Egentlig generer det mig ikke så meget, at profesionelle starter mod amatører.

Det er min fornemmelse, at det er de færreste professionelle ryttere med respekt for sig selv, der starter i de laveste klasser, også selvom de starter ved E- og D-stævner. Starter man på LA-niveau og derover bør man være så dygtig en rytter, også som amatør, at man har en fair chance for at kunne klare sig mod en professionel rytter.

Skulle man endelig dele klasserne op i amatører og professionelle, rejser det spørgsmålet; hvornår er man professionel???

Er det når man er berider-uddannet? Eller når man lever af sin ridning? Når man tager penge for at ride og/eller sælge andres heste? Hvad så med dem, der kun tager en enkelt hest i ridning i ny og næ, er man så professionel eller stadig amatør?

Og så er der dem, der godt nok lever af at undervise, men kun rider deres egne heste, hvilken kategori hører de under?

For nogle uger siden skulle jeg med en veninde til D-springstævne.

Her bemærkede jeg at flere ryttere fra Katrinelund var meldt til (fra LD og op). Og jeg må indrømme at min umiddelbare tanke var at de burde holde sig til C-plan, og give de andre en chance.

Men da dagen kom, var det bestemt ikke dem fra Katrinelund som rendte med sløjferne!

De havde nogle meget rå heste med, og jeg synes faktisk at det er fair at de ligesom os andre starter de helt uerfarne heste ud på klubplan.

Jeg synes tilgængelig at OUT reglerne er for løse! Og det ser jeg flere klubplansryttere som udnytter.. Det er ikke de professionelle som starter de samme klasser igen og igen indtil man ikke må vinde mere

Om man er amatør eller prof er for mig lige meget. Alle har ret til at ride klassen også selv om det er en lille ld.

Har heller aldrig kunne se problemet i at folk tøffer rundt i de samme lave klasser. Så længe de ikke er dygtige nok til at vinde og blive udklasset, må de gerne for mig blive i en ld i flere år.

Du er ikke bedre end den hest du rider på, så ja, jeg synes det er okay.

Selvfølgelig er skal de professionele have lov til at starte de små klasser og små stævner . Hvordan skulle de unge heste ellers få rutinen til at komme op og gå de store klasser?

Og så synes jeg nu heller ikke at de profesionelle rider klasser de ikke må, de rider de klasser der nu passer til den enkelte hest ?

Jeg må sige at jeg er en af dem som giver dig helt ret.. Jeg har i mange år synes at det var en mærkelig sammensætning hele vores sport har når man snakker amatør kontra professionelle. Jeg kan ikke forstå at man i vores sport lige netop ikke konkurrerer på lige vilkår. Som professionel rytter, rider man 3-7 heste om dagen, underviser som oftest, har mulighed for at træne hver dag, får tit stillet rigtig gode og dyre heste til rådighed, nemmere ved at skaffe sponsorer, har(hvis man er berider) en lang uddannelse bag sig. Så nej, jeg synes overhovedet ikke at det er fair at man konkurrere imod hinanden. Jeg oplever dog ikke rigtig at problemet eksisterer på D-plan, men derimod på C-plan og som oftest indenfor dressuren. Det er lidt nedtur at komme til et stævne som total amatørrytter med en enkel hest, hvor man skal starte imod championatsvindere og tidligere DM vindere og OL deltagere. Man ved jo resultatet på forhånd, og så er det spændende ved at konkurrerer jo røget sig en tur. Jeg synes ikke at jeg er en dårlig taber, men jeg kunne godt tænke mig en anden stævnestruktur end vi har nu(også på mange andre punkter). Og hvordan kan det så løses? Måske med flere landsstævner, hvor der er mulighed for at starter LA`er(dressur) og LC`er(spring), således at det er noget for de professionelle og deres unge heste. Eller lave et rytterhandicap(måske med et fradrag på opnået procent(dressur), dele springklasserne op efter rytterpoint. Ligeledes synes jeg at DRF gør alt for lidt for os almindelige ryttere. Det virker som om at alt "krudtet" bliver brugt på eliten. Jeg ved godt at der er nogle breddeaktiviteter såsom kvadrillie ridning, ponygames osv. men for os voksne amatørryttere er der ikke rigtig noget.

Det er jo netop det du snakker om som rytterkategorisering skal dæmme lidt op for. Af uransagelige årsager har dressurudvalget endnu ikke fået pakket det ind i dressuren på trods af at det har været varslet flere gange inden for det sidste år.

I spring er det jo blevet sådan at der skal afholdes to klasser på samme sværhedsgrad hvor den ene så kun er åben for de lave rytterkategorier og den anden for alle.

Når det så er sagt er det ikke det samme problem i spring. der er det netop meget sjældent profferne på unghestene der vinder. Det er i langt højere grad amateurer der er verdensmestre i Lb og som ingen kan følge med.

