding jeg selv havde gjort rytter vant og redet til i en alder af 11. Han er en opmærksom dreng, der mange gange blev bange og stak halen mellem benene. Vi har mange gange smagt på jordne, sammen. Men også her tog jeg det som en skøn udfordring, og et smil.

 

Årene gik og i 2012 købte jeg en 2 års hoppe. Hun skulle være mit næste projekt. Alt gik rigtig godt, og hun havde talent. Vi fik et stærkt bånd og jeg havde det fedt som hesteejer.

I sommers fik hun så en skade, og gik i næsten et halvt år med ro, hvor jeg kun få gange satte mig op og fik en kort skridttur, uden problemer. I julen 2015, altså en måned siden, påbegyndte vi så ridningen efter vi fik grøn lys af dyrlæge og kiropraktor. Det er her det begyndte at gå galt. Hun smed mig af. Flere gange. og det var ikke små hop, det var kæmpe mæssige hop med alle fire og krummet ryg, og hvis hun ikke fik mig smidt af i hoppet, stak hun af med mig i ridehuset, hvor hun fik flettet en masse hop ind. Før eller siden landte jeg altid i sandet. Jeg kom dog også op igen, uden de store skader og uden den helt store tøven. Ser i, jeg har altid set mig selv som en hård negl, og oven i det var det utrolig mange år siden jeg sidst var blev smidt af, da jeg har været rimelig god til at holde mig på. Men jeg har så heller ikke redet en hest der kan lave så voldsomme buk/rejehop/stejl som min hoppe her.

 

nytårsdag var jeg så ude og ride på hende igen. Det gik godt lige indtil hun blev bange for et eller andet, og fanget mig "off guard" så jeg røg hurtig af. Men op igen. Denne gang i mens min træner trak med hende og hjalp mig med at berolige hende. Jeg aftaler med ham at det må være nok tullen rundt, og han gav mig tøjlerne igen, og gik tilbage til hans "plads" midt på banen. I det han giver slip for tøjlerne på min hoppe, og går lidt tilbage, tager fanden ved hende. Hun render og render, og bukker og hopper. Hele vejen rundt i hallen. Jeg holder mig på, og jeg var lige ved at få styr på hende igen. Men så spænder hun op igen, og jeg kommer også til at spænde op. Hun er en utrolig sensitiv hoppe, og kan mærke det i sædet med det samme. Så vi starter forfra, og hun kaster mig af simpelthen så voldsomt. Jeg kan husker jeg skriger pga en kæmpe smerte i mine ribben og at jeg ikke kan trække vejret. Der bliver ringet efter en ambulance.

 

I onsdags var jeg så (fysisk) klar til at komme op på hende igen. Min mave var helt knudret sammen, og mine vejrtækning var mærkellig. Der sad en angst i mig jeg slet ikke kunne genkende, men jeg prøvede at slå det væk med, at det bare er indtil jeg sidder i sadlen. Jeg har fået en anden til at ride hende i mens jeg kom mig efter faldet, og hun hjalp mig med at komme op på hesten.
I det jeg lander i sædet, bryder jeg sammen. Jeg ryster over hele kroppen, og tårene triller ned samtidig med at jeg ikke kan holde mine hulk tilbage. Inden i mine følelser er det gået helt amok, jeg er i chok og jeg vil allermest bare af. JEg hopper hurtig af, trods modstand fra min veninde som hjælper mig og fra andre i ridehallen der fulgte med. Da jeg lander på jorden igen, falder det fra hinanden inden i mig. Jeg kan ikke genkende mig selv, og bliver sur og bange på samtidig. Mest på mig selv. Jeg får overbevist mig selv om at komme op igen. Men aftaler med min veninde at det bare skal være nogle få skridt. I det hesten tager skridtet frem spænder hele min krop op som en spændt bue. Mine vejrtrækninger kan jeg ikke styre, og igen vil jeg bare gerne af min hest.

Efter 4 skridt hopper jeg af. Ikke mere for den dag.

 

I går var jeg oppe på hende igen. Efter meget overtale. Denne gang meget bedre. Det endte med at jeg kunne styre hende rundt i hele ridehallen, uden min veninde havde fat i tøjlerne. Det var både en sejre, men også et nederlag. For det jeg havde mest travlt med var at styre min vejrtrækning og koncentrere mig voldsomt om at slappe af så meget som muligt. Jeg følte mig som en baby der skulle lærer at gå. Da jeg kom ned, reagerede jeg igen med tåre. For jeg kunne stadig ikke genkende mig selv, og jeg følte mig forvirret. Jeg er så bange for at min angst aldrig vil forlade mig, og hvis den ikke vil skride (undskyld sproget) så er jeg bange for at jeg bliver nød til at sælge min elskede hoppe, da hun har brug for en rytter der skal vise hende vejen, og ikke omvendt. Jeg tør jo ikke engang at lægge ben til hende..

 

Jeg har sådan brug for nogle andres historier. Hvordan i håndterede denne angst, om den forsvandt igen..

 

Undskyld for den meget lange, og måske også meget rodet tekst. Men håber alligevel i når hertil, og vil byde ind. Enten med jeres egen historie, eller anden form for input.


- Sarah

 

Følg stald Foldager på facebook: www.facebook.com/staldfoldager

Eller følg mig på instagram: Arrogancecx

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 123456
Forfatter: 
Dato:  08-01-2016 13:57

Nu beskriver du ikke tydeligt hvad for en skade hesten har haft. Men hvis nu det er en skade som er forbundet med smerte i forhold til ridning, så kan følgerne jo være at hesten forbinder krav/ridning/situationen/ridehallen med smerte og ubehag. Det psykiske aspekt kan tage lang tid at få pillet ud af hesten.

 

Min egen 4-års hoppe har netop været syg med borrelia, som er ret alvorligt, og som gjorde hende totalt uridelig. Hun er rask igen og vi er startet meget roligt op, fordi min dyrlæge advarede mod at det ville sidde psykisk i hesten. Og det gør det også til dels. F.eks kan hun stadig finde på at gå helt umotiveret i vejret (meget højt) med min part. Men hun gør det ikke med mig. Og grunden til det er formentlig at det var min part der intetanende om sygdommen på det tidspunkt red en tur, hvor min hoppe var blevet meget dårlig pludseligt, og der gik den i luften med hende og parten faldt af- og nu er det er tydeligt at den oplevelse sidder i dem begge to stadig, når de skal ride sammen.

