Hej. Jeg har haft anoreksi i 17 år næsten 18. Er knap 31. Har derudover lidt af skidzoidpersonlighedsforstyrrelse og en mindre depression. Kan ikke andet end sige at jeg er glad for at jeg fik både antideprssiv og terapi. Men hvis du har bulimi er chancen for. At du kaster pillerne op igen jo meget stor og så vil det ikke have nogen effekt. Derfor kan jeg godt forstå hvis din psykolog helst vil undgå medicin. Men jeg synes du skal i behandling for din bulimi, da det kan få fatale følger for din krop. Mvh. Sine.

Jeg havde en svær depression, da jeg var omkring 14-15 år gammel. Jeg gik med selvmordstanker, fik 4-5 daglige angstanfald og var generelt rigtig dysfunktionel. Efter en samtale med lægen fik jeg en henvisning til psykolog, som jeg så var til sessioner med ugentligt i 1-1½ år. Grundet min alder, ville hverken psykologen eller lægen give mig antidepressiver eller sovepiller.

Efter mit psykolog forløb lærte jeg selv at håndtere min depression (skidtet har det med at vende tilbage ...) og jeg kan sådan set klare mig med enkelte samtaler med min skoles trivselskonsulent, som det er nu. Det var kognitiv terapi jeg blev behandlet med, altså omlægning af tanker

Netpsykiater skriver noget om depression, men det er mest om symptomer, behandling og statistikker fremfor baggrundsviden om hvad der rent faktisk sker, når man rammes af en depression. Netdoktor kommer derimod rundt om det hele

Jeg har haft bulimi siden jeg var 13. Fylder 25 i år. Bulimien kommer i perioder ved mig, og har altså ikke være noget jeg har mærket til konstant, har haft hele år uden problemer.

Depression fik jeg konstateret som 17-årig og har jeg stadig. Jeg begyndte på medicin da jeg var 18 og har fået alt muligt forskelligt, og har i den forbindelse taget 20-30 kg på, hvilket har været virkelig svært for mig og min selvtillid. I sommers valgte jeg at stoppe alt medicin. Trappede langsomt ud, men var stadig vold syg i en periode, men nu hvor jeg er ude af det har jeg det egentlig okay. Jeg mærker ikke forskel i forhold til min depression. Om de bare aldrig fandt det helt rigtige medicin eller om medicinsk behandling bare ikke virkede ved jeg ikke, men jeg var træt af alle bivirkningerne.

Jeg går i terapigruppe på psykiatitrisk sygehus, pt en depressionsgruppe, men har også gået i en gruppe for ængstelig-evasive personlighedsforstyrrede. Jeg har nemlig ud over depressionen en ængstelig-evasiv personlighedsforstyrrelse samt en dependent personlighedsforstyrrelse og borderline træk. Og så har jeg social angst

Jeg havde depression i mange år. Set i bakspejlet nok fra omkring 12-års alderen indtil jeg var omkring 23 år.

Det der gjorde udfaldet fra mig var Citalopram. At kalde det lykkepiller vil være misvisende, fordi man bliver faktisk bare, ja.. ligeglad. Men det var nok til at jeg kunne få mig selv tilbage på pinden. Jeg fravalgte psykolog.

Jeg var på dem i ca 2 år vil jeg tro. Idag er jeg ikke længere depressiv, men hvis jeg har en presset periode kan jeg mærke symptomerne komme snigende, og ved hvornår jeg skal passe på. Har desuden lært migselv hvordan jeg vender skuden således at symptomerne ikke udvikler sig til en rigtig depression igen.

Hvis det var mig der sad i din situation, ville jeg absolut få lægen med ind over samtidig. Pillerne er ikke magiske, men kan gøre en uudholdelig hverdag til at holde ud.

Jeg har paranoid skizofreni. Jeg begyndte at få symptomer første gang, da jeg var 12/13, og blev indlagt første gang som 14-årig, hvor jeg fik diagnosen. Jeg har sidenhen været indlagt 5-6 gange. Jeg er 16 nu.