Jeg synes i øvrigt også det er en svær grænse at tegne. Hvornår er man prof? Er jeg som eksempel prof? Jeg arbejder fuldtid som ingenniør i et firma der intet har med heste at gøre. Men jeg har tre heste hjemme og jeg underviser lidt ved siden af. Alle de penge jeg tjener på mit almindelige arbejde hælder jeg ned i det store sorte hestehul. Det giver mig mulighed for at træne i sverige og ride lidt internationale stævner.

Jeg betragter mig selv som amateur, men ud fra hvad du skriver kan det da godt være at jeg er prof med mine tre heste og lidt undervisning (jeg vinder i øvrigt ikke noget som helst til c-stævner i dressur, men jeg er ligeglad for jeg rider military i sæsonen.)

Det er længe siden jeg har startet stævner udover lidt småklasser i military, så jeg er ikke sikker på hvordan reglerne er i dag.

Men da jeg var ponyrytter for maaaange år siden, var dressurklasserne til distriktsstævner udskrevet efter rytterens point. På den måde kunne der f.eks. være to LA1'er hvor den ene var for ryttere med 0-100 point, den anden for ryttere med over 100 point e.l.

Indførte man noget lignende igen, var problemet jo let løst -de meget dygtige/meget vindende ryttere, vil jo så blot starte deres hest i klassen for dem med mange point.

-så skal der nemlig ikke tages stilling til hvornår man anses som prof eller i øvrigt om prof = dygtig og amatør = mindre dygtig,f or der er dælme da osse nogen meget dygtige og meget vindende amatør-ryttere.

I Tyskland har de et ridemærkesystem, og klasser kan så være udskrevet kun til ryttere med guldmærke, kun til ryttere med bronze osv. ( og guldmærket er i øvrigt kun til låns -så du skal altså befinde dig på et vis niveau for at tage det, og er du af en eller anden grund væk fra konkurrencebanerne en årrække, kan du godt gå lidt tilbage og starte "blidt" op)

længere hest og det har aldrig været noget der har sagt mig vanvittigt meget det med stævner.

Jeg dyrker dog en anden sport, hvor man har en makker i form af et dyr(hund). Der er alle tvunget til at starte det samme sted, også selvom at den der har været til VM har nogle helt andre forudsætninger end den der står med sin første hund. Jeg synes det er rigtig fint, for det betyder at der bliver taget hensyn til dyret.

Så hvis det er fordi man gerne vil give en ny og uprøvet hest en god start på sin stævnekarriere, så er det vel helt i orden?

Ja, det er rigtig Line.. Det havde jeg helt glemt med rytterkategorierne i springning

Men for at gøre min pointe lidt mere tydelig omkring det at vi ikke alle er lige, så kan man jo godt sammenligne det lidt med at i motorsporten kommer der jo heller ikke en formel 1 kører i sin nye F1 racer og skal teste den til et regionalt løb imod tunede Skodaer og amatørkørere der selv skruer på deres bil, bare liiiiige for at se om den nu er klar til de store løb. Get my point?

Jeg kan bare ikke forstå at man i vores sport ikke har en opdeling. Jeg mener(ret mig hvis jeg tager fejl) at indenfor western findes der da amatør klasser og de kan jo så åbenbart godt finde ud af at skelne.

Man skal jo også tænke på at vores nuværende stævnestruktur faktisk er ret gammel og fra den tid, hvor rigtig mange af vores heste var af nogenlunde samme kaliber og kostede nogenlunde det samme, så der var det ikke pengepungen der afgjorde det, men mere talentet.

Og jeg skal lige sige at jeg har den dybeste respekt for de amatørryttere med flere heste, som putter alle deres penge i deres sport, også vel vidende at de er op i mod konkurrenter med bedre muligheder..

Jeg synes det er helt Okey, at de unge heste startes i de små klasser - rutine skal de jo have fra et sted af. Og hvor de fleste amatørheste er købt som "du skal blive gammel hos mig", så er mange af de "proff" redne heste potentielle salgsheste, som ikke må have dårlige resultater på DRF GO.

Til gengæld ser jeg heller ikke de proff ryttere ligge i stride strømme og ride D-stævner i dressur, og "stjæle" rosetterne fra amatørerne.

Det er mere min oplevelse, at der er nogle yngre ryttere med gode heste, som lige har behov for det boost til selvtilliden det åbenbart er, at få hængt en rød roset om halsen til et klubstævne, hvor de reelt er "for gode".

Når det så er sagt, så er den næste sjove ting i dette emne, at man kan have en fin hest på klubplan, som nemt kan gå +70%, og når de så kommer ud på C-plan, så kan du lige så nemt skrælle 5-7% af de vante 70%.

