Hvis det er det, der passer bedst til dig, så er det bare afsted

Der er mange som flytter hjem for en periode i deres liv. Det kan være af forskellige årsager og i dit tilfælde lyder det da som den perfekte løsning Det ville da være dumt at finde en lejlighed når du næsten er færdig og ikke ved hvad der sker bagefter.

Jeg måtte selv flytte hjem i en periode i en alder af 25, mere eller mindre tvunget pga. en voldsom rideulykke som også resulterede i brud med kæresten.

Jeg boede hos mine forældre i omkring ½ år og fik så en lille lejlighed i stueetage.

Nu er jeg heller ikke den topsociale type, så jeg var bestemt også flyttet hjem hvis jeg var dig Det er hårdt at skulle leve under andres regler igen, men man falder hurtigt ind i det

Gør det da! Jeg kunne heller ikke bo på et kollegie, det skal du sgu ikke være flov over. Så ville jeg også hellere bo hos mine forældre.

Jeg har en del studiegæld fra min studietid og det var nødvendigt for mig, men den ville jeg godt nok også gerne have været foruden, hvis det på nogen måde havde været muligt.

Stå ved dig selv. Du behøver ikke være nogen anden end den du er.

Det er sørme længe du har holdt ud.

Jeg har selv opgivet at bo på lign. måde og pendlet 60 km hver vej. Det gav ro, men selvfølgelig kan man så ikke være social på samme måde.

Da jeg for nogle år siden skulle pendle i ca. 1 time hver vej, viste det sig faktisk at være en fordel, da jeg brugte tiden i bussen til at få lavet lektier. Det betød faktisk at jeg sjældent skulle lave lektier der hjemme.

Den sidste tid kørte jeg i bil og så røg dén mulighed.

Vil bestemt ikke mene det er et tilbageskridt at flytte hjem! Det er udtryk for et modent valg men også vigtigt, nu du er i slutningen af din uddannelse og i gang med din kandidat.

Om du flytter hjem med barn eller voksenmentalitet...

Der er intet i vejen for (og det er ingen fiasko) at flytte hjem igen for en periode, hvis man flytter hjem som et voksent menneske, der indgår i og bidrager til en husholdning på lige fod med de øvrige beboere.
- Så er det jo bare et bofællesskab, hvor man tilfældigvis er i familien med resten af huset

Flytter man derimod hjem til mors kødgryder og forventer at blive opvartet med mad, rent tøj, oprydning og det hele, så er det dælme en fiasko

Men bare ved at læse dit indlæg og dine tanker, ved man jo allerede at du slet ikke hører til kategori 2

jeg kan godt følge dig i, at du føler det som en fiasko at flytte hjem, det gjorde jeg også. - men tænkt det som en periode i dit liv, og at du snart er udeboende igen

jeg har også været hjemmeboende i lidt over 1 år og i en alder af 23 år.

da jeg skulle læse i København, søgte jeg alt andet end kollegieværelser. - jeg har aldrig boet på sådan et, men jeg VED at jeg aldrig ville kunne holde det ud! hvilket så også resulterede i, at jeg måtte pendle frem og tilbage og bruge 5 timer om dagen i transport. ( så 1 time er ingenting )

men op til dig, at du har kunnet holde det ud i 3 år, at bo på et kollegie.

jeg ville ikke kunne!

Tillykke med at du har fundet ud af hvad der er bedst for dig - og at du efterlever det.

Så og held og lykke med kandidaten og et liv der passer dig.

FLOT at du er kommet frem til, at det ikke virker for dig.

Jeg holdte det ud i et år, så kunne jeg simpelthen ikke mere. Ulækre køkkener, folk der efterlod mad og opvask til at rådne i vasken, folk der stjal, og al den LARM, for pokker da. Får det stadig helt dårligt af at tænke på, at jeg boede der i et helt år.

Afsted med dig, det er der absolut ingen skam i. Jeg er sikker på dine studier får et nøk i den rigtige retning af, at du får ro til at studere!

På 1. år fik jeg skrabet 3 reeksaminer til mig - jeg flyttede væk fra kollegiet og i egen lejlighed kort før sommer, og der klarede jeg både mine ordniære eksaminer OG samtlige reeksaminer i ét rup.

