Heste-Nettet anvender cookies til at huske dine indstillinger, indsamle statistik og målrette annoncer. Læs mere
Logo used for printing

HN afstemning
Træner du din hest med horsemanship? (Forslag: Cardisus)

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater
Hyggesnak

 Hvor farlig er kræft?
Forfatter:  Vicky02 (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 10:16

Måske et mærkeligt spørgsmål, men når du hører om en der har eller har haft kræft, hvad tænker du så?


Jeg oplever tit, at når folk hører jeg har haft kræft, bliver de mundlamme, eller begynder at undskylde?? Egentlig havde det nok selv været den reaktion jeg var kommet med selv, før jeg oplevede det, og jeg kan sagtens forstå reaktionen, men omvendt, jeg er jo frisk og rask, og jeg taler om det, som om jeg fortæller hvad jeg havde med på madpakke idag

Jeg snakker tilgengæld også tit om det, mest fordi jeg har "behov" for at fortælle andre, hvorfor der er et hul i mit liv på små 2 år, hvor abselut intet har været som det plejer.


Men hvad med jer, hvordan opfatter i kræft? Tænker i død og ødelæggelse, eller nærmere folkesygdom?


Købte du en pintovallak hos Eliasen i Slangerup i '04? Se her heste-nettet.dk/forum/...984/90984/

0
0
Svar på denne tråd
 
 Kræft er farligt man kan dø af
Forfatter:  jannie(victor) (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 10:21

det, men det kan man af så meget, når jeg hører ordet kræft, tænker jeg på døden ja, jeg har mine tvivl om man nogen sinde kan komme 100 % over det, men kender da flere der er blevet erklæret raske, men har bare også oplevet flere der har fået tilbage fald.


Men der er så mange former for kræft i dag, min svigerinde er blevet erklæret rask, men dybt inderst inde tænker jeg , " ja lad os se hvor lang tid det holder".



Jannie som håber det gav mening


Sælges: SONY 2GB USB key 2.0 600 kr



BLA BLA BLA BLA BLADR :-)


0
0
Svar på denne tråd
 
 Kræft.
Forfatter:  Jackpot (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 10:22

Jeg er bestemt en af dem der ikke er god til at snakke om kræft. Jeg ville reagere som flertallet, og trække mig tilbag.

Være bange for at det er at komme for tæt ind under huden af en jeg ikke kender alt for godt, at begynde at spørge til det.


Hvis jeg hen over frokoskbordet fik at vide at min sidemand havde kræft, så ved jeg slet ikke hvordan jeg skulle reagere. Det er ikke et almindeligt samtaleemne for mig.


Jeg daffer heller ikke rundt og fortæller over frokost bordet at min far drak sig ihjæl. Det er heller ikke hygge samtaleemne.


Det gælder kolleger, og bekendte.


Med venner og familie, er det noget andet, der vil jeg gerne snakke om det. For deres liv er jeg inde i, og de menesker betyder noget for mig.




Mvh
Linda
Jack, Pascall, og Thor
:-) :-) :-)


Hvad man har forspildt af minuttet, kan ingen evighed erstatte.

Schiller


Rapport afgivet af Justitsministeriet ang hold af heste

0
0
Svar på denne tråd
 
 jannie...
Forfatter:  Vicky02 (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 10:23

der er jo ikke meget der giver mening, når det kommer til sygdom.


Mht erklæret rask. Jeg vælger selv at tro på jeg er rask, men prøv at møde mig dagene op til en kontrol...jeg kan ikke fokusere på noget, sveden driver konstant af mig, jeg er så nervøs, for at det kommer tilbage.

Men heldigvis er jeg kommet så langt, at jeg selv kan tro på, at jeg er rask.


Købte du en pintovallak hos Eliasen i Slangerup i '04? Se her heste-nettet.dk/forum/...984/90984/

0
0
Svar på denne tråd
 
 Da min veninde
Forfatter:  Sasser (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 10:24

fortalte hun havde fået kræft, tænkte jeg straks død og ødelæggelse (for at bruge dine ord) og med god grund. Det var ekstremt slemt, og hun var ikke sikker på, at hun ville overleve.


Hver gang jeg har hørt om det, så tænker jeg død og ødelæggelse, fordi det er sådan det oftest går.


Jeg tror helt klart, at de stærke former for kræft overskygger de milde omstændigheder. Men er det ikke klart nok?

0
0
Svar på denne tråd
 
 Det er et svært
Forfatter:  Camilla80 (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 10:27

emne for mig, fordi ingen i min nærme familie har haft kræft. den første jeg så lide under sygdommen var en kollega der også døde af det.


