ved ikke om hun ligefrem var psykisk ustabil, men hendes psyke var med til at hun blev aflivet og ikke solgt videre.

Jeg havde en avlshoppe som gik fast sammen med min hingst, hun kom hertil fra et stutteri og havde ikke nemt ved at knytte sig til mennesker, jeg vandt hendes tillid, men det tog tid og tålmodighed. Kom der fremmede i stalden vendte hun røven til eller gik ud, hverken min mand el. Far ( som passer dyr for os ind i mellem) kunne få fat i hende på fold.

Hun trivedes rigtig godt med vores hingst og kom når jeg gik på folden og så lavede hun nogle gode føl.

Men da min hingst skulle aflives ( alder+ gigt) valgte jeg at aflive hende også, hun skulle ikke videre og hun var meget knyttet til hingsten, så tror heller ikke det ville være godt for hende at blive her uden ham. Skal lige siges at hun var 19 år, så. Ingen ung hest.

Ja, det har jeg.

Jeg aflivede dog ikke 100 procent pga. hans sind.

Jeg fik ham i en dårlig forfatning. Han havde ikke været i hænder et helt år da ejeren var blevet bange for ham.

Han angreb, bed, sparkede, stejlede og ja - hadede faktisk bare mennesker.

Han blev dog bedre og bedre mod mig som tiden gik og jeg havde ham i 6 år. Han blev en rigtig sød og kærlig hest efter et års tid. Men fremmede mennesker lærte han aldrig at kunne lide og andre kunne ikke håndtere ham overhovedet.

Han reagerede enormt meget for krossporg, korrekte og hele tiden konsenvekter, korrekt lagte signaler ellers kørte han igen i ring i de dårlige vaner. Han skulle have 100 procent faste rutiner og der skulle gøres det samme hver dag i stalden ellers blev han forvirret og begyndte igen.

Jeg var rigtig glad for den hest trods hans sind. Til sidst var det som sagt også kun mod fremmede mennesker som ikke kunne håndtere ham. Men han var så sød og glad når han var med mig.

Jeg afliveede ham fordi han fik en seneskade. Den ville vokse sammen og jeg gav ham chancen, dog var han på fold imens. Dog faldt han mere og mere tilbage i de gamle vaner pga smerter og kedsomheden uden at blive aktiveret nok fysisk og psysisk.

Da han pludselig også fik lavet en seneskade på modsatte forben, imens han stadig havde den anden. Dvs nu to seneskader på begge forben blot af at gå på fold (ja, min dyrlæge var også forunderet og havde aldrig set noget ligende) så valgte jeg at aflive ham. Han skulle ikke igennem mere i hans - i forvejen - hårde liv. Han blev for livsfarligt for personalet og også over for mig når han ikke blev aktiveret nok. Han skulle stå mindst 8 mdr - helst boksro.

Jeg sagde stop for hans skyld. Jeg har aldrig fortrudt min beslutning.

Jeg ville ØNSKE at flere hesteejer indså alvoren i at en psykisk ustabil hest, kan gøre alvorlig skade.

Mennesker afliver på stribe hunde, pga adfærdsproblemer, eller tegn på den mindste smule aggresion, men sammenlignet med hvor alvorlig skade en hest med samme tildens kan gøre, så er det tankevækkende så mange chancer og behandlinger og nye ejer, man prøver igen og igen og igen, med 99 % sikkerhed pga der er penge i det.

Jeg har desværre på egen krop oplevet hvor farlig sådan en hest kan være, jeg har med egne øjne set den blive solgt over 15 gange, den lever pt endnu, er ca til salg hvert halve til hele år, den går til priser på omkring 35.000 kr, er en islænder og historien er den samme. " Nervøs islænder, gode gangarter, kan blive skøn med den rigtige rytter, jeg har bare bare ikke tiden / modet til det " og så kører møllen.

Er du yderlige interesseret i historien, så skriv pb.

Alle dyr fortjener en chance, det er slet ikke det, jeg har selv flere dyr, fra internter som har særlige behov og jeg ved at mange dyr blot er misforstået. Men lige med heste, der har jeg en klar grænse. Livet er for kort til at udsætte sig selv for så farlige situationer dagligt, som sådan en hest kan gøre.

Ølle bølle Fuldkommen enig!

Har også selv aflivet en god ven, og det var faktisk udelukkende pga. hans sind. Han fejlede ingenting, bortset fra hovedet. Da jeg blev gravid i 2013 vidste jeg godt at der skulle tages en beslutning om hans skæbne, for sælges, det skulle han i hvert fald ikke.

I første omgang forsøgte jeg at låne ham ud, i håb om at det var det der skulle til. Men efter kort tid kom han dog hjem igen - igen pga. hans sind. Han fik lov at gå og hygge sig her sommeren over, men til efteråret var det slut. Jeg har ikke fortrudt min beslutning, men jeg ærger mig over tabet af en god ven og dejlig ridehest. Men jeg savner ikke hans utilregnelighed. Han havde det skidt om vinteren, så jeg er glad for han ikke skulle igennem endnu en af slagsen...

Vi fik engang et føl, da stalden var midt i en kværkeepidemi. Dyrlægen ordinerede forbyggende antibiotika fra start, så hun blev stukket to gange om dagen i 14 dage. Efter et par dage gik det hverken værre eller bedre, end at hun så rent faktisk fik kværke = ny stik-periode.

Hun blev desværre aldrig normal. Hun var egentlig en sød pony, men det var helt tydeligt, at hun var utryg sammen med mennesker. Vi brugte lang tid på at træne hende, og hun kunne tilsidst tolerere mange ting, men aldrig helt afslappet.

Måske kunne hun havde klaret det med den rette tålmodighed og træning, men hun var kun en lille kategori II pony, og vi vurderede, at hun aldrig ville blive en forsvarlig for børn at håndtere. Vi trak et enkelt føl på hende, og så røg hun til slagteren.

Føllet havde et fantastisk sind, og har gået både dressur, spring og military.

Jeg har aldrig fået aflivet en hest pga "dårlig psyke", men forstår udemærket at en ejer vælger at aflive sin ven, hvis han/hun ikke har mulighed for at beholde den og at den har særheder og specielle behov udover det sædvanlige. Dét er at tage ansvar som en enhver ejer bør gøre, hvis man har en hest der kan ende som kastebold eller er drekte farlig.

Jeg har faktisk lige fået en hest af en god kammerat, der ikke kunne give ham de optimale betingelser, men heller ikke ville sælge. Han vidste at jeg var VILD med hesten (har bla redet og passet den en længere periode, så kender alt til hans særheder) og han spurgte mig om jeg ville have ham, for ellers ville han blive aflivet.

Jeg takkede selvfølgelig JAAAA , da jeg har mit eget sted nu og kan give ham optimale betingelser, hvor han ikke behøver at stresse over mange heste og forskellige mennesker (såsom fx på et ridecenter).

Dog har vi en "gentlemanaftale" om at han ikke må løbe løb ("gammel" galophest med store sejre bag sig -han er RIGTIG hurtig), samt hvis jeg ikke kan beholde ham længere, skal han retur til tidligere ejer eller aflives.

Dog har han været hesten i mine drømme i vel nok 3 år, så han er i dén grad en "keeper"!

Øllebølle: Du har tildels ret i din første sætning. Men jeg vil gerne tilføje at jeg har oplevet mange gange at det ikke er hesten der fejler noget, men måden den håndteres på. Og det vil jeg også ønske flere ser alvoren i, eller evner at indse

Det kan være en nervøs ejer, eller en ejer der bare ikke har forståelse for heste eller lige den pågældende hest.

Det har du helt ret i. Ofte skyldes problemastisk adfærd, simpelthen forkert håndtering, dårligt kemi, mangelede viden, smerter, angst eller andet.

Men igen, der ER altså også bare grænser og de grænser bliver trukket meget længere hos heste, end hos feks hunde ( jeg siger ikke at det kan sammenlignes nødvendigvis), ofte fordi der er penge i det.

Og jeg tror ikke min historie er unik.

Jeg aflivede en unghest. Den var undersøgt på kryds og tværds, fejlede intet. Var over 1 år om at blive tilredet, gik amok med rytter på ryggen, forsøgte at skade ryttern, da denne lå på jorden. Det var som om den på få sekunder blev ændret til noget der var ukontaktbar, gik direkte efter at få tilført ryttern mest mulig skade da denne endte på jorden. Få minutter efter stod den og fattede intet og var sig selv igen.

Ryttern endte på sygehuset med skader, der blev ringet trauma med både helikopter og ambulance på ridebanen.

Hesten endte sine dage næste morgen. Da jeg trak den ud af stalden, gik den igen amok og var igen få minutter uden for rækkevidde. Dyrlægen havde hørt om sådanne heste hvor hjernen slog fra i få minutter, og hvor hesten bagefter stod som om den intet fattede, men dyrlægen havde aldrig set det før, så han blev også noget forbavset da han så det.

Hesten var hjemme avlet, havde aldrig været ude for noget grimt, havde gået i samme flok i 5 år.

Det har jeg desværre også gjort

Jeg købte en rå dv hoppe med henblik på at tilride og blive min fremtidige makker. Det viste sig ret hurtigt at hun havde et vanvitigt nervøst sind og var konstant bekymret for sit liv og havde nogle ret uhensigtsmæssige metoder til, at slippe væk fra pres. Hun var en djævel at tilride og jeg var flere gange ved at give op.

Hun blev undersøgt på kyds og tværs, hormonkur, scaninng, røngten, kiro, kranio sakral you name it. Tilpasset udstyr, korrekt fodring.

Hun var ekstrem mor syg, og havde problemer med at få andre til at passe hende da hun ikke vil fanges på folden af andre end mig, ikke ville ud fra boksen, lagde ører af fremmede, især mænd osv. Hun havde ekstrem seperationsangst, som først blev godt, en lille ændrig og så kunne hun ikke det mere. Op og ned hele tiden

Men jeg følte virkelig at vi fik et gennembrud sidste sommer hvor jeg endda kunne ride ture alene, springe på hende og hun begyndte så stille at ville nusse og andre kunne klappe hende på folden og hun gik dem i møde i håb om gulerødder. Jeg tænkte at nu var den der endelig efter 2 1/2 års træning. Det lykkes endda at finde en part som hun kunne acceptere.

Men da det blev vinter og det blev koldt gik min søde hest til igen at blive utilpas og staldens sure mokke, bed efter staldpersonalet, sparkede ud efter en af pigerne i stalden og stejlede lodret flere gange med min partrytter, ville ikke fanges på folden af andre. Hun gjorde aldrig noget med mig. Lagde ører af alle de ville klappe, hørte hun mig i stalden, var hun der fluks med ørene fremme- "Hej mor"!

Jeg dog den tunge beslutning i december Mit livs hårdeste beslutning. Om det var hendes sind eller om hun rent faktisk havde ondt et sted, som gjorde det værre når det blev koldt, fandt jeg aldrig ud af. Jeg synes ikke at hun skulle igennem flere undersøgelser, og hvis de fandt noget kunne det måske ikke kureres. Så om hun havde ondt og derved havde et dårligt sind, eller om hun generelt havde et dårligt sind finder jeg aldrig ud af.

Jeg fortyder ikke, men jeg savner de gode stunder vi havde sammen . Især den skridttur vi havde i skoven på 1 1/2 time alene, drømmer jeg mig tit tilbage, hun var fanttastisk den dag og der var 25 grader varmt. Men til trods for dette er der flyttet en kæmpe tung sten fra mine skuldre.

Jeg har aldrig gjort det, men jeg ved når den dagen kommer hvor jeg ikke kan beholde min lille mer så bliver hun avlivet.

Overfor mig er hun nem nok, men jeg har også set hvordan hun opfører sig mod andre mennesker. Om og om igen.

Hun er ellers en meget sød, nem og velopdragen lille pony. Lige indtil nogen laver en fejl eller glemmer at korrigere hende på noget hun selv ved er galt. Jeg kender hende så godt jeg kan se på hende når hun tester mig, men det er med tiden blevet så usynlig andre mennesker kan ikke se det.

Og så bliver hun farlig. Sparker, bider, smider en af, stikker af på folden eller værre, hvis man er ude på tur og hun smider en af. Jeg har selv set hende tage fat i nogen sit ben og forsøge at trække rytteren af ryggen. Jeg ved så også godt hvad rytteren gjorde forkert, men ligevel.

Jeg tør ikke sølge hende videre. Ja, hun ville kunne fungere sammen med nogen hun passer sammen med. Men jeg har haft hende i 6 år nu og har fundet to andre mennesker hun vil acceptere. Og den ene er min far. Jeg vil ikke hun skal ende op som en der vliver solgt videre og videre, det er mere synd for hesten end at skulle aflives.

Jeg ved godt det kommer af hendes meget dårlig opvækst. Så når det kommer vil jeg trække et føl på hende og sende hende videre

Jep! Fik i '96 eller 97 et føl som var et rigtig ønske og drømme føl. Over årene udviklede den sig desværre ikke som andre normale hest. Feks. så gik hun ALDRIG mere end 1 m væk fra et jævnaldrende hoppeplag vi havde.

Det så virkelig mærkeligt ud.

Det gav problemer da den blev så gammel at vi begyndte at arbejde lidt mere med den. Som 1 års var den sær. Som 2 års blev den mærkelig og som 3 års blev den TOTALT utilregnelig! Det ene øjeblik kunne den nemt trækkes og næste øjeblik rev den sig løs og løb væk. Fik den ny plads i stalden så kunne den pludselig NÆGTE at gå der ind. En gang har jeg stået en ½ time for at overtale hende til at gå på plads i stalden...

Jeg bestemte mig for at den IKKE skulle vidre, Men som en sidse chance bestilte jeg Tove Nielsen fra Naturgaarden http://www.naturgaarden.dk/ til at komme og gå hesten igennem.

Tove blev noget chokeret over at VI havde holdt hesten ud så længe. Den havde en voldsom ubalance (?) som gjorden den syg / utilregnelig / farlig.

Hesten blev behandlet, helbredt og solgt i løbet af de følgende 14 dage efter Toves besøg. Den fik aldrig tilbage fald.

Poienten er at der er mere mellem himmel og jord.

Både dyr såvel som mennesker kan have en ubalance som påvirker psyken. Ved mennesker er det "nemt nok" at diagnostisere og medicinere, mens man hos dyr normalt står uforstående og handlingslammet. Således ender det ofte med aflivning.

Ligesom ved mennesker er baby / føl tiden en periode hvor man ikke lige straks bemærker at noget er galt. Det er de små ting som over tid undre og i takt med at de vokser sig ældre, så bliver særhederne tydeligere. Bremses det ikke på en eller anden måde så er det en særdeles farlig udvikling.

Vi er ovre det stadie som andre kalder "tro på" for vi er som sådan ikke troende! Vi tror på det vi ser og hvis resultatet af feks. Tove Nielsens behandling tydeligt viser at dyret har ændret adfærd så er det nok til at vi er tilfredse og så er de penge givet godt ud, efter vores mening.

Jeg aflivede en hoppe for snart 1½ år siden. Jeg købte hende som problemhest og vidste godt der var ting der skulle arbejdes med, men der viste sig bare at være markant flere og større skeletter i skabet end forventet

En ting er at hun smed af i tide og utide - derudover var hun angst ved smed/dyrlæge, og ved nogen mennesker generelt. Når jeg red hende var hun utryg hvis der stod mennesker på/ved banen, og når en bestemt dame underviste i hallen, kunne jeg ikke være derinde med hende. Hun kunne SLET ikke fokusere eller slappe af.

Nogle dage var hun cool med at blive redet, andre dage var hun anspændt, og enkelte dage kunne hun ikke rumme hvis jeg satte mig op på hende. Jeg har kun skridtet og travet lidt på hende i de to år jeg havde hende, da jeg valgte at starte helt fra bunden, og ikke gå videre før jeg følte hun var klar. Det var bla. ved galop anspring hun eksploderede (før jeg købte hende, og da jeg prøvede hende).

Udover psyken blev hun ved at være en smule urengående, og selv om hun blev tjekket igennem kunne vi ikke finde årsagen. Hun svingede enormt meget i sit sind, og var også en svær hest om vinteren.

jeg opgav at få hende til at fungere som ridehest, dels den svingende psyke og dels at hun stadig var on/off urentgående - og jeg gav fortabt på, at hun var så svær at gøre tryg igen. Det gjorde mig rigtig trist at skulle opleve igen og igen at hesten var ved at stresse sig selv ihjel, fordi den var bange hvis der var en smed/dyrlæge til stede i stalden, og over hvad som helst, hvis den havde en dårlig dag (og dem var der mange af). Havde jeg haft min egen gård havde jeg ladet hende gå, men når man er tvunget til at opstalde ude, så er det svært at skabe de rette rammer for sådan en hest End ikke en lille stald med 4 heste kunne gøre det.

Jeg ved at hesten, som i øvrigt var en meget sensitiv varmblodshoppe (e. come back II), har fået rigtig (!) mange tæsk under tilridningen, og jeg kunne godt mistænke at det har knækket et eller andet hos hende. Hun var sød, smuk og skøn, og nogen gange savner jeg hende, og tænker på om jeg kunne have gjort mere. Men jeg gav hende 2 år, brugte en masse penge på alle slags behandlinger og undersøgelser - og ærligt.. så nyder jeg at have en "normal" hest nu, som trives og er glad - og jeg er glad for at jeg ikke solgte hende, jeg turde ikke sende hende videre, da jeg synes odds'ne var for dårlige, og var bange for hvor hun ville ende, og evt blive udsat for For hun havde helt sikkert været nok igennem, min smukke Capina. R.I.P.

Jeg tror på, at mange af de psykisk ustabile heste vi møder i vores hverdag har en endnu ukendt opdaget skade/smertetilstand.

Og så er der de heste, som af en eller anden årsag ikke er "normale", måske iltmangel under fødslen kan være en mulighed, eller dissideret hjerneskade ?

Når det er sagt, så er der også en stor del heste, som sælges og/eller slåes ned som problemheste/farlige heste, som er blevet det af forkert håndtering.

Probemet er bare, at hvis den store smukke fyrige 700 kg's hest har fundet ud af, at man kan smide rytteren af, eller løbe fra en, så er det næsten umuligt at fjerne denne "mulighed" i deres opførsel - den kan muligvis trænes væk i stress- og presfrie situationer, men dukker op ved pres eller stress, og er derfor konstant farligt.

En godt trænet hest ved slet ikke at den har mulighed for at løbe løbsk, bukke, bide eller sparke. Det er ikke en mulighed for den at vælge. Men det kræver, at man ved hvordan man træner heste, og at man er fokuseret og konsekvent.

FX har jeg med mine ungheste de første år de var rideheste kun trænet dem et fast sted, hvor de var kendt og trygge. Der ud ove aldrig presset dem der ud, hvor de gik i protest - stejl, buk e.l.

Skovture var i skridt eller kontrolleret trav, aldrig ræs, aldrig i blæsevejr, hvor alt er farligt, faste kendte ruter - kontrol kontrol kontrol.

Nu er hestene så 7 og 8 år, og bliver selvfølgelig redet til stævner, skovture med galop ect. Og ved begge heste har jeg oplevet, at min venindes unghest på skovtur har fyret hende af i bukkespring, hvor efter den skred hjem i fuld galop. Og begge gange har jeg sat mine heste i en parade, og de er blevet stående i parade, mens venindes kræ strøg afsted. Og så har jeg hevet min veninde op fra jorden af, og er skridtet de par km hjem til gården, for at fange hendes hest.

Mine heste havde tydeligt bankende hjerte, og prustede ophidset af at den anden hest skred hjem - men jeg er sikker på de valgt at blive stående, fordi de reelt ikke anede, at de kunne skride af h.... til med mig, hvis de ville. Det va deres eneste "valg-mulighed".

Men som sagt er problemet, at hvis en stor hest har fundet ud af, at farlig adfærd er en valgmulighed, så ligger det altid i dem - og deraf er det nogle gange bedre at aflive, fremfor at risikerer nogens liv på at forsøge at rette en skadet hest op.

MVH Charlotte

Øllebølle.

Jeg vil gerne have en pb omkring den islænder tak