SÅ meget mentalt overskud fik jeg af, at komme væk fra en boligsituation, som på absolut ingen måde passede til mig og den måde jeg er på og gerne vil studere på.

Som en anden er inde på, så tag hjem som en voksen - orden dine egne ting uafhængigt af "mors hjælp" (selvfølgelig må de hjælpe, du skal bare ikke blive forvænt ) og nyd det sidste år af din uddannelse med fred til at lære.

Det er der intet galt i!

Det er da ikke nogen fiasko. Jeg har selv gjort det flere gang af ulige årsager.

Flyttede ud når jeg var 18 og blev borte i et par år. Flyttede tilbage i 2011, jeg gik ned med stres efter en meget dårlig periode hvor jeg boede og arbejdet på en gård. Det gik et stykke tid inden jeg kom ovenpå igen og valgte at blive boende så jeg kunne blive færdig med det sidste året mit på skolen. Det var så mine forældre som valgte jeg skule blive hjemme, så jeg ikke skulle betale en hel masse penge og bruge så mye tid på alt andet end studier og muligvis få et tilbagefald. Så jeg blev hjemme fra jeg var 21-23 år. Det var absolut det bedste valg for mig da, og i dag har jeg egen lejlighed uden andre mennesker rundt mig og studerer på AU.

Så føler du det er det bedste for dig, så gør det. Det bliver ikke bedre af at du tvinger dig selv til at blive boende et sted du ikke trives. Jeg kunne heller ikke trives i et kollektiv, noget som var med til at jeg fik stres.

Man får mindre bekymringer og man slipper for andre mennesker som bestemt ikke gør det nemmere at studere.

følge din tankegang. I Danmark handler det nærmest om at flytte hjemmefra så tidligt som muligt - modsat mange andre lande, hvor man bliver hjemme, indtil man er færdig med uddannelse og har fundet job.

Jeg flyttede frem og tilbage pga. udlandsophold, da jeg var 19-21, og det var fantastisk at have den base, som jeg altid kunne vende tilbage til. Efter jeg først flyttede "for alvor" som 21-årig, er jeg ikke rykket hjem igen, men jeg tilbragte hele min sommerferie fra uni hjemme de to første år.

Hvis du har et godt forhold til dine forældre, så ville jeg absolut også prøve, om det ikke kan fungere. Men begge parter skal forstå, at du er voksen nu Du tager din del af slæbet, men de skal heller ikke hele tiden minde dig om ditten og datten eller forvente, at de kan bestemme over din tid. For eksempel har vi altid lidt planlægningsproblemer i min familie, fordi mine forældre helst vil lave ting om formiddagen, og så være hjemme igen inden aften, hvor min mand og jeg er mere til at sove længe, tage afsted ved middagstid/tidlig eftermiddag og så være hjemme, når vi nu er færdige med det, vi laver. Alle parters tålmodighed kom lidt på prøve, da vi var i sommerhus sammen i en uge, men det gik da - dog ville det være årsag til mange diskussioner, hvis vi boede sammen i længere tid, tror jeg - også selvom det kun var mig

jeg bor hjemme, selvom at jeg er 38

det er et valg som jeg har truffet for mange år siden. Dur bare ikke til at bo alene. har været flyttet hjemmefra - i en hel uge.

jeg syntes faktisk at det er synd at vi her i dk har den ide om at man når man bliver 18 SKAL flytte hjemmefra. mange er slet ikke klar til det. og stort set alle sætter sig i gæld for at kunne klare det. Noget man skal betale af på resten af sit liv

ja jeg kan godt se at det er sjovt at man kan drikke det meste af ugen, uden at ens mor er efter en. Men på den anden side så får man jo faktisk su for at læse - ikke drikke.

så flyt hjem, og få din uddannelse i hus, og så tag den der fra. Du lyder til at være mere voksen, og mere interessert i din uddannelse, end en del andre. Så hvad de siger, skal du bare lade sive ud af det andet øre.

Og så held og lykke med uddannelsen

Tak for de mange gode kommentarer.

