For det første vil jeg gerne udtrykke min sympati. Det lyder forfærdeligt hårdt.

 

Dernæst vil jeg gerne sige: Det lyder som en ukompetent psykiatriafdeling, I har været i kontakt med. Min mor har i mange herrens år arbejdet påpsykiatrisk modtagelse. Jeg kender også en voldsomt skizofren - hun er dog ikke så intelligent, og alt, alt for syg til, at kunne snakke noget som helst fornuft.

 

Hun lyder næsten som det, man i gamle dage kaldte "psykopat". Mangel på empati.

 

Hvor mange forskellige psykiatriske afdelinger har I været i kontakt med? Har I, som pårørende, snakket med nogle kontaktgrupper, hvor de har erfaring med sådanne mennesker? Jeg tænker jo umiddelbart, at hun "kan ting" som fx også misbrugere, kan. Lyve sig fra sandheden om deres problemer. Sådan én kender jeg nemlig også. En misbruger, indlagt efter selvmordsforsøg, der vidste LIGE præcis, hvordan alting skulle siges, så det ikke var suspekt. Det var meget frustrerende at stå, som pårørende.

 

Jeg må indrømme, at jeg er liiiidt blank ang. hvad, I helt konkret kan gøre. Jeg forstår ikke, hvis den psykiatriskeafdeling ikke tager det alvorligt, hvis I fortæller hvordan det står til, og hvordan hun skifter. Bipolar/borderlnie/skixofren el. andet, skal jeg ikke kunne sige, men helt okay kan hun jo ikke være.

I forbindelse med anmeldelsen håber jeg lillesøs har været omkring skadestuen for at få sine skader dokumenteret. Ellers er det nok ret vigtigt. Det kan også være at I der får rådgivning om hvad der kan gøres i forhold til sygesøster. Der er bare ikke ret meget at gøre ved lillesøsters frie valg til at beholde kontakten.

 

Hatten af for rare mennesker der bliver ved at give søster en chance, men måske skulle chancen være på betingelse af at sygesøster forblev i psykiatrisk behandling. Det er jo kun fordi systemet slipper opsynet med hende så hurtigt (og hele systemet ikke jævnfører deres dokumenter) at sygesøster ikke har fået vist sine værste sider til et psykiatrisk opholdssted.

 

Enten vil hun over tid vise sine farlige tendenser, eller også vil blive ved med at opfører sig godt, hvorved hun må siges at være helbredt, og de voldelige anfald ikke er sygdom, men dårlig opførsel. Det tror jeg nu ikke, så jeg hælder mest til at det ville være en fordel, mest for hende selv, at være indlagt så længe at facaden knækker.

 

 

Tak for at i har taget jer tid til at læse mit lange indlæg, og delt jeres syn på situationen.

 

Af hvad jeg ved af, har min syge søster været anbragt på to forskellige psykiatriske afdelinger to gange. Den ene gang fordi hun prøvede at tage sit eget liv med piller, og den anden gang fordi hun har haft truende adfærd overfor naboerne. Begge gange hun var indbragt var med flere års mellerum.

Hun kommer altid hjem et døgt efter, og siger at hun har talt med en psykiater som har vurderet hun er helt normal.

Hun gør altid et stort nummer ud af at fortælle hvor normal hun er, og hvor psykisk syge alle andre er.

 

Min anden storesøster arbejder som sosu assistent, og har i nogle år haft arbejdet ved et bosted for skizofrene. Hun fortalte mig for noget tid siden, at vores syge søster har utrolig mange fællestræk med disse skizofrene patienter hun har arbejdet med. Hun har i øvrigt talt med flere inden for psykiatrien, samt den afdelig min syge søster har været anbragt ved.

De fagfolk hun har talt med, har alle sagt, at man ikke kan tvangsindlægge mennesker, med mindre de er til fare for sig selv eller andre.