 

Jeg syntes ud fra din beskrivelse at det lyder som om du er gået hurtigt frem med at komme på ryggen af hesten igen? Hvad med at du evt. går to skridt baglæns og arbejder fra jorden af med hende, så i på den måde får opbygget tillid? Og så ville jeg, når du skal ryggen af hesten igen, starte hesten op med at ride i en longe indtil du er tryg ved hesten igen. Det gjorde vi også her - nærmest tilred forfra, men jeg er sikker på at havde vi ikke gjort det på den måde, så var det også gået helt galt for os, da min hoppe også er meget sensitiv.


Mvh Mie

 

2
0
Svar på denne tråd
 
 Mie Christine
Forfatter: 
Dato:  08-01-2016 14:10

Skaden er lidt indviklet. Vi troede det var i krydset det var galt med (derfor kiropraktor) Dyrlægen røgtenfotograferet hende, intet at finde. Så fik jeg smed til hende og han fandt en hovbyld. Så ikke en kæmpe skade, bare en meget dårlig dyrlæge, der fisker penge ud af folk...

 

Og vi gik skam langsomt frem. Hun blev taget i longen den første uges tid, derefter begyndte vi på skridt og en smule trav. Ingen halthed, og hun var dejlig løs i kroppen. Store volter, ikke samlet eller små volter/lign. Så jeg vil nu mene vi er gået roligt frem :) Vi er ikke engang nået galloppen. Problemet er heller ikke hende, problemet ligger i mig. I at jeg er kommet til at spænde op på hende når hun er begyndt på en smule (efter alle de gange hun har smidt mig af her på det seneste), og hun er så sensitiv at hun bliver så forvirret når jeg begynder at spænde op, og så tror hun jo selvfølgelig at der er fare på færde

 

Tilliden er der, hun følger mig overalt, og det er netop problemet. Hun stoler jo så meget på mig, at bare jeg bliver det mindste bange, så gør hun også... :/

 

Men tak for dit input. Men det er ikke hesten. Hun laver ikke de hop med andre ryttere...

 


- Sarah

 

Følg stald Foldager på facebook: www.facebook.com/staldfoldager

Eller følg mig på instagram: Arrogancecx

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Hader overskrift
Forfatter: 
Dato:  08-01-2016 14:53

Du skriver du er skylden, men ud fra hvad du har skrevet skal fokus ikke ligge på dig.

 

En hest, heller ikke en helt normal unghest, smider ikke en rytter af SÅ mange gange som din voldsomt har kylet dig af.

Sådan en hest ville jeg virkelig få gennemtjekket eller overveje om i nu også passer sammen?

 

Mht din ride angst, jeg kan godt forstå du er blevet angst med de voldsomme ture du er blevet smidt af :( Igen, det er altså ikke normalt en hest kyler en af h til blot fordi den er ung :)

 

Du må starte forfra og jeg vil faktisk overveje om du ikke skal have noget prof hjælp eller en underviser der kan hjælpe dig. Både med tilliden og arbejde fra jorden og når duggen skal på ryggen af hende.

 

Jeg har selv arbejdet med angste ryttere og det kræver tid, tålmodig, masser af snakken, arbejde med hesten. Altså, meget roligt fra begyndelsen igen.

 

Og husk at det ikke noget pjat eller mærkeligt at være angst. Det er helt okay og du bliver nødt til at anerkende at det er hvad du føler lige nu - og at det okay at have det på denne måde. Ligegyldigt hvad andre siger eller synes.

 

Så det første skridt har du taget, du har nemlig skrevet denne her tråd. Nu skal du blot have noget hjælp og nogle værktøjer til at komme videre så du kan banke angsten :)

 

Men som jeg først var inde på, overvej stadig om hesten faktisk er fit med alle de voldsomme ture eller om i nu også passer sammen. Det må man bare indse og overveje nogle gange. Pas på dig selv, ridning bliver pludselig en farlig sport.


Emmy (Shetlandspony) søger en seriøs part. Står i Ledøje. Kig forbi annoncen på min profil :)

6
0
Svar på denne tråd
 
 overskrift
Forfatter: 
Dato:  08-01-2016 19:20

en unghest som som ellers er tilredet ordentligt og ikke har nogle fysiske gener, skal ikke smide af uprovokeret.

nogle heste kan have et sensistivt og lidt vanskeligt, så de under pres gør vel rigeligt modstand og enhver hest kan blive forskrækket- men det der med at gå totalt agurk og drøne rundt i en ridehal og bukke af, det skal en normal undhest altså ikke!

 

Du siger at en anden har redet den-hvordan er det gået?

 

når jeg spørger, er det fordi, at jeg ikke tror du nogensinde kommer til at blive glad for den hest. Og hvis den har farlige vaner, skal den ikke sælges men slagtes. Det lyder hårdt, men en hest som skal bruges som ridehest, skal kunne rides og ikke smide af.

jeg har selv med de heste jeg har haft, prøvet at få en del luftture, men der har altid været en forklaring: hesten blev forskrækket fordi der kom en lyd bagfra, der gled sne ned af ridehustaget, jeg forlangte noget af den, som den ikke følte for og der opstod en konflikt. Jeg har kun en gang oplevet en hest helt umotiveret løbe ad hel.. til og bukke af med vilje. den fejlede ikke noget fysisk, men var bestemt ikke ridehestemateriale og med mindre den er exeptionel talentfuld, er sådan en hest intet værd.

6
0
Svar på denne tråd
 
 Ordet angst...
Forfatter: 
Dato:  08-01-2016 22:04
Jeg er læge, og derfor vant til at ordet angst bruges om en diagnose. Som et navn på sygdom.

Men vi skal ikke glemme, at angst normalt er en fornuftig følelse, som er beregnet til at stoppe os, når vi er på vej ud i noget vi kan gå i stykker af.