Det er noget af en barsk omgang, at være klubbens superrytter og røde rosette ejer, og så ramme distriktsplanet, hvor der virkelig skal knokles for at få en roset.

Personligt har jeg en dejlig hest, som nemt tager rosetter på klubplan, men som aldrig kommer til at tage rosetter på distriktsplan. Det ved jeg, og det har jeg lært at leve med - men jeg har oplevet yngre ryttere ryge helt i kulkælderen over det.

Så herved er vi ved det næste spændende punkt - rider vi kun for at vinde og få en roset ? Eller rider vi for at forbedre os selv og vores hest ?

Er vi et samfund, hvor hvis du ikke vinder førstepladsen, så er du en fiasko ?

Har vi glemt at stævneridningen reelt er en del af uddannelsen af vores heste fra LD til GP, og derfor bør være en guide for om vi er på vej i den rigtige retning, og ikke om hvorvidt vi er den bedste på dagen ?

Jo vi kan fint lave pointopdeling, så de mindre gode ikke skal ride mod de rigtig gode - men der er stadig nogle som skal "fylde op nedefra", vi kan ikke alle vinde hver dag. Så hvis vi laver opdelte klasser, bliver der så ikke brok i krogene om, at det så er dem med den dyreste hest som vinder, eller den hest med den længste stamtavle eller.... ? Kommer vi af med det brok ved at opdele, eller er det helt reelt brokket over at "jeg vil vinde" som fylder, mere end hvad man reelt skal bruge stævnerne til ?

Mvh Charlotte

at sammenligningen med køresport er valid. En racerbil er ikke urutineret og har brug for rolige rammer for at lære at komme ud førend den pludselig står til AEG med en storskærm 2 m fra hovslaget på den ene langside.

Jeg har netop sat gang i en forholdsvis rå 5-års. Det er en glomikkel uden lige, men det er også en virkelig smart hest med tre gode grundgangarter. Jeg ved godt at jeg, hvis jeg kan ride den rundt inde på banen, kan ricikere at vinde den Lc1 jeg har meldt til d-stævne om 14 dage. Men jeg ved også at jeg med al sandsynlighed er nødt til at hoppe af den og trække den ind på banen. Den kommer til at skulle gå mange små klasser til små stævner førend den er klar til at kunne andet end at luske rundt på cirkelvolte på udebane. Og det selvom man da sikkert hurtigt kommer til at kunne ride sidlæns på den hjemme.

Den problemstilling har man ikke med en racerbil, den bliver hverken værre eller bedre af at blive "overloaded" med indtryk. Der synes jeg at hundesport som er nævnt højere oppe er langt lettere at sammenligne med. Der kan man også "ødelægge" psyken på dyret på livstid ved at presse den ud i en situation som den ikke magter.

Jeg synes faktisk ikke ret godt om den opdeling der er i springningen. Fordi jeg synes det er noget pjat at den ene klasse er lukket for høje rytterkategorier og den anden er åben for alle. Det burde efter min mening være sådan at den ene var åben for 1-3 og den anden for 4-6 eller sådan noget. Så man ikke kan ride to gange på samme sværhedsgrad og vinde begge Lb'er. Hvis man vil vinde en 9 plads i Lb til c-stævne på sin unghest, så skal man ræse benene af den fordi der er amateurer der er blevet verdensmestre i det. Og det kan da heller ikke være meningen.

Problemet med at have to af samme klasse til dressurstævne er vel tiden det tager. Hvis du i stedet for at afholde en La1 med 14 starter skal afholde to med 10 starter i hver, så bliver det hurtigt til mange ekstra timer og dermed færre klasser på en dag. Det er måske et større problem i nordsjælland end andre steder, men klasserne her er tit helt fyldt op. Så kan man holde La1 kun åben for 7 ryttere, men det er da også træls. Og økonomien i det for klubben bliver ringere når der skal udbetales flere af de store doteringer pr indskud. hvis man har flere starter bliver der flere øvrige placeringer, det giver en mindre udgift end hvis man skal udbetale 2 første pladser for samme antal starter.

Det er svært at få økonomi i dressurstævnerne. Jeg ved at vi bliver rost meget i distriktet for at lave overskud på vores dressurstævner, men det drejer sig om sølle 7-10.000 for en hel weekends arbejde. Det får vi ikke mange nye dressurhegn eller spejle for i klubben. Der giver springstævnerne noget bedre.

Hvor er jeg glad for debatten - jeg syntes den viser at der er forskellige holdninger til spørgsmålet

Måske svaret også varierer alt efter hvilket plan/disciplin man selv rider på til dagligt / konkurrerer på.

Jeg er mest bange for, at spørgsmålet er en reel "problematik" som på sigt vil gøre, at der måske er amatører, som mister lysten til selv at konkurrere og i sidste ende også mister lysten til at lægge de MANGE timers arbejde i afviklingen af et stævne - det vil jo være et stort tabt for ridesporten samlet - både for de proffesionelle og amatørerne

kunne være interresant hvis DRF behandlede spørgsmålet

Jeg er 100% enig med Line (Calano) -man kan da ikke sammenligne ridesport med motorsport. ELler noget anden sportsgren der ikek sker i samarbejde med et andet væsen.

Det er jo ikke nok selv at være dygtig, hesten skal osse have tid til at blive det.

I forhold til pointsystemet som Morgan nævnte et par problemer med, så er min opfattelse egentligt slet ikke at det er et kæmpe problem at prof rider rundt i små klasser til klubstævner så ingen andre kan "komme til", men hvis folk virkeligt opfatter det som et problem, så var det da en måde at prøve at løse det på.

Camilla A -jeg kan simpelthen ikek forestille mig at hele stævnesystemet bryder sammen og ingen amatører vil være med længere, blot fordi en prof engang imellem starter en lav klasse.

-men skulle det være tilfældet, så godt det samme, for så er der da vidst folk der er afsindigt dårlige til at håndtere en konkurrencesituation.

Mit indtryk (som tilskuer) har nu været at de virkeligt dygtige prof, er ganske gode til at starte noget der er rimeligt -altså at starter de en lav klasse, jamen så er det med en meget rå hest og ikke noget de gør 50 gange, og så rykker de ellers hurtigt videre når hesten magter det. Men deres unge heste skal vel for dælen osse starte et sted

Ja okay, sammenligningen var måske ikke den bedste Men i bund og grund er min mening den at vi, som det ser ud nu, ikke konkurrerer på lige vilkår og at jeg egentlig ikke synes at det er fair sportsånd. For det er vel en konkurrence og en sportsgren, når vi tager ud til stævner eller? For hvis det kun handlede om at uddanne hesten, så kunne vi erstatte stævnerne med "rid for dommer" arrangementer eller kurser. Når jeg f.eks. tager til C-stævne i dressur, så gør jeg det med den indstilling at jeg vil gøre mit/vores bedste for at komme så højt op på resultatlisten som muligt. Men er det forkert? Gør det mig til en ond og dårlig hesteejer? Hvis der er mange som ser stævnedeltagelsen som uddannelse af hesten, så har vi da netop brug for en ny stævnestruktur som tilgodeser lige netop dette..

Hmmm, det er en svær debat, men jeg synes den er spændende Og jeg kunne også godt tænke mig at høre DRF´s synspunkt i sagen..

Rideforbundet har altid været søde og imødekommende når jeg har spurgt dem om noget. Men de hænger ikke ud på hn, så man er nødt til at skrive dem en mail hvis man vil have deres mening.

Jeg synes det er lidt både og med hensyn til hvad jeg bruger mine stævner til. For jeg bruger La4 til c-stævne til at uddanne mig og min hest således at jeg når jeg står til CIC1* i Luhmühlen så har vi tjek på dressuren, ligesom jeg rider La i spring til c-stævne, ja også til b-stævne hvis det er det der er, for at uddanne mig selv og den i det.

Men mit mål er jo et andet. Jeg har ingen drøm om røde rosetter i dressur. Det er da dejligt at få dem, bevares, men det er ikke derfor jeg rider lidt små stævner hen over vinteren. Det er klart at hvis ens mål er at vinde La5 eller Mb0 til c-stævne, så er det en anden indstilling man kører af sted med når man kører til vestegnens i stormvejr. Men omvendt bruger man jo så nok La1 og La2 til at øve sig og det er så ikke de første mange gange man rider her man forventer at vinde.

Sådan er det vel også for profferne. Når de kommer til c-stævne i La1 med deres 5-års, så er det jo for at give den rutine før championatstart. Målet er efter min bedste overbevisning ikke at vinde La1, det er at give hesten lidt pondus, så den kan vinde championatet. Men det er klart at det jo er en noget bedre hest end den mange af os andre sidder på.

I øvrigt så ser jeg da en del middel heste med amateurer i sadlen der får placeringer i Mb til c-stævne. De øver sig længe og rider enormt præcist på heste der står stabilt og går korrekt. Det giver heldigvis stadig flere point en sådan en der spæner rundt og kigger med en prof på nakken.

Altså når nu der er de kategoriseringspoint i dressur f.eks. Hvorfor skal de så ikke bruges til noget?

Jeg synes, at det kunne være fint til C-stævner at have en klasse i Let A og en klasse i Middelsvær for rytter med under 50 point eller sådan. Bare et løst kastet forslag.

Selvfølgelig er det fint, at det er alle mod alle. Men det kunne være rigtig fint med enkelte klasser efter point.