Da min lillesøster så for et par dage siden blev overfaldet, tænkte jeg", okay nu har vi chancen for at bevise at vores syge søster er til fare for andre. Men desværre er hun så god til at tale med autoriteter og virke fuldkommen normal, at hun har formået at vende politiets blikke væk fra sig, og over på min lillesøster som rent faktisk er offeret i alt dette.

 

Jeg var der ikke som vidne, og politiet vil ikke tale med mig om episoden. Jeg har talt med min anden storesøster og min mor, og de ønsker begge at forsvare min lillesøster og vidne overfor enhver at vi har en søster som er til fare for andre og skal have hjælp.

 

Jeg talte rent faktisk med min lillesøs i går om at hvis de bare kunne beholde vores syge søster i 3 dage på psykiatrien, ville hendes sande jeg komme til syne. Hun har i mange år været afhængig af smertestillende med sløvende effekt, og hash. Hvis man tog alt dette fra hende, ville hun gå helt agurk.

 

Jeg ved at da min lillesøster gik til polititet i går for at anmelde vores syge søs, der dog pilitiet billeder af hendes mange mærker efter overfaldet. Nu venter vi egentlig bare på om der overhovedet sker noget mere herfra.

Politiet virkede slet ikke til at tro på hvad min lillesøster fortalte dem, og de var ekstremt hårde overfor hende. Min lillesøster er ret følsom, og når politiet taler hårdt og anklagende til hende, bryder hun sammen i gråd. Det er simpelthen så synd for hende at hun først skal have bank, og derefter have skæld ud af politiet fordi de ikke tror på hende og dermed spilder deres tid.

 

Jeg læste i øvrigt i nyhederne i går, at en dame var blevet overfaldet af en hidsig kvinde, fordi hun spurgte den hidsige kvinde om ikke hun kunne tage sin hund i snor. Hun fik et kæmpe mærke i ansigtet, og i denne sag, gør politiet heller ingenting.

Hvis det havde været en mand, der havde overfaldet kvinden, ville politiet sikkert gå mere ind i sagen og endog andholde gerningsmanden. Det er bare som om at kvinder i dette samfund ikke kan være farlige

 

Hejsa.

Det er en trist historie.
Jeg håber at din store søster for længe siden er udbredt og i korrekt behandling.
Men...

Du siger psykisk syg, hjemløs... Vi har langt hen af vejen et tætmasket social- og sundhedsvæsen - men de mest komplekse personer kan systemet ikke rumme. Hvis der er misbrug og psykiatrisk lidelse har systemet meget svært ved det, tilføjer man legemlig sygdom falder man imellem alle stole.

Anyway, jeg aner ikke hvilke problemer der er.
Men det jeg tænker er:
Folk med kropslige sygdomme har næsten altid en klar fornemmelse af noget ikke er som det skal være, erkendelsen er der selv hvis man ikke har det specielt skidt.
Ved visse psykiatriske lidelser er det en del af symptombilledet at selvom de har det så dårligt at de er for forpinte til at kunne sove, magte at spise, skifte tøj... Så føler de sig ikke nødvendigvis syge, erkendelsen glimrer ved sit fravær.

Forestil jer, at I har det af helvede til. Stemmerne taler om dig, hele tiden, og det er grimt og bizart det de siger. Du har fået nogle piller, som giver dig følelsen af osteklokke. (Da du ikke har den instinktive fornemmelse af at noget er galt med dit helbred, især ikke i de dårlige perioder, er det svært at fatte man kan have gavn af de piller) Så mange psykiatrisk syge tager ikke imod den behandling som ellers holder symptomerne nede.

Der er mulighed for indlæggelse på røde papirer, hvis
1) "man er sindssyg eller i en tilstand svarende dertil"
2) til fare for sig selv eller omgivelserne, fx personens helbred tager varig skade uden behandling eller personen gør noget voldeligt imod sig selv eller andre, fx drikker sig bevidstløs, selvmordsforsøg, you name it.
3) behandlingsindikation, dvs man kan gøre noget effektivt.