Ud fra din beskrivelse, så har du livslangt bevist at du er en modig rytter, som er meget svær at gøre usikker.
Men med den beskrivelse af hestens adfærd skal man da være godt dum, hvis kroppen ikke gør modstand mod at få flere bøjede ribben!
På trods af dit mod kan du ikke lade være med at lære, at du kan gå i stykker af den hests adfærd = følelse af angst når du placerer dig i risiko = oven på hestens ryg.

Hvad du gør bestemmer du selv.
Jeg havde fundet en anden, dygtig rytter. Sikret mig at h*n forstod hvad der var sket og lade h*n ride hesten. Hvis det så sikkert og forsvarligt ud ville jeg lade den anden rytter træne min hest og så selv ride andre.
Uanset hvad, kom selv op i sadlen. På andre heste, så du opdager at du fungerer som rytter.
Er du bange for dit stress respons, så talt med egen læge, spis evt en enkelt pille af typen betablokker før du hopper i sadlen (fx selozok, propranolol) for de blokerer kroppen sympaticus respons.
- Jeg ved ikke hvad jeg selv havde gjort. Men det er ikke normalt for en hest at gøre sådan.
- Du er nu meget normal, ved at huske i krop og sind at det var noget møg som ikke skal ske igen. Angst har beskyttet dine forfædre siden forhistorisk tid.

Pas på dig selv.
(Nåja, vi er mange som ikke passer på os selv. Men du må godt. )
14
0
Svar på denne tråd
 
 De tre sidste indlæg før det her.
Forfatter: 
Dato:  09-01-2016 09:17

Jeg er omtrent 700% enig med Sandra/Lara, Leonidas og Doctor Who

 

Jeg ville stærkt overveje at afhænde hesten på den ene eller på den anden måde. Vi falder anderledes, når vi er yngre og udødelige. Med alderen kommer en anden vished for og om livet og du bliver bevidst om, at du tåler ikke et uendeligt antal gange i gruset :-(

Jeg er kommet så langt i mit hesteliv, at mit største krav til en ny hest er, at jeg skal kunne sætte mig op på den og ride en ubekymret tur i skoven den næstkommende søndag. Det andet er jeg for gammel til...

PS: Du er ret sej (y) Selverkendelse er immervæk ikke nemt.

5
0
Svar på denne tråd
 
 ikke uden grund
Forfatter: 
Dato:  09-01-2016 12:48

Altså, jeg er ellers ikke pivet, men din angst er jo ikke uden grund og som Dr. Who siger, angst er vigtig i menneskets overlevelse, så man bliver advaret om, at her der er altså en mulig fare for dit liv.

 

Jeg synes simpelthen ikke du skal sætte liv og lemmer på spil for at bibeholde en drøm, drømmen om at denne hest, skal blive din kommende ridehest.

 

Jeg ville så absolut få hesten grundigt undersøgt . Jeg ville få den grundigt gennemgået af Kiropraktor Rikke Andersen, som jeg synes er helt fantastisk dygtig og derudover meget ærlig og sympatisk. Hun ser heste i bevægelse hele dagen og hun spotter straks når noget er galt.

 

Jeg synes du skal tænke dig grundigt om før du sætter dig op igen og også før du lader andre sætte sig op på hesten. Du vil aldrig tilgive dig selv, hvis du eller andre bliver kronisk skadet i et forsøg på at ride den.

 

Noget er helt galt. Hesten MÅ have smerter eller et traume, som sidder i den.

 

Jeg ønsker dig og hest held og lykke, og pas nu på .

5
0
Svar på denne tråd
 
 åh ja...
Forfatter: 
Dato:  09-01-2016 13:59

Jeg husker en hest fra min gamle rideskole. Den var virkelig forfærdelig, når ejeren sad på den, og den gjorde alt for at få hende kylet ad h... til. Når underviseren red den, var der ikke noget - altså måtte hesten være fræk, mente underviseren. Hesten havde været til dyrlæge, der ikke fandt noget på den, og den fik jævnligt massage.

 

Jeg flyttede fra rideskolen, men senere mødte jeg ejeren, som fortalte, at hesten var blevet aflivet. Hun havde fået den udredt igen hos en ny dyrlæge, hvor det viste sig, at den faktisk fejlede noget og at den havde piv-ondt.

 

Jeg tror ikke, at din angst er det store problem her, den lyder naturlig og helt begrundet. Jeg tror, du skal kigge på, hvorfor hesten reagerer så voldsomt, som den gør. Pøj pøj med det.

 

mvh. tina

1
0
Svar på denne tråd
 
 Prikprik
Forfatter: 
Dato:  10-01-2016 12:37

Jeg vil sige få noget hjælp! :) Jeg forstår dig sagtens, og jeg har altid selv været af samme type... - man vil selv! Men man må også sande, hvornår nok er nok. Og det er det, når du ryger af gentagne gange, og du risikerer det går udover din ridelyst! :) Sæt den i ridning en måned. Lad hende blive redet godt og grundigt igennem af en berider el. anden dygtig rytter, som du har tillid til. På den måde kan du også se, hvad der sker, - laver hun stadig sindsyge hop, ville jeg nok overveje en dyrlæge, fys el. kiropraktor, for det lyder godt nok voldsomt. Jeg ville virkeligt sikre mig, det ikke er fordi, den har ondt. Især når den ikke har reageret sådan tidligere.

