Først og fremmest må du tale med din læge, og få en henvisning til en psykolog. Vent med medicin - det kan ikke stå alene uanset, så en psykolog må på banen.

Derudover tænker jeg at det er meget svært at adskille stress og depression, da de ofte følges ad. Det er egentlig heller ikke vigtigt for dig lige nu at definere om det er det ene eller det andet - der er bare noget der ikke er som det skal være.

Jeg har prøvet at have en depression. Og det er ret normalt at man gennemtænker alt muligt i sit liv, i forsøget på at få det bedre: hvis nu jeg gik fra min mand, ville jeg så få det bedre? hvis nu jeg fandt nyt job, ville jeg så få det bedre? man er så desperat efter en løsning, at selv ting man tidligere ikke tvivlede på (fx parforholdet) kan gøre en i tvivl.

En ting er sikkert - man skal IKKE tage store beslutninger når man har det dårligt! for man tænker altså ikke klart.

Jeg er stadig sammen med min kæreste og vi skal giftes til foråret.

Ryd kalenderen for alle de aftaler, du overhovedet kan rydde for. Og så få kontaktet din læge og få en henvisning.

God bedring

Puha, det lyder hårdt, det som du går igennem. Så først og vigtigst skal du have et stort kram Jeg har selv lidt af stress, depressioner og udmattelsesdepression før, og for mig har det ikke været så vigtigt, hvad jeg stod med lige nu af diagnose, for jeg kommer ud af det hele på samme måde; Lyt til dig selv. Det har du allerede gjort nu vha. sygemelding og psykolog. Det er også vigtigt at erkende, at en måned måske ikke er nok. Det lyder til, at alt dette været under opsejling længe. Personligt gik jeg ned med en udmattelsesdepression efter over et års press, og jeg var sygemeldt i næsten et halvt år. Det er vigtigt, at du behandler sin skyld følelse - for du skal ikke føle skyld overfor arbejdspladsen - du har det dårligt og du er ikke klar til at arbejde - færdigt! Det er vigtigt, at du bliver rask og derefter kan du så arbejde - sikkert under langsom optrapning.

Nu har du mange tanker - bla. om din mand og jeres ægteskab. Få skrevet det ned - det hjælper tit af få tingene ned på skrift, og vend det med din psykolog, når du føler, at du ikke er brændt helt sammen oppe i hovedet (I skal lige have ro på dig først - så kan I tage de tunge emner derefter).

Desuden, du skal have skåret ned i dine arbejdsopgaver/aftaler. Hvis du ikke kan overskue din aftale i aften, og at den gør dig mere stresset/ked af det, end den gavner dig og gør dig glad, så må du aflyse. Du er syg - tag hensyn til dig selv - pas på dig selv - hvis omverdenen ikke forstår, så er de galt på den. At du græder så længe efter fordi du afleverer din datter for sent viser bare, hvor dårligt du har det, og at du gaber over for mange ting. Her må andre tage over - jeg tænker især din mand. Han må forstå, at du er syg. Jeg tog min kæreste med til min psykolog - det åbnede lidt øjnene for ham, så han kunne se, hvor skidt jeg havde det, og hvad han kunne gøre.

Du skal have tid til en hverdag, hvor du kan arbejde med dig selv. Selvom du er sygemeldt med stress, så er der meget mentalt arbejde foran dig - du må tage det i de museskridt, som du nu kan overskue. Skemalæg din dag og din "Jeg-tid", som ud over det mentale (jeg havde en psykolog, som arbejdede med det kognitive, så jeg lærte at ændre tankebaner udover selvfølgelig at bearbejde sorg/smerte) også er godt at få noget fysisk på - gå, løbe, svømme en tur - noget som får sig til at slappe af i hovedet men gør kroppen godt. Fx er hestene dårlige til dette, hvis du kommer til at fokusere på meget på fejden med svigerfamilien.

Jeg håber, at dette hjalp en smule, og jeg uddyber gerne. Igen, Pas på dig selv - det er så vigtigt, at du erkender, at du er den, som skal passe på dig selv - der er nødvendigvis ikke andre, som gør det - og husk, det er altså okay at sige fra.