Jeg har derfor ikke noget "forhold" til sygdommen andet end den er virkelig farlig. Jeg skal blankt indrømme jeg fortalte også Krister inden vi fik besøg af jer første gang at du havde haft kræft, som du selv er inde på det er godt at vide "hvofor du har haft et hul på to år i dit liv".


Egentlig ikke fordi jeg regnede med vi skulle tale om det.


Nå det blev vist lidt af en rodes smøre, men jeg har det emd at tænke - så nu dør personen - selvom jeg godt ved det ikke behøver at være sådan. Men det eneste menneske jeg har haft tæt på der havde kræft - ja hun døde af det.


Mvh Camilla


***************
Successful people will do what unsuccessful will not.
0
0
Svar på denne tråd
 
 Jeg forbinder
Forfatter:  Piratos (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 10:30

kræft med døden.


Men alligevel aner jeg intet om statistikkerne. Altså, hvor mange % overlever kræft osv.

Men der er jo så mange former for kræft, så jeg ved ikke, om statistikker kan bruges.


Det er skræmmende at tænke på sygdomme som kræft og AIDS, da det er dødelige sygdomme. Så jeg holder helst mine tanker til noget andet.


Min farfar døde af kræft. Lungekræft. Han var så også stor-ryger, og stoppede faktisk ikke på trods af sygdommen. Han trappede bare ned


Jeg har selv været ryger, men er heldigvis stoppet.



Køb billigt her
Medlem af "smårytternes" klub
0
0
Svar på denne tråd
 
 Kræft er
Forfatter:  Lea(Tasha) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 10:30

...jo altid dødeligt, hvis det ikke behandles, så det er med god grund, at folk er bange for det. Men heldigvis findes der mange gode udfald, som i dit tilfælde Vicky.


Jeg tror, jeg ville tænke død og ødelæggelse, som du kalder det. Både hvis det var mig selv, eller en i min omganskreds, der fik det. Det skyldes nok en blanding af realistisk sans og sortseertendens


Lea


Hvor voldelig handling ta'r fat, der standser kunsten brat!

0
0
Svar på denne tråd
 
 åh kræft
Forfatter:  Mette(Blossi) (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 10:34

så tænker jeg med det samme død. for mig er kræft næsten det værste man kan komme ud for - næsten.


men så igen, min mormor har haft brystkræft for mange år siden, og lever jo stadig, men flere andre familie medlemmer er døde af den sygdom.


nu kommer det jo helt an på hvilken kræftsygdom vi taler om.. om man mener det er lig med døden.


men generelt - så er ordet kræft = med død.


heldigvis er videnskaben så dygtig at de i mange tilfælde kan behandle eller livsforlænge. men så kommer der jo bare flere nye sygdomme til som vi kan dø af.


Mette



Billeder af mine børn.

Et barn er en engel, hvis vinger krymper i takt med at benene vokser.

Børnevenlig godt redet pony købes. Til nybegyndere.
0
0
Svar på denne tråd
 
 jeg forbinder også..
Forfatter:  mette (Celina) (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 10:42
kræft med døden... min morfar og min elskede gamle hest Dorthea døde af kræft

KNUZ jagtrytteren METTE
0
0
Svar på denne tråd
 
 Bor i et sort hul
Forfatter:  Kikærten (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 11:01

Ja som overskriften siger, så bor jeg i et stort sort kræfthul. Det skal forstås på den måde, at rigtig rigtig mange yngre mennesker i alderen 30-45 år har fået kræft og er døde af det.


Vores lille by er på ca. 3000 indbyggere og personligt kender jeg 4, som er døde inden for de sidste 2 år. Den sidste for blot et par dage siden.


I min yngste datters klasse, hvor der er 21 elever er 4 forældre døde af kræft og 2 er kureret. Hvad er lige chancerne for det rent statistisk.?


Det er så slemt, at der på officielt plan har været tale om at indlede undersøgelser om, hvorfor vi falder som fluer.


Min egen teori er, at det skyldes el-masterne. Vores kære borgmester har placeret en gigantisk konverterstation lige uden for byen, som gør at der er højspændingsledninger på kryds og tværs lige rundt om byen.


Mine børn siger hele tid, at i morgen er det nok dig eller far. Så ja, jeg er MEGET bange for kræft, og den rammer oftere hos os end andre steder i Danmark. Man kan vel sige at jeg bor i et lokalt Tjernobyl.


*** Små gule, der kan og vil ***

0
0
Svar på denne tråd
 
 Lige som dig
Forfatter:  krogsboll (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 11:26

Jeg havde også kræft i underlivet for 2 år siden og er HELDIGVIS helbredt i dag. Jeg oplever også at hvis jeg nævner det (som en madpakke) ved folk heller ikke hvad ben de skal stå på.