 

Når du ved, hesten faktisk ikke gør det med andre, kan det være, du får en ro og en tro på, at det heller ikke behøver være sådan for dig. Og så kan du måske bedre slappe af? Ellers tror jeg, du skal tage det en lille smule af gangen. Hellere for lidt ridning end for meget, især hvis du har en anden til at hjælpe til med motion. For husk, hvis du ikke har lyst til at ride hende, jamen så bliver den jo mere og mere frisk + mere og mere sensitiv :) Måske få en anden til at ride hende træt, og så selv skridt den af? Efterhånden så se, om du tør trave hende af? Små bidder, for du skal nok finde ro ved det igen. Bare lad være med at presse dig selv for meget, for får du endnu en dårlig oplevelse, tager det eeeendnu længere tid. Se på dig selv som en meget ung og sensitiv hest, - den vil du heller ikke udsætte for for meget på en gang vel? :) Af skræk for, at den får en dårlig oplevelse :)

 

Jeg har altid været af samme opfattelse af, at man klarer tingene selv. Op igen, hvis man ryger af, men som jeg selv er blevet ældre, (haha er 20), men alligevel, så er det gået op for mig, at der er nogle ting, jeg ikke engang gider at arbejde med selv. Heste der stejler eller ter sig tossede... det er simpelthen ikke risikoen værd. Jeg vil selv ride min nu 3 års til til maj, men viser han dumme takter, jamen så sender jeg den i tilridning. Jeg har simpelthen hverken tid eller lyst til at komme til skade :) - Eller til at det ødelægger min ridelyst for altid :)

 

ALT held og lykke. Håber virkeligt, du finder ud af det, men det ved jeg, man gør. Man skal bare tage sig god tid. Det at blive forskrækket og bange for sådan nogle ture er sgu helt normalt! Og nærmest blot et sundhedstegn... ville være decideret dumdristigt ikke at blive lidt forskrækket :) Så stå du ved, at du er blevet forskrækket, og tag dig god tid til det hele. Sejt du stadig vil! Det er det vigtigste, så skal resten nok komme.


*****

VH

ANNA OG CASINO ROYALE

 

1
0
Svar på denne tråd
 
 Tak for alle jeres svar
Forfatter: 
Dato:  11-01-2016 10:10

Tusind tak for alle jeres svar og input. Jeg vil prøve at svare jer alle sammen via et stort svar.

 

Ever, min hoppe, har altid været nem og haft et okay roligt hoved overfor nye ting, så længe jeg var rolig. Før hendes skade skulle der meget til for at panikke hende eller lign. Før skaden lavede hun ikke de hop, udover glædes hop i galloppen og på skovtur. Før skaden var hun en alletiders ridehest, der svaret dig godt og ELSKEDE at lærer nye ting og at RIDE. Man kunne bogstavligtalt mærke hendes nysgerighed og spænding ved at lærer noget nyt, op igennem sadelen.

 

Dyrlægen havde været forbi flere gange. Hun er både rent i røgten og mønstring/bøjeprøve. Absolut intet at se. Kiropratoren fandt intet i ryggen. En smule i nakken, men intet ud over det sædvanligt. Korsbenet var der dog et eller andet med, men det blev sat på plads, og igen mente hun ikke at det kunne være skyld i de store udbrød. Dog kort tid efter (i genoptræningen) forsvandt haltheden helt, men om det var skyld i kiropraktoren eller om det var hovbylden der forsvandt (som jeg jeg fandt senere i samarbejde med smeden) er ikke til at vide. Men hun halter ikke mere.

 

Hende jeg fik til at ride i mens jeg kom mig, oplevet ikke nogen hop på min hoppe. MEN! Jeg havde trods det ikke set min hoppe gå SÅ dårligt med en anden rytter. Fuldstændig spændt i hele kroppen og hovedet helt op i vejret. Jeg er overbevist om at de skyldige skal findes i rytterens hænder. Meget korte tøjler, og noget hårde hænder. Derfor kunne jeg heller ikke lade hende forsætte at ride hende. Men rytteren har været rigtig god til at hjælpe mig, så nu fungere hun som min hjælper og moralske opbakning.

Ever har ikke haft andre ryttere på ryggen end mig og så hende der hjalp med tilridningen. Altså før rytteren der hjælper mig.

Jeg rider med meget bløde hænder, og det er begrænset hvor meget jeg har fat i bidet. Hvilket fungere rigtig godt på min Hoppe. Hun har aldrig gået så ringe med mig, som hun gik med den anden rytter.

 

Nå men så til de rigtig gode nyheder! Jeg har været oppe og trave på hende i går! Mine arme er helt oppe over hovedet!

Jeg var oppe på hende i fredags. Min hjælper havde longeret hende godt og længe til hun var en god gummibold. Og så fik jeg lov til at komme op og sidde på hende. Min knude eksisterede stadig i maven, og jeg var stadig en smule spændt i skulder og nakke. Men jeg følte det allerede var meget bedre, og min hoppe gik så godt for min hånd. Lidt af gangen fik vi travet nogle få skridt. Her sad hjertet helt op i halsen, og min hoppe kunne helt klart mærke. Så det var meget få skridt i trav, og så skridt. Jeg var glad. For der var forbedringer!

 

I går, var der så endnu større forbedringer! Igen blev hun longeret først, og derefter satte jeg mig så op. Stadig med longe i hende, og min søde hjælper for enden af longen. Efter meget lang tid skridt, hvor jeg fik godt styr på min vejrtrækning og for første gang slappet af i hele kroppen, satte vi gang i trav. Først på samme måde som dagen forinden, men efterhånden travede vi ridehuset rundt, stadig med hende i longen, uden de helt store problemer. Og oven i det, gik min hoppe helt fantastisk. Dejlig afslappet og suget godt på bidet! Jeg var så glad da jeg kom ned fra hende, og jeg føler at det sagtens kan lykkedes! Selvfølgelig var der tidspunkter hvor hun begyndte at trave lige lovlig frem, hvor jeg begyndte at spænde op. Men med den moralske opbakning fra min hjælper fik jeg hurtig styr på det igen.

En enkelt gang blev hun også bange for en spand der stod et sted den ikke skulle stå (ifølge Ever), og hun hoppede til side. Men også her bevarede jeg roen, og det var nok den største sejr for mig!

 

Før mine små sejre overvejede jeg godt at sende hende til en professionel i en måned, men jeg er bare bange for at når hun så kommer hjem igen, så er der gået så lang tid siden jeg var oppe på hende, at jeg så vil føle mig endnu mere panisk. Men det har netop hjulpet at jeg har set hun ikke har hoppet med andre.

