Jeg vil da gerne prøve. Og 'Vi' er hesten og mig, ikke manden og mig 
Mit mål var at turde galoppere. Som barn drønede jeg afsted på ponyen, som voksen er jeg blevet bange for at falde af. Så når jeg har galopperet (meget lidt) har jeg fornemmelsen af at det går vildt hurtigt og jeg er ved at falde af, dvs. jeg taber kontrol over situationen. Så har jeg en meget kort tøjle og modarbejder at hesten kan gå frem ....
Nå, der blev hurtigt etableret en stemning af, at det er helt OK at bede om hjælp og der findes ikke dumme eller 'for små' problemer. Vi havde en del om vejrtrækningen betydning for at slappe af og det fik jeg øvet i skridt og trav. Hvor utroligt, når jeg slappede af slappede hesten også af så jeg fik mere selvtillid og mere tiltro til at jeg KAN kontrollere hende, også i galop.
For at jeg følte mig så tryg som muligt kom jeg i longe og så fik vi stille og roligt galloperet. Det gik så godt at jeg turde give mere slip i tøjlerne, hesten slappede af og det begyndte faktisk at være rart og sjovt 
Og så stoppede vi, både fordi det var varmt og fordi jeg på det tidspunkt ike kunne holde fokus mere.
Dagen efter prøvede vi igen. Det blev ikke helt så afslappet fordi hun bare ville gallopere .... Så vi stoppede og jeg ved nu AT jeg kan, men at jeg også først skal have mere styr på traven.
Men det megastore monster er pillet ned til noget overskueligt, som jeg nok skal få styr på, traven er bare lidt ekstra arbejde før jeg kommer derhen.
Gav det mening?