Mine symptomer kommer primært til udtryk som mine stemmer, mine skygger og så "syner" - som vist kaldes "vrangforestillinger" på fagsprog. Stemmerne har jeg efterhånden lært at skubbe lidt i baggrunden (for det meste), men skyggerne er ret slemme og "synerne" generer mig en del og forhindrer mig i flere hverdagsting. Eksempelvis ser og føler jeg varmt vand som blod og føler mig "fanget" når jeg bliver våd (svært at forklare, men sådan mast inde i min krop). Så når jeg skal i bad skal jeg bruge en del tid på at samle overskud til at klare symptomerne, uden at komme helt derud hvor jeg mister herredømmet over mig selv, og så skal jeg bruge en dags tid til at lade op igen bagefter, før jeg kan overskue "hverdagsting" igen. Sådan har jeg en del andre ting også, der forhindrer mig i hverdagen.

Jeg tager medicin hver dag for at få dagene til at hænge sammen, uden medicin kan jeg simpelthen ikke håndtere mig selv, og sygdommen overtager mig.

Hvis der er noget du vil vide, så spørg endelig

Gud, hvor må det være skræmmende og hårdt at være dig Maiken. Du har min dybeste medfølelse.

Salsapigen: Tak for dit svar. Det er godt nok længe du har haft problemer. Er du rask nu?
Jeg er også i behandling, men der er bare mest fokus på det depressive, da min psykolog ser spiseforstyrrelsen som et symptom og depressionen/mine tanker om mig selv som "sygdommen".

Aless: Tak for din besked. Hvor gammel er du nu? Og hvor er det flotte fremskridt du har gjort. Ansagtanfald er simpelthen så grimme De kommer fuldstændig ukontrolleret. Og tak for tips omkring siderne. Har læst lidt på begge - der er ok god læsning.

Tinne: Tusind tak for svar. Også en ordentlig omgang du leverer. Jeg kan sagtens følge det i det du siger med at bulimien kom i perioder. Fik du psykolog/psykiater behandling samtidig med du fik medicin eller hvordan? Og kan du forklare ængstelig-evasiv personlighedsforstyrrelse og dependent personlighedsforstyrrelse? er med på hvad en personlighedsforstyrresle er i sådan i grove træk.

Natasha: Mange tak for svar. Hvordan kan det være du takkede nej til psykolig? Hvis man må spørge.. Jeg tænker også jeg "kræver" lægelig besøg og overvejelse af medicnering, hvis det ender i at jeg ikke kan klare mit studie. Som det er lige nu har jeg svært ved at få redet, men fordi "alle" forventer at studie er noget man SKAL, så holder jeg stadig ved det. Selvom jeg slet ikke kan følge med, for får jo aldrig læst det stof jeg burde.

Maiken: Tusind tak for svar. Sikke en svær situation at stå i som så ung Stor respekt for dig og din kamp her fra. Jamen jeg er rigtig nysgerrig, da det nok er skitzofrenien, der er mest fjern fra min viden. Jeg er dog ikke endeligt diagnosticeret, men har mange symptomer af noget lignende, og i følge min psykolog, skal jeg "testes" hos lægen, hvis det ikke vender inden længe. Der er vel forskellige former for skitzofreni, for den parnoide del er ikke noget jeg oplever. Det må godt nok være svært Kan du fortælle mig lidt om de forskellige kategorier?

ALLE : TAK for jeres svar. SÅ dejligt at blive mindet om at man ikke er alene. Og I er super seje at ville fortælle jeres historier. Tak for det

Nej jeg er ikke rask nu. Er lige nu indlagt pga. Min anoreksi og det har jeg været i 15 måneder. Jeg kæmper med at tage de sidste kilo på og bevare dem på. Men det er svært. Men jeg kæmper for at kunne få et nogenlunde tåleligt liv igen. Mvh. Sine.

Jeg fyldte 20 sidste måned

Ja, angstanfald er virkelig ikke sjovt. I starten kunne jeg slet ikke mærke når de var på vej eller styre dem, men det lærte jeg. Nu kan jeg godt mærke når de er på vej og jeg kan til dels styre dem - heldigvis har jeg max. 2-3 om året nu, så det er begrænset hvor plaget jeg er af dem mere.