Der er stadig FRYGTELIGE kræftsygdomme løs der ude men sandheden er heldigvis, at stort set næsten alle typer kan helbredes i dag... JEg fik 75.000 kr fra HK (livstruende sygdom) jeg skulle bruge til at familien og jeg kunne hygge os sammen evt. rejse...men eftersom jeg absolut ikke på¨noget tidspunkt overvejede at "stille træskoende" eller blive alvorlig dårlig af behandlingerne JA så omsatte jeg dem til en hest


rigtige ponymødre ..har intet andet liv ;O)

Medlem af klubben for manipulerende, hjernevaskende, talentløse ponymødre, der tvinger deres små uskyldige børn til at opfylde deres egne tabte ambitioner

0
0
Svar på denne tråd
 
 Kræft = død
Forfatter:  Bluckie (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 11:55

I min verden har kræft altid endt med døden...

Har mistet to pga kræft :-(


Så når folk siger de har/har haft kræft tænker jeg på død eller på hvor hårdt de har kæmpet for at være i livei dag og den frygt de dereter altid må bære...


Det er for mig et meget meget ømt emne, og jeg ville derfor nok også lukke lidt i, hvis det var mig du fortalte det til, fordi jeg ikke ville kende dig godft nok til at vide hvordan jegs kulle reagere.

Om jeg skulle tage det let eller om jeg skulle være klar til at låne dig en skulder a hulke ved...


Kan du følge mig?



0
0
Svar på denne tråd
 
 Kræft...
Forfatter:  NinaL (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 12:05

Der er jo mange former for kræft - så jeg tænker ikke straks på "død og ødelægggelse" bare ved at høre ordet.


Hører jeg om lungekræft, bliver jeg dog bekymret, fordi det er den type cancer, der har mest tilbøjelighed til at danne metastaser i hjernen.


Med hensyn til at blive erklæret rask - så tales der om en "5-års overlevelse".


Dvs. at hvis der ikke har været flere cancerudbrud efter en periode på 5 år - så regnes patienten for rask.


Se evt. denne side:

www.im.dk/publikatione...n/kap3.htm


Man bør også have for øje, at de statistikker, der vurderer kræftpatienters %-vise dødsfald (f.eks. Kræftens Bekæmpelses statistikker) ikke tager højde for, HVAD patienten døde af - men bare at patienten ikke er i live mere.


Således kan en kræftpatient sagtens være kørt ihjel i trafikken, fået en blodprop eller noget helt 3.


Det er vigtigt at tænke på - da en trist statistik jo ikke ligefrem "pynter" på ens humør, hvis man har fået konstateret kræft.


Venlig hilsen

Nina





0
0
Svar på denne tråd
 
 Kræft...
Forfatter:  ManEater (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 12:26

Ja jeg må jo nok sige at kræft for mig, er lidt en blandet følelse..


I dag er det et år siden jeg mistede min kære faster til kræftens hårde hånd..


Men i min vennekreds har jeg også flere der har overlevet kræft..


For tiden tænker jeg selvfølgelig mest på min faster når jeg hører ordet kræft..


Min umiddelbare reaktion når nogen fortæller at de har/har haft kræft er nysgerrighed.. Spørger ind til det, samtidig med at jeg beder folk om at sige til hvis de ikke vil snakke om det..


Jeg er typen der søger så mange facts som muligt om tingene, således kan jeg bedre forholde mig til det..


MVH ManEater...

0
0
Svar på denne tråd
 
 Kræft???
Forfatter:  MinnaN (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 12:50

For mig er det en folkesygdom. Alle kender en eller anden som har haft kræft eller er i behandling for kræft eller har fået diagnosticeret kræft.


De kræftformer som jeg synes er stygge er:
Lungecancer fordi den kommer snigende og kan danne metastaser alle steder i kroppen. Du opdager ikke du har lungecancer for det næsten er for sent.
Leukæmi fordi du er afhængig af din knoglemarv og hvis den rammer børn så dør de i visse tilfælde som fluer. (mit personlige mareridt)


Men man har gode behandlingsmetoder i dag, så overlevelsechancerne bliver bedre og der forskes aktivt i cancerceller så I tror det er løgn.
Mirakel kuren findes ikke (endnu), men diagnosticeringsmetoderne bliver bedre og bedre, dermed øges chancen også for overlevelse.


Min mormor døde af det til sidst. Det har udryddet hele min mormors side af familien.

Jeg får det nok på et tidspunkt, hvis jeg ikke dør af stress, hjerteproblemer eller diabetes.

Kræft er på en hvis måde en livsstilssygdom og for mig også en folkesygdom.