Hvis en person man elsker er psykotisk skal læge orienteres, og kan tage over derfra. Fx egen læge, vagtlæge.
Ved behov kan indlæggelse arrangeres. Evt ved at politiet leder efter personen, hvis patienten er til akut fare for sig selv eller omgivelser.

Problemet er, at når patienten begynder at få effekt af behandlingen, er de ofte ikke længere psykotiske eller til fare og man må lade dem udskrive, hvis de ønsker udskrivelse.
Af og til er det frustrerende, nogle patienter har et mønster, hvor adfærden efter udskrivelsen medfører at de hurtigt har brug for indlæggelse igen.

Der er nogle mennesker, som gør ulovlige ting pga psykiatrisk sygdom.
Hvis de bliver dømt kan man få en retspsykiatrisk dom.
Det betyder, at gør patienten noget ulovligt pga den psykiatriske sygdom blusser op (Fx tager ikke imod behandling) kan dommen aktiveres.
Så bliver patienten hentet ind mhp at finde ud af hvorfor sygdommen blusser op og gøre noget ved det!

Summa summarum:
Er storesøster voldelig pga psykiatrisk sygdom, så er hun utvivlsomt selv forpint og kan have behov for indlæggelse.
1)Derfor husk at orientere egen læge eller vagtlæge når søster kommer og har en ekstra dårlig periode. Måske synes søster faktisk selv det lyder klogt med indlæggelse, når hun taler med vagtlægen. (Og røde papirer gøres kun når det ikke kan undgås)
2) Meld voldsepisoderne. Hun kan ikke forlange sig udskrevet på en retspsykiatrisk afdeling, så der kan man måske komme igennem med behandling
hvis almen psykiatrien ikke kan fastholde hende. Er der ingen anmeldelser, kan man ikke udnytte den gavn hun kunne få i retspsykiatrisk regi.

Det er en svær situation.
Alt godt fremover.

Det vigtigt i kommer på skadestuen hvis hun har slået på jer, uanset om i mener i har behov for lægebehandlig eller aj. Det skal i gøre hvergang hun slår, meld det hver gang hun udviser truende adfærd. Ellers får hun ingen hjælp da hun jo er meget syg udfra hvad du fortæller. Hun kunne virke som en med borderline, og ja der er ikke langt fra geni til tosse de er ofte voldsomt manipulerende og taler meget overbevisende men en god psykiater kam gennemskue hende ikke en almindelige praktiserende læge.

Hvis ikke folk vil i behandling er det næsten umuligt at tvangsindægge dem ,også når man ved de er meget syge og ustabile ,Derfor kommer hun ud med det samme, når ikke hun selv vil hjælpes må i holde hårdt på og sige fra der er ikke andet at gøre, til sidst vil hun få en behandlings dom så er der ingen vej udenom.

Håber i og hun får den hjælp hun har brug for.

 

 

Tusind tak for at i har givet jer tid til at læse og skrive tilbage på tråden.

 

Det er helt rigtigt at min syge søster er en kompleks sag med både det psykiske og hendes misbrug.

Jeg har hørt om mange som beretter at de ikke ønsker medicinsk behandling, netop som Doctor Who skriver. Det er selvfølgelig individuelt om man vil tage imod behandling eller ikke.

Hvis jeg led af vrangsforestillinger og var voldelig, ville jeg gøre alt for at slippe for de tanker og den adfærd. Ganke enkelt fordi det er uhyggeligt at have et usandt og modbydelig syn på omverdenen, og fordi at de vrangsforestillinger og volden gør at man bliver ensom da alle tager afstand fra en.

Nu kender jeg ikke til bivirkningerne af medicinen, og det er nok også meget individuelt.

