stakkels dig, jeg ved hvad du går igennem,

og det er bestemt ikke nemt, - jeg håber hele forløbet kommer til at gå godt og smertefrit for din og Bravas skyld.

jeg selv har en lille ponyperle der lever på sit 24'ende år, og han er min første pony og har været min siden han var 6 år gammel og indenda var han min søsters. så jeg har kendt ham stort set hele mit liv.

det bliver bestemt heller ikke nemt når han skal herfra :,(

Puha, sådan en beslutning er aldrig sjov. Og slet ikke når man har så dybe følelser som jeg fornemmer du har.

Jeg har dyb respekt for dit valg om at sige stop, men også dit valg om hvordan - og ikke mindst hvorhen - når det så er slut.

Flot beslutning, og jeg er sikker på at når den største sorg har lagt sig, så kan du smile og sige: hun havde et langt og godt liv, og fik fred da nok-var-nok.

Krammer herfra - nyd den sidste tid med hende, og tænk på alt det positive som er sket jer.

Føler med dig og hvor må det være ekstrem hårdt.

Har selv en DV på 24 år, som de sidste 2 uger, har været oppe og vende mht. om at give fred, da bagparten ikke fungerer som det skal.

For 2 uger siden lå hun fast i boksen midt om natten, måtte tvinges op, endte op med skader på alle 4 ben. (er blevet behandlet)

I lørdags lå hun på folden, ville ikke rejse sig, lagde sig fladt ned på jorden da jeg kom der ud, hvilket er meget atypisk for min hest, da hun aldrig ligger ned, medmindre hun er i sin boks for natten, rejser sig med det samme hun hører noget, ruller sig dog hver dag på folden, men rejser sig med det samme....

Ikke i lørdags...så jeg tænkte, at det er nu, mht. farvel.

Hun rejste sig, dog med tvang og gik ud og græssede, lidt mat.

Resten af dagen var hun mat, men spiste sit kraft-grovfoder og havde aff. + urin.

Havde dog i mine overvejelser, at måske er det ved at være tid.

Dagen efter var hun frisk som en havørn, glad og oppe på mærkerne,

i går ligeså, så i dag fik hun hovedtøj på og vi gik en frisk, rask tur på vejen, vil vente lidt mht. at sætte mig op på hende, hvis hun har ondt nogen steder, efter at have siddet fast i boksen.

Så, nu tager jeg 1 dag ad gangen, er hun frisk og glad og spiser sit mad, så tager vi en tur på vejen, så hun kan evt. komme sig igen.

(hun løber i trav/galop rundt på folden og spiser alt sit mad + kommer af med aff. og urin)

Jeg kan ganske enkelt ikke tage beslutningen, så længe hun viser, at hun gerne vil livet, men dog skal hun ikke være her for min skyld, det skal være med værdighed og fornuft at hun er her.

(og det føler jeg, at hun stadig viser, derfor tager vi stadig chanchen og ser hvad det bringer os)

Du skriver, at beslutningen er taget til d. 2/10, men at planerne evt. kan blive ændret, mener du at det kan blive før eller hvad ?

eller hvad menes der med det ?

Mit råd vil dog være, at lad være med at tale med for mange mennesker om din plan/tvivl, men hold dig til din mave-fornemmelse og tal med et par få mennesker + faglig vurdering, da for mange meninger farver alt for meget, deraf kan du slet ikke finde hverken hoved eller hale i nogen ting.

Det er din og kun din bestlutning.

Jeg er ked af at høre at det går dårligere med Brava, men du gør helt sikkert det rigtige. Hvis benene ikke holder og hun går og har ondt, så går det jo ikke længere. Men så kan du jo forsøge at glæde dig over at hun har givet dig Gilbert, og at du vil sikkert få en hel masse fantastiske oplevelser sammen med han også.

Men jeg føler virkelig med dig, jeg har jo også en gammel hest, som heldigvis ikke har fundet ud af at hun er gammel endnu, og stadig er i form til at galopere på stubmarken. Men for halvandet år siden var hun rigtig dårlig da hun ikke kunne synke ordentlig, og da var jeg bange for at det var slut.... Og det var helt forfærdeligt Men heldigvis blev hun god igen, men jeg ved jo også det er et tidsspørgsmål før jeg står i samme situation som dig. Og det se jeg virkelig ikke frem til....

Så et stort trøsteknus til dig

Beslutningen er din og alt respekt for dette.

Har dog valgt mht. min hest, at fratage alt tilskud og kun give plain foder, dvs. kraft- og grovfoder, plus græs.

Umiddelbart ser hun ud til at fungere, uden tilskud af nogen art, har en mistanke mht. bivirkning, som hun ikke kunne tåle.

Men jeg må se tiden og dagen an...tager 1 dag ad af gangen.

Ked af, at der ikke er noget, at gøre for din hest.