Hvis folk vil tale om deres kræft og deres behandling, så bliver jeg som regel altid dødnysgerrig. Hvordan har de håndteret det, hvad har familien sagt? Behandlingsforløb mv.
Hvis folk vil snakke, må de også forvente spørgsmål. :) Jeg ved jeg gør. :)

0
0
Svar på denne tråd
 
 Kræft...
Forfatter:  Shalu (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 12:54

Den er svær...


Når jeg tænker på kræft så tænker jeg på en meget divers sygdom hvis behandlingsformer er lige så diverse som sygdommen selv.


Jeg tænker på at det er en skræmmende sygdom fordi man selvom man ved så meget om sygdommen og lærer nyt vel på månedlig basis så ved man stadig kun lidt... Og så er det en sygdom der "rammer blindt"


Og mulighederne for behandling er stadig på begynder stadiet...


Samtidig er det også en sygdom der har gjort at man har lært meget om cellulær kontrol og udvikling.



- Matilde og Shalu :-D-

Medlem af SAK & DÅHM

Uvidenhed står ikke i vejen for fremskridt, illusionen om viden gør
0
0
Svar på denne tråd
 
 En mærkelig sygdom
Forfatter:  leidesdorff (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 12:59

Hej

ja jeg kender godt den reaktion. Jeg fik konstateret celleforandringer for et halvt års tid siden og har fået taget alverdens prøver, men heldigvis er der ingen kræftceller...endnu..sagde de..og hvad betyder det så?? går man bare og venter på at blive syg så de gør noget eller hvad??

Ofte har folk spurgt mig om de kunne gøre noget..og jeg har tænkt jaaa i ka da tage opvasken hihi.

Nej jeg tænker ikke død og ødelæggelse. Min far er meget meget syg af kræft og har nok ikke lang tid igen, men han har overlevet meget meget længere end nogen havde regnet med pga sin positive livsindstilling og har lært mig ikke at gå i hundende om jeg så må sige.

Jeg Håber du har det godt og jeg ønkser dig al held og lykke i laaang tid fremover...

hilsen fra en af dem der ved hvor svært det kan være...


job søges!!!
0
0
Svar på denne tråd
 
 jeg kender det
Forfatter:  Ane (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 13:28

Det der med at folk ser på en som om man var klar til at blive lagt i graven i morgen.


jeg har haft kræft, men en meget uaggressiv og letbehandlelig form heldigvis (kræft i skjoldbruskkirtlen)


Jeg taler om det nogle gange, ikke så meget fordi jeg har et behov selv. Min vej gennem sygdom og sundhedsvæsen var ret uproblematisk og jeg har et positivt livssyn så det slog mig ikke ud. Jeg taler om det netop for at afmystificere det, for at det ikke skal være tabu og for at folk skal vide at man ikke altid dør.


Men jeg vidste da heller ingenting da jeg fik konstateret celleforandringer, der har ingen kræft været i min familie og jeg lever rimelig sundt - jeg bliv super bange - ind til jeg fik at vide at overlevelsen på en periode på 10 år er meget høj, og dem der dør er de gamle der måske alligevel ville være døde i løbet af den periode.


Ane



Commit random acts of kindness and senseless acts of beauty
Kender du den Færøske hest?
0
0
Svar på denne tråd
 
 Desværre er...
Forfatter:  Lone RHDK (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 13:46

det første jeg tænker også altid.."Åh,nej så er det nok slut inden så forfærdeligt længe".

Det kommer sig af en tante som fik kræft for et par år siden. Sygdommen spredte sig hurtigt til det meste af kroppen, og på under 1/2 år var hun væk. Ingen anede uråd inden diagnosen. Hun var frisk som en havørn, tilsyneladende...

Mange år forinden mistede jeg en onkel, som storrøg cecil dagen lang, selv da han kun havde en lunge tilbage. Det var derfor ventet, men alligevel chokerende. Det er vel 35 år siden.

Indenfor det sidste halve år er begge hans børn døde af kræft...også galoperende.

Så var det mine ungers fasters tur for en måned siden. Brystkræft. Hun har dog indtil videre fået mere fred i sindet, da de sagde at det ikke var ondartet...men hun skulle alligevel have undersøgt nogle lymfekirtler og venter nu svar.

En ung pige i deres familie, aroebic instruktør, sund livsstil på alle måder bukkede under for nogle år tilbage, så jeg syntes tit at det er tæt på i min familie.

Så ordet kræft fremkalder ofte ordet død hos mig.

MEN til gengæld har jeg ikke svært ved at tackle at der tales om det. Hvis jeg kendte dig og du sagde at du havde kræft, så ville det sværeste for mig være, ikke at vide om jeg overdrev mine forsøg på trøst og medfølelse...Om det ville virke naturligt.

