Du er bestemt ikke den eneste - og bare fordi, du har det sådan, betyder det ikke, at du skal holde op med at ride.
Jeg har selv haft det sådan hele mit liv!
Jeg elsker heste og kan ikke undvære dem, men altid, når jeg skal derud, er det en kamp med mig selv. Det kan nogle gange tage flere timer for mig at få taget mig sammen til at komme ud af døren og så er det pludselig mørkt - selv om sommeren når det nogle gange at blive halvmørkt, mens jeg er derude... Det hænder, at jeg slet ikke når at komme derud. Så jeg får en sort samvittighed, der følger mig, indtil jeg kommer derud igen.
Denne "dovenskab"/manglende motivation har nogle gange fået mig til at sætte ridningen på pause i kortere eller længere perioder... men! Jeg ender altid med at savne det meget og finde en ny hest at ride på.
Det kan stadig være rigtig svært at tage sig sammen (især hvis man skal cykle!), men som du skriver, så er man så glad, når man endelig er derude og man føler sig ladet op, når man kommer hjem igen.
Jeg har også fundet af, hvad der hjælper på mig.
Det, som hjælper bedst, er, hvis jeg har et konkret mål med min ridning. Det kan være et stævne, et skue eller en ridetime at se frem til. Så kommer jeg nemt afsted.
Det kan også hjælpe at have en aftale med en anden rytter. Så skal man ikke blot melde fra overfor sig selv og hesten, men også til sin ridekammerat.
Det hjælper også, hvis transporten derud er nem - for tiden tager jeg en bus, det er ret afslappende, for så kan jeg bare sige til mig selv: du tager bussen 14.01 og så gør jeg det. Scooter var også skønt. Men cykel...! Der kan det altså godt være rigtig svært at komme afsted!
Heidi