 

I mellem tiden har jeg også været oppe på andre heste, og her føler jeg mig meget mere sikkert. Jeg tror det har noget at gøre med at jeg på en måde "ved" eller i det mindste tror på at den hest ikke gør det samme. Så problemet ligger helt klart i at jeg skal have opbygget min tillid til min hoppe igen.

 

Min hjælper og jeg har en teori for hvorfor min hoppe gør som hun gør. Min hoppe er meget afhængig af støtte og at jeg hele tiden fortæller hende hvad der skal gøres. Og lige så snart jeg begynder at tvivle kan det mærkes på hende. Da vi skulle trave i går, var jeg jo selvfølgelig meget nervøs, især det med at drive hende frem. For sidste gang jeg drev hende frem, blev jeg smidt af. Så samtid med at jeg drev hende frem i går, lænte jeg mig frem med min overkrop. Og jeg kunne mærke min hoppe blev meget forvirret og begynder at lave taktfejl rundt på volten, lige indtil jeg turde læne mig tilbage og drive frem, så gik hun fantastisk igen. Hun er en hoppe der "stoler" meget på min støtte med sæde og tøjler, så hvis de pludselig mangler, så reagere hun hurtigt. I hvisse tilfælge med taktfejl, andre med urolig fortil og måske endda med hop. Men igen det er en teori.

 

to forskellige dyrlæger har allerede tjekket hende igennem, samt en kiropraktor. Og de fandt intet af betydning. Sadlen sidder også som den skal.

 

 

Jeg kan ikke lide tanken om at sælge hende. Især fordi hun er en speciel hoppe, og er så bange for at hun kommer hen et sted der griber hende helt forkert an. Og så går det både udover rytter og hest. Og så kunne jeg slet ikke se mig på ryggen af en anden hest

Og aflive kan slet ikke komme på tale. Hun er en super fin hoppe, og jeg er overbevist om at hun har hovedet på rette sted. Trods de seneste episoder.

 


- Sarah

 

Følg stald Foldager på facebook: www.facebook.com/staldfoldager

Eller følg mig på instagram: Arrogancecx

 

1
0
Svar på denne tråd
 
 Bange for hesten
Forfatter: 
Dato:  11-01-2016 11:54

Hej,

 

Jeg har været igennem en omgang for mange år siden, og det, der hjalp mig videre var:

 

1) Begynd at ride på helt rolige heste, indtil du har fået selvtilliden tilbage. Jeg startede simpelthen på et rideskolehold på en gammel, rolig hest og avancerede stille og roligt til yngre og friskere heste, indtil jeg endte med at indspringe en nyindkøbt unghest

 

2) Hav nogen til at trække eller gå ved siden eller "samle op", så du føler dig lidt mere sikker lige i starten

 

3) Arbejd meget med det mentale (trække vejret, slappe af i hele kroppen, blide øjne, lade være med at fokuserer på det, som hesten MÅSKE kan reagere på) og visualisér din rideture som du gerne vil have den, så du har positive tanker, når du sætter dig op

 

Et tip: Få lige checket sadlen. Hesten kan have skiftet facon og hvis din hest er sensitiv, kan en lille smule dårlig pasform betyde rigtig meget!

 

Held og lykke med det!

 

MVH

Jette


Vi rider akademisk, min hest og jeg, og vi elsker det!

 

Men jeg synes også, at...

 

Rigtige piger rider military!

1
0
Svar på denne tråd
 
 bum bum bum
Forfatter: 
Dato:  15-01-2016 12:12

Rideangst, det er noget værre møg.

 

Min historie er ikke særlig opmuntrende. Du skriver hvornår vi andre kom over og hvordan vi overvandt rideangst. Jeg kan svare at det skete aldrig for mig. Jeg overvandt den aldrig, trods ihærdige forsøg. Jeg rider ikke mere i dag, jeg er piv angst og har opgivet nogensinde at stole på en hest igen.

 

Jeg red mange stævner, konkurrencer, red distance, red orinteringsløb, red lange ture ved skov, vej, strand, i myldre trafik og var aldrig bange. oplevede aldrig angst. Red alle mulige typer heste og var der en hest der var lidt " tosset " så red jeg den, fordi ingen andre turde. Jeg følte mig helt roligt på hesteryg og havde aldrig forstillet sig det kunne være anderledes.

 

Jeg havde tilmed en drøm om at blive beridder, ligesom jeg underviste på rideskoler og altid var på ryggen af en hest.

 

 

Lige indtil jeg en dag meget uventet faldt af, da hesten under et stævne løb løbsk i vild panik inde i ridehallen. Jeg landede så jeg brækkede det nedereste af ryggen, jeg lå bare og skreg og skreg, alt sortnede for mig og der blev selvfølgelig bestilt ambulance. Der gik næsten et år før jeg kunne ride igen.

 

Jeg var rystende nervøs, men genfandt rimelig hurtig rideglæden og i et par måneder gik det godt, lige indtil en dag på skovtur med min veninde, hvor hendes hest løber løbsk. Hendes hest løber ind i min, min løber med, de løber begge ud på vejen og jeg skvatter af, lige ned i asfalten med hovedet først, min ridehjelm flækkede og jeg kan ikke beskrive den smerte det er at lande på astfald fra fyld galop i en tynd t-shirt.

 

Min nakke tog alvorligt skade og jeg var indlagt en uge.

 

 

Efter det begyndte det at blive svært rent fysisk at ride, mit hoved dunkede, min nakke skreg af smerte og bare det at holde til mit arbjede blev umuligt.

 

Jeg intressede mig stadig for heste, selvfølgelig. En efterårs dag ville jeg i skoven, det var længe siden, kunne mærke jeg var nervøs, kunne mærke at der var nogetr der ikke var som det skulle være. Jeg kunne ikke sætte en finger på det. Var angst, men havde mest af alt bare en elendig fornemmelse i maven. Jeg lånte en rolig vallak, red ud sammen med 2 andre. Turen gik fint, jeg faldt til ro i min mave og jeg kunne holde til at skridte og trave. Valakken er noget drøj i det og vi sakker et stykke bagud. Vi rider op af en stejl bakke og jeg er uvidende om at de andre ville galopere, så mens jeg sidder og retter på en stigbøjle i skridt, tager satan ved hesten, for nu ville den pludselig op foran de andre, da de satte i galop. Jeg flyver af i høj fart og hamre siden af mit hoved ned i en træstamme. Har selvfølgelig hjelm på. Igen går det voldsomt ud over min nakken og mit bækken. Kommer på sygehuset, har vredet flere nakkehvirvler og ligger en uge, uden at kunne dreje hovedet. Har fået et meget voldsomt piskesmæld.

