Ved ingen mening med dette indlæg. Men har tænkt på at skrive det her mange gange, så nu gør jeg det.

Det handler om mit liv indtil nu. Handler om hvor hurtigt alt kan blive ødelagt i en familie. Det bliver måske svært for mig at skrive det, men vil gerne a med det. Så "here goes"

Håber i vil læse med.

En lille pige på 3 år, sidder og græder. Græder fordi hun ikke forstår, hvorfor far ikke gider lege, fordi hun ikke forsår at far ikke vil have hende med når han går.

Far har været væk i lang tid.

Mor flyttede fra far med den lille pige og pigens ældre bror. Ud til mormor og morfar, på gården.

Mor græd også. men ikke fordi hun savnede far. Fordi hun var bange for om hendes børn nu fik det godt, hvordan ville de have det med kun at se deres far engang imellem?

For børnene elskede jo både deres far og mor.

Børnene skulle være ved deres far hver 2 weekend.

Pigen glædede sig sådan til at se hendes far igen. Men hvor blev han af? Hvorfor kom han ikke og hentede sine børn?

Han sagde i telefonen at han savnede dem. Alligevel blev han væk. Mor ringede ofte mange gange til far inden han skulle hente. Men der var ligeså ofte intet svar. Børnene græd og græd. Mor græd også. Fordi hun ikke kunne trøste sine børn.

Det var hårdt for dem. Det var også hårdt for dem at se deres far, pludselig stå i døren. Med tårer i øjnene, og stank langt væk af værtshus. Mor ville ikke have far skulle have børnene med. Ikke når han var sådan. Og det var han for det meste når han "fik tid" til at dukke op. Børnene ville med deres far. De havde jo ikke set ham i lang tid.?

Det var sådan turen gik, hver 2 weekend. Det var sjældendt at han fik børnene med. Hvis de var heldige var de med hver 2 måned.

Små børn forstår ikke sådanne hændelser. Så naturligvis blev de sure, når mor sagde de ikke måtte med far. Det gjorde ondt på mor. For hvad skulle hun da gøre?

Det blev påske. Og påskeferien var planlagt (ved far) i en uge.

Far hentede. Og børnene glædede sig. For de skulle ud til deres hund (Sussie) og deres katte,(mulle 1 og mulle 2), ud og lege i skoven, og ud og køre motorcykel med far.

Men hvor var Sussie? Og mulle 1 og 2. Væk? Han sagde mulle 1 og 2 var stukket af. Han sage han var nødt til at give Sussie til en anden mand, fordi far manglede øl.

Kattene blev fundet. Døde. Nede bag hegnet, ind til skoven. Også 2 kaniner lå der. Kaniner som han havde sagt var løbet væk? hans børns elskede dyr?

Far gik på kro, og børnene som nu var 4 og 5 år gamle, blev hjemme. Selv. de legede med deres over 100 bamser og store togbaner i kælderen. Alt legetøj hvad børn kunne ønske sig havde de. Men legetøj er ikke alt.

De små børn skulle jo "passes". Men de fik besked på, at hvis de var sultne, kunne de jo komme op på kroen, op til Herbert (kromanden). Så skulle han nok lave en toast, eller pasta. De første nætter sov de hjemme på deres værelser. Men ikke alle nætter.

Far havde en ny kæreste. Anne hed hun. Hun kunne ikke lide de 2 børn. Hun snakkede ikke med dem. Hun ignorerede dem. Far så ingenting. Børn sviner sig til, og bliver beskidte. Som noget af det eneste Anne sagde til dem, var at de var ulækre. Og de skulle vaske sig.

Efter 3 dage hos far, kommer den ting frem, pigen husker aller tydligst den dag i dag..

Far havde stadig ikke været hjemme fra kroen, siden børnene kom. Anne sagde til dem de jo bare kunne hente ham.

Børnene gik op på kroen, far lå ude i døren. Børnene hev i ham. Men de fik ham ikke med tilbage.

Anne skældte ud, da de kom hjem uden ham. Hun ringede til deres mor. Med beskeden at hun skulle hente hendes unger, for hun gad ikke passe dem mere. Mor havde sagt til Anne at hun IKKE skulle hente deres far, og at hun IKKE skulle fortælle ham at de blev hentet nu.

Mor kom, pigen tog en bamse med, og bror tog en kran med. De skulle skynde sig ind i bilen. Anne råbte, hun var også fuld. Så kunne de høre deres far råbe af mor. han hev i deres mor. Og i dem. Børn græder, alle råbte, og far slog Anne.