 

Ud fra det du nævner i forbindelse med de røde papire, så må jeg sige at min syge søster op til flere gange har været i betragting til tvangsindlæggelse. Hun er også et par gange af hvad jeg ved af, været tvangsanbragt på psykiatrisk, men udskrevet dagen efter, for som hun hver gang siger når hun har stået overfor en psykiater eller psykolog, får hun altid at vide hun er helt normal. Hun har altid brugt ordet normal om sig selv siden hun var helt ung. Hun har haft behov for at sige det meget om sig selv, at hun er normal og alle andre er helt ude i skoven og psykisk syge.

 

Systemet har svigtet big time, for det er bestemt ikke kun overfor hendes familie, at hun er voldelig. Hun har haft et par kærester som også er uden for psykololigsk rækkevidde som hun har været meget oppe at slås med. Derudover er der de stakkels naboer hun har haft, som jeg ved har ringet efter politiet fordi de har følt sig truet. Hvor meget det er sket, ved jeg ikke. Kender kun til den ene gang det skete, men ved hun kunne finde på at råbe og skrige i opgangen når hun bildte sig selv ind, at naboerne var ude på at skade hende, og når hun føæte at naboerne snakkede om hende.

 

Tusind tak Doctor Who, for at du deler ud af din viden omkring reglerne indenfor psykiatrien og retssystemet. Det vil jeg ihvertfald tage til mig.

 

Lucky 1, du har helt ret i at hendes adfærd er meget borderline. Jeg prøvede at google det engang, og her fandt jeg virkelig mange ligheder i forhold til min syge søster. Især også den benægtende del med at hun ikke vil afsløres og manipulerer med fagfolk indenfor psykiatrien, og gør alt for at fortælle og udtrykke det helt rigtige for at blive sluppet ud med en lap på ryggen, hvorpå der står, "helt normal".

 

Min søster har været ved læge og anmeldt skader, og politiet har også taget billeder.

NU skal min lillesøster på kommunen fordi min syge søster sagde til politiet at hun mishandler sin datter. Politiet tager stadig ikke min lillesøster alvorligt, og det er politiet der indberettede min lillesøster til kommunen fordi min syge søster manipulerede med dem.

Det er så sørgeligt at min lillesøster skal forsvare alt det min syge søster har fortalt politiet. Det er virkelig noget af det hårde. HUn har virkelig aldrig slået sine børn eller udsat dem for nogen form for misrøgt.

 

Jeg ved godt at min syge søster er et forpint menneske, for det er virkelig en ussel verden hun lever i. Men samtidig mærker jeg en kæmpe vrede i mig selv, fordi hun får lov til at rende rundt og ødelægge andres og ikke mindst hendes egen families liv. Sikke et svigt fra sundhedssystemet og sikke et svigt fra politiet.

Jeg ved godt at politiet prioritere narko, økonomisk svindel og fartgrænser frem for alt muligt andet der bør tages ordenlig hånd om. Men jeg synes virkelig de svigter og er meget dårlige til at læse mennesker. Der manlger de virkelig noget i deres uddannelse.

 

Jeg er ikke inde i regler mv. - dem er der jo flere af besvarelserne ovenfor der fint gennemgår.

Det lyder som om I længe - og med begrænset held har forsøgt at hjælpe jeres søster - og at det ikke fungerer.

 

Nu tænker jeg, at alle implicerede er over 18 og dermed i princippet herre over eget liv. Og man kan jo ikke altid hjælpe andre og nogengange må man acceptere det og så lade fare.

 

I kan jo fortælle jeres søster, at ønsker hun proffessionel hjælp, så vil I gerne bistå hende - men derudover skal hun ikke forvente noget fra jer. Her tænker jeg også på, at din lillesøster har et ansvar over for sig selv og sine børn - som måske forvaltes bedst ved at hun ikke stadig prøver at hjælpe sin storesøster.

 

Det kan virke hårdt - men nogengange må man acceptere, at man ikke kan redde alle - og at det heller ikke er ens ansvar.