Hilsen Lone.


Se vores hjemmeside RANCH HORSE DK

www.sitecenter.dk/ranchhorse


Og besøg Westernrytternes egen portal på nettet

www.westernportalen.dk


0
0
Svar på denne tråd
 
 bummelum
Forfatter:  camilse og Looksen (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 13:47

jeg kender eller kendte en som har haft kræft...


Min mor blev i 1997 gentagende gange ignoreret af sin læge, og til sidst var hun så dårlig at hun blev kørt på hospitalet... her fik hun så konstanteret kræft i underlivet...


Hun startede på strålebehandling på rigshospitalet, og i Januar 1998 blev hun er klæret rask...


Der gik nogle måneder og hun fik det pludselig dårligt igen, og denne gang var der ikke noget de kunne gøre... Hun havde for lidt hvide blodlegemer til kemo...


Flere gange fik vi beskeden om at det var sidste gang vi havde mulighed for at snakke med hende, og hver gang forlod hun hospitalet efter et par dage...


I slutningen af August var hun dog så syg, at hun konstant var sengelæggende og i starten af september 1998 døde hun...


Så det er gået stærkt...


Det har sat sit aftryk på en... Både min søster og jeg er modstandere af rygning, og min søster har måtte igennem psykologhjælp senere hen...


Hele min familie var med til begravelsen, og jeg kan bare huske at jeg ikke kunne se nogen i øjnene uden at bryde sammen...


De første 5-6 år har jeg knap nok kunne sætte benene i en kirke uden at have følelsen af at jeg skulle bryde sammen...


Det værste er at min mor måske havde været i live idag hvis hendes læge bare ville have lyttet til hende :(


På grund af denne oplevelse så forbinder jeg kræft med døden...




Camilse og Looksen

Kig ind på www.camilse.dk og se massere af billeder.

Så er www.rytterhyggen.dk åben


0
0
Svar på denne tråd
 
 Ja det er...
Forfatter:  LeneC (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 14:01

farligt og man tænker straks på død og begravelse. Folk bliver bange, når de høre ordet kræft og i stedet for at miste personen ved død, så vil de tit heller holde sig væk og miste dem på den måde, så de ikke skal igennem en dyb sorg. Jeg har lige mistet min mormor, hun havde lungekræft. Jeg mister måske min Papmor. Ved ikke hvor mange år/mdr. hun får lov til at leve i. Hun havde for en del år siden underlivskræft og fik hele livmoderen m.m. fjernet den gang. Nu brød kræften så ud igen sidste år og hun kan ikke helbredes denne gang. Der ud over er min ekskæreste også lige blevet ramt. I halsen og lidt i milten. Har har dog 90% chance for at blive 100% rask. Men man ved jo aldrig.

Min kæreste har også mistet nogle til kræften og det er bare supert hårdt at komme igennem. Så derfor tror jeg at mange mennesker regere så voldsomt når de høre ordet kræft. Min papmor har mistet mange af sine venner/bekendte på grund af hendes kræft og det syntes jeg er meget syndt. For det er jo ikke noget personen kan gøre for og har jo ikke gjort noget galt. Jeg ville ikke slå hånden af en der fik/havde kræft.



Mange knus fra Lene og Kikki ;-)


Termin 25. september 2006


Part søges til jordens dejligste fjordhest fra sommer 2006


www.alexander-mads.webbyen.dk

0
0
Svar på denne tråd
 
 Både og
Forfatter:  Mara (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 14:05

For det meste døden !


Min far døde 6 uger efter han fik konstateret kræft.

Han havde kræft i bugspytkirtlen (staves ??

Min farmor døde af underlivskræft og min farfar af leverkræft.


Min mormor derimod ...er, syntes jeg, en solstrålehistorie.

Hun fik mavekræft da hun var 69 år...fik knuden fjernet og til efteråret bliver hun 90 år


Jeg talte også meget om det, da min far døde og folk spurgte tit hvordan kan du dog tale så frit om det..men det var min måde at håndtere det på. Jeg tror jeg var gået ned med et brag psykisk, hvis jeg ikke havde talt så meget om det.

Men sådan er vi nok så forskellige


.

Charlotte

0
0
Svar på denne tråd
 
 tjah...
Forfatter:  minoma (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 16:22

Hvor er det dog rart at høre om alle de gange hvor det er gået godt. Jeg sidder selv midt i det nu da min far har kræft.


Det er desværre nyrekræft, som hverken reagerer på kemo eller stråler, men kun styrkelse af immunforsvaret.


Alligevel er min første tanke ikke DØD, egentligt lidt underligt. Måske fordi vi selv har valgt at være optimistiske.



