Anja rammer problemstillingen ganske godt.
Jeg var i snak med en amerikaner over et forum på nettet, og hun nævnte at hun var blevet bedt om at forlade det dyreinternat hun var frivillig på, fordi hun slettede journalerne på de dyr, der skulle aflives.
Jeg spurgte hende pænt hvem der så skulle betale for mad og dyrlæge til de dyr? Om hun selv skulle det?
Internater er ikke onde, de afliver hvis de simpelthen ikke kan få afsat dyrene, og dyrene har været der meget længe og ikke kan afsættes.
Hun mente at man var et monster hvis man tænkte sådan, og INGEn måtte aflives. Hun kunne ikke svare på hvad der skulle ske med de dyr hun "reddede", hvem der skulle betale for dem, og hvor de skulle være henne nu hvor internatet (pga. hende) var fyldt op med dyr og ikke havde plads til flere.
Flere af de dyr var gamle og småsyge, og ærlig talt, nogle gange er en aflivning bedre end at lade dem rådne væk i et bur.
Ja, der er en chance for at der lige pludselig kommer nogen og køber dyret - men når dyret har været der tilpas længe, og har nået en vis alder, så må man også spørge sig selv hvor den etiske grænse går.
Dyr er skønne, men det er bare ikke altid man skal holde liv i dem for enhver pris. Sælge en hest på 26 år? Måske var der en mere human udvej. Lyder som om sælger bare vil presse de sidste kroner ud af det stakkels kræ :/
mine tanker har hele dagen