 

Så skal jeg love for at angsten for alvor kom, jeg stolede ikke længere på nogen heste, jeg var vred, følte mit liv var ødelagt, var rasende på hestene, havde smerter konstant og heste kom i en lang periode ud af mit liv. Så gentop jeg det langsomt, startede på et rideskole hold, men brød grædende sammen flere gange. Kroppen ville ikke længere være med til det. Jeg tog et kursus i rideangst, synes det hjalp, men kun kortvarigt, så kom angsten tilbage igen. Prøvede med naturmedicin, prøvede med træner der trak mig rundt osv, men følelsen af ikke at kunne stole på hesten var altoverskyggende og jeg så farer alle steder, turde kun være på en lukket ridebane, mens en person var der.

 

Jeg prøvede igen for nylig, men nej angsten sidder lige under huden. Jeg kan skridte og trave, får dog slemme smerter i nakken og hoved. Men jeg kan pga angst ikke galopere og gør hesten det mindste, så farer min mave sammen.

 

Det er for alvor slut, jeg har opgivet, jeg kommer aldrig til at ride igen. Heldigvis har jeg min shetlænder og mit æsel, de er daglig terapi for mig, elsker stadig at komme i stalden, elsker at omgås dyrene. Men at ride, forbliver fortid for altid.

0
0
Svar på denne tråd
 
 Jeg har ikke
Forfatter: 
Dato:  15-01-2016 15:42

noget konstruktivt at tilføje til denne tråd, men Øllebølle - føj, hvor har du været uheldig! Jeg kan egentlig godt forstå, at du ikke kan med ridning længere med de oplevelser, du har haft, og de voldsomme fysiske skader. Det er den slags "tilfældige" uheld, som vi allesammen ved kan ske, men man vælger nok bare at tænke "det sker ikke for mig", for ellers bliver man simpelthen for nervøs. Jeg kan alt for godt forestille mig, hvor meget det sidder i kroppen, når den slags faktisk er sket for en flere gange.

Dejligt, at du stadig kan finde glæde ved at være sammen med din pony og dit æsel


What doesn't kill you, makes you stranger.

(nope, ingen stavefejl)

 

Udlandsdansker siden 2009.

Rejseblog: http://www.freewebs.com/sinehn/

2
0
Svar på denne tråd
 
 rytterangst
Forfatter: 
Dato:  15-01-2016 16:35

Jeg overtog for 4 år siden min datters hest, og jeg var BANGE for den, det tog 3 år at komme over det og stole på hesten. Det var også med meget hjælp og støtte i starten.

 

Jeg er ikke en modig rytter, jeg ved at det gør ondt hvis jeg falder af, og det gør at jeg er bange for at falde af.

 


Hilsen Helle

0
0
Svar på denne tråd
 
 Update
Forfatter: 
Dato:  16-01-2016 09:11
Mange tak for inputs!

Puha øllebølle, det har da også kun været uheld på uheld du har været igennem :(
Men dejligt at du stadig finder glæde i de to firben, og ikke har opgivet heste helt og holdent.

For mig er det gået op og ned. I mandags red jeg på hende,stadig med longe. Det gik fint det hele, men hun lavet et enkelt buk.det buk var dog overhovedet ikke af samme kaliber, som dem førhen. Men min mave trak sig helt sammen, og jeg nåede da at tænke "sh*t". Men jeg overlevede :p

Tirsdag og torsdag, kunne min søde hjælper så ikke. Så det blev longedage. Men efter de to dage uden ridning, gik det op for mig at jeg ikke savnede at komme op på hende. Jeg var ulykkelig, efter den indrømmelse. For betød det at jeg godt kunne undvære hende? Og tanker om salg begyndte at tage rod.
Mit humør de to dage var meget utilregnelig og skiftede hele tiden. Det måtte have været et helvede for min bedre halvdel. Men han tager det sq flot, og støtter mig igennem alt ❤

Torsdag skulle jeg så op på hende igen. Og her tog vi endnu et stort skridt frem. Vi travet for første gang UDEN longe! Det var virkelig fedt ikke at være afhængig af longeføren, og jeg følte mig for første gang i lang tid -på hesteryg- selvstændig. Og det fik mig også lidt til at tro at der er en vej frem for mig! Så må jeg så gøre op med mig selv, om det er ved at være tid til at få mig en ældre sag der kan lærer MIG noget, i stedet for de unge..

- Sarah

 

Følg stald Foldager på facebook: www.facebook.com/staldfoldager

Eller følg mig på instagram: Arrogancecx

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Om beslutninger.
Forfatter: 
Dato:  16-01-2016 11:57
Jeg har foreslået følgende fif til andre.
Men det virker, skulle angiveligt være evidens baseret! Uhh!
😉

Anyway.
Tag et A4 papir. Fold det to gange på midten og fold det ud, så har du 4 store felter.
Øverst til venstre fordele ved intet at ændre, dvs behold hesten og rid videre.
Øverst til højre ulemper ved intet at ændre, dvs at beholde og ride videre på hesten.
Nederst til venstre ulemper ved at ændre, dvs sælge hesten (og så gøre noget andet bagefter).
Nederst til højre fordele ved at ændre, dvs her sælg hesten.

For mig selv ville det nok ikke være rationelle argumenter, men emotionelle, såsom at jeg ville føle at jeg gav slip på en drøm. (Som jeg læser Trådstarter var planen at beholde hesten livslangt, ikke at ride til, ride op, få kontanter og starte med en ny)
Omvendt, hvad er kernen i den drøm?