Jeg kender så også en hvis bedsteforældre alle døde af kræft. Hun var naturligvis bange for hun også fik det. Da hun så som 30-årig fik dårligt hjerte var hendes første tanke "Nå så skal jeg da ikke dø af kræft"

0
0
Svar på denne tråd
 
 Jeg er panisk angst for at få kræft.
Forfatter:  anima (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 17:17

Det ville simpelthen være den værst tænkelige besked, en læge kunne give mig... hvad enten det så var ang.mig selv, eller en af mine kære.


Puha, jeg synes kræft er den mest ondsinde og forfærdelige sygdom, et menneske kan få.


Måske tænker jeg sådan, fordi jeg ikke har haft kræft tæt inden på livet (7.9.19 bank under bordet eller nærmeste vandrette flade), og kun hørt om meget grimme tilfælde og læst om alle de stakler der lider under det.


Jeg håber da at langt de fleste kommer over det, og det "kun" er alle de værste tilfælde,jeg har hørt/læst om.


Men som sagt, så er jeg nærmest helt panisk for denne sygdom.

-Jeg tjekker mine bryster meget ofte, og hver gang går jeg helt i panik, hvis jeg et øjeblik tror jeg har en knude i det ene bryst, som jeg ikke har i det andet.


En af mine venner spurgte mig engang, om hvad jeg "helst ville have" (Naturligvis ingen af delene,men hvis man nu skulle vælge), kræft eller HIV.

-Uden at blinke, kan jeg svare HIV... jeg ville langt hellere være HIV positiv end at have kræft.

-Som sagt, jeg er virkelig angst for den syygdom.


Apopro det at tale med en der har kræft om sygdommen, det har jeg ingen problemer med. Jeg tør godt spørge ind til det, og er ikke "bange" for at sige noget forkert.



Venlig hilsen Anima.
0
0
Svar på denne tråd
 
 agrj80wugfij
Forfatter:  WinnieM (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 19:11

Jeg har selv kræft.

En kronisk form for lymfekræft.

Jeg måtte også rive 2 år fuldstændig ud af kalenderen (2004 og 2005) - og kræften har været væk i 1 1/2 år (fik 8 kemokure). Forhåbentlig bliver det nu væk for altid, men kan jo dukke op igen - men så tager jeg "bare" samme omgang behandling.


Jeg snakker også om min kræft, som var det dagens vejr. Jeg synes så ikke folk forstummer mere end et øjeblik, når de kan høre at jeg bare fortsætter samtalen i godt humør og meget afklaret med det hele. Så pas måske på dit toneleje og humør, når du fortæller om din episode.. måske hjælper det.


Kræften har givet mig en masse positivt... bla. er der så meget jeg vil nå nu, og har sat mine mål mere fast. Jeg spilder ikke tiden på små sure episoder og ser alt mere positivt..


Jeg tror der er en mening med alt.


WinnieM


www.wmgalleri.webbyen.dk Kræften fik mig også til at male for første gang!

0
0
Svar på denne tråd
 
 Hallooo
Forfatter:  NinaL (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 22:50

Nu ER jeg faktisk nødt til at hive tråden op igen!


For der er INGEN grund til at bestille tid hos ligkistemagasinet!!!


Kræft ER en skræmmende sygdom! - Men hvis man ser på "fænomenet" ganske overordnet - så er der tale om nogle celler, der opfører sig anderledes og forkert, iht. hvad de burde gøre ...


Vi producerer dagligt en mængde forkerte celler - og jeg skriver det ikke engang i gåseøjne!


De ER forkerte (og autonome - med et andet udtryk).


Disse celler KAN skabe en helvedes masse problemer! - men NÅR det sjældent på grund af vores immunsystem. :-)

Smileyen er velvalgt!


Som nævnt sker der en masse "fejlprogrammeringer" i vores krop - og den foregår dagligt og i rystende mængder ...


Men vores søde "små" forsvarsmekanismer DRØNER rundt i blodbanen - og opdager heldigvis de fleste atypiske celler, bakterier og viraer - som vi dagligt bliver udsat for.


Disse HELTE - sørger for, at vi modstår de fleste invasioner af uønskede destruktive tiltag.


Nu "snakker" vi om kræft - og kræft er en meget grim og snigende sygdom!!!


Faktisk får der tit op til 8 år - før vi kan observere en "udposning" (lægesprog).


De første år - er kræftsvulsten fra at være på størrelse med et punktum ( . ) til at være mindre end et hul i en 25'øre ...


Fra 8 år og op - så SES (eller mærkes)svulsten måske - afhængigt af, hvor den sidder.


Nu skal vi igen tænke i andre baner ...