Kram.

....

Ved ikke om du har stress eller er dep.

Men du har haft alt for meget modgang og nederlag, du trænger til fri rum og at er skal ske noget positivt i deit liv, de trænger til det er dig som er i centrum.

Elsker du din mand, så skal du ikke skilles, stl krav til ham, du skal ikke bære alle byrderne på dine skuldre.

Har ingen guldkorn, om hvad du skal gøre, men ønsker det bedste for dig..
Knus her fra..

min historie kort:

Jeg gik ned med arbejdsrelateret stress i februar 2011, blev opsagt (min stilling blev omlagt til halv tid, men uden ændring af opgaver, så fagforeningen sagde tag det som en opsigelse)

Min læge og jeg blev enige om en raskmeldelse efter 7 mdr, jeg søgte jobs men i dec/januar 2012 gik jeg ned med en meget voldsom depression som følge af stressen og en række personlige ting, som havde fulgt mig gennem årene (voldtægt/min mors sygdom/aflivning af hunde og heste mm). Min læge startede mig op på medicin og hvordan jeg formåede at trumfe igennem at jeg også ville have psykolog ved jeg ikke, men det gjorde jeg, og de to ting i kombination hjalp mig fremad. jeg brugte et halvt år med psykologen og godt et år på medicinen, så blev jeg trappet ud igen.

Jeg døjer stadig med eftervirkninger af det hele, og det vil jeg gøre resten af livet. Jeg bliver nemmere træt, har lettere ved at miste mit overblik og er meget mere følsom end nogensinde før.

Men jeg har fået en række gode værktøjer af psykologen, som hjælper mig med disse ting.

Jeg troede heller ikke at jeg nogensinde skulle gå ned med stress eller få en depression for den sags skyld. Og det var der heller ikke mange omkring mig som havde set komme, jeg var den stærke, glade og smilende person, som altid var hjælpsom, fyldt med energi og med på det hele.

Har du en depression vil jeg anbefale medicinen sammen med psykolog, medicinen hjælper på at det bliver lidt lettere at gøre nogle ting, inklusiv at snakke om tingene, og psykologen hjælper med at få gennemarbejdet tingene, samt give dig redskaber til at håndtere dem i fremtiden.

Noget helt andet er, prøv at få tjekket dine vitaminniveauer hos lægen, d-vitamin mangel kan bidrage til depressioner.

mvh

Mie

jeg tror ikke at du er deprimeret, men godt gammeldags træt og ked af det. Og der er en verden til forskel. Depressioner skyldes ofte en ubalnce i hjernen og kan derfor kræve medicin.

Men at knokle r...ud af bukserne konstant, have fire børn og ligesåmange heste, blive fyret, søge job, trækkes med en svigerfamilie som er dødes pølse og tilmed være træt af manden, som du føler svigter. Ja undskyld mig, men var du ikke trist og træt, var du en superkvidne gjort af træ.

Jeg synes ikke du skal sygeligøre dig selv med diagnoser, men sige det som det er- især til din mand. sig at du er træt, træt af at han prioritere sit arbejde over børnene og dig, at skændes med hans hans forældre, og have en chef som først lover deltid og bagefter spiser dig af med en sludder for en sladder. For der er ikke noget i vejen med dig, som ikke også ville være i vejen med enhver anden i samme situation.

Jeg synes du skal tage en alvorlig snak med din mand. Fortæl ham, at du er så træt af situationen, at du har svært ved at mærke kærligheden til ham. Det er noget mænd tager meget alvorligt. Når man taler om at "Bomben" springer før en skilsmisse, er det ofte amnden som har gået i lykkelig uvidenhed om kones indre flugt fra det hele. Og i har 4 børn sammen, så du skylder ham en chance for at kende til situationen inden det er for sent. Men måske ville følelserne også blusse op, hvis han støttede dig, sende svirgerforældrene lidt på ferie og tage situationen alvorligt.

Og så skal du ringe til din chef og meddele at du er NØDT til at gå ned i tid. Går han ikke med til det, ja så er det måske nu du skulle tage den uddannelse, du godt kunne tænke dig.

Gå ud i regnen og græd til du går i et med det hele. Og tør så øjnene, klap dine heste og kys dine børn godnat. Og inden du tager et alvorsord med manden, så husk at du er præcis ligeså stærk, som du bestemmer dig til at vil være, at gråd, sorg og udmattelse er følelser som kommer og går, men du har allerede været i gennem det værste og du er her endnu.

Leonidas:

Dette er altså faktuelt så forkert: "Depressioner skyldes ofte en ubalnce i hjernen og kan derfor kræve medicin"

Nu har jeg selv haft neuropsykologi, og man aner ikke hvorfor antidepressiv medicin virker. Man har ikke depression fordi man har en kemisk ubalance i hjernen. Man ved ikke hvorfor folk får det bedre af at koncentrationen af serotonin hjælper - men det virker ligeså godt, som når folk får placebo medicin.

Anne (BigWhopper) jeg vil nu nærmere sige at dit postulat er faktuelt forkert. Hvis man kigger i litteraturen er der klar evidens for ubalance i hjernen. Her er blot et eksempel (reference under citat):

"It has been proposed that major depressive symptoms are associated with the dysregulation of a distributed neuronal network encompassing cortical and limbic regions rather than with the (functional) breakdown of a single discrete brain region (Mayberg, 1997, 2003; Davidson et al., 2002; Drevets, 2003;Phillips et al., 2003; Seminowicz et al., 2004; Drevets et al., 2008; Price and Drevets, 2010)"

"Based on multivariate pattern analysis, this study demonstrated that depressed patients can be distinguished from healthy controls using whole-brain resting-state functional MRI with excellent classification accuracy and sensitivity. Moreover, the majority of the altered functional connections with high discriminative power were located within or across the default mode network, affective network, visual cortical areas and cerebellum. In particular, the amygdala, anterior cingulate cortex, parahippocampal gyrus and hippocampus exhibited high discriminative power in classification."

Ref.: "Identifying major depression using whole-brain functional connectivity: a multivariate pattern analysis" by Ling-Li Zeng, Hui Shen, Li Liu, Lubin Wang, Baojuan Li, Peng Fang, Zongtan Zhou, Yaming Li, Dewen Hu

Jeg tog dette eksempel med, da de havde inkluderet flere referencer på at depression altså ER en fysiologisk lidelse.


Til trådstarter: Jeg har selv haft en svær depression over en lang årrække. Det kan være svært (især for os her over nettet) at vide om du reelt har en depression eller om du har depressions symptomer som i virkeligheden bunder ud i noget andet (f.eks. stress). Desværre er vores praktiserende læger enormt dårlige (efter min erfaring), til at kunne afskille symptomerne.
Jeg kan fortælle af min personlige erfaring, at depression føles som en dyb, dyb sorg. Men der er intet grundlag til sorgen. Jeg kunne logisk tænke: "åh, Natasha, der er jo INGEN grund til at tude", og alligevel følte jeg mig så ulykkelig. Min "yndlings" aktivitet da min depression var værst var at græde, under dynen, med ansigtet ind i væggen. Tog ture betød for mig at jeg sad og koncentrerede mig om at smile hele vejen ind til arbejde for ikke at bukke under for den grundløse sorg jeg bar på.
Uanset om du har depression eller andre ting, vil jeg sige til dig, trådstarter, at mit hjerte bløder for dig. Det er gyseligt at have det på den måde. Og uanset hvor meget folk prøver at hjælpe, føler man sig så alene.
Op med humøret - det skal nok blive bedre på et tidspunkt (selvom jeg godt ved det virker som om der er uendelig lang tid til)!

Mvh.
Natasha (som er blevet pillefri, og rask).

Natasha: Jeg kan også smide en masse kilder på det modsatte Så i stedet for at lege kilde-krig, så er det nemmeste vist bare at påpege, at der bestemt ikke er enighed om hvorvidt der er en kemisk ubalance som er årsag til en depression.

Hvis det var så simpelt, at man bare manglede seretonin, ville depressionen jo lette få timer efter første pille var taget og koncentrationen i synapserne forøges. Men det sker jo ikke, det tager op til flere uger før virkningen sætter ind.

Og placebo medicin virker ligeså godt som antidepressiv.

Men nu skal TS's tråd ikke ende i sådan en diskussion.

Ja, denne diskussion skal ikke tages i denne tråd. Men så kan du heller ikke tillade dig at kalde andres kommentarer for faktuelt forkerte, når du selv indrømmer at der ikke er enighed.

Jeg har mange ting at sige om emnet (da jeg fandt det interessant pga min naturvidenskabelige uddannelse i kombination med selv at have lidt af depression, og dermed har undersøgt det meget). Men dette kommer til at være min sidste kommentar i denne tråd angående dette af respekt for trådstarter, som søger råd og vejledning om symptomerne på depression, og ikke dets ophav.

Ja - jeg har proevet det - og jeg havde lige skrevet et laaaaaaaangt indlaeg til dig, som blev slettet!!

Saa - hvis du gerne vil hoere om min personlig erfaring og hvad der hjalp mig, saa send mig en pb.

Jeg blev sygemeldt for 8 maaneder siden og jeg er nu tilbage paa arbejde og har faaet det meget bedre

Jeg var der hvor du er for lidt over ti år siden. Du kan slappe helt af. Alt det du går igennem lige nu er helt normalt for en stressrelateret depression. Det er selvfølgeligt noget L**T i sig selv, men uanset hvordan du har det lige nu så vil det hele blive OK igen. Det lover jeg dig. Been there, done that - got the T-shirt.

Du har gjort det helt rigtige.

Du kan ikke helbrede dig selv på en fornuftig måde så dit valg om at kontakte læge er fuldstændigt perfekt.
Det som din læge så skal sørge for er at du får den rigtige behandling. Den rigtige behandling er individuel, men bør altid bestå af et psykolog-forløb så du dels kan få renset ud og dels få de værktøjer der er altafgørende for at du kan klare dig fremover.

Jeg kan ikke understrege det nok. Du må og skal have hjælp af en psykolog uanset om du også tilbydes medicin!

Tankemylder og uhensigtsmæssige beslutninger er en del af hele møllen du kommer igennem her det næste stykke tid. Det er helt normalt for sygdommen. Jeg kan kun råde dig til ikke at tage nogen beslutninger der vil påvirke din familie og dit liv fremover indtil du er kommet helt ovenpå igen.
Jeg ved godt at din mand er et rævhul, din svigerfamilie hader dig og de fleste andre er ukompetente... sådan er verden når man hader sig selv og sit liv.

Der er en gammel Kinesisk definition på ordet 'ligemeget': Ligemeget er når man træder i en hundelort på græsplænen i bare tær - så kommer der lige meget @!#$ op mellem alle tærene.

Som det ser ud for tiden kan du sikkert nikke genkendende til at dit liv lige nu føles som om det hele er ligemeget?
Det er det ikke! Det ser bare sådan ud og når du får hjælp vil du også se det.

Jeg har så en lidt anden mening om depression.

Når man pludselig opdager at man slet ingen kontrol længere har over sit liv, har overladt dette til andre, bare lader sig "følge med", så kan man meget let få en depression.

Så jeg vil lægge ud med et spørgsmål.

Forstår jeg dig ret, at du, din mand og dig ejer en gård i fællesskab og din mand og din svigerfamilie har så valgt - udenom dig - at du ikke længere var ansat dér, men måtte søge arbejde uden for gården?

Dernæst det vigtigste. Pas rigtig godt på dig selv, du ønskes det bedste, for sikke da en frygtelig masse skrækkelige ting du har været igennem.

Hej allesammen..

Tusind tak for jeres indlæg.. Det er godt at høre jeg ikke er den eneste i verden som har været igennem det her.. Jo oftere jeg hører at folk beskriver de symptomer jeg har, jo mere gir det mening for mig at det ikk er normalt at have det som jeg har det..

