Åh, din stakkel. Det er absolut ikke spor sjovt (eller for nogen er det ikke. Der skal nok være nogle af de her forgyldte piger, der ingen problemer har med det...).
Da jeg selv stoppede i sin tid tudbrølede jeg stort set i to uger. Jeg var simpelthen så nedtrykt, at jeg nærmest ikke kunne holde ud at eksistere.
Det gik heldigvis over efter de to-tre uger, det var som om kroppen lige skulle finde sin egen balance igen.
Så bare rolig, der er håb forude.
Jeg kender i øvrigt to andre piger, hvor nøjagtigt det samme skete for dem.
Den ene, min veninde, ringede mig grædende op, og jeg sagde til hende, at hun skulle komme ud til mig øjeblikkeligt og blive indtil hun fik det bedre. Jeg ville ALDRIG lade nogen være alene, hvis der var bare den mindste chance for, at de havde det, som jeg selv havde haft det, for det var virkelig forfærdeligt, og jeg var slet ikke mig selv!
Held og lykke med baby-projektet (og op med humøret!)
Venlig hilsen Mitte