Jeg valgte idag at opsige mit lejemål og vil ikke længere komme på kollegiet. Jeg føler mig meget fri og afklaret. Jeg kom aldrig på køkkenet, men blev belastet med mange køkkenvagter (stort set hver måned, hvor andre gik fri). Idag fik jeg så yderligere en besked om at jeg skulle vaske gulvet grundigt. Det blev dråben og jeg skrev tilbage, at jeg fra dags dato havde valgt at opsige mit lejemål. Det kommer nok bag på dem efter som jeg stod igår(!) og vaskede køkkenets bunke af beskidte viskestykker og karklude uden at nævne noget.

Det er lidt underligt, som det er "tabu"-belagt eller suspekt at bo hjemme hos sine forældre, hvis man er ret meget over 18.... eller ok - et par-og-tyve.

Selv flyttede jeg sammen med min mor (ikke hjem til mor), da jeg var 30 til 34 år. Det skete til dels, fordi jeg stod og skulle have nyt arbejde - og hvor mon det ville blive.... og fordi min mor spurgte om jeg ville, da det kunne være en hjælp for hende økonomisk.

Vi levede vores seperate liv og sås gerne om aftenen ved 21-22-tiden.

Det virkede fint, selvom jeg nogen gange følte at jeg blev trukket lidt tilbage i en rolle, som jeg ikke brød mig om. (Primært andre familiemedlemmer - der har vi det tabu/taber-agtige og suspekte igen )

Jeg synes bestemt, at du skal flytte hjem, hvis det er det rigtige for dig. I øvrigt kan det jo være ret tidsbegrænset, for om et år skal du måske videre med noget andet. Hvem ved hvor du ender henne i verden og så er det en base, som er ret nem at flytte fra uden en hel masse arrangeren,flytning, opsigelse mm, som skal gå op

Jeg har prøvet det da jeg skiftede fra et studie til et andet i en periode. Det gik rigtigt fint og jeg kan ikke se hvorfor du ikke skulle det?

Det eneste som jeg nok vil anbefale dig er at snakke med dine forældre om hvordan det skal foregå hvis du flytter hjem. Det er trods alt ret krævende i det sidste år af studiet og det du har brug for er en lejlighed - ikke at være en del del af familien som sådan, hvis du forstår mig ret. I vil være bedst tjent med at snakke en husorden igennem inden du flytter ind så både du og dine forældre er klar over hvordan i opnår gensidig respekt.

Noget andet er plads? Er børnehummert nok til det du har brug for nu - bliver du tvunget til at sidde inde i stuen sammen med dine forældre hver aften hvis du vil se TV fordi der ikke er plads til både seng, skrivebord og lænestol på hummeret?

Da jeg flyttede ind igen var vi så heldige at jeg kunne råde over et par rum og i praksis havde min egen lille toværelses med fælles køkken og bad... det er lidt den tankegang du efter min mening også skal have med. Ellers kan et år blive meget langt tid at bo hjemme.

Det gik rigtigt fint i mit tilfælde og begge parter var enige om hvordan tingene skulle være så jeg kan klart sige at det er en god ide. Jeg var så til gengæld heller ikke længe om at flytte ud igen senere da jeg fandt mit eget!

yes!!!!!!

jeg er den eneste som har fået

hvor er jeg bare god

tænk at man kan træde folk over tæerne fordi jeg bor sammen med mine forældre i min alder - der er altså en god grund til det.

og jeg har også været ung, men desværre har druk aldrig sagt mig noget. Og er da hellere ikke kommet til drukfester. Så jo jeg er kedelig i manges øjne, men på den anden side så brugte jeg bare min tid på min uddannelse. og fik min hue

så til TS: super godt gået.

Du får da også lige en finger nedad fra mig så...

Jeg syntes det er firkantet at skære alle over en kam og sige at når man bor ude eller på kolegie så er man fuld fra onsdag eftermiddag til tirsdag morgen.
De er der også, men det er sjældent dem der når så langt som til sidste semester i studiet. De sortere sig selv fra ret hurtigt og der er ikke ret mange af de andre studerende der gider dem i længden eller at trække hele læsset når der skal laves gruppearbejde.