Jeg har taget den til mig.. som en skrev at det var vigtig at man ikk skulle tage så store beslutninger vedr mit liv når jeg går igennem en sådan krise som jeg pt er ramt af.

Jeg har tænkt meget over hva der har ført mig herhen hvor jeg er nu og det er i vel egentlig det store pres der har hvilet på mine skuldre..

Hvor mange kan egentlig magte 4 børn- fuldtidsarbejde- pasning af alt vedr husholdning- mads osv hestene og en mand der arbejder nærmest i døgndrift 9 ud af 12 mdr.. ???

Når jeg sådan har reflekteret over mit liv de sidste mange mdr har der dælme være knald på. Stressen har været længe udervejs og tanken om den skulle få en ende igen har været der mang egange med måske ikk lige sådan her..

En spørger om det er korrekt at vi sammen har gården og min mand og svigerfar så i samråd har fyret mig.. Vedr det kan jeg fortælle at gården er et I/S mellem min mand og svigerfar. Jeg blev ansat herhjemm for 3 år siden da vi skulle renovere vores stuehus i forbindelse med flytning, jeg går så på barsel med barn nr 4 i efterår 12. Jeg holder et års barsel og blir så meddelt da han skal starte i dagpleje, at jeg ikke kan komme tilbage.. Eller jo jeg må gerne hjælpe til herhjemme og være hjemmegående, men min svigerfar vil ikke betale løn til mig og jeg nægter at arbejde gratis for den mand..

Min sygemelding er pt forlænget en mdr mere.. Jeg er rigtig meget i tvivl om hva jeg skal gøre mht arbejdet. Jeg mest lyst til at sige op, for det ved, jeg vil give mig lidt mere ro i hovedet..

Derud over tager jeg en dag af gangen.. Målet er ligenu at få gjort en ting hver dag efter ungerne er sendt af sted..

Krammer til jer os

du får mang gode råd og jeg kan kun støtte fuldt op om Jens' råd, tag ingen store beslutninger nu.

En anden ting er at du kan jo være deltids sygemeldt og starte op på den måde når du føler du er klar til at komme igang igen, og det kan være med 1 time om dagen på arbejde eller mere alt efter hvad du og lægen er enige om er bedst for dig og som du så derefter kan blive enig med arbejdsgiveren om.

ang det med at arbejde fuldtid, 4 børn mm så jo det kan lykkes også uden stress, men det kræver opbakning fra manden og ro på tingene og det er det jeg læser det, som du mangler, ro omkring tingene.

god vind fremover

mvh

Mie

hejsa.

håber for dig du får det bedre.

har selv flere gange været gået ned med depresion og kan sige helt sikkert at du ikke skal tage de store beslutninge før du er ovenpå igen, men syntes du skal tage dig en snak med din mand og hvis du kommer til psykolog så tag evt ham med når du er klar til det. det at have nogn der hjælper dig og forstår hvad du går igennem er guld værd,du må forlange din mand kommer mere på banen trods arbejde så må de ansætte en på deltid eller svigerfar må yde lidt mere en periode. gå en tur hver dag lys er utrolig vigtig, gør en god ting for dig selv hver dag, lad være med at tro du skal kunne klare det hele selv bed om hjælp det har vitt svært ved.

din arbejdsgiver kunne du måske fortælle om hvor svært du har ved at få tinene til at hænge sammen, at du har brug for han overholder aftale om nedsat tid for ellers må han helt undvære dig.

tag det som en mulighed for at få set på dig selv og dit liv, tag nogle intiativer til at gøre noget du gerne vil for at gøre hverdagen bedre fremover og det kan man først år det går fremad igen. medicin er ikke altid løsningen der er mange bivirninger men hvis man er derude hvor man ikke får bare de simple ting til at hænge sammen er det er stor hjælp.

jeg føler med dig det er bare så hårt at komme ovenpå men jeg håber det lykkedes dig. husk at bede om hjælp.

knus fra mig