Hvis kernen er tusindvis af skønne timer med en skøn hest, så er der visdom i at erkende det, hvis kroppen ikke savner at ride på den hest som gjorde noget, der gjorde ondt, selvom jeg læser mellem linjerne, at du teknisk set godt kan ride den, og er ved at træne hovedet op til at du selv opdager at du kan.
For jeg forudser, at Trådstarter får mange succesoplevelser i stil med "yes, der travede vi uden longe, uden at maven var angst!" +yes, det var kort galop" +"yes, hjemme fra skovtur" og de er måske værd at tage med. At Trådstarter opdager hun kan, selv på den hest der gjorde noget, der gav smerte - for der er ingen tvivl om at Trådstarter er samme rytter.
Men vil hesten på lang sigt blive brugt til det den burde? Vil du gøre det du holder hest for?

Det gør ondt at tænke over hvor man er i livet, men det er heste gode til at få os til. Og det gør os klogere. Personligt holder jeg meget af en anden hestenettet.dk brugers signatur - heste er billige terapeuter. (Og jeg tror selv netop det får nogle til at forlade heste på sigt, hvis man ikke kan lide hvad man spejler i et levende væsen ?)

Nu bliver jeg lommefilosofisk, og går videre.
2
0
Svar på denne tråd
 
 har været der..
Forfatter: 
Dato:  29-01-2016 16:04

Jeg kan så tydeligt sætte mig ind i alle din bekymringer og vil egentlig bare sige, at du ikke er den eneste med den følelse.

 

Jeg har netop solgt min hoppe. Hun havde uendeligt med potentiale og var simpelthen min drømmehest - Intet mindre! Jeg købte hende, da hun var 8 år og red hende selv til. Tilridningen gik rigtig godt, men pludselig fik hun en ide med, at smide mig af under opsidningen. Fuldstændig ligesom dig med voldsomme rodeobuk. Jeg er en stædig person og har aldrig frygtet heste i de 20 år jeg har redet, så jeg fik hende gennemtjekket (kiropraktor, scanning, røntgen, you name it) og forsøgte mig igen. Det gik rigtig godt i en periode, men angsten sad i mig og pludselig en dag gav hun mig samme tur igen med et besøg hos skadestuen som følge.

 

Jeg har nu solgt hende og købt mig en skøn oldenborg vallak, men min angst er der stadig væk og kæmper med den hver dag.

 

Mit råd til dig er derfor at sælge. Jeg fortryder så inderligt, at jeg ikke stoppede før, da oplevelserne nu helt har ødelagt min lyst til heste og ridning. Det er ikke det værd. Hverken for dig eller hesten.

 

Håber du finder den rigtige løsning. Jeg ved hvor svært det er.

2
0
Svar på denne tråd
 
 rideangst og vejen tilbage
Forfatter: 
Dato:  01-02-2016 11:49

puha, her kommer et meget ærligt indlæg fra mig jeg ikke troede jeg nogensinde skulle dele.

 

Jeg var 16 år gammel og gik på en meget seriøs og konkurrence præget rideskole, jeg havde helpart på det her kæmpe lokum af en hest, den var 177 cm og cirka lige så bred, jeg selv er er 167 på en god dag og vejede på det tidspunkt 60 kilo, så jeg ved ikke om den overhoved kunne mærke mig deroppe :D

 

jeg havde reddet den fra april til september og var meget forelsket i den, det var mit mål at lærer at ride den her hest korrekt, frem til håneden osv. jeg kæmpede en brav kamp jvf. mine korte ben og stor hest. i september rykkede vi virkelig og jeg kunne nu ride et la program på hesten, hvor den gik stabilt. i takt med vejret blev koldere, blev hesten friskere.

 

i midten af oktober rider jeg rundt med 3 andre, ud af det blå bukker hesten som en vanvittig og styrter rundt i ridehuset, jeg flyver af, men er ellers okay og kommer op igen. dette var dog start skuddet. de følgende 6 måneder kyler hesten mig af 3-4 gange om ugen, alle gangene starter med et kolosalt buk og styrten rundt til jeg faldt af. hesten var stor og svær at sidde på, så man havde ærlig talt ikke en chance, set i baksppejlets irriterende klarer lys, skulle jeg være stoppet med at ride den hest der, jeg var blevet bange for den.

 

vi rammer april igen, jeg er nu blevet 17 år, og hesten går igen som en drøm, jeg er blevet godt nervøs og ret vred på den her hest over dens bæ opførsel - ja totalt irrationelt at blive gal på en hest, men jeg var som skrevet allerede blevet bange for den, men jeg gik jo det her fine sted og jeg kunne jo godt få den her kæmpe hest til at gå fornuftigt omkring med mig, så stædigheden vandt desværre.

 

vi rammer oktober igen, og fanden tager bare ved dyret, den blæser rundt som en total åndsvag, jeg har en "tante" rem monteret og holder stædigt og angst fast, pludselig går døren til ridehuset op og hesten styrter ind i en rytter og hest der er på vej ind i ridehuset, den er nu i vild gallop uden for banen og på vej op af en cykelsti, den løber så stærkt, at jeg simpelthen mister vejret, pludselig drejer den rundt, jeg flyver af men får ikke sluppet tante remmen, så jeg brækker 4 finger på¨den måde.

her stopper det dog ikke, jeg red ikke med sikkerhedsbøjler (ja idiot!) og jeg har små og smalle fødder, så gæt hvad der sker? ja mit ben ryger igennem stigbøjlen og jeg bliver nu slæbt hen af asfalten, stadig i hæsblæsende galop, jeg er som tidligere skrevet ikke ret høj,så det er kun det øverste af min ryg, skuldrer, hoved og arme der bliver slæbt afsted, resten "hænger i luften" hviket resultatere i adskellige spark fra både for og bagben, fordi jeg dingler der. jeg har nu mistet bevidstheden, og vågner op ved en eller anden står og slår mig i ansigtet og lyser mig i øjnene. jeg er i en ambulance.