Jeg skal ikke blande mig i hvordan du lever dit liv men jeg har svært ved at se hvordan man kan leve som et voksent menneske hjemme når man er fyldt 38 år?
Hvad har du tænkt i forhold til familie og forhold og alt muligt andet der hører vokenstilværelsen til?

Tænk sig,......

Hvordan kan nogen mennesker blande sig i andres forhold......?

Hvis du har det godt med, at leve hos dine forældre, so be it,

enhver har sin egen lyst, ikke sikkert at de bor i samme soveværelse ?

Men at forældre og børn, evt børnebørn og oldebørn bor sammen i evt. samme hus, i evt. forskellige etager, er flot, gid det var mig........at have hele familien omkring sig, er skønt.... hver

(jeg ville gerne leve på italiansk, dvs. m. hele familien omkring mig og sove til middag hver dag, dvs. holde siesta hver middag)

Og vise mig frem hver aften, som de gør i middelhavs-landene...

og at spise middag kl. 21.00, yes de gør det fint.

Lidt pudsigt med kom min kæreste og jeg netop til at tale om dette emne i går. Min kæreste er ikke dansker, og han var helt forarget over det der med at det her i Danmark anses for "mest passende" at man flytter hjemmefra inden man er 20 og helst skal klare sig selv 100% økonomisk.

Hvor han kommer fra er det helt anderledes, og man bor typisk hjemme til man bliver gift, eller hvis man er nødt til at flytte til en anden by pga. udd. eller job.

Jeg har det lidt så som så. Som mange andre er inde på i denne tråd kommer det an på hvorfor/hvordan man bor hjemme. Jeg har haft en bekendt der var 26 og stadig boede hjemme. For ham virkede det som en stopklods for at komme videre i livet, da han var ekstremt afhængig af mors kødgryder, og ikke kunne finde ud af at rydde op efter sig selv osv. Samtidig virkede han fastholdt i en rolle som barn/teenager. Han havde heller ikke formået at få en uddannelse og gik nu bare rundt på kontanthjælp. (Kan vi få indført hjemmeboende kontanthjælp? )

Som TS beskriver det synes jeg da det er en udemærket ide at flytte hjem. Personligt har jeg boet hjemme i kortere tid, ca. 1 måned, da jeg kom hjem fra udlandet. Det var ekstremt svært, fordi min mor ikke behandlede mig som en voksen, og blandede sig i mine ting, på en måde som jeg for længst var vokset fra. Desuden synes jeg man er lidt begrænset i forhold til at have gæster osv. Derfor er det bestemt aldrig noget jeg vil overveje igen, men det er jo bare min personlige oplevelse.

også en spanier, som da jeg lærte ham at kende var 32, havde en PhD, et godt job, var forlovet - og boede hjemme. Jeg stillede mig lidt undrende over for arrangementet dengang, men min daværende kæreste (også spanier, og det var hans kammerat, vi snakkede om) kunne slet ikke se problemet, for "selvfølgelig ville han først flytte, når han blev gift". Sådan er der så meget Min eks var dog flyttet hjemmefra (og til et andet kontinent) som single 23-årig for at studere, så ingen regler uden undtagelser dernede heller.

Glem, hvad andre tænker, og gør, hvad der føles rigtigt for dig!

Nu er statsreligionen jo også romers-katolsk med 90% troende.. Mon ikke det har noget at gøre med at de bor hjemme til de er gift?

Nej, man flytter bestemt ikke sammen med en kæreste dernede, men at bo alene er der vel ikke noget i vejen for.

religion, men også økonomi Og selvfølgelig hvordan man indretter sig i familien kulturelt.

Nu synes jeg der er en forskel på at bo hjemme hos sine forældre og at dele bolig med sine forældre.

Det sidste er der ikke noget galt i, man har hvert sit men bor tæt og deler visse ækonomiske fordele.

At bo hos sine forældre betyder, i min verden, at man har et værelse (rum) i sine forældres hus og at man benytter sig af alle de fordele ens forældre har = uselvstændighed.

