blanding.
Ytringsfriheden gør, at staten eller din nabo ikke åbent kan slippe afsted med at forfølge dig fordi du giver udtryk for noget de ikke bryder sig om.
At enkeltpersoner så mener noget usammenhængende, selvmodsigende, eller andet vrøvl, og herefter forsvarer sig med at de har ret til at mene hvad de vil med henvisning til ytringsfrihed ... det siger for mig at se mere om dem, end om ytringsfriheden og det diskuterede emne.
Før i tiden trak jeg på skuldrene og så sådan her ud når jeg hørte det "argument", men efter ham-der-med-bogen ingen turde udgive, JPs opfølgning og i særdeleshed Akkaris opførsel, med den massive efterfølgende medieeksponering, er det blevet så hyppigt og omfattende at jeg automatisk stempler vedkommende der påberåber sig sin "frihed" som inkompetent klaphat der - heller ikke i andre sammenhænge - er værd at tage alvorlig. Det siger selvfølgelig også noget om mig, men man har altså ikke lov til at misrøgte sin hest, sparke sin nabos hund, røve en bank, eller sprænge lokalpolitikerne i luften bare fordi man har ytringsfrihed. Måske må man, måske må man ikke, men det er af andre årsager.
Og det er lidt den indgangsvinkel jeg fornemmer VM har (hvis han refereres i korrekt sammenhæng af journalisten), og det er farligt at blande sammen, vi risikerer at demokratiet bliver sat delvist ud af spil (se Sverige) hvis vi gradbøjer ytringsfriheden af hensyn til hvordan modtagerne måske i værste fald kunne tænkes at reagere.
Hvis vi derimod er anstændigt opdraget, af natur hensynsfulde, eller af personlige årsager synes vi vil se gennem fingre med uhensigtsmæssigheder, så er det en helt helt anden snak: Så må vi for mig at se gerne opføre os hensynsfuldt.
Spørgsmålet er vel nærmere om ikke vi bliver sartere og sartere efterhånden som flere og flere lider af facebookfantastik eller annameeningitis.
Og måske ekstra sarte på HN qua sammensætningen af læserne?