 

hesten er blevet stoppet ca 2 kilometer fra rideskolen af en flok cykelister, der havde "omringet" hesten og fået den stoppet og mig fri. (og skulle i cykelister tilfældigvis læse med, så af hjertet tak for hjæpen, jeg prøvede at opsøge jer efterfølgende med en lille ting, man fandt jer desværre ikke)

 

jeg har brækket anklen, brækket 7 riben, fået sparket bækkenet skævt, brækket kraveben og må sys med 17 sting på ryggen og armene fra forskellige genstande jeg er blevet trukket hen over, jeg har svær hjernerystelse og brækket håndledet. og så blåmærker og skræmmer all over. jeg har blødninger i maven og i livmoderen og må være på hospitalet i en måned. herefter en masse genoptræing.

 

Jeg var skrækslagen for heste efterfølgende, men da genoptræning var overstået for min underviser mig presset op på den her hest igen, det reslutere i han går 5 skridt frem og jeg bryder sammen i gråd, jeg er så bange! hesten bliver vist bange eller noget for den sætter ivertfald i galop, jeg kan hun huske jeg rystede fuldstændig ukontrolleret og folk der råbte forskellige ting til mig, jeg ryger af igen. og kan ikke så meget som se på hesten. jeg løber grædene derfra, min underviser ringer om aftnen og fortæller hun vil longere mig på hesten, jeg vil ikke, hun presser mig igen. og den samme ting sker, hesten tager et par skridt og jeg vræler og panikker totalt ukontrolleret.

 

jeg fik så lov at skifte hest, jeg red en nordsvensk skovhest, kærlig og skøn var hun, stædig ja, men bombesikker. jeg fik langsomt tillid igen og da jeg havde reddet den i et stykke tid, skiftede jeg over til en lidt friskere hest, og et år efter ulykken red jeg kæmpehesten igen, jeg var ikke bange og jeg havde en god tur, jeg har efterfølgende ikke siddet på den hest igen, jeg havde bare brug for en afslutning.

 

Jeg er nu 25 år og har mine egne heste, og min hoppe er både hysterisk og alt for vågen nogen gange, og jeg rider også min venindens hingst, der syntes det er fremragende at gå i vejret når der er dejlige heste damer i nærheden.

 

Jeg kan ride alt(næsten)den dag i dag, men jeg kan stadig ikke ride en skov tur uden en meget rolig makker og jeg skal passe på mig selv, for angsten ligger under overfladen og jeg kan ikke ride heste der løber, de må bukke, stejle og gøre ved, men er det typen der løber eller stikker af, kan og vil jeg ikke røre den med ildtang.


Nu Med Egen Hest

3
0
Svar på denne tråd
 
 hypnose
Forfatter: 
Dato:  01-02-2016 19:09

Desværre kan jeg også nikke genkendede til at være bange for at ride. Efter nogen rimelig slemme rideulyker, hvade angsten sat sig dybt i mig og det var ved at kvæle min lyst til at ride.

 

Jeg fik hypnose og det virkede øjeblikkeligt!

Jeg gik 100 procent ind til behandligen og ville have det til at virke. Jeg blev ikke skuffet.

Jeg kørte direkte hjem og hoppede på nakken af hesten uden angst.

Ugen efter hoppede hesten en smule tilsiden. Jeg kunne mærke, min krop reagerede som den plejede med at spænde op, men selve angsten kom ikke. Jeg kunne hurtigt slappe af igen.

Nu er det over et år siden og hesten kan toppe op bagtil eller give et lille buk uden jeg reagerer.

 

Så det var det bedste valg jeg har gjort længe. Ellers var jeg nok stoppet med at ride for altid..


Salg af kvalitets pandebånd med 10 mm. krystalsten.

Elegant med meget blig blig

Se mere på

 

www.staldlauenborg.dk

 

0
0
Svar på denne tråd
 
 Tak for svar og input.
Forfatter: 
Dato:  09-02-2016 19:28

Først: Mange tusinde tak for alle jeres svar, input og at i vil dele jeres egne oplevelser. "Varmblod er vejen frem" da jeg læste din historie, fik jeg godt nok sug i maven, og bliver helt ked af at du skulle opleve noget så voldsomt! Men hvor er det skønt at du trods alt blev ved med at ride, og stille og roligt opbyggede modet igen. :)

 

Nå men det er vel tid til en opdatering.

Jeg blev ved med at ride min hoppe, og det endte med at hun gik rigtig godt og afslappet, og jeg fik overbevist mig selv at nu ville jeg prøve gallop anspring. Det ender ud i at hun stikker af igen med buk indblandet. Jeg får heldigvis hurtig styr på hende, i samarbejde med min longeholder. Men det var det der skulle til. Der gik det op for mig, at jeg får ikke tilliden til hende igen, og min interesse for hest forsvandt i samme sekund.

 

Ever blev solgt for en uge siden. Og nu skal hun i koncentreret ridning hos hende som også ejer hendes helbror. Intil videre går det rigtig godt, og jeg har fået afvide at der er så mange ligheder i mellem de to. Så jeg har det rigtig godt med min beslutning.

 

Jeg har fået lov til at ride min Mors i stedet, og på ham føler jeg mig rigtig godt tilpas. Han er tilpas frisk, uden at blive ustyrlig!

Jeg savner min røde hoppe, hun var noget helt specielt. Men jeg fortryder ikke mit valg, som sådan. Jeg ved inderst inde at det var det rigtige.


- Sarah

 

Følg stald Foldager på facebook: www.facebook.com/staldfoldager

Eller følg mig på instagram: Arrogancecx

 

5
0
Svar på denne tråd
 
 tralalalal
Forfatter: 
Dato:  16-02-2016 20:03

Hej igen

 

Det syntes jeg er en rigitg god beslutning, jeg skulle være stoppet med at ride min "ulykke" hest efter første periode med buk og løb, jeg var bange for ham og vi passede ikke sammen, selvom jeg var meget forelsket i ham og han var bare gude smuk!

 

En stald mutter sagde engang til mig "livet er for kort til dumme heste" - jeg er meget enig, for hvordan kan vi ryttere være gode heste ejer når vi er bange for dyret?

 

Held og lykke med din mors hest, det lyder som en rigtig god og hyggelig beslutning :)


Nu Med Egen Hest

0
0
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)
(Oprettelse og logind på Heste-Nettet foregår via Peercraft)


Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider