Tror du blander tingene sammen. At være særlig sesitiv er en diagnose, som sætter ens psyke og centralnervesystem på overarbejde, da alle påvirkninger registreres hele tiden på lige fod.

Det er ikke noget man bare sådan finder ud af - og har intet at gøre med om hvordan man synes vand smager eller om man bedre kan lide en blød eller lidt hårdrere seng.

Du er opmærksom på smag og sikkert også lugt - og ryger sikkert ikke. Madras hårdhed handler også om vægt. Vejer din mand mere end dig, så har han helt sikkert brug for en hårdere madras.

At være særlig sentisiv er et opslidende handicap hvis omgivelserne, når man er barn ikke er obs på, hvad man kan gøre for at afhjælpe. Mange for tidligt fødte børn er særligt sentisive.

Særligt sensitiv er ikke en diagnose, men et karaktertræk. Det er faktisk noget, der diskuteres på højtryk i medierne for tiden Og mange sensitive har deres, hvor det især giver sig udtryk. Det kan for eksempel være på lyd, synet, på mad (smag og konsistens), det følelsesmæssige eller det taktile.

mvh. tina

Børnepsykiatriske afdelinger som jeg samarbejder med, bruger det som en diagnose. (Haft to inden for det sidste år.) ADHD bliver også brugt som en diagnose, men i massere af kommuner falder ADHD ikke ind under et handicap. For et par år siden var man meget tilbageholdende med, at give børn diagnoser men det sidste barn jeg havde til udredning på en børnepsykiatrisk afd. fik 4 diagnoser og 2 underdiagnoser.. For lidt og for meget er lige galt.

På nettet kan man tage alle mulige test for depression, ADHD, særlig sensitiv og en hel masse andre ting. Tror at langt de fleste mennester lider mere eller mindre af det hele. Mig selv incl. Det er en trist tendens at folk sidder og selvdiagnostiserer, ud fra test på nettet. Vi skulle allesammen blive lidt gladere for de skævheder vi har og glæde os over forskellighederne.

Noget andet er så, at mange behandlere - autoriserede som selvstuderede røvere, tilbyder alle mulige terapiformer, for folk som har ondt i livet/tror de er forkerte og som tillader sig over for deres brugere og på deres hjemmesider, at tilbyde behandling, for alle de mennesker som har taget div. tests. Siger IKKE at det er sådan for Anette.

Undersøg før man konkluderer.

Der er forskel på at være sensitiv og særlig sensitiv.
Alle er på et eller andet niveau sensitive - fx med vand, madresser mm.

Men særlig sensitiv er lidt noget andet.. Det går "dybere under huden" og vises på forskellige måder.

Vil ikke sige jeg er særlig sensitiv(selvom testen inde på hjemmesiden siger jeg er det), men der er da nogle ting jeg passer med. Jeg ønsker ikke at komme nærmere ind på det, medmindre der bliver skrevet til mig privat og ikke i denne tråd.

Dog er hjemmesiden http://www.sensitiv.dk meget oplysende. Ellers er der et hav af artikler på google.

Men der er mere i det end 'bare' sensitiv.
Lære man at bruge det rigtig, er det en gave både for en selv og ens omgivelser(er mine erfaringer)

Altså ADHD ( DF 90.0 forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed) ER en psykiatrisk diagnose. At nogen så oplever at kommunerne ikke ser det som et handikap er ærgelig, hvis det betyder at børnene/de unge / de voksne ikke får den hjælp og støtte de har brug for.

At være særlig sensitiv er ikke en psykiatrisk diagonse eller nogen diagnose for den sags skyld overhovedet.

Mikki det synes jeg du skal skrive rundt til de forskellige Børnepsykiatriske afdelinger på Sjælland. For psykiaterne og psykologerne på flere af dem, bruger det som en diagnose.

Når der bliver lavet en udredning af et barn. Bliver der først beskrevet hvordan undersøgelsen er foregået. Dernæst bliver det beskrevet hvordan barnet er gået til og har scoret på de forskellige tests. Så beskrives der hvis der er noget specielt/anderledes og sidst skrives en konklution og diagnoser - hvis der er fundet sådanne. Og her gentager jeg lige mig selv - Inden for det sidste år har jeg haft 2 børn fra to forskellige familier, som har fået diagnosen - særlig sensitiv - efter en udredning.

Og så er jeg helt enig med Anisworld.

Tænker de godt kan bruge ordet særlig sensitiv i deres beskrivelse, men en diagnose er det ikke.

Kan dog godt forstå hvordan det kan mistolkes som en diagnose, men der er ingen diagnose der hedder særlig sensitv.

Når en læge sætter en diagnose kan de ikke bare vælge frit, men der er bøger/opslag hvor de vælges fra. Der er virkelig ingen der hedder særlig sensitv, nogle gange kan man evt forklare det med at give en diagnose som hedder fx følelsemæssig eller adfærdsmæssige forstyrrelser i barndom og adolescens - men lige den jeg sætter som eksemple kan dække over mange ting og ved heller ikke om det er den de bruger på Sjælland til at dække over særlig sensitve børn. Men sammenlignet med ADHD har den ikke sin egen diagnose.

Foresten kan godt li nogen har givet mig på første indlæg for om I tror på det jeg skriver er helt op til jer selv.

Lad os glædes over at vi er så forskellige, og at vores karaktertræk er unikke, i "gamle" dage var der ikke ADHD diagnoser, men det betyder ikke at der ikke fandtes nogen med den diagnose, tænk på Emil fra Lønneberg

Vi skal ikke puttes i kasser, men istedet værdsætte vores forskelligheder, og respektere at andre ikke er som os selv.

Giv plads til særhederne og lad være med at normalisere alting, og skønt med sensitive træk, det modsatte er vist ikke at foretrække

For mig har det ikke noget at gøre med, om man kan li' hårdheden på sin seng (og det afhænger nok mest af brugerens vægt) eller smagen på vand.

Vi er alle sensitive i et vist omfang, for ellers ville vi ikke være i stand til at være empatiske, kunne tale sammen, leve sammen osv.

Men nogen har en "bredbåndsforbindelse" til verdenen omkring sig og nogen kører på et modem. Vi har dog alle den samme "processor". Og dén er der begrænsninger på. En normalt sensitiv person har et filter, som gør, at mange ting blot registreres og man lader det sejle videre. En særligt sensitiv fanger flere nuancer, stemninger, dufte, farver, følelser osv.

Sensivitet øges af stress. Stress giver øget sensitivitet (nerverne uden på tøjet). Det kan til en vis grad tøjles, men det er nok vigtigere at forlige sig med det og lære sine egne grænser at kende. Der er mange små dagligdags situationer, som jeg finder ubehagelige, så dem enten undgår jeg eller kort lader lige op (det kan være så enkelt som en dyb vejrtrækning og lukkede øjne i fem sekunder - nogen vil kalde det mindfulness/at være til stede i nuet/registrere men uden at handle/reagere på omgivelserne).

Omvendt er det da FEDT, at kunne gå/ride en tur og bemærke en mariehøne på et blad eller duften af vådt græs i sommerregnen. Og så HUSKE, at tage den to sekunders pause og få øjeblikket hevet helt ind inden man farter videre.

Diagnose/sygdom? Nej, ikke når helt op til 20% af befolkningen har et nervesystem, der kører på højtryk hele tiden.

Forbandelse/velsignelse? Mja...

Hvis man går ind på Pkykiatrifonden, så kan man læse, at der ikke er tale om en diagnose, men blot et karaktertræk. Men helt ærligt, så er det vel lige meget, om det er en diagnose eller et karaktertræk. Det handler om, at der skal tages hensyn til det enkelte menneske, som den person, man nu engang er.

www.psykiatrifonden.dk/temaer/er-du- saerlig-sensitiv.aspx

Mikki og andre som jeg skriver laves der til slut en beskrivelse og en DIAGNOSE - og i to tilfælde det sidste år, har jeg blandt andre haft to børn til udredning, hvor der under diagnose har stået: Særlig sensitiv. For 30 år siden havde de nok bare været pivede, nærtagne og uartige.

Ift ADHD bruger nogen under diagnosen: ADHD og andre skriver - stadig under diagnosen, 10 linier som dækker ADHD uden at skrive den fulde betegnelse på ADHD eller skrive den engelske betegnelse.

Diagnosesystemet er ikke en stationær størrelse. Det udvikler sig hele tiden og starter ofte i USA eller ude i afdelingerne inspireret af udlandet - og først derefter bliver de officielle diagnoser.

Damp og ADHD var ikke officielle diagnoser i mange år, men blev brugt i psykiatrien alligevel - og nu er den diagnose ved at blive lavet om igen, da mange mener den er for upræcis.

Selv om der er nogle psykiatere, der bruger "særligt sensitiv" som diagnose, så er den ikke anerkendt i DK. Jeg siger ikke, at det er forkert eller noget. Og det kan da godt være, at særlig sensitiv om 10-20 år bliver en diagnose over hele Danmark.

For mig er en diagnose, noget man får, hvis der er sygsom eller fejl, der skal behandles. Hvordan skal "særligt sensitive" behandles? Der er vel mere tale om en hensyntagen.

Noget helt andet er, at jeg ikke forstår, at der er behov for sådan en "diagnose". Er normalbegrebet blevet så snævert, at alle, der falder lidt uden for, skal have et slags stempel?

Det er lige som om, at man skal finde en undskyldning for, at et barn opfører sig på en bestemt måde eller har brug for en bestemt omsorg. Det, synes jeg, er pokkers ærgerligt. For det må vel betyde, at man ikke er anerkendende og rummelig nok.

Hvor var det lige jeg skrev at jeg var blevet diagnostiseret i det etablerede system??

Camilla/ godt formuleret.

De har sagt på Skejby Sygehus at jeg ER sensitiv, men det var en bemærkning og ikke en diagnose og noget jeg godt vidste i forvejen!

Hvor vidt der går mode i at kunne kalde sig diagnostiseret sensitiv, undre mig ikke, men ikke noget at prale af syntes jeg.

Nu kan sensitivitet jo være mange ting, så derfor syntes jeg det kunne være sjovt at høre hvad i andre, altså de 20% af jer, der véd hvad jeg snakker om, bliver særligt berørt af?

Syntes feks. også at jeg det sidste halve år er gået bort fra at høre radio, da nyhederne var generelt nedslående og nyheder på TV har jeg ikke set i et par år. Der dukker oftere og oftere rå vold og døde mennesker på på skærmen. Det er blevet en glidebane hvad man kan tillade sig at vise på TV. Jeg magter det altså i mindre og mindre grad og tænker da også på hvad børnene udsættes for.

Da jeg var barn blev der advaret om scener og film som var uegnet for børn.

Lyd er nok min største udfordring da jeg hører lyde som ingen andre hører og det er meget invaliderende.

M - når vi taler om børn, kan det være en stor hjælp for familien at få en diagnose. Dels kan den tage skyldsfølelse og selvbebrejdelser fra forældrene, dels kan den give omgivelserne en forståelse og dels kan familien få hjælp både behandlende og økonomisk.

De børn og familier jeg arbejder med, har lid pga manglende viden, forståelse og børnenes voldsomme grådanfald.

Eksempler kan være, at barnet begynder at græde dybt ulykkelig hver morgen 15 min før familien skal hjemmefra eller at barnet sidder under bordet i børnehaven eller skolen og hvis barnet bliver bedt om at sætte sig på stolen, bryder helt sammen.

I første tilfælde vidste det sig, at barnet følte vind og vejr i ansigtet som glasskår, når han gik ud til bilen om morgenen, og det andet barn, var bare så dygtig til at beskytte sig selv mod indtryk, at når det blev for meget beskyttede hun sig, ved at sætte sig under bordet, hvor hun stadig fulgte med i undervisningen, men kunne skærme sig for alt andet som skete i rummet.

Drengens problem lige omkring denne udfordring blev løst ved, at der blev indkøbt huer og kasketter til en hver lejlighed, som han taget på før hoveddøren bliver åbnet og pigens udfordring ved, at der blev lavet et afskærmet sted i lokalet, hvor hun enten kunne sidde alene eller have en kammerat med.

Sådanne børn har brug for en diagnose, for at blive behandlet retfærdigt og for at kunne udvikle sig fagligt og socialt og forældrene for at undgå, at de direkte eller inddirekte bliver beskyldt for at være dårlige forældre med uopdragne unger.

Men bortset fra det er jeg enig med dig.

"Sådanne børn har brug for en diagnose, for at blive behandlet retfærdigt og for at kunne udvikle sig fagligt og socialt og forældrene for at undgå, at de direkte eller inddirekte bliver beskyldt for at være dårlige forældre med uopdragne unger."

Ja, jeg er enig. Og det er virkelig forfærdeligt, at det skal være nødvendigt med en diagnose for ikke at blive set skævt til eller få den nødvendige hjælp.

Jeg tænker; Hvorfor er vores børn i dag blevet så sarte?

Er samfundet blevet for voldsomt, for meget, for stressende?

Jeg ville ønske at min helt normale, skønne og særligt sensitive dreng ikke skulle have klistret en diagnose i nakken for at pædagoger har tid til at hjælpe ham med at holde en pause i løbet af dagen, forberede ham på, når der skal skiftes scene og hjælpe ham igennem skiftet, og give ham en tryg hånd at holde i, når der skal ske noget nyt. Det er der bare ikke ressourcer til, med mindre børnene har fået en diagnose og de ressourcer, der følger med.

Normalområdet er blevet MEGET smalt!!

Jeg tror, valget er imellem at sætte ressourcer af til alle de normale børn, også de sensitive - eller at se at få det diagnosenummer og dermed beslutte at 15-20 procent af befolkningen bare er syge, basta. Jeg er ikke tilhænger af det sidste - men det første tror jeg da slet ikke kommer til at ske...

mvh. tina

Jeg synes, det er så langt ude, at et barn skal forbi en psykiatrisk afdeling for at man kan finde ud af, at barnet føler vinden så hård som glasskår, eller at et barn skærmer sig selv fra det tæppe af støj, uro og følelser, der er i en institution. Hvis forældre eller pædagoger ikke kan se og høre barnet og dets behov der, så er der i min verden noget helt grundlæggende galt - der er jo ikke nogen, der lytter RIGTIGT til barnet.

mvh. tina

Taina - ja det er sørgeligt, men det er resultaterne af bla.a de massive nedskæringer på inst.området, i forvaltningerne og nu skole reformen.

At børn bliver mere "sarte" skyldes rigtig mange ting og sammenfald.

Travle forældre uden struktur i hverdagen, psykisk fraværende forældre som tror de kan have kontakt med deres børn, selv om de sidder bag skærmen på PCen eller mobilen og forældre som tror de skal være venner med deres børn og laver en diskussionsklub ud af almindelige sunde grænser. Det var så lidt til forældrene.

Vores samfund bliver mere og mere indrettet til, at være og gøre på en bestemt måde, så man kan hurtigt føle sig forkert. Tilsætningsstoffer i miljøet og gifte i vores mad er bestemt heller ikke sundt. Børn bevæger sig mindre og mindre og flere og flere bliver lavet ved kunstig befrugtninger = flere flerfødsler som bliver sat tidligt igang, nyfødte overlever tidligere og tidligere fødsler ("min" den mindste som overlevede var 640 gr), hormoner i hvad som helst eks.vis maling, mel og kød.

Så det undre ikke mig, at levende væsner bliver påvirket og mere "sarte".

Det er trist, at der er så få ressourcer til fremtiden. Og jeg tænker, at det bliver dyrt - det koster jo altså samfundet en del, når et barn skal udredes på psyk. Og dertil følger de omkostninger, der kan følge, når alle de her børn kommer til at føle sig helt forkerte.

Jeg tror virkelig også, at der er mange pædagoger og lærere, der ikke synes, at de når at gøre det godt nok, specielt for de børn, der er mange timer i institution.

mvh. tina

Rigtigt mange diagnoser er opfundet af medicinalindustrien.

Det triste er at politikere og læger hopper på den og har brug for, at putte mennesker i kasser. Langsomt følger vi med og synes at noget skal " normaliseres". Det er jo i sig selv et frygteligt udtryk.

Sensitivitet handler bla. om samspillet mellem amygdala og hippocampus - det gør stress iøvrigt også. Meget forenklet.

Men det er da sørgeligt, at der er så lidt forståelse og empati overfor alt, der ikke ligner os selv på en prik.

Meget medicin kan droppes i det øjeblik et menneske føler sig mødt, accepteret og forstået. Men der er flere penge i piller.

mvh. Dorte

Shagya: Mine kommentar omkring diagnose var nu heller ikke myntet på dit indlæg/tråd, men at der i et indlæg skrives at det (særlig sensitiv) bruges som en diagnose, og nok endnu mere at der står "ADHD bliver også brugt som en diagnose" hvilket jeg læste som at vedkommende siger det ikke er en diagnose. Så kun for at gøre opmærksom på den misforståese, intet andet .

Ja, vi skal alle være helt normale, men sådan er virkeligheden bare ikke.

Pony-mor/ Tilsætningsstoffer i miljøet og gifte i vores mad er bestemt heller ikke sundt. Nej men det er ikke bare mad og drikke, det er også alt andet fra tøj, kosmetik og personlig pleje. Hvordan kan man tillade vådservietter til baby-numser som indeholder allergifremkaldende kemi?

I et udklip fra fritidsliv 2012, jeg har gemt, står der at der ikke er fundet pesticid rester i danske tomater, men tilgengæld blev der fundet pesticid rester i mere end halvdelen af udenlandske tomater, hvor styrelsen har identificeret 21 forskellige pesticider. Spiser min store datter udenlandske tomater så får hun fluks udslæt! Hun tåler heller ikke de karameller der typisk bliver uddelt på sidste skoledag.

Det er således at frugt og grønt som importeres indeholder langt størrere mængder af pesticiderester, end hvad der findes i DANSK frugt og grønt.

Faktisk så er konventionel DANSK frugt og grønt "renere" end et økologisk frisk produkt som er importeret.

Feks. er annanas fra Costa Rica en af top scorerne når det gælder pesticidindhold?

I en rapport fra 2010 hed det, at der blev fundet kemi i 12% af prøverne i danske grønsager, mens det var i 38% af de udenlandske grønsager. For netop tomater blev der IKKE fundet ét eneste fund i de danske tomater, mens der blev fundet pesticidrester i mere end halvdelen af de udenlandske tomater? Tankevækkende ikke!

Mht. kosmetik så er der det fuldstændig NO GO for vores datter! Hun har giftfrit kosmetik. Hun véd det godt. Hun véd godt hun bliver syg af "det andet", men man kan selvfølgelig godt blive fristet.

Vi kan altid se på hende om hun har fået noget som er skadeligt for hende. Hun får bl.a. røde og kløende udslet i ansigtet og på hænderne. Det er i sig selv skræmmende, men omvendt så er det måske mere skræmmende, at "vi andre" kan spise disse produkter UDEN at vores krop reagere på det?

Dette er ikke medfødt, men udløst af en vaccination på et tidligt tidspunkt i hendes liv.

Faldt over et skriv i et ugeblad. Der står på de 3 første punkter, at hvis man er særligt sensitiv, så

1) skal man gå tidligt i seng og få rigeligt med søvn og hvile

2) man skal undgå voldsomme film og for mange negative nyheder (det sidste havde jeg sådan set opdaget, at jeg har et problem med.)

3) man skal slukke for fjernsynet om aftenen. (tror nu også det gælder om dagen. Er jeg alene hjemme så har jeg ofte tv'et slukket uden egentlig at tænke over det.)

Forøvrigt så var jeg ude og køre i en sprit ny bil i sidste uge og inden jeg nåede hjem så havde jeg fået en altoverskyggende hovedepine. Jeg kunne ikke foretage mig andet den dag og fik manden til at returnere den (lånebil) og han syntes det var en fin bil og han bemærkede slet ikke lugten som et problem.

Jeg er særligt sensitiv, både psykisk, og fysisk. Har fået "diagnosen" af en psykolog, som er tilknyttet psykiatrien.

Nogle dage er det som en forbandelse at være det, andre dage (og for det meste) er det en gave.

Jeg har ikke noget jeg sådan bider særligt mærke i, det skulle da lige være når jeg kan høre et armbåndsur tikke, og ingen andre i rummet kan...

Et interessant link om at være sensitivit og introvert

go.tv2.dk/2015-03-20-det-er-blevet- in-at-vaere-introvert-og-saerligt- sensitiv

Pony-mor/ holder fast i at det er en diagnose. Jeg mener det IKKE er!

Klippet fra linket:

Vi leder efter diagnoser
Emilia van Hauen er kultursociolog og beskæftiger sig med de tendenser og strømninger, der er i vores samfund. Ifølge hende er der en tendens til, at vi gerne vil stille diagnoser, der kan hjælpe os med at forklare, hvorfor nogle af os opfører os anderledes, end det der bliver betragtet som normalt. Hverken at være introvert, ekstrovert eller særligt sensitiv er en sygdom eller lidelse, og derfor kan man ikke som sådan kalde dem diagnoser, men de bliver et form for mærkat, vi sætter på os selv og andre.

- Det er efterhånden sådan, at hvis du ikke har en diagnose, er du unormal. Introvert er nærmest blevet til en diagnose, fordi idealet er at være ekstrovert, siger hun.

Og så lige lidt forskning fra kemi verdenen.

ing.dk/artikel/ny-undersoegelse-fra- dtu-bekraefter-mistanke-om- skadelige-kemikaliecocktails-174892

Anette - læs nu hvad jeg skriver. Det er jo ikke mig der diagnostiserer de børn, jeg arbejder med - der er børnepsykiatriske afdelinger.

At Emilia van Hauen, mener det ene eller det andet, rykker ikke ved, at der er børn som får den diagnose - som diagnose - ikke under beskrivelsen.

I min verden er hun ikke et sandhedsvidne på, hvad der rører sig i psykiatrien.

Jeg kender selv til mange af de symptomer som du skriver om i forskellige tråde - og det er pisse irriterende at blive forstyrret "af sig selv" når man hellere vil noget andet eller bare have fred i nervesystemet. Men for mig opvejer det alt det andet jeg får, ved at være så "opmærksom". Kunne aldrig finde på at se på mig selv som særligt sentisiv eller som at have en lidelse. Jeg synes jeg har fået en gave, som beriger mit liv. (også når jeg skal tidlig op og har ligget søvnløs flere timer). Positiv tænkning og at se muligheder frem for begrænsninger er vejen frem for mig.

Vi er voksne og kan tage valg, for at forbedre vores vilkår.

... at der skal klistres diagnoser og betegnelser på alle mulige personlighedstræk.

Om et par år bliver det vel en diagnose at være "normal" - for det er ikke normalt at ikke have en eller anden diagnose. Så skal de normalramte børn have en støtteperson så de ikke følser sig udenfor i alle de hensyn der skal tages til de øvrige diagnosebørn.

Hvorfor ikke bare se mennesker som individer - med foskellige behov og personligheder. Færre børn i klasserne ville nok være en større hjælp både for sensitive og "normale" børn - og fremme indlæringen. Og så ville lærerne jo også have bedre overskud til at rumme den enkelte elev som MENNESKE - ikke som diagnose eller bare endnu et navn der skal krydses af i protokollen...

Jeg har i mange år vidst at jeg er følsom på nogle områder. Jeg VED at jeg ikke skal se uhyggelige film (kan godt læse uhyggelige bøger, så længe det er fantasy - krimier der KUNNE være "fra det virkelige liv" er for væmmelige). jeg ved at jeg f.eks. ikke skal se nogle af de forfærdelige klip der er på nettet med dyr der behandles grimt - ligesom jeg ikke skal læse om det eller læse om voldtægter. Jeg får det dårligt i dagevis hvis jeg overtræder den begrænsning - jeg kan ligge søvnløs over sådan noget.

Jeg ved at der er nogle lugte jeg simpelthen ikke kan have (selleri bl.a.) - men jeg ved også at en GOD duft kan give mig glæde, et venligt ord hænger fast længe - så ligesom det negative påvirker mig voldsomt - så glædes jeg også inderligt og længe over det positive.

Jeg ser ikke min sensitivitet som noget der skal diagnostiseres eller noget andre skal tage hensyn til. Jeg ser det som noget JEG har lært at forstå med alderen og SELV skal tage hensyn til.

Og på samme måde ser jeg det hos børn som noget deres forældre skal hjælpe dem til at forstå - så de SELV lærer at sige stop eller selv lærer at tage de hensyn de har behov for. Det er klart at et barn - der ingen livserfaring har - bare prøver at "følge flokken" - men så må forældrene søreme være lidt opmærksomme og se at dette barn er følsomt - og at lære barnet hvor dets egne begrænsninger ligger.

Det er ikke resten af verdens opgave at tage hensyn til de der har nogle begrænsninger af den ene eller anden art - det er vores ansvar at tage hensyn til os selv.

Jeg er ved at være "fed-up" op af diagnoser mig her og der. Men det er reelt ikke noget jeg ved noget om - og jeg ønsker da bestemt heller ikke at lægge mig ud med folk, som har fx særligt sensitive børn.

Men artiklen her om Lola Jensen, hvor hun taler om "følsomme børn" (fremfor sensitive) gav da mening for mig. At de følsomme børn altid har været her, men at nutidens samfund får dem til at skille sig mere ud.

www.kommunikationsforum.dk/kristine- bindslev/blog/hele-danmarks- familievejleder-lola-jensen-om- saerlige-foelsomme-boern

Som lærer møder jeg med mellemrum mødre, som gerne vil pointere at netop deres barn er særligt følsomt og skal behandles som en sart mimose. I mine øjne er det nærmere børn, som forældrene har glemt at gøre "robuste" og parat til livet uden for parcelhusgrunden og mødet med andre. I byen var der for nylig et foredrag, der hed noget i retning af: "Det robuste barn" - så mon ikke det er en mere generel problemstilling.

Mvh Tina, mor til et absolut robust barn.

voresborn.dk/tumling-1-3/familieliv- og-parforhold/9673-sadan-stotter-du- dit-saerligt-sensitive-barn

syntes dette er en fin artikel, både det afsnit omkring at være sikker i sin sag, og det at det kan være en styrke.

Tina/ Super god artikel!