MH Nana

Det er umuligt at stille en diagnose uden at have set patienten, men jeg tror ikke en døjt på at det er borderline. Hun er psykotisk, paranoid. Om hun hører 3 persons hørehallucinationer (stemmer der tager om hende), føler sig påvirket udefra eller har bizarre vrangforestillinger ved jeg ikke. Men det lyder i mine ører som paranoid skizofreni. Og hun ville sikkert også svare ja, hvis hun blev spurgt ordentligt ud. (tror jeg)
Og er hun skizofren kan hun have det samtidig skidt og samtidigt mangler de oplevelsen af de selv er syge.
Borderline har, enkelt fortalt, en umoden personlighedsstruktur, og anvender umodne coping mekanismer. De kan være manipulerende, digte historier osv. Men de hører ikke stemmer osv.

Når jeg taler med psykiatrisk syge spørger jeg ind med samme selvfølgelighed som hvis jeg spurgte til gigtsymptomer, spørgsmålene er bare nogle andre.
Det er normalt virkelig fredeligt for pårørende og jeg vil foreslå at næste gang storesøster kommer og har det psykiatrisk dårligt, så insisterer I på at nu kører vi til psykiatrisk skadestue!
Og I går med ind i venteværelset.
Og I tilbyder at gå med ind til samtalen med lægen.

Helt ærligt, jeg tror ikke på din søsters påstand om at lægerne har erklæret hende normal.
Men hvis hun ikke er til (oplagt) fare for sig selv eller andre?
Eller hvis hun ikke vedkender sig vrangforestillinger, hallucinationer?

Så kan lægerne ikke holde på hende. Bemærk, at der er 3 kriterier, som alle opfyldes for at kunne holde på hende.
Og jeg tror gerne hun ikke opfylder tvangskriterierne. (Især ikke hvis hun dækker over evt psykotiske symptomer og benægter dem)

Hvis en patient sidder og benægter diverse symptomer men de pårørende rynker på panden, ville jeg som læge læse uoverensstemmelserne i kropssproget og bruge det som en vej til at spørge mere ind.
Pårørende, som ledsager psykiatriske patienter, kan lette anamneseoptagelsen.

Og en korrekt beskrivelse af patients forhistorie og hvilke symptomer patienten mærker er udgangspunktet for en korrekt diagnose og dermed korrekt behandlingsplan.


Go for it!

Og ang lillesøsteren, giv hende et kram fra mig af!

 

Helt korrekt at vi alle er over 18, og min lillesøster som er den yngste i flokken er 30. Vi har stort set alle taget afstand fra den syge søster bortset fra min lillesøster. Min lillesøster erkender dog også at hun har været meget naiv og godtroende. Hun har som regel taget afstand fra syge søster i et år ad gangen, hvorefter hun igen har lukket den syge ind.

Vi andre tog sfstand fra den syge for flere år siden. Vi har prøvet, men vi kan ikke hjælpe hende. Hun vil kun have penge, men ikke rigtig hjælp.

 

Jeg har udtrygt overfor min lillesøster at jeg synes det er uansvarligt at lukke den syge ind i hendes hjem når hun har børn. Hun kender min mening, og hver gang hun har sagt ja til at have den syge søster hos sig i en periode, ringer hun altid til mig med den vanlige indledende sætning, " Nu må du ikke blive sur, men....".

 

Doctor Who, du kommer faktisk med rigtig mange interessante inputs der får mig til at tænke.

Har aldrig rigtig tænkt over at der kunne være en chance for at min syge søster rent faktisk er blevet diagnosticeret. Men ved nærmere eftertanke, fik jeg at vide af min lillesøster at kommunen ikke længere vil hjælpe min storesøster med bolig og førtidspension før hun lader en psykiater udrede hende. Hendes kommune ved godt hun ikke er rask, men de kan ikke handle før de ved hvad der er galt med hende. Hun bliver som sagt hele tiden smit ud af samtlige boliger kommunen har hjulpet hende med at få, og hun har så meget gæld til det offentlige på grund af socialt bedrageri.