Jeg er glad for at du kunne bruge linksene - og god bedring! . Husk på at selvom folk mener at "man bare kan tage sig sammen", så nytter det altså ikke noget at lade sig presse. Det ender med at bide en i røven i stedet for ... Tag det i dit eget tempo, ingen er ens og alle har forskellige behov

Hej igen,

Det tog meget lang tid (mange år) for mig at acceptere at jeg var syg. Især min familie ville ikke kendes ved at jeg var syg, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har fået at vide at jeg bare skulle "komme op med armene" igen. Min behandling startede egentlig på grund af en personlig krise, hvor jeg tænkte at nu var det er læge besøg eller livet. Her blev jeg så udredt og fik ordineret citalopram. Desværre så anså jeg af uforklarlige grunde det som et personligt nederlag at skulle have psykolog hjælp, og kunne derfor ikke få mig selv til at gøre det. Dette er naturligvis ikke rigtigt, men skyldes nok nærmere en del af min sygdom og knækkede person.
Jeg tror egentligt stadig det kunne være godt for mig at få psykolog hjælp og finde ud af årsagerne til mine problemer, men jeg har svært ved at tage mig sammen, og det er røget lidt i baggrunden nu jeg har det OK igen.
For mig var pillerne virkelig en livsredder - inklusiv for mit studieliv. Jeg måtte droppe lægestudiet pga min depression, og var ved at få meget svært ved at hænge sammen på min biologi bachelor. Dét hjalp pillerne mig altså til at komme igennem.

Pillerne er ikke en ren glæde og leg. De giver diverse bivirkninger som varierer fra person til person. Jeg havde både søvnløshed og træthed i hovedet som bivirkninger . Desuden fik jeg koncentrationsbesvær af pillerne. Samtidig skal man regne med at pillerne bare givet et neutralt niveau, og at man kan føle sig lidt ligeglad til tider. Men med alt det sagt, så var jeg nok ikke kommet igennem mit studie uden pillerne. De har virkelig hjulpet mig.

Angående studie skal du jo gøre hvad du synes er mest fornuftigt, og hvad du føler for at bruge dit liv på. MEN, jeg synes IKKE du skal fravælge studie fordi det er hårdt pga din sygdom. Det kan du bitterligt fortryde sidenhen.
Hvis du ikke føler at studiet er det rigtige - ja det er jo en anden sag.

God bedring til dig!

Jeg blev fra lægen henvist til psykiatrisk afdeling på aalborg sygehus og er derfra blevet kastet noget rundt i systemet gennem årene. Har været ved flere forskellige psykologer og psykiatere samtidig med den medicinske behandling, og hver kloge hoved har fundet på nye tiltag, så min medicin er også blevet rodet godt rundt i forsøget på at finde noget der virkede, desværre uden held, og til sidst var jeg bare så træt af bivirkninger og abstinenser fra hver gang de stoppede mig på noget og startede mig op på noget nyt. Der er meget delte meninger om hvorvidt det er depressionen eller personlighedsforstyrrelserne der skal behandles på først.

Ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse er en slags udvidet social angst. Det er nok den bedste måde jeg kan forklare det på. Ellers læs her: www.netpsykiater.dk/Htmsgd/ aengstelig.htm

Dependent er noget med at være meget afhængig af andre. Det hænger meget sammen med angsten. Jeg er afhængig af mine nærmeste til at gøre rigtig mange ting for mig og jeg har rigtig svært ved selv at træffe beslutninger og tage ansvar. Helt basalt er det fx et helvede for mig at vælge hvad jeg skal putte i kurven når jeg handler, ender ofte med at droppe det og spise rugbrød eller suppe, fordi jeg ikke kan overskue at vælge kød

Lyder åndsvaget, i know.

salsapigen: Kan godt forstå du synes det er hårdt. Det er ubeskriveligt så svært det kan være at slippe og lade sig selv leve et almindeligt liv. Ens sygdom er bare så indgroet, at den er blevet så meget en del af én, at man finder tryghed i det. Selvom man inderligt gerne vil være rask.
Du må have alt held og lykke fremover med din behandling. Jeg føler med dig - du skal nok klare den og blive rask. Det fortjener du og din krop.

Aless: Tak skal du have og held og lykke til dig fremover også. Du har helt ret. Forskellige mennesker = forskellige behandlinger. Og flot med at du kan styre dine angstanfald nu. Mine kommer meget typisk når jeg er til større sociale samkomster, hvor folk "forventer" mig som den sjove, glade og sociale type, fordi det er som de kender mig, og det er den "maske" jeg tidligere har taget på.. Fordi jeg ikke kunne klare at være mig selv. Nu reagerer jeg bare enormt udad og negativt på det, så nu bliver jeg bare helt væk fra fællesarrangementer f.eks. i forbindelse med studie. Er nødt til det. Selvom det er dumt i længden.