Hvis vi ser på "modellen" på et stenaldermenneske - så var en levealder på 38 år et maximum!!!


(Tænk selv lige på vores tandskifte - er dét "relevant" , med ca. 6-8 års mælketænder og så få blivende tænder til man er 70-80 år??)


Nope ... vi bliver "for gamle" *s*


Men tilbage til kræft i de unge år ...


Det er sørme en svær een at sluge - men som trøst kan måske være, at der sjældent er de specielt dødelige former, er indtræffer før middelalderen ...


Vi skal jo alle dø - og rent faktisk dør de fleste mennesker LANGT senere - end vores genetiske arv foreskriver pga. diverse hehandlingsformer.


Hvad jeg egentlig bare kort ville forklare - men ikke formåede - var:


At man er kræftpatient er IKKE lig med død og ulykke!!!


Venlig hilsen

Nina











0
0
Svar på denne tråd
 
 Dejligt du klarede den...
Forfatter:  Nanna Møller (Skriv besked)
Dato:  28-04-2006 23:28

Jeg forstummer ikke når jeg hører om alvorlig sygdom, vil gerne tale om det, ligesom jeg har lært at tale om døden.


Jeg tror mange er bange for at tale om kræft, fordi de er bange for døden. Døden er stadig et tabu for mange. Folk er uvidende om de mange mange typer kræft der findes, tør måske heller ikke spørge ind til det, for hvad nu hvis man nu får et ubehageligt svar. Folk er bange fordi de ikke kan sige de rigtige ord, gøre det rigtige, for at få "det onde" til at forsvinde igen. Fjenden er usynlig, og kommer snigende, og man kan føle sig så hjælpeløs overfor den. Minder dem måske at de heller ikke er udødelige, eller om en nær slægtning det stadig gør ondt at tænke på.


At du har haft kræft som barn eller ung, gør det nok endnu sværere for de fleste at tale om. Heldigvis er kræft blandt børn og unge forholdsvis sjældent, og er vist de fleste forældres forestilling om det "værste" der kan ramme deres børn (hvilket så ikke er helt sandt). Når et barn får kræft virker det så meningsløst og uretfærdigt. Enhver forældre ville ønske sig selv syg frem for sit barn.


Vores søn er pt. i behandling for leukæmi, fik det konstateret, 1 år og 3 mdr. gammel, i december forrige år. Den sidste puri-nethol skal han forhåbentlig have i juni næste år :-D Vores omgangskreds har, for langt de flestes vedkommende, reageret ved at støtte os og tale om det. Nogle forståét bedre end andre, og de er klart kommet tættere på os, andre er blevet mere fjerne. Enkelte nærtstående familiemedlemmer vil overhovedet ikke tale om at han er syg, de lader som ingenting, og det gør ONDT!


Men som Winnie også skriver har kræften også givet os noget positivt, vi har lært at prioritere, sætte mål, få det udført, gjort os stærkere og mere sårbare på en og samme gang, har lært os selv at kende.


Men kræften er, trods alt, ikke nogen dans på roser, selv om vi nogle gange prøver at indbilde os det. Forløbet er langt og drøjt, og hver gang et barn fra afdelingen mister livet, bliver man hårdt og brutalt revet tilbage til den hårde og kolde sandhed, og inderst inde i ens egen lille latterlige statistik tænker man, at så er der da større chance for ens eget barn overlever.


Jeg tror fuldt og fast på min søns helbredelse, ellers var det ikke til at leve med, men som du også selv nævner, er der situationer der kan få sveden til at hagle af én.


Jeg forstår meget vel du har et stort behov for at tale om kræften, den er en stor del af dit liv, og en endnu større del af din personlighed.


Det var vist en brainstorm, håber du kunne finde hoved og hale, og en lille rød tråd, i mit kaotiske indlæg.


Kærlig hilsen Nanna.



Støt børnecancerfonden
www.boernecancerfonden.dk



DEN SOM KUN.

Den som kun tar spøg for spøg og alvor alvorligt.

Han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.

- Piet Hein



0
0
Svar på denne tråd
 
 e,.o,umnbfvfbnm,umynbgvfsdvfbnm,m
Forfatter:  michelle_love (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  29-04-2006 09:16
undskyld mig men jeg tænker død... Mor døde af det for 13 år siden da jeg var 2 år..Hvorfor skulle hun os lige dø.. Savner hende bare sååååå meget.. og her for nogen måneder siden døde en fra min rideskole af det.. jeg re hendes fjordmule en gang imellem.. og så skete det der ikke måtte ske.. hun døde..

Hvem elsker jeg..??