Billedet i pigens hovede har ikke ændret sig, og hun ser det stadig ske hver dag. Billedet hvor hendes elskede far, slår, og råber. billedet hvor han løber efter bilen op ad vejen.

Børn får mere med end man tror. Og husker mere end man tror. Specielt ting der gør ondt. De sidder der for altid, som brændt ind i hukommelsen.

Der går mange år inden pigen ser hendes far igen. Han er håndværker, og var på pigens skole for at lave noget.

Hun kan kende ham. Men han kan ikke kende hende. Det gør ondt.

Den lille pige, er blevet større. 14-15 år.

Går i byen. kommer ind i stoffer, kriminalitet og møder de forkerte. hun spiser Ectasy første gang, kort efter hendes 15 års fødselsdag. Derefter var det en blanding af alle stoffer hun kunne få fat i. Hun stoppede skole, for at arbejde. næsten hver dag var hun fuckt på arbejde. I byen møder hun nogle ældre mænd. 2 af dem har arbejdet med pigens far i norge. De fortæller gode ting om hendes far. De er stadig venner med ham.

Den ene af de mænd bliver som en "far" for hende. Det var ham der engang var hendes fars bedste ven. Han beskyttede hende hver weekend i byen. Men han kunne ikke holde hende fra stofferne. Så derfor var han hver weekend i lang til lige i nærheden, og holdt altid øje med hende. Og fik hende altid sikkert hjem.

En anden af fars gamle venner, havde været i fængsel nogle år for at havde stukket en ned. men alligevel betød han meget for hende. Hun følte sig tryk når hun var ved fars venner. ? Hvorfor det?

Hvordan pigen skjulte alle ting for hendes mor? det ved hun ikke selv.

Pigen er mig, som mange nok har fundet ud af.

Jeg troede jeg kunne skjule det for min mor. Men en dag dummede jeg mig.

tog i byen torsdag, hjem søndag. lignede @!#$. En stor skaldet plet, hvor der ellers er hår? En flænge over øjet, 2 politimænd ved min side, en betinget dom for vold, og stor bøde for salg og besiddelse af narko. Det var ikke sådan jeg havde håbet hun skulle se mig. Mit liv var kaos. Hun sagde hun havde vidst det længe. Jeg festede bare vidre efter den tid. jeg smadrede mit liv. Jeg vidste jeg kunne dø. jeg sagde det til mig selv hver gang jeg spiste E, Du ved du kan dø, men har du noget at leve for? Min mor kunne intet gøre for at stoppe mig.

Før den dag jeg selv kom til hende. Vi snakkede, fortalte hende en masse, dog kun en meget lille del.

Fra jeg var 6 til jeg var 14 gik jeg til ridning. Elskede hestene. Og kom stadig på rideskolen, de dage jeg havde det værst.

Jeg har aldrig måtte få hest for min mor, det knuste lidt min drøm.

men jeg ville ud af stofferne. Jeg ville ikke på hospitalet. men gøre det selv.

Jeg lavede en konto til alle de penge jeg ville havde brugt på stofferne. da jeg havde penge nok, købte jeg mine 2 drømmeheste.

de betyder den dag i dag alt for mig. Det er kun 9 måneder siden jeg droppede festerne og stofferne hver weekend. Men det er det bedste jeg har gjort. Jeg tror mine heste har givet mig mit liv igen. jeg er ved dem hver dag. Og nogen gange vrinsker de når de ser mig, det er kun dem der kan få mig til at føle jeg er noget værd. jeg elsker dem over alt.

Jeg er kun 17 år. Men har prøvet mange ting. Ting der gør at jeg allerede nu, kan falde til ro, sammen med min kæreste på hans gård. Hvor også mine heste kommer ud når der er bygget bokse.

Før var jeg ligeglad med livet. Men nu elsker jeg det. Mere og mere for hver dag.

Jeg elsker også min mor. Hun har gjort alt helt rigtigt. Jeg er overbevist om at ingen kunne klare det bedre end hende. Først far, og så mig. Jeg er bare kommet op igen, det er han desværre ikke..

Jeg har ikke taget stoffer siden den dag hestene blev mine. Derfor er de alt for mig.

jeg skriver ikke anonymt her. Da jeg ikke har noget at skjule.

Jeg tænker stadig på min far ofte.

Men jeg husker også hvad farven på vægen i Herberts køkken havde. Den var gul.

håber der er nogle har læst med så langt (Undskyld det blev lidt langt)