For bedre at kunne begribe forskellen mellem mænd og kvinder giver jeg her et praktisk eksempel:

Det er historien om en fyr, vi vil kalde ham Jens, og i øjeblikket, vil han gerne gå ud med en pige, der hedder Isabella.
Han spørger hende om hun vil gå med ham i biografen. Hun accepterer.
Aftenen går fint, og flere dage senere spørger han hende om hun kunne tænke sig at gå på restaurant med ham. Hun accepterer.
Endnu en gang går aftenen godt, og de bliver ved med at se hindanden jævnligt, indtil det tidspunkt, hvor de begge to kun går ud med hinanden.
En aften, når Jens kører Isabella hjem, kommer en tanke i hendes hoved og -- uden at tænke over det -- siger hun højt:
- Er du klar over, at i aften har vi været ude sammen i 6 måneder?
Så bliver der stille i bilen.
For Isabella er det en lang, en meget lang stilhed. Hun tænker:
- Ouch! Hvorfor i alverden har jeg spurgt ham om det? Måske føler han sig fanget af vores forhold. Måske tænker han, at jeg forsøger at tvinge ham til at gøre noget, han ikke har lyst til, eller som han ikke kan tage.
Og Jens tænker:
- Hold kæft, mand! Seks måneder allerede?
Og Isabella tænker:
- Men jeg er ikke sikker på, at jeg ønsker at fortsætte den slags forhold. Nogle gange kunne jeg tænke mig at vide mere om, hvilken vej vi er ved at gå til, vi to ... Skal vi altid blive ved at være på det intimitetsniveau? Vil vi gifte os? Vil vi få børn og vil vi tilbringe resten af vores liv sammen? Og ... Hvor godt kender jeg ham, egentligt?
Og Jens tænker:
- Så det vil sige, det var ... Lad mig se ... Ja ... Nemlig ... Det var i februar, vi begyndte at komme sammen. Det var lige efter, at jeg havde købt bilen, hvilket vil sige ... Jeg skal lige se kilometertælleren ... Nøj! Jeg skulle have skiftet olien for længe siden!
Og Isabella tænker:
- Han er irriteret. Jeg kan se det på hans ansigt. Måske tager jeg helt fejl. Måske vil han have, at vores forhold skal være meget mere intimt, meget stærkere ... Det er derfor jeg kan mærke ham lidt reserveret. Ja. Det vil jeg vædde på. Det er garanteret derfor, at han kun taler meget lidt om sine egne følelser: Han er bange for at blive afvist.
Og Jens tænker:
- Og så vil jeg benytte mig af lejligheden til at kaste et blik på transmissionen. Selv om disse fjolser påstod, at alt var i orden, kan jeg godt mærke, at det knaser noget. Og så kan de godt lade være med at fortælle mig igen, at det er pga. kulden. Selv om der var 25 grader, gjorde det det. Når man tænker på, at jeg betalte 3.500 kr. til de tyveknægte!
Og Isabella tænker:
- Han er vred, og jeg kan ikke bebrejde ham det. Jeg ville også være vred, hvis det var mig. Du milde! Jeg føler mig skyldig over at have oprørt ham sådan, men jeg var tvunget til det: Jeg er også usikker over for vores forhold.
Og Jens tænker:
- De vil garanteret påstå, at garantien kun gælder 90 dage efter reparationen. Skiderikker! Ja. Nemlig! Det vil de sige!
Og Isabella tænker:
- Måske er jeg for idealistisk? Sikken en idé at vente på en prins på sin hvide hest, når jeg sidder ved siden af en sød person. En mand, med hvem jeg har det godt, og som jeg er glad for at være sammen med. En person, som jeg er opmærksom over for og som forekommer mig til at være opmærksom over for mig. En person, som nu er ked af det pga. min egoistiske attitude, som om jeg var en romantisk lille pige.
Og Jens tænker:
- Garanti? Vil de have en garanti? Jeg skal give dem garanti, skal jeg! Jeg vil tage deres garanti og proppe den op i deres ...
- Jens?, spørger Isabella højt.
- Ha hva'?, svarer Jens forskrækket.
-Jeg beder dig. Lad være med at lide, som du gør i øjeblikket, siger Isabella. Og hun tilføjer, uden at slutte sine sætninger:
- Måske skulle jeg aldrig ... Og du milde ... Jeg føler mig så ...
Og hendes øjne fyldes med tårer, altimens hun taler.
Isabella græder nu i stilhed.
- Hvad er der i vejen?, spørger Jens.
- Jeg er så dum, siger Isabella grædende, jeg mener ... Jeg ved godt, at det er stupidt. Der er ingen prins eftersom der ingen hest er.
- Der er ingen hest? spørger Jens forvirret.
- Du tror, jeg er skør, ikke osse? spørger Isabella.
- Nej da! svarer Jens, glad for at være sikker på, at han gav det rigtige svar dengang.
- Det er ... Det er ... Det er fordi jeg har brug for tid, sagde Isabella.
Der bliver så en pause på ca. 15 sekunder, hvor Jens forsøger at tænke så hurtigt som muligt over, hvad mon det passende svar til det Isabella lige havde sagt var. Han ender med at mene at have fundet det og taler igen:
- Ja, siger Jens.
Isabella, meget rørt, tager hans hånd.
- Åh! Jens! Mener du virkeligt det samme som mig?, siger hun.
- Om hvad, da?, spørger Jens.
- Om tiden, svarer Isabella.
- Åh!, siger Jens, naturligvis, ja.
Isabella vender sit ansigt mod Jens og kigger ham dybt i øjnene, hvilket gør ham meget nervøs for, hvad Isabella nu vil sige, når hun vil tale igen. Især hvis der indgik ordet "hest" i det hun ville sige.
- Tak, Jens, siger Isabella.
- Tak, siger Jens.
Så kommer Isabella hjem, og hun lægger sig på sengen. Hendes sjæl er i konflikt med sig selv, næsten tortereret, hendes øjne er tårefyldte.
I mellemtiden er Jens kommet hjem. Han tager en pakke chips, tænder for fjernsynet og begynder at følge en tenniskamp, hvor en rumæner og en serber, han aldrig havde hørt tale om, spiller mod hinanden.
En lille stemme i hans hoved siger godt nok, at noget meget vigtigt var foregået i bilen for lidt siden, men han er næsten sikker på, at uanset hvad der var sket, ville han aldrig forstå det. Han bestemmer sig derfor for, at det bedste, han kan gøre, er ikke at tænke over det længere.
Dagen efter ringer Isabella til sine bedste veninder, og de taler om hendes og Jens' forhold hele eftermiddagen.
De gennemgår alt, hvad Isabella har sagt, og alt det Jens har svaret.
De vejer hvert et ord de begge havde sagt til hinanden og forsøger at deducere alt det, det kan føre med sig.
De bliver ved med at tale om det i ugevis, endda måske månedsvis, uden at blive trætte af det, men uden at kunne konkludere om emnet.
I mellemtiden sker der det, at Jens en dag spiller squash med med en fælles ven til ham og Isabella, stopper op lige før han skal til at serve og spørger:
- Du, Kim, har Isabella hest?