 

Du har helt ret i at det er vanskeligt at give hende en diagnose, med mindre hun virkelig kommer igennem en ordenlig test hos en rigtig psykiater. De symptomer jeg nævner kan helt sikkert ikke gøre det.

Men nu hvor vi er ved symptomer, og du virker til at vide en hel del om psykiatriske lidelser og hele systemet, vil jeg lige spørge, om du ved hvad det betyder, når hun ofte overføre andres hændelser over på sig selv. Det vil sige, at hvis min storebror blev bidt af en edderkop lige på øreflippen for tyve år siden, kan hun finde på at fortælle at det nøjagtig samme skete for hende for tyve år siden. Når hun så fortæller om det, og man så påpeger at det altså var storbror der blev bidt og ikke hende, så siger hun at man enten lyver, eller at storbror har løjet, og at det var hende der blev bidt i øreflippen.

Det er ikke noget hun gør hele tiden, men det er sket nok gange til at jeg har undret mig meget om hun egentlig tror det er hende der har oplevet det, eller om hun bare vil komme med nogle spændende indskydelser og tænker at vi andre har glemt hvem det nu er som var ude for den given hændelse.

 

Hvis jeg eksempelvis fortæller om en oplevelse jeg havde som barn med en bestemt pony jeg fik undervisning med af min storbrors kæreste, kan hun finde på at sige hun har oplevet noget tilsvarende med selv samme pony. Sandheden er bare den at hun var nervøs omkring heste som barn, og at hun altså aldrig har siddet på ryggen af den pony. Vi var kun to hestepiger i min søskenflok, men min syge søster var bestemt ikke én af dem.

 

Jeg har ofte undret mig hvorfor hun tror hun har oplevet noget som barn, som aldrig er sket. Ved ikke hvor man placere den adfærd i psykiatrisk sammenhæng.

 

Jeg er virkelig glad for jeres inputs, og jeg ved jeg ikke får kommenteret på alt det relevante i får skrevet, men jeg læser det hele, og læser det igen. Når min lillesøster kommer hjem til mig i weekenden, vil jeg vise hende tråden her så hun kan se med på alle jeres gode svar, og det tror jeg hun kan få rigtig meget ud af i denne tid. Jeg vil helt sikkert videregive et kram fra dig Doctor Who

Er på arbejde. Som læge må man gerne hvile på vagt værelset, når der endelig er ro...

Mmm...

Ang de oplevelser, jeg ved ikke om der er et fint ord for der.
Jeg er medicinsk læge, ikke psykiater (sprang fra, savnede at kunne tage på tingene!) og du må gerne tage denne tanke med et gran salt. Men, gad vide om din søster som barn havde svært ved at skelne imellem hvor omverdenen startede og hun stoppede.
Jeg husker en patient, som forklarede mig, at når hun havde det dårligt kunne hun ikke mærke hvor hendes krop stoppede og hvad der var stol. Så når hun havde siddet lidt følte hun at hun var flydt sammen med stolen, ligesom smeltet stearin der flyder ned i vat. Og når hun havde den fornemmelse var det meget grænseoverskridende at rejse sig op.

Det jeg prøver at sig med dette eksempel er, at hvis man er psykotisk oplever man verden og alt helt anderledes. Det er en helt privat oplevelse, som de psykotiske ikke deler med nogen...

Jeg tror din store søster oplever mange ting, som ville give dig den store wow oplevelse, hvis du kendte til det.


Tag din store søster i hånden og følg med hende til psykiatrisk skadestue.
Damned! Er hun aldrig udredt har hun jo aldrig prøvet en målrettet indsats!
Det er din lillesøster der er den kloge. Det er hårdt at elske en med sygdom, men hun der er måske masser at gøre for storesøster. Man skal bare være doven, find det rette navn og så kan man slå op og se hvad der virker!
Kys dine søstre fra mig, ønsk dem begge alt godt fremover.

