Jeg har en datter på 9 år, som elsker heste!
Hun har været med mig mange gange, da jeg selv havde hest og når jeg har haft part hist og her. Som lille ville hun helst bare strigle, lidt større ville hun gerne trækkes, også i tølt og da hun var 7-8 år begyndte hun til ridning.
Hun har altid været en forsigtig og lidt nervøs pige, som skal have en venligt men bestemt puf engang imellem. Jeg tror de andre forældre syntes jeg var verdens ondeste pacer-mor da jeg tvang hende op på ponyen ved hendes første ridetime. Men de havde så heller ikke hørt hende glæde sig længe og meget op til, og hørte ej heller hvor glad og stolt hun var bagefter - og fortsatte til ridning. Hun kunne ride selv i skridt (med en trækker i nærheden) og i trav med trækker på - men så skulle hun prøve galop og var ved at falde af, bla fordi trækkeren lavede en lille volte og drejede lidt skarpt.
Skoleveninden som hun gik sammen med, som startede efter hende, er meget fremme i skoene og overhalede hende hurtigt. Hun drillede hende og gjorde et stort nummer ud af det i skolen. Det endte med at min datter stoppede til ridning!
Da jeg senere fik part på en (kedelig) islænder var hun med, og kunne ride selv i skridt, endda på tur!
Nu har vi så fundet et sted hvor hun selv har fået part. Hun startede med en haflinger og kunne skridte selv, så blev hun lige pludselig nervøs for den og fik en mindre pony. Denne har hun kun skridtet selv på enkelte gange. Jeg trak hende og fik gennemtrumfet
At prøve trav og måtte love at stoppe efter 3 travtrin. Hun jublede "ih hvor er det sjovt" og travede flere halve runder den dag!!!
Næste gang lavede ponyen grisehop og småstejl da vi ville prøve trav igen. Hun var egentlig ret cool og stolt af at hun havde siddet fint i sadlen imens, men vi blev enige om ponyskift til en anden.
Denne har vi nu været ude ved et par gange, og hun har flere gange bare sagt, når vi var igang derude at hun bare ville strigle. Til trods for at hun hele ugen har snakket om og glædet sig til at ride.
Jeg er bund frustreret over at høre hende snakke stolpe op og stolpe ned om at hun vil det ene og det andet, trave, springe, skovtur osv for når vi så er der at trække totalt i land. Idag fik jeg hende tøvende på hesten hvorefter hun straks ville ned igen. Prøvede at få hende til at slappe af men intet virkede. Trak ponyen et par skridt på gårdspladsen hvor hun bare blev mere og mere højlydt Insisterende så lod hende komme af.
Sidst på dagen hørte jeg hende sige til hendes far at hun fortrød hun ikke havde redet. Jeg vidste det!
Faren en siger jeg kan være ligeglad og bare lade hende strigle og hygge med den - og det gør jeg hjertens gerne. Men det der knuser mit hjerte er når hun fortæller og drømmer om at ride trav, galop, tur, stævne osv og græder fordi hun ikke kan. Og siger jeg ikke tror på hende, for hun kan godt, hun gad bare ikke lige. "Men næste gang, mor"
Hvad fanden gør jeg??????