Jeg ville løbe skrigende væk hvis jeg mødte en potientiel partner der boede hjemme, men ikke hvis det var en der delte husstand med sine forældre.

Og til TS, så synes jeg egentlig det er legat nok at flytte hjem et par år i din alder... Ville aldrig selv kunne bo hos min mor, vi ville flå hovedet af hinanden

Jeg ville derimod godt kunne bo i et dobbelthus med helt seperate lejligheder.

Anja: jeg har givet dislike, og vil meget gerne fortælle hvorfor:

Det har intet at gøre med, at du bor hjemme i den alder (selvom jeg aldrig selv ville træffe det valg).

Det har noget at gøre med, at du skærer alle over én kam, og siger at ALLE der flytter hjemmefra går på druk, ikke koncentrerer sig om uddannelse og måske endda ikke får en hue.

Eftersom du skriver at du blev hjemme for at få en hue?

Jeg flyttede hjemmefra efter gymnasiet, og jeg har ikke drukket mig selv halvt ihjel, faktisk har jeg klaret mig indtil videre på et pænt hårdt studie, og inden da fik jeg da sådan set også min hue!

For, surprise, selvom man flytter hjemmefra kan man godt tage sin uddannelse seriøst, og man kan godt bo ude uden at ligge i druk-tåger hver weekend.

Derfor har du fået dislike fra mig, fordi du generaliserer meget groft.

Derudover dislikede jeg også, fordi jeg synes du bruger det som en dårlig undskyldning overfor dig selv.

Som om du bor hjemme fordi så slipper du for drukfester (??).

Nej, det er sådan set noget man helt selv bestemmer om man deltager i! Kun på kollegier kommer sådan noget 'tæt på', men nu kan man både bo i ungdomsbolig, leje sig ind i en lejlighed eller andet.

At flytte hjemmefra er IKKE ensbetydende med, at man går på druk hele tiden og ikke tager sin uddannelse alvorligt.

Derfor fik du dislike.

har nu heller aldrig drukket mig selv i graven

Nu er jeg fra en tid hvor det var meget nemmere at få lejlighed til små penge eller lejebolig.

Langt de fleste jeg kender er flyttet mellem 18 og 20, de er alle velfungerende og har uddannelser

Jeg tror ikke de to ting hønger ulæseligt sammen, altså tidlig afgang fra hjemmer og en gak-gak ungdom

Jeg har også prøvet at flytte hjem igen - det var da jeg var 22, og lige havde gjort det forbi med min x.

Jeg havde en økonomi der hang i ruiner efter mig, eftersom min x holdte stærkt på at jeg skulle stå for halvdelen af alt, trods meget lav indkomst da jeg var på uddannelse.

Det sværeste for mig ved at flytte hjem til mine forældre igen, var at jeg igen skulle "indordne" mig under husets regler, og det gjorde at jeg flyttede igen efter et halvt år

Men hvis det kan lade sig gøre syntes jeg det er fint! Jeg havde 2 værelser hos mine forældre, men alligevel følte jeg ikke nogen form for frihed.

Man skal selvfølgelig hver i sær gøre det man føler er det bedste for en selv i den givende situation!

Personligt så har jeg børn der ALDRIG vil flytte hjemmefra og jeg ser med glæde frem til at vi en dag alle skal bo på en 4 længet gård med 4 boliger og fantastisk fællesskab.

(Måske planen ændre sig men jeg må sige at tanken tiltaler mig, enormt.)

Der ér SÅ mange ensomme mennesker i DK så hvorfor i alverden er den eneste "rigtige" måde at bo på, alene eller med en livsledsager?

At Anja bor hos sine forældre i dén alder, kan vi andre jo ikke dømme hende eller dem på eller for. Det fungere for dem så fred være med det. Desuden så kan vi jo i bund og grund ikke hvide hvem eller hvor ofte nogle drikker "hjernen ud".

Vaner og uvaner er en del af livet, spørgsmålet er vel om man har realistisk styr på de lyster eller om det er lysterne der styrer personen.

I forhold til ts, så er det vist mere et spørgsmål om hvor hårdt jantelovs'danmark dømmer i den givende sag..