Hej Aino

Du får lige et trøstekram herfra.

Jeg ved du gør det der er bedst for Brava. Nu tuder jeg også.

Min kære gamle tante døde for nylig - 84 år gammel - sygdom gjorde hende dårlig hurtigt over få måneder.

Jeg er ikke den store kirkegænger, men præstens ord fæstede sig aligevel; at vi skal huske at glædes over den tid som gik godt - og at dem vi elsker, som dør fra os, altid vil leve videre indeni os fordi kærlighedens bånd er så stærke.

Vi ved det jo godt, men kan have en tendens til at glemme det i hverdagen.

Min tante var heldig at få lov at leve et liv fuldt ud, og selvom man ikke kan sammenligne dyr og mennesker, så lyder det til din hoppe også har levet sit liv fuldt ud.

Bedste ønsker

Janni

Ååååh det var ikke et indlæg jeg havde håbet på at se.

Men jeg har stor, stor respekt for din beslutning. Man skal ikke holde fast, hvis de selv har givet slip.

Jeg kan fortælle en sød lille historie om min gamle rabarber-blanding. Da jeg fik hende i 5 års fødselsdagsgave lovede jeg at jeg ville passe godt på hende. Da jeg blev teenager var hun der altid for mig - når livet drillede lyttede hun godmodigt og brummede mig altid i møde om morgenen.
En efterårsdag bemærkede smeden at hun havde svært ved at løfte begge bagben - og han sagde lige ud; at jeg skulle tænke på om hun måske var på vej til hendes sidste forår. Hold nu op hvor jeg tudede - men han havde ret! Hen over vinteren begyndte det så småt at gå ned af bakke. Hun begyndte at have svært ved at komme op og stå selv om morgenen, hun lagde sig på folden og kunne ikke komme op selv osv. Jeg besluttede mig for, at hun skulle have lov til at se den første forårssol og smage det første spæde græs. Dagen kom hvor dyrlægen var bestilt - og vi gik og tullede udenfor. Hun trissede forsigtigt rundt og nippede til alt det gode græs. Da dyrlægen drejede op af grusvejen, slog min gamle tøs, på 25 år, røven i vejret og stak af. Hun tog en sidste galop ud over en mark - stoppede op og ventede på jeg hentede hende. Hun var klar til den sidste tur sammen med mig over til dyrlægen. Dér tudede jeg så snotten løb - men samtidig smilede jeg for hun sagde pænt farvel og tak for 12 gode år!

Jeg håber dig og Brava får en lige så smuk sidste dag sammen - det har i fortjent!

\\ Pernille

Så trist men samtidig så godt..... Så dejligt at læse om en ansvarsfuld hesteejer, der også kan tage den sidste beslutning, omend den er næsten umulig at træffe.

Jeg er ked af det på dine vegne, at et langt makkerskab skal ophøre, men sådan er det jo desværre med alle. Tiden kommer før eller siden til os alle, hvis og når vi beholder vores dyr i gennem hele deres liv.

Uha jeg frygter for, om jeg kan gøre det rigtige, til den tid når dagen kommer til os.

Og så er det jo, at man på turen i gennem alt det sørgelige, må glæde sig over, at hun har givet dig en Gilbert, som forhåbentlig giver dig ligeså mange glæder, som hun har gjort.

I er jo allerede godt på vej.

d. 22 sept. 2014....

Sagde jeg farvel til min elskede hoppe...

Fortalte hende, at hun er den smukkeste, flotteste, dejligste, dygtigste princesse, der er ingen som hende, hun er bare min bedste ven.

Fortalte hende også, at jeg vil savne hende altid, og at vi ses igen, der er ingen som hende.

Hun er min bedste ven.

Hun har i 100 år, altid hver morgen, været et livstykke, med en vrinsken godmorgen til mig, altid glad.

Jeg savner hende, men ved også at det var tid, 24 år, hun kunne ikke mere, hendes krop kunne ikke mere, desværre.

Smukke Valine, hvil i fred, jeg passer stadig på dig, uanset hvor du er.

Du er mit smukkeste livstegn, du giver grund til at leve.

Du vil altid være i mit hjerte, vi ses igen.

Før søren da, hvor jeg føler med dig . Jeg er sikker på du gør det aller bedste for din hest. Ønsker dig alt godt i fremtiden.

takker for alle jeres komentare og tanker de er værdsat.

planen er stadig at vi tager afsted d. 2/10.

jeg er sikker på at det er tid, men jeg er også rædseslslagen for dagen og tiden efter.

jeg ved godt hun "kun" er en hest, men hun er og bliver min soulmate og bedste ven, så jeg håber at mine omgivelser og mit netværk holder hånden under mig og håber at jeg kan klare dagen på den måde jeg har planlagt og være med hende til det det sidste.