Equador

Mercur

Rasmus

Maica

Celine

Codan Og

Hingste

0
0
Svar på denne tråd
 
 Folk blir mærkelige
Forfatter:  Johanne & Janus (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  29-04-2006 10:14

Folk får det mærkeligste udtryk i ansigtet når jeg fortæller dem at jeg er tidligere kræftpatient-derefter ignorerer de fleste oplysningen, selv gode venner.


Det er lidt hårdt, så jeg har valgt at skjule det for de fleste. Da jeg var yngre fortalte jeg det til flere, nu er det meget sjældent jeg overhovedet nævner det. Men jeg har stadig nogle gener efter behandlingen i dag 21 år efter, så nogen gange føler jeg det er relevant. Og altid er reaktionen den samme. Jeg ville altså nogen gange ønske at folk ikke blev så død ræde for det. Jeg er jo rask og har været det i mange år. Men jeg er jo også vokset op med den viden, og det kom faktisk som en overaskelse at folk rent faktisk kunne dø af sygdommen. I dag er der mange i min familie der er død af den, men jeg er ikke bange om at tale om det. Både dem der er syge, deres familier og selv os, der heldigvis er blevet raske, har brug for at snakke om det.


Og det er noget folk glemmer. At fordi man er rask så er man ikke kureret for evt. gener efter behandlingen samt de tanker man har gjort sig om sygdommen og om fremtiden.




Team Janus
Shoot for the moon, even if you miss, you'll land among the stars
Vi savner dig stadig
Daisy
04/06-1997-03/01-2005
Sorg er kærlighedens pris
Skøn stabil 2'er pony udlånes, tje
0
0
Svar på denne tråd
 
 Kræft.
Forfatter:  Linda (Mato) (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  01-05-2006 13:42

Jeg har leukæmi på 4. år.


Jeg tænker ikke på døden. Ikke hver dag i hvert fald. Men når jeg bliver nødt til at tage en beslutning om at stoppe med noget medicin, som jeg ikke længere kan tåle, og måske skal til at tage medicin som ikke virker ligeså godt. Så strejfer tanken da mig.


Jeg har lige været med i et forsøg i ni mdr. på noget nyt medicin. Det har virket rigtigt godt på blodprøve tallene og knoglemarven var helt fri for kræft celler. Men jeg var rigtig syg af medicinen. Rigtig mange bivirkninger.

Jeg valgte for en uge siden at stoppe efter eget ønske. Allerede tre dage efter, havde jeg det meget bedre.

Jeg skal så til samtale på hospitalet i morgen, og der skal vi sammen finde ud af, hvad jeg så skal.


Der har næsten ikke været nogen der har spurgt til mig under dette forsøg. De har bare hørt, at tallene var i orden, og taget for givet at jeg har haft det godt.

Det er det første medicin jeg har taget der har virket på kræft cellerne. Derfor kom det som et chock for familie og venner da jeg fortalte at jeg stoppede. Lægen sagde også på sygehuset at det var en stor beslutning jeg havde taget.


Jeg har haft skrevet herinde for en måneds tid siden. At lære at leve med kronisk kræft. Folk herinde er rigtig flinke til at komme med en masse gode råd.


Jeg har et behov for at blive forstået og få lov til at fortælle om alle de fæle bivirkninger medicinen giver, men det er ligesom om at veninderne er holdt op med at spørge. To af vininderne har overhovedet ikke spurgt til mig i de ni mdr. Familien begyndte også først at spørge, da der i lang tid var blevet takket nej til flere ting, som vi før hjalp familie og venner med.


Mvh. Linda




Tillid er ikke noget man kan kræve, det er noget man skal gøre sig fortjent til.
0
0
Svar på denne tråd
 
 Kræft er udbredt
Forfatter:  sjanna (Præsentation) (Skriv besked)
Dato:  01-05-2006 15:05

Syntes jeg kender rigtigt mange der har haft kræft.


Min mor har haft brysrkræft = fået fjernet brystet og er først ved at være ok nu 5 år efter. dog med celleforandringer under opsyn.


Min morfar har fået fjernet en lunge pga kræft for 7 år siden.


min mormor har haft brystkræft, dog kun en enkelt knude.


min svigerinde har fået fjernet hele underlivet pga kræft.


min veninde har mistet begge forældre til kræften.


og så en masse bekendte også.


Jeg ser kræft som en farlig men ikke nødvendigvis dødelig sygdom hvis den opdages i tide.


hilsen sjanna

0
0
Svar på denne tråd
 



Svar på denne tråd (Kræver login)

Eksisterende bruger:
Log ind

Ny personlig bruger:
Opret profil



Fora og Emner | Museum | Vejledning | Adfærdsregler | Opsætning | Kontakt Heste-Nettet


Informationer om HN


Pris og vilkår for annoncering



Mest populære sider




Logo