Natasha: Tak for din besked. Jeg så det også som et "nederlag" at skulle have hjælp. Mest fordi jeg er udaf en typisk landbrugs-familie, hvor der kun er EN kur mod alt og det er HÅRDT ARBEJDE. Bare kom ud af sengen, kom i sving og klar dig selv. Uanset om di er træt, har feber, eller for den sagsskyld et psykisk kaos i hovedet. Det har nok også været med til at jeg har holdt det inde og bidt det i mig så længe.

Hvordan er det med vægten med pillerne? Min psykolg sagde, at jeg kunne tage på af dem, hvilket jeg frygter! Men på den anden side, så tager jeg også sådan som jeg har det nu pga. meget ustabile og ukontrollerede måltider = dårligt stofskifte = minus forbrænding.

Jeg er virkelig i tvivl ang. studie. Helt vildt! Så længe jeg er i tvivl holder jeg ved. Jeg vil slet ikke være skolelærer, som jeg er ved at læse til. Jeg vil gerne arbejde med heste, undervise, ride. Men det kan man jo ikke leve af medmindre man får en god berideruddannelse og er lidt heldig med arbejdspladser, gode heste osv., og den uddannelse skal jeg BESTEMT ikke ind på igen. Så min tanke var jo at tage lræeruddannelsen, da jeg kan bruge mange aspekter fra uddannelsen til mit videre arbejde, når jeg engang får finanser og mulighed for at kunne udvidde til flere heste, tage opstaldere ind osv. Men stoffet på uddannelsen er SIMPELTHEN så kedeligt og interessant!! Og så passer jeg slet ikke ind med mine medstuderende. Jeg er udaf en landbrugs-familie, hvor jeg nok ikke er så god til at sidde med en cafelatte, få flip over Fifty Shades of Grey, Clarins produkter og læse faglitteratur om multimodale tekster... Jeg er sgu bare bedre til at være beskidt, muge ud, køre traktor og kastere grise. Men uha det er svært.
Jeg skal mødes med en social studievejleder på mandag og snakke med hende om min situation. Måske hun kan hjælpe mig videre til en beslutning.

Tinne: Puha det lyder som en ordentlig omgang. Både for din psyke og for din krop med alle de forskellige behandlinger, medicin og behandlindssteder. Min psykolig nævnte for mig sidst, at jeg med min henvisning fra lægen jo kunne få tilskud ved andre psykologer. Det kunne jeg ikke ved hende, så hun foreslog at jeg kunne skifte, hvis jeg ønskede det. NIKS GLEM DET! Det er så uoverskueligt at skulle skifte behandler. Et helt nyt menneske, en hel ny tilgang, og helt nye øjne, der skal på ens lange og indviklede historie.. Det er drænende.

Tak for forklaringerne. Kan faktisk godt forstå hvad du mener med dependent. Ikke fordi jeg har det, da det i mit tilfælde nok er pga. spiseforstyrrelsen og "stemmerne i mit hoved", der diskuterer hvad jeg skal vælge, hvis jeg f.eks. skal handle ind. En stemme siger jeg skal købe alt mulig klamt, mens en anden stemme siger, at jeg skal tage mig sammen. En tredje kan sige jeg skal sulte mig selv, mens en 4. siger "ååh nej de andre kunder kan se hvad du køber, hvad tænker de mon nu om dig?"... Det er sgu pludselig hårdt at tage ud at handle!

Angående pillerne så har jeg aldrig taget på af dem. Man kan nok få forskellige slags. Dem jeg tog hed Citalopram, og jeg kender en anden der har været på dem - de fungerede også fint for hende. Hun tog heller ikke på.

Jeg vil aldrig anbefale nogen at tage antidepressiv uden at have forsøgt psykolog først - eller i det mindste kombinere de to.

BigWhopper: Jeg går til psykolog 1-2 gange om ugen, og lige nu hvor der bliver gravet så meget i det, bliver det desværre bare værre og værre. Jeg kan slette ikke rumme det.