(Kan man skrive private beskeder på hestenettet, så skriv en til mig, så kan jeg forklare mere uden det er offentligt)

Det jeg bemærker er, at I i familien aner ikke hvad I er oppe imod, som reaktion på en situation I ikke magter har I opgivet kontakten. Rigtig gættet?

Kommunen nægter førtidspension. Hey, kommunen må pr definition kun lufte førtidspension, hvis man ved at der er en varig funktionsnedsættelse. Underforstået - at man har en diagnose. Diagnosen kan man læse om i lærebøger, er oddsne ikke eksisterende for at man kan komme til at klare sig, er det kun der man overvejer førtidspension.

Jeg håber sgu at I finder ud af noget.

 

Jeg beklager mit sene svar. Min mand har cystisk fibrose og har haft nogle øv komplikationer efter lungetransplantation. Så det har desværre optaget mig meget den seneste tid.

 

Som du er inde på, tror jeg helt sikkert der sker en masse i min storesøster som jeg hverken kender til eller ville kunne forstå.

Det må jo være meget skræmmende at have det som din tidligere patient, og selvfølgelig også som min søster har det.

 

Det er virkelig svært for mig at forstå hvordan man kan være så langt væk fra virkeligheden. Nu ved jeg ikke om vrangsforestillinger og paranoid er lig med skizofreni i alle tilfælde, men uanset hvad, er man fjern fra virkeligheden når man er styret af de tanker.

 

Du har fuldkommen ret i at familien ikke helt ved hvad vi er oppe imod, og at det delvist også er derfor vi holder afstand. Desværre er min storesøster sådan, at hvis man så meget som hentyder til at hun bør komme i professionelle hænder, eller at man giver udtryk for at hun ikke er helt rask, så bliver hun meget vred og reagerer fysisk voldeligt.

Min anden storesøster som er sosu assistent og arbejder ved et bosted for skizofrene, hentydede for nogle år siden til vores syge søster, at hun måske ikke fungeret sundt i sit sind. Det var nok til at min syge søster prøvede at gå til fysisk angreb på hende selvom min raske søster havde sit 4 årige barn i armene. Heldigvis var min storbror til stede, og han fik stoppet hende ved at takle hende og holde hende nede på gulvet så min raske søster kunne løbe væk med sit barn.

 

Det værste er volden. Det er den der gør at vi er bange for hende.

 

Jeg tror kommunens sagsbehnadlere er trætte af hende, for de ved ikke hvor de skal placere hende. Hun har ikke været meget på arbejdsmarkedet. Jeg ved hun har arbejdet i et supermarket i et par måneder for snart 20 år siden. Ellers har hun kun haft hoppet ind og ud af uddannelser så hun kunne lave socialt bedrageri med SU og kontanthjælp.

Hun kan ikke med andre mennesker, og inden hun når at give nye mennesker hånden, har hun allerede bildt sig selv ind at de ikke kan lide hende.

 

Endnu en gang tak for din respons og dit faglige og personlige syn på situationen. Det betyder rigtig meget, samt de mange varme tanker.

Hav en rigtig god weekend.

Hallo.

Men så er det jo nemt at fange hende.

Ring 112, sig jeres søster er voldelig og I har brug for politiet! Sig, de skal fysisk holde hende, så send 2 betjente.
Og så sig hun er psykisk syg, hun nægter at tale om det, men I synes hun skal til psykiatrisk skadestue!

Fortæl hvad der trigger hende til at gå amok og sig hvad hun taler om af mærkelige ting.
1) hun er til fare for omgivelserne, når hun går amok og er voldelig.
2) hun er juridisk sindssyg fordi - beskriv hendes bizarre tale, osv
3) hun kommer ikke videre og får behandling før man ved noget. Men hun kan sikkert få det bedre hvis hun ikke modtager nogen behandling eller des lige.

Tjek. Nu ved du hvad du/I kan gøre næste gang hun går amok.
Så er hun mindre intimiderende, når man selv har en plan, ikke?